Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Konge, rigsråd og kirke

Oprindelig forfatter AWit

Frederik 1. var fra sit fredelige hertugdømme kommet ind til en kongegerning, hvor problemerne tårnede sig op. Han havde måttet overtage sin forgængers gæld, og efter sejren havde han måttet belønne den danske adel med så mange len på gode vilkår, at kronens økonomi var svag. Der måtte stadig holdes betydelige styrker af landsknægte, for at man kunne være forberedt på angreb fra Christian 2., og „man altid kunne være almuen mægtig”, som kongen udtrykte sig. Den konstante pengemangel var et hovedpunkt på herredagene og førte til en stadig række af skatter, der forøgede uroen. Kongen måtte desuden løbende optage lån mod pant i lenene. Da han døde i 1533, var tre femtedele af landets len pantsat til lensmændene. Meget forståeligt foretrak han at have problemerne på afstand. Han opholdt sig mest på Gottorp, hvad der gav rigsråderne større indflydelse. Mogens Gøye og andre rejste f.eks. rundt i Jylland og holdt retterting i kongens sted. I befolkningens øjne blev Frederik 1. en fjern kongeskikkelse, som man mest mærkede som skattekræver, mens han lod godsejerne råde med hals- og håndsret over bønderne.

I 1525 gav kongen kraftigt ondt af sig. Hvis rådet, adelen og menige indbyggere ikke var tilfredse med ham som konge og ikke ville kæmpe mod Christian 2., kunne det være lige meget. Så kunne rådet selv regere som det ville, han havde ikke noget imod at gå på pension, og ville de hellere have en af hans sønner, kunne de også få det. Denne velberegnede fornærmethed er vel mest et forsøg på at udnytte rigsrådernes skræk for Christian 2., men også udtryk for problemerne omkring balancen i magtens udøvelse mellem kongen og rigsrådets fraktioner.

 Frederik 1. Som yngre søn af Christian 1. var han arving til Slesvig og Holsten, men måtte dele dem med sin bror, kong Hans. Ved delingen i 1490 valgte hertug Frederik Gottorp som sit hovedsæde. Han antog titel af arving til Norge og hævdede at have ret til halvdelen af dette land. I sin regeringsførelse samarbejdede han med det holstenske ridderskab på en måde, der måtte forekomme det danske rigsråd forbilledligt. Ved kong Hans' død i 1513 tilbød nogle jyske råder ham hemmeligt den danske krone, men han afslog, sikkert fordi sagen forekom ham for usikker. Her er han malet af den tyske kunstner Jacob Binck seks år efter sin død i 1533.

Frederik 1. Som yngre søn af Christian 1. var han arving til Slesvig og Holsten, men måtte dele dem med sin bror, kong Hans. Ved delingen i 1490 valgte hertug Frederik Gottorp som sit hovedsæde. Han antog titel af arving til Norge og hævdede at have ret til halvdelen af dette land. I sin regeringsførelse samarbejdede han med det holstenske ridderskab på en måde, der måtte forekomme det danske rigsråd forbilledligt. Ved kong Hans' død i 1513 tilbød nogle jyske råder ham hemmeligt den danske krone, men han afslog, sikkert fordi sagen forekom ham for usikker. Her er han malet af den tyske kunstner Jacob Binck seks år efter sin død i 1533.

I disse problemer omkring rigets styrelse og skatter og rustninger indgik med stigende vægt kirkens forhold og de reformatoriske tanker. På herredagen i 1526 blev det helt akut. Bisperne stillede krav om, at kongen lod være med at give prædikanter beskærmelsesbreve, så de kunne prædike, for „deraf kan ske og blive noget opløb af det menige, uforstandige folk, som er mange steder sket i Tyskland”. Enhver der ville prædike, skulle indhente biskoppens tilladelse først. Kongen svarede surt, at han ikke havde givet noget uretmæssigt beskærmelsesbrev eller befalet nogen at prædike andet end Guds ord.

Annonce

Herredagens resultat blev to vigtige beslutninger om kirkens forhold. Den ene var, at bekræftelse på udnævnelser til biskop og andre høje gejstlige embeder ikke længere skulle hentes i Rom, men hos den danske ærkebiskop. Det var kongen, der foreslog det, men rigsrådet erklærede i enighed, at det var godt og nyttigt og bad blot om, at kongen vil få det „forhandlet hos romerkirken, så det kan ske med nogen god lempe”. Bisperne havde lært, hvad Roms støtte var værd. Dermed var den danske kirke blevet en nationalkirke i lighed med de spanske kongerigers og den franske. Det var i fuld overensstemmelse med god katolsk tankegang i disse tider, da den stadig stærkere statsmagt var en påtrængende realitet de fleste steder, som også kirkens folk måtte leve med. Men i Danmark var der det særlige problem, at der for tiden ikke var en kanonisk ordineret ærkebisp, som kunne give ordinationen videre til nye bisper. Ordningen ville stille kirken svagere og give kongen friere hænder ved besættelse af bispestole, ligesom de højadelige slægter ville slippe for konkurrence fra pavens embedsmænd. Kongen foreslog også, at de penge, der hidtil var gået til Rom som betaling for pavens godkendelser, herefter skulle gå til riget og bruges til forsvaret. Det lød som en god idé for enhver godsejer, for jo mindre deres bønder skulle betale i skat, desto mere var der til herskabet.

