Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Trolddom

Oprindelig forfatter AWit

Når man kom ud for sygdom, ulykker eller almindelige fortrædeligheder, kunne det skyldes, at onde mennesker brugte de skjulte kræfter i ondt øjemed. Det var trolddom. Det var en forbrydelse, der var strafbar ifølge en tilføjelse til Jyske Lov fra begyndelsen af 1400-tallet. Christian 2. overvejede at lovgive yderligere om, at der skulle holdes øje med folk, „som rygte går om, at de farer med trolddom på landsbyerne”, specielt om de blev set „ene ved rindende vand” på usædvanlige tidspunkter og især på „hellige tider” som skærtorsdag eller sankt-valborgsnat. Også helbredende magi skulle være strafbar, ikke blot for udøverne, men også for dem som søgte bistand hos kloge folk. Ordene står i et lovudkast, men de kom ikke med i den færdige lov. En endelig bestemmelse i kongens bylov fra 1522 gik ud på, at troldfolk, der ikke defineres nærmere, skulle ransages og forfølges aktivt af kongens embedsmænd på samme måde som tyveri, dvs. med pinligt forhør og eventuelt dødsstraf. Vi skal helt frem til Christian 4.s tid, før helbredelse af dyr og mennesker uden om kirken ved hjælp af signen og manen blev direkte forbudt i lovgivningen på linie med skadevoldende trolddom.

 Begravelse. Træsnit fra Christiern Pedersens bønnebog Vor Frue Tider, en udgave trykt i Leipzig i 1517. I baggrunden til højre ses et benhus, hvor man opbevarede knogler, især kranier, der blev opsamlet af graverne, når de anlagde nye grave på kirkegården.

Begravelse. Træsnit fra Christiern Pedersens bønnebog Vor Frue Tider, en udgave trykt i Leipzig i 1517. I baggrunden til højre ses et benhus, hvor man opbevarede knogler, især kranier, der blev opsamlet af graverne, når de anlagde nye grave på kirkegården.

Vi ved, at der blev ført processer imod troldkvinder omkring 1520, men vi kender ikke omfanget af disse forfølgelser. Mange steder i udlandet var de ligeledes i gang ved denne tid som et led i tidens almindelige følelse af angst og usikkerhed.

Efter den lærde teologis dualistiske opfattelse var trolddom den værste af alle tænkelige forbrydelser, en bevidst tilslutning til historiens største skændselsgerning, oprøret imod Gud. Den kunne kun udøves ved Djævelens hjælp, og heri adskilte den sig efter teologernes opfattelse ikke fra, hvad befolkningen i øvrigt foretog sig med magterne uden om kirken, især de kloge mænd og koner. Ikke blot spåning, men også signelser, hvad enten de skulle skade eller helbrede, blev betegnet som Djævelens vildfarelser. En særlig grov form for trolddom var at bruge hostien, messens ord, dåbsvandet, bønner eller salmer for at skade andre.

Annonce

I den folkelige anvendelse af de magiske midler var der derimod en jævn overgang mellem folks forskellige metoder til at få tingene til at glide i dagligdagen og den skadevoldende magi. Det var i vid udstrækning et spørgsmål om, hvorvidt man mente, at hensigten var god eller ond. Bibelord med fordømmelse af gudløse kunne bruges til at skade folk, man ikke syntes om. Når man ved hjælp af en bestemt formel med påkaldelse af Jomfru Maria og Jesus manede rotter og mus fra sin egen lade over i en anden navngiven persons – „der skal I have Eders føde af denne hans års grøde” – kunne vedkommende godt føle sig skadet, hvis det ellers gik op for ham, hvordan han havde fået dyrene på halsen. Det svarer ganske til, at kemi for os er og bliver kemi med dens love og funktionsmåder, hvad enten den anvendes til et giftmord eller til modgift og medicin. Men det stod fast, at nogle havde særlige evner for omgang med magterne, og der var dem, som tog sig betalt for helbredelser og andre tjenester. Det undgik ikke naboernes opmærksomhed hvis det, disse folk foretog sig, fik skadelige følger. I praksis kunne det blive til, at man her søgte en årsag til de skader, der faktisk skete.

 Djævlepsykologien var mere udviklet end fremstillingerne af de fromme og salige. Det kristne samfund var i denne tid udsat for et massivt angreb fra Satan og hans håndlangere, og dommedag var ikke langt borte. Djævlene bliver i perioden talrige og rigt varierede på kalkmalerierne, og deres perverse nydelse ved at pine de fordømte er meget tydelig. Djævlene fremstilles særdeles vitale, men ofte vanføre og forkrøblede, for den slags er syndens løn, og ondskaben medfører sine egne indestængte lidelser. Billederne, alle fra begyndelsen af 1500-tallet, er fra Udbyneder Kirke ved Mariager, Sæby Kirke i Vendsyssel og Maria Magdalene Kirke, Djursland.

