Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et andet syn på magterne

Oprindelig forfatter AWit

For den almene befolkning, og ganske særligt for bønderne, var kirkens lære gennem århundreder smeltet sammen i bevidstheden med skæbnetro, forestillinger om frugtbarhed og om naturens, gårdenes og husenes forskellige beboere, hvoraf nisser var nogle af de mest udbredte. Naturligvis var Den treenige Gud, Djævelen, Jomfru Maria og helgenerne de mest fremtrædende blandt de magter, der rådede for tilværelsen, men teologernes skarpe tvedeling i Guds og Satans rige fungerede ikke i den almene forestillingsverden. Som vi har set, blev nisserne i teologernes dualistiske tankegang artsbestemt som de dummeste af de faldne engle, og det vil sige de engle, der før Djævelens oprør havde været fjernest fra Guds trone. De var altså entydigt onde.

 Hvordan har den almindelige dansker forestillet sig Jordens form og placering i rummet? Det var svært at få klar besked i Bibelen, for dér stod både, at Gud ophængte den „på intet” (Job 26,7), og at han „bredte Jorden på vandet” (Salme 136,6). I kirkerne kunne man på relieffer af dommedag selv se, at Jorden var en kugle, som på dette udsnit af altertavlen fra Birket Kirke på Lolland fra omkring 1525, vistnok af den lybske billedskærer Benedikt Dreyer. Den er nu i Nationalmuseet. Kristus har jordkuglen under sine fødder. Verden fremstilles delt i de tre kendte kontinenter Asien, Europa og Afrika.

Hvordan har den almindelige dansker forestillet sig Jordens form og placering i rummet? Det var svært at få klar besked i Bibelen, for dér stod både, at Gud ophængte den „på intet” (Job 26,7), og at han „bredte Jorden på vandet” (Salme 136,6). I kirkerne kunne man på relieffer af dommedag selv se, at Jorden var en kugle, som på dette udsnit af altertavlen fra Birket Kirke på Lolland fra omkring 1525, vistnok af den lybske billedskærer Benedikt Dreyer. Den er nu i Nationalmuseet. Kristus har jordkuglen under sine fødder. Verden fremstilles delt i de tre kendte kontinenter Asien, Europa og Afrika.

Befolkningen så derimod nisser, ellefolk, de underjordiske, spøgelser og i det hele taget naturens magter som selvstændige, ofte tvetydige, påvirkelige og anvendelige til såvel gode som onde formål. Det var et grundsyn, som var i klar modstrid med tanken om Gud som skaberværkets almægtige herre, der alene rådede for liv og død, sundhed og sygdom, og det hele blev ligesom spåning, signelse og skæbnetro bekæmpet af teologerne som nogle af Djævelens mest lumske forførelser. Men den kirkelige teologi og de almene forestillinger var endnu vævet tæt sammen. Mange sognepræster og andre lavgejstlige delte den almindelige opfattelse, måske uden at have en særlig klar teologisk indsigt i disse sager. De allerfleste af dem havde en ringe uddannelse og stod i det hele taget befolkningen nær i tænkemåde, især på landet; mange var sønner af borgere eller bønder. Den mundtlige kulturs ældgamle trosformer og forestillinger var stadig dominerende, tæt forbundne som de var med befolkningens livsform. Også de adelige var endnu i vid udstrækning uden for den lærde stands boglige kultur. Skellet mellem en mundtlig, folkelig kultur og en boglig verdslig og gejstlig finkultur var endnu svagt, og vi skal senere vende tilbage til, hvordan dette skel uddybedes i takt med statsmagtens og den politiske elites stadig større dominans.

 Lusebrætter var et våben i kampen imod nogle af de mest plagsomme af de skadelige dyr. Brættet har en mængde små huller. Det anbragtes i den varme seng, lige når man var stået op. Varmen holdt sig længst inde i hullerne, og her krøb lusene ind, efterhånden som sengen blev kold. Så kunne man tage brættet og ryste lusene ud over ilden. 1500-tallet.

Lusebrætter var et våben i kampen imod nogle af de mest plagsomme af de skadelige dyr. Brættet har en mængde små huller. Det anbragtes i den varme seng, lige når man var stået op. Varmen holdt sig længst inde i hullerne, og her krøb lusene ind, efterhånden som sengen blev kold. Så kunne man tage brættet og ryste lusene ud over ilden. 1500-tallet.

