Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Reformarbejde

Oprindelig forfatter AWit

I erhvervsmæssig henseende var Christian 2.s ideal det mere udviklede Vesteuropa, især Nederlandene, og sigtet med hans lovgivning og reformer var at forbedre danske forhold efter forbillederne herfra. At det var folk som Sigbrit og Malmøs borgmester, den velhavende og dynamiske forretningsmand Hans Mikkelsen, han tog som sine politiske medarbejdere, skal ses i denne sammenhæng. Men selv om det var udlandets progressive borgere, der for Christian 2. repræsenterede fremskridt og udvikling på det økonomiske felt, var der ikke noget demokratisk i moderne forstand i hans politik. Nederlandene hørte på dette tidspunkt under den habsburgske fyrstemagt, og Christians politiske ideal var en stærk fyrstemagt, der samlede magtens udøvelse under kongen i samarbejde med de folk, der forstod tidens udvikling, og som han selv valgte.

Et eksempel på denne politik er planerne om et handelsselskab, hvor kongen selv skulle være parthaver, og hvor vesteuropæiske købmænd og det sydtyske gigantfirma Fug-gerne også skulle deltage. Meningen var at gøre København til centrum for handelen mellem Østersøen og Vesteuropa. Opkrævningen af Øresundstolden, der gik i kongens egen kasse, blev flyttet fra Helsingør til København og lagt under Sigbrits effektive administration. En af Sigbrits gode ideer var, at det ville være til gavn for Danmark, hvis hollandske bønder kom til landet med deres mere specialiserede landbrug. I 1521 fik 184 hollændere privilegium på hele Amager undtagen fiskerlejet Dragør, mens de danske amagerbønder, der alle var kronens fæstere, blev tvunget til at flytte andre steder hen.

Det mest omfattende reformforsøg var udarbejdelsen af de to store lovkomplekser, landloven og byloven, som trods de forskellige affattelser til de enkelte købstæder, vi kan konstatere for bylovens vedkommende, tilsammen udgør et skridt hen imod en rigslov i modsætning til de hidtidige landskabslove. De griber regulerende ind på næsten alle samfundslivets områder ved en omfattende fastlæggelse af de to arbejdende stænders retslige forhold. De er begge blevet til i slutningen af 1521 efter et omfattende forarbejde og studium af udenlandske forbilleder.

Annonce

Der blev også forsket i, hvad det var, der skulle ændres. En optegnelse fra dette arbejde handler om „de brøst der findes hos biskopper, prælater og kirkens personer”. Blandt de forhold, regeringen var utilfreds med, nævnes de flydende forhold på retsplejens område, hvor sager, der hørte hjemme på herredsting eller landsting, kom for kirkens domstole. Der klages over, at bisper lagde kirker og kirkejord til deres herregårde, og det dermed blev vanskeligt at få præster nok til kirkerne og få afholdt ordentlig messe i dem alle. Almuen besværedes med tiggeri til klostrene, udover hvad de rette tiggermunke havde brug for. I byerne krævede kirken urimelige lejer af byens folk for sine ejendomme. Denne lille interne optegnelse giver et indblik i nogle af de problemer vedrørende kirkens forhold, der trængte sig på allerede i disse år.

Der blev lovgivet imod nogle af disse og andre „brøst”, især på retsplejens område. Der skulle indrettes en ny domstol bestående af fire juridiske doktorer, som skulle dømme i „alle åndelige sager, såvel over biskopper som over andre her i riget”, og ingen skulle bringe den slags sager for pavens domstol, „på det at guld og penge kunne blive her i riget”. Det var en kraftig anfægtelse af kirkens juridisdiktion. Kirken måtte ikke erhverve nyt jordegods, præsternes pligt til at bo i deres sogn indskærpedes, og bisperne kom under stærkere kongeligt tilsyn.

Politimyndigheden skulle styrkes og lægges under kongen. På landet skulle en profos forestå retshåndhævelsen, i købstæderne en skultus, en slags overborgmester, udnævnt af kongen og med hals- og håndsret over borgerne. Hertil kommer en række bestemmelser om handelen, der følger linierne fra tidligere kongers ønsker og forsøg: handel og håndværk skulle forbeholdes borgerne, de ulovlige småhavne langs kysterne skulle afskaffes, bønderne måtte ikke sejle til Tyskland med korn. At lovene ville begrænse adelens og gejstlighedens adgang til at drive handel og også eje fast ejendom i købstæderne var i klar modstrid med håndfæstningens bestemmelser.

