Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De reformatoriske tanker

Oprindelig forfatter AWit

Begrebet reformation er i historieforskningen og i den almindelige bevidsthed ofte blevet opfattet som helt overvejende et teologisk, kirkeligt og kirkepolitisk anliggende i moderne forstand, hvis centrale indhold var ophør af katolsk kultus og indførelse af luthersk tro og gudstjeneste. Det hænger sammen med, at vi har været tilbøjelige til at betragte disse begivenheder ud fra en nutidig tankegang, hvor religionen er en privatsag, der er skilt ud fra samfundets øvrige liv og for den enkelte ikke behøver at have noget at gøre med det. Tendensen er blevet forstærket yderligere ved, at det næsten udelukkende er teologer, som har skrevet de kilder, der er overleveret til os om tidens meningsbrydninger. Disse kilder ser tingene ud fra teologernes særlige engagement og interesse, og deres interne opgør på ekspertplanet er kommet til at stå som udtryk for de almene forestillinger om tidens centrale problemer, hvad de ikke nødvendigvis har været.

At vi nu ser udviklingen fra den ende, hvor adskillelsen mellem kirke og samfund både i praksis og i bevidstheden er fuldbyrdet, bør ikke skjule for os, at datidens mennesker har oplevet og deltaget i begivenhederne ud fra andre forudsætninger. Ligesom alle samfundets mange forhold og forbindelser mellem mennesker blev begrundet og oplevet inden for standssamfundets magisk-religiøse forestillingsverden, således måtte også en kritisk holdning til det, der skete, formulere sig inden for samme fælles virkelighedsopfattelse. Vi vil kalde dette politiske overvejelser, men det må ikke glemmes, at for mange var der samtidig stærke religiøse følelser involveret. Og ligesom de forskellige personer og befolkningsgrupper oplevede udviklingen vidt forskelligt efter deres placering i samfundet, således gjorde de sig også forskellige tanker om den inden for rammerne af den tilværelse, som var den enkeltes.

 Resterne af mor Sigbrits gravsten, som hun efter tidens skik selv havde fået lavet, men som aldrig kom til at dække hendes grav. Den er udført i Nederlandene og bærer en indskrift, der i oversættelse lyder: „Her ligger begravet Sibrecht [Villum]s datter og døde i Herrens år 15. den …dag … [Bed] til Gud for sjælen”. Hun fik den ikke med ved sin flugt i 1523. En af hendes mange adelige fjender, Knud Pedersen Gyldenstierne, bragte den til sin gård Timgaard ved Ringkøbing og lod den opstille ved indkørslen – efter sigende for at hans karle og bonder skulle spytte på den og „gøre det, som var værre”. Det gik Sigbrit ilde, efter at hun forlod Danmark. I sin landflygtighed måtte Christian 2. af politiske grunde opgive den åbenlyse forbindelse med hende. Hun blev fængslet i Nederlandene og synes at være død ca. 1532, sandsynligvis henrettet.

Resterne af mor Sigbrits gravsten, som hun efter tidens skik selv havde fået lavet, men som aldrig kom til at dække hendes grav. Den er udført i Nederlandene og bærer en indskrift, der i oversættelse lyder: „Her ligger begravet Sibrecht [Villum]s datter og døde i Herrens år 15. den …dag … [Bed] til Gud for sjælen”. Hun fik den ikke med ved sin flugt i 1523. En af hendes mange adelige fjender, Knud Pedersen Gyldenstierne, bragte den til sin gård Timgaard ved Ringkøbing og lod den opstille ved indkørslen – efter sigende for at hans karle og bonder skulle spytte på den og „gøre det, som var værre”. Det gik Sigbrit ilde, efter at hun forlod Danmark. I sin landflygtighed måtte Christian 2. af politiske grunde opgive den åbenlyse forbindelse med hende. Hun blev fængslet i Nederlandene og synes at være død ca. 1532, sandsynligvis henrettet.

I et samfund, der ikke havde forestillinger om samfundsmæssige forandringer og forklaringer på, hvorfor de skete, måtte forestillingerne bevæge sig ad andre baner. Mange mente, at forklaringen på de kaotiske forhold var, at dommedag stod for døren, og at Gud i sin vrede lod Djævelen straffe menneskene, for at de skulle gøre bod og berede sig til dommen. Fremstillinger af Djævelen dukker i stigende grad op på kirkernes kalkmalerier i tiden op mod de reformatoriske bevægelser.