For de fleste var det ikke muligt at skelne mellem f.eks. kirkens relikviedyrkelse eller messens forvandling af brød og vin og anden magi. De opfattede kirkens ritualer helt på linie med de midler, hvormed de selv eller kloge folk iblandt dem søgte at helbrede sygdomme hos mennesker og dyr, værge sig mod ulykker eller påvirke smørkærning og andre vigtige processer på mark og i hus. Da mirakuløse helbredelser jo er omtalt i Bibelen, var det også en del af den officielle kirkelære, at sådanne helbredelser stadig kunne ske, men under kirkens opsyn. Kippinge Kirke på Falster hørte til de mest søgte valfartssteder. Kraften her beroede på en blødende hostie, som forvaredes under biskoppens opsyn. Så stor var tilstrømningen af folk, som søgte helbredelse og gav penge til kirken, at den kunne drive udlånsvirksomhed i større stil. Christian 2. lånte flere gange penge her og nævner hver gang i sine kvitteringer, at kreditor var „det hellige sakramente i Kippinge”. Også i Bistrup ved Roskilde havde man „det hellige blod”. Andre valfartssteder var knyttet til bestemte helgener som f.eks. Sankt Søren, der både havde hjemme i Holmstrup på Vestsjælland og i Ry i Midtjylland.

Annonce

 Fabelvæsener afbildet i Hartmann Schedels verdenskrønike, der udkom i Nürnberg i 1493 og var rigt udstyret med træsnit. En fiktiv rejseberetning, Mandevilles rejse, med tilsvarende beskrivelser blev oversat til dansk i 1400-tallet. Med det ringe kendskab til fjerne lande blev fantasien stimuleret af sådanne bøger og af de efterretninger om rejser i ukendte lande, der begyndte at nå frem. Det har været noget i retning af vor egen begyndende rumalders optagethed af flyvende tallerkener og væsener fra fjerne kloder.

Fabelvæsener afbildet i Hartmann Schedels verdenskrønike, der udkom i Nürnberg i 1493 og var rigt udstyret med træsnit. En fiktiv rejseberetning, Mandevilles rejse, med tilsvarende beskrivelser blev oversat til dansk i 1400-tallet. Med det ringe kendskab til fjerne lande blev fantasien stimuleret af sådanne bøger og af de efterretninger om rejser i ukendte lande, der begyndte at nå frem. Det har været noget i retning af vor egen begyndende rumalders optagethed af flyvende tallerkener og væsener fra fjerne kloder.

Den almindelige tankegang var, at de bibelske fortællinger, personer, bestemte ord, korset, formler og rituelle handlinger som messen i sig selv var fyldt med magisk kraft på samme måde som kirkens relikvier. Det var et synspunkt, der lå i direkte forlængelse af kirkens officielle lære. Det var ganske vist Gud, der virkede gennem sakramenterne, men hertil var knyttet andre gode ting. Der var f.eks. de såkaldte messefrugter, dvs. de åndelige og praktiske velsignelser, der fulgte med, når man fromt hørte messe. Man blev ikke ældre i den tid, messen læstes, man fik den dag det daglige brød, og alt arbejde ville lykkes, bønner man bad under messen blev oftere opfyldt end andre bønner, en barselskvinde fik lettere fødsel, hvis hun havde hørt messe den dag osv. Vi finder denne forestilling ført ud i praksis i en lægebog, som er bevaret i et håndskrift, dateret 1514. En formel, hvormed heste kunne kureres for orm, benytter den bibelske person Job. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn skulle man sige: „De orme var tre, som Sankt Jobs kød og skind åd. Den ene var hvid, den anden var rød, den tredje var sort. Nu er Sankt Jobs orme alle døde, så skulle alle disse orme være døde, som denne hest tynger.” Så skulle man skrive på en blyplade: „Alpha et O, primus et novissimus,” læse tre fadervor og tre ave Maria til Guds og Jobs ære og hænge blypladen om hestens hals. Mod feber anvises denne fremgangsmåde: man tager den febersyge med i kirke, og under messen, når præsten løfter disk og kalk med det forvandlede brød og vin, skal man sige: „Det signed kød, det signed brød, som i dag brydes over kalken og disken, det skiller dette menneske ved den onde gæst, ved den skælvende, ved den bævrende onde gæst. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.” Eller der digtes over de bibelske personer, ofte i form af et møde mellem gode og onde kræfter. I „En god signelse for alle hånde sygdomme” fremstilles et møde mellem gode engle og natteheksen Nocia, „al ondskabs moder, som er gigt, krampe, orm, hoste, vandsot, vrid [forvridning], sten, pestilens, feber etc.”, og den magiske kraft bringes i vej ved at englene besværger hende ved de tre personer i Treenigheden og trosbekendelsen og ved opremsning af alle de legemsdele og sanser, der ikke må skades.