Den anden beslutning på herredagen var en overenskomst mellem bisperne og den verdslige del af rigsrådet på hele adelens vegne om det store stridsspørgsmål mellem dem, jorden. Prælaterne lovede, at kirken ikke ville købe eller pante mere jordegods fra adelen til kirker eller klostre, men kun til „deres arvinger eller deres venner af adelen”. Og hvis en gejstlig, der ikke var adelig, herefter købte jord af en adelig, skulle det ved ejerens død overgå til den adeliges arvinger. Til gengæld lovede de verdslige medlemmer af rigsrådet, at adelen herefter ville hjælpe og støtte kirken, især „imod den lutherske ukristelige lærdom, som nu bruges imod den hellige kirke”.

Året efter forlangte rigsrådet igen en herredag indkaldt, fordi modstanden havde bredt sig blandt bønderne, der som nævnt organiserede sig i forbund imod kirken. På denne herredag blev modsætningerne igen demonstreret. Rådet talte en del om den beskyttelse, som kirken og dens folk havde krav på. Kongen måtte betænke, at de nye tanker førte til megen usamdrægtighed, og han burde gøre noget effektivt ved det. Munke, der var løbet af kloster, og som havde fået kongens beskærmelsesbrev, burde i stedet stilles for deres rette dommere og tvinges tilbage eller landsforvises, og de mange overgreb imod tiggermunke måtte forhindres.

Kongen svarede hertil, at enhver dog vidste, at „den hellige kristne tro er fri”, og der var vel heller ingen af råderne, der gerne ville presses eller tvinges fra deres tro. Så kunne de vel forstå, at det samme gjaldt dem, „som er det hellige evangelium hengivne eller og luthersk lære, som nogle kalder det”. Kongen kan ikke se, hvilken tro hvert menneske har i sit hjerte, enhver må skikke sig i det stykke som han vil være bekendt for Gud, indtil kongen erfarede, at der er sket en kristelig og endelig forening på sagen i hele kristenheden, dvs. ved et almindeligt kirkemøde. Kongen skulle gerne ophøre med at give nogen beskærmelsesbreve i denne sag, men var der nogen, som på eget ansvar ville prædike det, som var gudeligt og kristeligt og ikke førte til oprør eller uenighed, da ville kongen acceptere det, og han ville ikke tillade, at nogen forulempede dem i den anledning.

 På Gottorp Slots vestfløj findes dette relief af en biskop, udført omkring 1530. Det er en dekorativ detalje, men den er næppe anbragt på Frederik l.s slot uden bagtanke. Af bispens mund udgår to sære væsener, som befamler hans mitra. Kongen har ikke haft noget at indvende imod håndværksmesterens satiriske randbemærkning til bispekirkens situation.

På Gottorp Slots vestfløj findes dette relief af en biskop, udført omkring 1530. Det er en dekorativ detalje, men den er næppe anbragt på Frederik l.s slot uden bagtanke. Af bispens mund udgår to sære væsener, som befamler hans mitra. Kongen har ikke haft noget at indvende imod håndværksmesterens satiriske randbemærkning til bispekirkens situation.

De konflikter, der her kom til udtryk, var ikke herredagens eneste. Adelen, både rigsrådets medlemmer og nogle udenfor, fremførte med kongens støtte et krav om, at de skulle have de bøder, som bønderne blev idømt ved de gejstlige domstole. Det var et voldsomt indgreb i gejstlighedens rettigheder og økonomi. Prælaterne forsøgte et forsvar, hvis hovedindhold var, at det var Gud, der havde givet såvel gejstligheden som adelen deres magt, friheder og privilegier, og de burde gensidigt respektere hinandens rettigheder, så meget mere som „rigens prælater er nu kommen af adelen og er nu rigens adels slægt, byrd, blod og køn”.