Annonce

Som andre steder i Europa gav usikkerheden sig også i Danmark udslag i en nyreligiøs bevægelse, der i vid udstrækning gik hånd i hånd med kritik af gejstligheden. Kirken formåede ikke at fastholde denne bevægelse. Tværtimod blev det som i udlandet en stadig mere dominerende tanke, at reformationen, genformningen af hele det kristne fællesskab efter den guddommelige ordens dybt krænkede principper, kunne og måtte ske uden om og på trods af den etablerede kirke. Mens nogle af reformkatolikkerne med Poul Helgesen i spidsen fastholdt, at en genoprettelse af samfundet måtte ske ved en fornyelse af den eksisterende kirke, var der andre, og heriblandt flere af hans egne elever, der begyndte at gå andre veje. Også i befolkningen som helhed måtte de mere og mere påtrængende sociale og politiske modsætninger føre frem mod en stillingtagen til, hvordan standssamfundets problemer skulle opfattes og løses i praksis.

 Kalkmaleri med dyrefabel i Vester Vemmerløv Kirke i Skåne, omkring 1500. Med dyrene som en meget nærværende og vigtig del af menneskets dagligdag var dyrefabler en udbredt måde at formidle belæring eller kritik på. Dyrene var udtryk for Guds visdom og åbenbaringer af hans væsen, men de havde samtidig deres egne – menneskelige – egenskaber. Ræven var snu og listig, gåsen var dum. Her prædiker ræven for gæssene. En af dem bliver taget af ræven, men de andre slår sig sammen om at hænge ræven i en galge. Er det en præstelig kritik af tiggermunkenes prædiken, som kun gæs lytter til – ræven synes at være iført munkekutte? Eller er det andre sider af tidens sociale modsætninger, der er blevet tænkt på her?

Kalkmaleri med dyrefabel i Vester Vemmerløv Kirke i Skåne, omkring 1500. Med dyrene som en meget nærværende og vigtig del af menneskets dagligdag var dyrefabler en udbredt måde at formidle belæring eller kritik på. Dyrene var udtryk for Guds visdom og åbenbaringer af hans væsen, men de havde samtidig deres egne – menneskelige – egenskaber. Ræven var snu og listig, gåsen var dum. Her prædiker ræven for gæssene. En af dem bliver taget af ræven, men de andre slår sig sammen om at hænge ræven i en galge. Er det en præstelig kritik af tiggermunkenes prædiken, som kun gæs lytter til – ræven synes at være iført munkekutte? Eller er det andre sider af tidens sociale modsætninger, der er blevet tænkt på her?

Del af kalkmaleri med dyrefabel i Vester Vemmerløv Kirke i Skåne, omkring 1500.

Del af kalkmaleri med dyrefabel i Vester Vemmerløv Kirke i Skåne, omkring 1500.

Den måde, tidens politiske tænkning formulerede sig på, har vi allerede mødt i Poul Helgesens skuffede forventninger til, at fordrivelsen af Christian 2. skulle have virkeliggjort hans og andres ønsker om en „hel genrejsning af alt det, som hidtil var kommet i forfald”. Den landflygtige konges agitation måtte anslå tilsvarende strenge. Mange utilfredse har i ham kunnet se et symbol og et alternativ. Hans tilhængere og spioner holdt ham underrettet om stemningen, og i Danmark blev der digtet viser, der agiterede for hans sag. „Ørnevisen” skildrer kongen som den gamle ørn, der vil beskytte de små fugle, folket, imod høgen, adelen. I en anden vise gøres det almindelige ønske om en reformation til det program, kongen blev fordrevet på. I visen siger kongen: „Nu vil jeg reformere klerkeri og ridderskab, de vil ej af mig lære, derfor gav de mig straf.”

Det var efter den almindelige mening de to regerende stænder, gejstlighed og adel, dvs. hele det åndelige og verdslige øvrighedsområde, reformationen skulle gælde, og propagandaen lancerede nu kongens fordrivelse som de nye magthaveres forsøg på at hindre den nødvendige tilbagevenden til de rette forhold. I hvor høj grad denne propaganda har bidraget til den almindelige uro, kan vi ikke vide. Men den satte ind på et centralt punkt. Det var reformationen af hele samfundet, der var tidens brændende problem. De politiske konflikter måtte dreje sig om, hvordan den guddommelige ordens principper skulle opfattes, og hvordan de skulle omsættes i praksis. Her stod de forskellige interessegrupper over for hinanden i tidens debat og politiske kampe.