 Messen, træsnit fra Missale Lundense, trykt 1514. Menigheden er samlet om den kultiske handlings højdepunkt, brødets og vinens forvandling til Kristi legeme, idet præsten udtaler ordene „Hoc est corpus …”, Dette er (Guds sande) legeme. De kraftige ord blev af menigmand antaget også at kunne bruges til andre forvandlinger og blev forvansket til trylleformelen hokuspokus. På billeder kunne man fremstille forvandlingen, så den virkelig kunne ses. Når man ikke oplevede det på samme måde i den ydre virkeligheds verden, havde det flere grunde, bl.a. at ingen skulle føle væmmelse „ved at æde råt kød i mands lignelse”.

Messen, træsnit fra Missale Lundense, trykt 1514. Menigheden er samlet om den kultiske handlings højdepunkt, brødets og vinens forvandling til Kristi legeme, idet præsten udtaler ordene „Hoc est corpus …”, Dette er (Guds sande) legeme. De kraftige ord blev af menigmand antaget også at kunne bruges til andre forvandlinger og blev forvansket til trylleformelen hokuspokus. På billeder kunne man fremstille forvandlingen, så den virkelig kunne ses. Når man ikke oplevede det på samme måde i den ydre virkeligheds verden, havde det flere grunde, bl.a. at ingen skulle føle væmmelse „ved at æde råt kød i mands lignelse”.

Mange tilsvarende signeformler kendes på tysk og latin. Ligesom kirkens lære var de internationale om end med lokale variationer. Uden tvivl er de nedskrevet og brugt af sognepræster og andre lavgejstlige, der fungerede som helbredere, skaffede tyvekoster til veje og bekæmpede ildebrand og andre ulykker. Den lavere gejstlighed var her helt på linie med befolkningens almene syn, som vi mest kender indirekte, fordi så lidt var skriftligt. Vi har bevaret nogle senere nedskrevne signeformler brugt af kloge mænd og koner eller ganske almindelige mennesker, og som f.eks. ved Guds magt skulle overføre febersyge til hyldetræet – „og den syge må aldrig siden komme hylden nær” – eller hvor solen og månen mobiliseres sammen med Gud og Jomfru Maria for at få Djævelen til at slå øjet ud på en tyv. På linie hermed blev bønner, eventuelt ledsaget af korstegn, opfattet som besværgelser. Bønner kunne også virke, hvis man bar dem på sig i skriftlig form. Stærke helbredende naturkræfter var at finde i kilderne, der for det meste var knyttet til helgener. Sankt Helene Kilde i Tisvilde var en af de mest søgte. Og i lighed med klosterfolkene vidste man, at planter indeholdt kraft, der kunne virke i mange forskellige øjemed. Kraften beroede bl.a. på, at de blev samlet på de rette tidspunkter, som kunne være sankthansnat eller under bestemte månestillinger.

 Støbeform fra begyndelsen af 1500-tallet til et lille blykors, fundet på kirkegården i Præstø, og et kors, man i nutiden har støbt i formen. Korset har indskriften „Sankt Antonius i Præstø”. Det er et pilgrimstegn, forsynet med øskener, så det kan sys på tøjet som en blanding af amulet og souvenir. I Præstø lå et antoniuskloster, som forhandlede korset. Nogle af valfarterne hertil har måske drejet sig om helbredelse for nervesygdommen „Antonius-ild”, som Sankt Antonius var specialist i at kurere.

Støbeform fra begyndelsen af 1500-tallet til et lille blykors, fundet på kirkegården i Præstø, og et kors, man i nutiden har støbt i formen. Korset har indskriften „Sankt Antonius i Præstø”. Det er et pilgrimstegn, forsynet med øskener, så det kan sys på tøjet som en blanding af amulet og souvenir. I Præstø lå et antoniuskloster, som forhandlede korset. Nogle af valfarterne hertil har måske drejet sig om helbredelse for nervesygdommen „Antonius-ild”, som Sankt Antonius var specialist i at kurere.