Både adelens krav og prælaternes svar viser, i hvor høj grad kirken var blevet en anakronistisk hindring for storgodsejernes effektive erhvervsvirksomhed og magtudfoldelse. Det er ganske sandt, som det ofte er blevet sagt, at kirken var blevet en adelig forsørgelsesanstalt, hvor sønner kunne få gode stillinger og døtre anbringes i klostre. Men for driftige og hensynsløse godssamlere og politikere måtte hele systemet med kirkens øvrighedsmagt og vældige økonomiske virksomhed virke som en hæmsko og en hindring, helt ude af trit med tiden.

De svære forhandlinger endte med en overenskomst mellem parterne og kongen om, at bisperne skulle beholde deres domsmagt, men herskabet – kronen eller adelen – skulle have bøderne, bortset fra dem, der idømtes for de groveste kirkelige forbrydelser som vold mod gejstlige eller brud på kirkefreden. Til gengæld blev det fastslået, at bøndernes krav var ulovlige, „den menige mand” (adelen nævnes ikke) skulle betale den fulde tiende efter Guds lov og kongers dom, men så være fri for biskopgave og flere andre afgifter og for betaling til sognepræsterne for brudevielse, kvinders første kirkegang efter fødsel og for begravelser. Hvis nogle sogne hellere ville betale de gamle afgifter i stedet for tiende, skulle det stå dem frit for. Disse aftaler skulle gælde til „det første menige og generale koncilium blev holdt”.

For Jyllands og Fyns vedkommende var det først med denne herredag, at bisperne trods stort møje fik indført fuld bispetiende, om end altså som en valgfri ordning i forhold til de gamle afgifter. Men ét er en møjsommeligt etableret overenskomst blandt de mægtige. Bønderne havde fortsat andre meninger. Sognepræsterne, der blev svigtet ved den nye ordning, måtte blive mere tilbøjelige til at lytte til kravene om en grundig reform af kirken.

 På den indvendige side af den ene gavl på degnestolen i Havrebjerg Kirke ved Slagelse er skåret denne munk, som forsigtigt kigger ud ad en dør. Han er fra omkring 1525.

På den indvendige side af den ene gavl på degnestolen i Havrebjerg Kirke ved Slagelse er skåret denne munk, som forsigtigt kigger ud ad en dør. Han er fra omkring 1525.

For Frederik 1. var det af afgørende betydning at få magt over den nye nationalkirke. Rigsrådets splittelse hjalp ham, og de bisper, der blev udnævnt i resten af hans regeringstid, måtte underskrive forpligtelser, der bandt dem til kongemagten. De måtte bl.a. gå med til at affinde sig med evangelisk prædiken i deres stift eller ligefrem befordre den, selv om den var i åben opposition til den officielle kirke. Det svarede til, at kongen med sine værnebreve, hvoraf der kom flere, unddrog de antikatolske prædikanter fra den kirkelige jurisdiktion. Under dække af de uklare juridiske forhold var kongen i den sidste del af sin regeringstid godt på vej til at skabe en kirke, der var helt under statsmagtens kontrol. Han og hans rådgivere har uden tvivl været dybt overbeviste om både det politisk nødvendige og det rigtige og sande heri, således som den kristne fyrstes pligter var efter luthersk tankegang.

Under herredagen i 1527 udsendtes der breve til oplæsning på landstingene med forbud mod Hans Mikkelsens skrifter og andre bøger, „som føres hid i riget under sådant skin, at det skal være Den hellige Skrift”. Med Bibelens aktualitet i tidens meningsbrydninger og de nye tankers voksende udbredelse var det af afgørende betydning for både kongen og rigsrådet, at Christian 2. i befolkningens øjne ikke blev identificeret med kampen for Guds ord og Guds lov. For bisperne gjaldt det om at opretholde deres autoritet som Guds ords forvaltere i konkurrence med både befolkningens bibelsyn, de evangeliske prædikanters forkyndelse og kongens forsøg på at dominere kirken. Ved at befordre eller beskytte bevægelser, der underminerede de højadelige bispers autoritet, styrkede kongen sin egen position over for bisperne og virkede samtidig i retning af, at befolkningen kunne opfatte ham, der ellers var meget lidt folkelig, som kongen, der stod over stænderne, velvillig over for en reformation „af klerkeri og ridderskab”, som det hed om Christian 2. i hans propaganda. For begge konger var det om at gøre, at de fremtrådte som den rette øvrighed, indsat af Gud, der skulle adlydes efter den lutherske teologis øvrighedsopfattelse. Det gjaldt om at udnytte de folkelige bevægelser og samtidig modvirke tendenserne til en folkelig bibelopfattelse, der ville gøre den kristne frihed gældende i den jordiske tilværelse. Det var i sandhed en broget situation, der tegnede sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Konge, rigsråd og kirke i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307478