I den håndfæstning, Frederik 1. underskrev i 1523 stod der, at han forpligtede sig til at beskærme „den hellige kirke og hendes tjenere” og alle deres privilegier, friheder og gode gamle sædvaner. Og specielt forpligtede han sig til aldrig at tilstede „nogen kætter, Luthers disciple eller andre” at prædike imod paven eller kirkens lære, men at straffe dem på liv og gods, hvis de gjorde det.

 Martin Luther, malet i 1528 af Lucas Cranach. Luther blev født i 1483. Som ung var han plaget til fortvivlelse af spørgsmålet om sjælens frelse. Han gik i kloster, men det strenge, asketiske liv gav ham ikke sjælefred. Han fandt ro i den tanke, at retfærdighed, frelse, er noget, Gud giver det syndige menneske, uden at det først skal gøre sig fortjent til det. Det var som doktor i teologi og professor ved universitetet i Wittenberg i Sachsen, han i 1517 sendte sin kritik af afladshandelen til sine kirkelige foresatte. Da de ikke reagerede, lod han sine teser trykke på latin og tysk. Efter Luthers død i 1546 blev det fortalt, at han havde slået teserne op på kirkedøren i Wittenberg.

Martin Luther, malet i 1528 af Lucas Cranach. Luther blev født i 1483. Som ung var han plaget til fortvivlelse af spørgsmålet om sjælens frelse. Han gik i kloster, men det strenge, asketiske liv gav ham ikke sjælefred. Han fandt ro i den tanke, at retfærdighed, frelse, er noget, Gud giver det syndige menneske, uden at det først skal gøre sig fortjent til det. Det var som doktor i teologi og professor ved universitetet i Wittenberg i Sachsen, han i 1517 sendte sin kritik af afladshandelen til sine kirkelige foresatte. Da de ikke reagerede, lod han sine teser trykke på latin og tysk. Efter Luthers død i 1546 blev det fortalt, at han havde slået teserne op på kirkedøren i Wittenberg.

Det var på et tidspunkt, da Martin Luther og hans angreb på paven og kirken var ved at blive kendt ud over Europa. I 1517 havde Luther offentliggjort sin kritik af afladshandelen, således som den fungerede i praksis, hvor det, der burde være det centrale, syndserkendelsen og den oprigtige anger, gled helt i baggrunden. Kritikken slog vældigt an. Luther trådte ikke frem med et færdigt teologisk system, men udviklede sine synspunkter – og blev stadig mere radikal i sin kritik af pavekirken – efterhånden som han indså konsekvenserne af sine standpunkter, bl.a. i diskussioner med de teologer, kirken satte op imod ham. I begyndelsen var han helt på linie med reformkatolicismens og konciliebevægelsens folk. Han håbede, at kirkens ledelse ville tage reformationen i sin hånd. Det skete ikke, og da han i 1519 måtte tage det standpunkt, at også kirkemøderne havde taget fejl, var det i realiteten et brud med kirken. Han blev bandlyst af paven i 1521, og samme år blev han indkaldt til at møde for kejseren og den tyske rigsdag i Worms for at stå til regnskab for sine meninger. Han nægtede at tilbagekalde, hvad han havde skrevet, og blev dømt fredløs.

De synspunkter, Luther efterhånden udviklede, drejede sig først og fremmest om frelsens helt personlige anliggende, men dermed måtte han også forholde sig til, hvad kirken egentlig var, og til den kristnes stilling i samfundet. Han hævdede, at i spørgsmålet om frelsen stod det syndige menneske afmægtigt imellem Gud og Djævelen og kunne kun håbe på Guds udvælgelse til salighed. Det var alene nåden, der frelste, ikke troen på nåden eller noget andet, mennesket kan præstere, heller ikke de gode gerninger, kirken foreskrev som bodsøvelser. Mennesket kunne derfor kun give sig hen i ubetinget tillid til Gud og i øvrigt leve sit kristne liv på Jorden i kirke og samfund, som begge var Guds ordninger for hver sit område. Kirken var ikke den romerske kirkeinstitution, men de troendes fællesskab, hvor ordet forkyndtes og sakramenterne forvaltedes. Kirken skulle alene holde sig til evangeliets forkyndelse, mens den verdslige øvrighed havde det kald at regere og holde orden på de syndige mennesker, som alle skulle leve i det kald og den stand, hvor Gud havde sat dem. Øvrigheden førte sværdet på Guds vegne, og oprør var derfor altid oprør imod Guds ordning. Kun passiv lydighedsnægtelse med deraf følgende lidelse var tilladt, hvis øvrigheden blev tyrannisk, for kristen frihed var udelukkende et åndeligt anliggende.