Djævlepsykologien var mere udviklet end fremstillingerne af de fromme og salige. Det kristne samfund var i denne tid udsat for et massivt angreb fra Satan og hans håndlangere, og dommedag var ikke langt borte. Djævlene bliver i perioden talrige og rigt varierede på kalkmalerierne, og deres perverse nydelse ved at pine de fordømte er meget tydelig. Djævlene fremstilles særdeles vitale, men ofte vanføre og forkrøblede, for den slags er syndens løn, og ondskaben medfører sine egne indestængte lidelser. Billederne, alle fra begyndelsen af 1500-tallet, er fra Udbyneder Kirke ved Mariager, Sæby Kirke i Vendsyssel og Maria Magdalene Kirke, Djursland.

Mens kirken således insisterede på at være eneste formidler af de guddommelige kræfter, lå der i den folkelige holdning til de skjulte magter en alternativ forestilling om, at mennesket dog kunne gøre noget over for tilværelsens mange farer og problemer. Det var ikke et værgeløst offer i Guds eller skæbnens hånd. Man kunne forholde sig til sygdomme og ulykker uden blindt at acceptere kirkens forklaring: at de var Guds straf for synder, hvor kun anger og bod hjalp. Og i det psykologiske område, hvor især den forbudte magi hører til, kunne der ligge en mulighed for udfoldelse af sider af mennesket, som ellers blev holdt i tømme af kirkens officielle moral og de små nære samfunds restriktive overvågning. En fandenivoldsk protest imod hele den etablerede pænhed, et måske ubevidst oprør imod sociale og seksuelle tabuer.

 Helgeninder, håndkolorerede tegninger i abbedissen Anne Brahes bønnebog fra 1497, sikkert udført af en munk eller nonne i Maribo Kloster. Til venstre Den hellige Apollonia med en blodig tand. Ved sit martyrium fik hun tænderne trukket ud, inden hun blev brændt. Hun beskytter mod tandpine. I midten Maria Magdalene med salvekrukke, til højre Den hellige Birgitta med et kors.

Helgeninder, håndkolorerede tegninger i abbedissen Anne Brahes bønnebog fra 1497, sikkert udført af en munk eller nonne i Maribo Kloster. Til venstre Den hellige Apollonia med en blodig tand. Ved sit martyrium fik hun tænderne trukket ud, inden hun blev brændt. Hun beskytter mod tandpine. I midten Maria Magdalene med salvekrukke, til højre Den hellige Birgitta med et kors.

 Denne mand findes i Smørum Kirke ved København i forbindelse med et billede af den hellige nadver fra omkring 1500. Vi er igen ved et eksempel på, hvor blokerende vore nutidige religiøse og moralske følelser kan være for forståelsen af datidens tankeverden. I den var der ingen adskillelse mellem det religiøse og det kropslige. Kalkmalerierne var et led i kirkens forkyndelse, men hvordan billeder som dette, bevidst og ubevidst, er blevet opfattet af dem, der betalte dem og valgte motiverne (lokale herremænd, gejstlige, kirkeværger?), og af de mange børn og voksne, der har set på dem med vidt forskellige forudsætninger, er vanskelige spørgsmål. Som dele af vor egen tids kunst har de et anstrøg af dæmoni og udtrykker underbevidste kræfter i mennesket. De hørte til en mentalitet, hvor de store følelsesmæssige udsving kom mere direkte til udtryk, end vore tidsbestemte sømmelighedsbegreber og indre disciplinering tillader. Det talte sprog har sikkert været tilsvarende kraftigt og direkte.

Denne mand findes i Smørum Kirke ved København i forbindelse med et billede af den hellige nadver fra omkring 1500. Vi er igen ved et eksempel på, hvor blokerende vore nutidige religiøse og moralske følelser kan være for forståelsen af datidens tankeverden. I den var der ingen adskillelse mellem det religiøse og det kropslige. Kalkmalerierne var et led i kirkens forkyndelse, men hvordan billeder som dette, bevidst og ubevidst, er blevet opfattet af dem, der betalte dem og valgte motiverne (lokale herremænd, gejstlige, kirkeværger?), og af de mange børn og voksne, der har set på dem med vidt forskellige forudsætninger, er vanskelige spørgsmål. Som dele af vor egen tids kunst har de et anstrøg af dæmoni og udtrykker underbevidste kræfter i mennesket. De hørte til en mentalitet, hvor de store følelsesmæssige udsving kom mere direkte til udtryk, end vore tidsbestemte sømmelighedsbegreber og indre disciplinering tillader. Det talte sprog har sikkert været tilsvarende kraftigt og direkte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Trolddom i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307452