Præstens tilknytning til menigheden, især på landet, og hans rolle i landsbyens sociale liv gik langt ud over at forrette kirketjeneste. Han holdt de onde kræfter borte fra mennesker, avl og besætning med vievand, lys og signelser. Han formidlede messens mystiske kraft. Bøn og klokkeringning spredte mørkets magter og blev taget i brug ved optræk til uvejr. Ved „klokkedåb” vaskede bispen sognets kirkeklokke med salt, vand og den hellige krisma, en salve der indgik som helsebringende middel i næsten alle kirkelige handlinger. Han bad om, at klokken måtte afværge onde anslag som hagl, storm og torden. „Min røst er alle dæmoners rædsel”, stod der på en ny klokke, som Roskilde Domkirke fik i 1511. Korsebør var en fast institution, der gik ud på, at bøndernes sognepræster på bestemte dage om foråret bar kors, kirkefaner og hostien rundt på markerne og signede dem i samme hensigt og under samme følelse af nødvendighed, som landmændene i dag bestrør dem med kunstgødning. Bagefter blev der holdt en stor fest. Sjællands biskop, Lave Urne, indskærpede i den forbindelse sine sognepræster i 1517, at de straks efter korsebøren skulle bringe hostien tilbage til kirken og ikke tage den med til fest eller drikkelag. Festerne var i det hele taget som næsten alt andet i livet knyttet til kirken. Forårsfesten sanktvalborgsnat, natten til 1. maj, eller midsommerfesten sankthansnat indbefattede dans i kirken eller på kirkegården, og det var også tilfældet med bryllupsfester. I dødens stund dæmpede kirkens ritualer, klokkeringning og præstens bønner angsten og gav håb om afkortning af opholdet i skærsilden. Alt sammen havde det dyb psykologisk betydning i retning af at skabe fællesskabsfølelse, sammenhæng og tryghed i den usikre tilværelse.

 Salvekrukke, fundet i Hovedvagtsgade i København, antagelig fra 1500- eller 1600-tallet.

Salvekrukke, fundet i Hovedvagtsgade i København, antagelig fra 1500- eller 1600-tallet.

 Begravelse. Træsnit fra Christiern Pedersens bønnebog Vor Frue Tider, en udgave trykt i Leipzig i 1517. I baggrunden til højre ses et benhus, hvor man opbevarede knogler, især kranier, der blev opsamlet af graverne, når de anlagde nye grave på kirkegården.

Begravelse. Træsnit fra Christiern Pedersens bønnebog Vor Frue Tider, en udgave trykt i Leipzig i 1517. I baggrunden til højre ses et benhus, hvor man opbevarede knogler, især kranier, der blev opsamlet af graverne, når de anlagde nye grave på kirkegården.

Kirkens ledere sørgede for, at det alt sammen gik rigtigt til. I en manuale, en håndbog for præster, der udsendtes i Roskilde i 1513, finder vi ritualerne for en lang række af præstens funktioner: indvielse af det salt og vand, som indgik i de fleste liturgiske handlinger, dåben med tilhørende formel for eksorcismen, dvs. uddrivelsen af Djævelen fra de udøbte børn, brudevielse, velsignelse af brudesengen, ritualer for sygebesøg og den sidste olie, forbøn for den netop afdøde sjæl, begravelsesritualet med et særligt afsnit for barnebegravelser, vielsen af alle slags madvarer efter påskefastens afslutning, indvielse af ny ild, ritualet for korsebør, vielse af to slags helbredende midler: Sankt Blasius' vand og Sankt Hans' vin samt af urter på Mariæ himmelfartsdag og endnu mere. Standssamfundets forestillinger om gejstlighedens nødvendighed ikke alene for sjælens frelse, men også for at den jordiske tilværelse overhovedet kunne fungere, havde et yderst konkret indhold, som gør sammenligninger med nutidig religiøsitet og kirkesyn irrelevante. Vil man forsøge en sammenligning, må den indbefatte den betydning for vores tilværelse, som vi bevidst og ubevidst tillægger vore eksperter på alle områder inden for teknik, produktion og alle grene af videnskaben samt de institutioner og foretagender, samfundet fungerer igennem. Det var andet og mere end nogle trosartikler og gudstjenesteformer, der var på spil ved reformationen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Et andet syn på magterne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307451