 Den skarpe kritik af kirkens ledelse blev i Tyskland bl.a. udbredt i form af trykte flyveblade med billeder af slagkraftigt og let forståeligt indhold. Her er hyrderne – paven og en kardinal – blevet til ulve, der angriber fårene, menigheden, mens vædderen, den verdslige øvrighed, holder sig passivt i baggrunden. To apostle peger hen mod Den korsfæstede og mod Luther, der står i sin munkekutte med Bibelen underarmen. Anonymt tryk, ca. 1520.

Den skarpe kritik af kirkens ledelse blev i Tyskland bl.a. udbredt i form af trykte flyveblade med billeder af slagkraftigt og let forståeligt indhold. Her er hyrderne – paven og en kardinal – blevet til ulve, der angriber fårene, menigheden, mens vædderen, den verdslige øvrighed, holder sig passivt i baggrunden. To apostle peger hen mod Den korsfæstede og mod Luther, der står i sin munkekutte med Bibelen underarmen. Anonymt tryk, ca. 1520.

Denne lære, som udvikledes i en lang række skrifter på tysk og latin, der kom fra Luthers hånd i disse år, er ikke blevet forstået fuldt ud af ret mange, og slet ikke uden for teologernes kreds. Man har i begyndelsen ikke set andet i ham end en bibelhumanist på linie med de andre, om end han formulerede sig noget skarpere. Endnu i 1520 kunne Sjællands ærkekatolske biskop Lave Urne sende sin nevø til Wittenberg for at studere. Da kun et mindretal kunne læse, har formidlingen til de fleste været indirekte. I disse brydningsår var mange ting til debat og uafklaret for det enkelte menneske, som det i lang tid var det for Luther. Også i de debatter, Poul Helgesen kom ud i, ser vi de uafklarede begreber, der gav mulighed for skrappe skældsord. Helgesen så i begyndelsen en meningsfælle i Luther. I 1524 oversatte og udgav han Luthers Bedebog, og han fastholdt også senere, at der var noget af det, Luther havde sagt, han var enig i. Af de gammeltroende katolikker blev han beskyldt for at være lutheraner, altså kætter, hvad han harmdirrende afviste. Han brugte selv „lutheri” som betegnelse for alt det, der efter hans mening var kætterske og oprørske meninger.

Trods usikkerheden om Luthers tanker vandt den voldsomme kritik af kirken genklang. Luther udnævnte paven til Antikrist, Guds og de kristnes store modstander, hvis komme i de sidste tider er forudsagt i Bibelen. Det blev slagord, der bestyrkede mennesker i den opfattelse, at modstanden imod den åndelige og verdslige autoritet ikke var en forbrydelse imod Gud, men tværtimod rigtig og retfærdig. Ganske særlig efter at han ved sin optræden for rigsdagen i Worms i 1521 havde vakt opsigt over hele Europa, blev den munkeklædte Luther et symbol på den udbredte kirke- og samfundskritiske holdning.

 I propagandaens forenklede verden var der kun to lejre: de falske og de sande kristne. Her står gejstligheden i spidsen for en flok og anklager Luther og dem, der følger ham, for Guds domstol. I Luthers følge er bl.a. en bonde med plejl. Tysk enkeltbladstryk fra omkring 1524.

I propagandaens forenklede verden var der kun to lejre: de falske og de sande kristne. Her står gejstligheden i spidsen for en flok og anklager Luther og dem, der følger ham, for Guds domstol. I Luthers følge er bl.a. en bonde med plejl. Tysk enkeltbladstryk fra omkring 1524.

Når Frederik 1.s håndfæstning taler om Luthers disciple, er det derfor en fælles betegnelse for alle modstandere af bispernes politik eller kirkens lære. Det var et rummeligt skældsord, der kunne omfatte alt fra lærde humanister til oprørske borgere og bønder og stemple dem som kættere, et ord, der stadig havde afskrækkende virkning.