Som et led i bestræbelserne på at fastholde lovgivningen som regulator for samfundet og forholdet mellem stænderne indeholdt landloven bestemmelser, der tilstræbte at beskytte bønderne mod vilkårlighed og misbrug af lovene fra godsejernes side. Fæstemål skulle vare mindst otte år, hvis bonden ellers overholdt sine forpligtelser. Desuden forbyder loven den „onde, ukristelige sædvane, som hidtil har været i Sjælland, Falster og Møn med stakkels bønder og kristne mennesker at sælge og bortgive ligesom uskellige kreaturer”. Hvis en husbond behandlede sine bønder ulovligt, havde de ret til at flytte fra godset mod at betale førlov og efterlade gården i god stand. Det er bondestandens ret til at leve under lov og orden, der beskyttes. Vornedskabet ophæves ikke, men de misbrug, der åbenbart var konstateret, forbydes.

 Christian 2. tegnet af Albrecht Durer i 1521, da han og kongen mødtes i Antwerpen. Durer skrev i sin dagbog: „Jeg har set, hvorledes folket i Antwerpen højligt undrede sig, da de så kongen af Danmark og bemærkede, hvilken mandig skøn person han var.” Maleren fortæller også, at han forærede kongen et eksemplar af de bedste af sine grafiske arbejder. Ved kroningen i Stockholm året før havde Christian 2. fået overrakt den fornemme orden Den gyldne Vlies af kejser Karl 5.s repræsentant. Kongen bar siden altid ordenstegnet, og på alle senere portrætter af ham ses det – undtagen på denne tegning.

Christian 2. tegnet af Albrecht Durer i 1521, da han og kongen mødtes i Antwerpen. Durer skrev i sin dagbog: „Jeg har set, hvorledes folket i Antwerpen højligt undrede sig, da de så kongen af Danmark og bemærkede, hvilken mandig skøn person han var.” Maleren fortæller også, at han forærede kongen et eksemplar af de bedste af sine grafiske arbejder. Ved kroningen i Stockholm året før havde Christian 2. fået overrakt den fornemme orden Den gyldne Vlies af kejser Karl 5.s repræsentant. Kongen bar siden altid ordenstegnet, og på alle senere portrætter af ham ses det – undtagen på denne tegning.

Disse love fik, som vi skal se, en kort levetid. De er efter alt at dømme for en stor del udarbejdet af Hans Mikkelsen, men naturligvis efter Christian 2.s ønsker og retningslinier. Den udbygning af centralmagtens indflydelse på samfundet især gennem retsplejen og med lovgivningen som instrument, der er lovenes tendens, havde endnu stærke modstandere. På længere sigt havde den dog fremtiden for sig.

Et af Christian 2.s store mål var genoprettelsen af unionen mellem de nordiske riger. Efter aftalerne i 1512 anerkendte Sverige formelt hans kongemagt. Men reelt var situationen en ganske anden.

Rigsforstanderen var nu Sten Sture den Yngre, søn af den gamle rigsforstander Svante Nilsson. Hans politik var som den, der fra dansk side førtes af både Hans og Christian 2.: en stilen mod et effektivt centralstyre støttet på lavadelige og borgerlige og vendt imod de højadelige kredse, der i en stærk centralmagt måtte se en hindring for deres dominans i samfundet. Sten Stures modspiller var ærkebispen Gustav Trolle, lederen af den fløj af rigsrådet, som ønskede magten delt mellem en svensk kongemagt og højadelen på en sådan måde, at sidstnævnte fik afgørende indflydelse gennem lensstyre og centraladministration. For Trolle og hans meningsfæller lå der rige muligheder i et samarbejde med Christian 2. Og denne interesse var gensidig.

1520 blev handlingens år. Kort efter nytår gik en dansk hær bestående af tyske, skotske og franske lejetropper under anførsel af Otte Krumpen ind i Sverige. På den tilfrosne sø Asunden mødte den Sten Stures svenske hær. Under slaget blev Sten Sture såret og døde kort efter. Hans enke, Kristina Gyllenstierna, førte kampen videre fra Stockholm. Langfredag udkæmpedes et blodigt slag ved Uppsala, hvor den svenske bondehær efter voldsom modstand blev slået på flugt. Ud på sommeren manglede kun Stockholm. Christian selv kom til stede om bord på den flåde, der skulle støtte landhæren i det afgørende angreb på byen.

Adelsmænd i byen fik gennemtrumfet en overgivelse mod fuldstændig amnesti. Christian gik ind på dette, alle uden undtagelse fik sikkerhed for liv og gods, brevet forsynedes med kongens eget store segl, og Gustav Trolle og andre svenske og danske rigsråder medbeseglede. Den 4. november 1520 blev den sejrrige unionskonge i Storkyrkan kronet af Gustav Trolle som svensk arvekonge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Reformarbejde i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307459