Poul Helgesen skriver, at „lutheriets gift sneg sig gennem hele Jylland” i 1526. Det var på et tidspunkt, da der var store tiendenægterbevægelser blandt bønderne. Det er det, vi hører mest om i kilderne, for det var den kirkefjendtlige holdnings kontante udslag, som gjorde stærkt indtryk på prælaterne, så meget mere som mange adelige var på linie med bønderne. I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe, og Frederik 1. skrev til sin søn, hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning len, at man overalt „er oprørsk imod gejstligheden”, og det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Det gjorde det faktisk. Herredagen i Odense i 1527 blev indkaldt, fordi bevægelsen da havde bredt sig til store dele af Jylland. „Bønder og menige almue i Jylland og andet steds her i riget gør tilsammen forbund og forpligtelse med løfte og åbne, beseglede breve imod den hellige kirke og Danmarks riges prælater,” skrev rigsrådet til kongen i august 1527. Hvis bønderne fik fremgang, ville der „efterfølge et stort fordærv”, som også ville ramme kongen og adelen. Vi skal senere følge de jyske bønders opstand nøjere. Her vil vi overveje, hvad bønderne selv kan have ment og tænkt, da de dannede deres forbund imod kirken og gejstligheden. Hvad var det for tanker, der kunne få mange ansvarlige familiefædre til at organisere en oprørsbevægelse imod den mægtige kirke?

Hvad Poul Helgesen mente, at „lutheriets gift” kunne afstedkomme, giver han klar besked om i sin bog. „Almuens had til de højere stænder er et almindeligt onde i adskillige konge- og fyrstendømmer,” skriver han. Navnlig har dette onde grebet hele Tyskland. Det er den tyske bondekrig i 1524-25, han taler om. Næsten hele Tysklands almue havde sammensvoret sig til alle fyrsters og stormænds undergang. Og Poul Helgesen ved nok, hvad der er skyld i denne krænkelse af stændersamfundets orden: „Den første anledning hertil tog de af det lutherske kætteri, som på grund af sin åndelige tåbelighed nødig fandt sig i at have nogen over sig.” Der lå naturligvis en stor agitatorisk gevinst i at kunne slå alle de kritiske bevægelser, der ville gå ud over reformkatolicismens grænser, sammen og give dem skylden for krig og kaos, og Poul Helgesen forstod at få mest muligt ud af det. Men når denne propaganda overhovedet kunne få mening og give anledning til den diskussion, som den faktisk gjorde, var det, fordi de reformatoriske tanker for nogle antog karakter af direkte oprørsprogram. De mente, at de kristne idealer og den kristne frihed også skulle gælde i det jordiske liv. Det mente Luther ikke. Han tog tværtimod voldsomt afstand fra bøndernes opstand og stillede sig helt på fyrstemagtens side i denne sag. Han mente, at det samfundsmæssige kaos var udtryk for dommedags nærhed. „Verdens ende kan ventes hvert øjeblik,” skrev han i 1525 i et af sine skrifter imod bønderne.

Nu, under samfundets krise og den voksende kritik af kirken og gejstligheden, fik den tanke stadig større vægt, at Bibelen var den eneste kilde til, hvad Gud ville. Den var en grundpille i Luthers kritik af pavekirken. Luthers bibelsyn satte ganske vist Bibelen som eneste norm for forkyndelsen, men efter hans mening skulle der skelnes nøje mellem lov og evangelium, dvs. mellem Guds retfærdige krav, som mennesket ikke kan opfylde, og budskabet om frelse ved nåden alene. Bibelens enkelte udsagn fik derfor værdi i forhold til det, der i hans teologi var hovedsagen: efter i hvor høj grad de forkyndte evangeliet om Guds frie nåde. Tanken om Bibelen alene fik derimod et andet indhold og andre konsekvenser for de fleste andre reformatoriske bevægelser i tiden. Ligesom Luther tolkede de Bibelen ud fra deres forestillinger og meninger. Det gælder f.eks. de tyske bønder og de lavadelige og borgere, der sluttede sig til dem, da de gjorde oprør. I deres talrige lokale manifester og klagemål, som samlede dem til kamp, er den grundlæggende tankegang, at de herskende stænder, adel og gejstlighed, havde krænket Guds lov, udtrykt i Bibelen og sædvanen. Bibelen skulle være rettesnor for samfundets indretning. Guds lov skulle gælde her, og lydigheden mod de herskende var betinget af, at de regerede i overensstemmelse med den. Også i Tyskland blev det hævdet, at denne samfundskritiske tankegang var „lutherdom”, selv om den var stik imod Luthers bibelsyn og samfunds- og øvrig-hedsopfattelse.

Der er ingen grund til at tro, at de danske bønder og borgere har været mindre tænksomme end deres tyske standsfæller. De har næppe ræsonneret meget anderledes om denne sag. Skriftligheden var mere udbredt i Tyskland på denne tid, og de danske bønder har ikke efterladt sig tilsvarende oprørsprogrammer. Vi kender kun bønders og borgeres tanker og forestillinger gennem nogle få udsagn i kilderne, hovedsageligt gengivet af deres modstandere. Men at Bibelen og befolkningens opfattelse af den spillede en central rolle i kampen om den almene meningsdannelse ses klart af de politiske parters optagethed af den udbredte bibelinteresse og ønske om at styre den. Christian 2. og Elisabeth gik i 1524 over til lutherdommen og blev heri fulgt af de fleste af deres folk, deriblandt Hans Mikkelsen. Det landflygtige kongepar kunne finde trøst hos Luther i den mening, at oprøret imod kongen var et oprør imod Guds indsatte øvrighed, hvis handlinger det ikke tilkom undersåtterne at vurdere. Dette synspunkt udviklede Luther et par år efter i en bog, hvor han brugte de oprørske danskere som afskrækkende eksempel.

 Christian 2.s Ny Testamente var sprogligt præget af, at oversættelsen foregik i stor hast, men typografisk er det vellykket. Forrest sidder dette træsnit af Christian 2. med hans våben og titler som konge og hertug, udført af Lucas Cranach i 1523.

Christian 2.s Ny Testamente var sprogligt præget af, at oversættelsen foregik i stor hast, men typografisk er det vellykket. Forrest sidder dette træsnit af Christian 2. med hans våben og titler som konge og hertug, udført af Lucas Cranach i 1523.

Allerede samme år, 1524, forelå et håndgribeligt resultat af Christian 2.s omvendelse: en dansk oversættelse af Det nye Testamente. Oversættelsen er foretaget af flere. Grundlaget var Erasmus' latinske version og Luthers tyske oversættelse fra 1522. Sproget er ikke godt, men det er den første reformatoriske oversættelse uden for Tyskland, og den var et led i kongens forsøg på i den offentlige mening i Danmark at fremstå som den, der kæmpede for Guds rene ord. Hans Mikkelsen, der selv havde oversat apostelbrevene, forsynede bogen med endnu et brev – anbragt lige før Romerbrevet! – der udviklede, at nu havde Nordens rette konge ladet udgå Guds dyrebare ord på dansk, så ingen mere behøvede at lade sig narre af præster og munke. De gejstlige havde stor skyld i landets tilstand, for de havde fordrevet den rette konge og besveget det arme folk. Det var oprør mod Gud, for enhver skal være øvrigheden underdanig, men der var endnu tid til bod og anger.

Bogen blev hurtigt spredt i Danmark. Poul Helgesen skrev, øjensynligt efter opfordring fra bisperne, et svar på Hans Mikkelsens brev, hvori han forsvarede bispernes andel i oprøret mod Christian 2. og endnu en gang opregnede alle den fordrevne konges tyranniske handlinger, som var skyld i, at hele landet nu var fordærvet med Guds plage. Om befolkningens interesse for Bibelen kan han argumentere historisk: hver gang det er sket i kristenheden, at den menige mand selv har befattet sig med Skriften, er der fulgt store oprør efter. Det er meget sandt, at evangeliet har været forsømt i nogle år, men det skal ikke bringes på fode igen af bønder eller borgere, kræmmere eller sømænd, ryttere eller snaphaner. Guds ord skal trakteres i skolen af vise og lærde mænd, det fører til endrægtighed og enighed, men nu diskuteres det i kroer, badstuer, barberstuer, smedier, møller, toldhuse, borgerstuer, ved gilder og gæstebud, blandt drankere og spillere, dansere og gøglere, blandt hunde og hofmænd, vrøvlehoveder og dårer, blandt spillemænd og i legestuer, blandt sydere og skræddere, møllere og toldere, landløbere og kræmmere „og andre sådanne ædle og lærde mænd”. I denne forgiftige tid er derfor ingen lydige mere, ingen regner sin overmand, undersåtter er ulydige mod deres herskab, præster mod deres bisper, munke mod deres abbed eller prior, borgere mod deres borgmestre.

Poul Helgesen fik ganske ret i, at det kom til oprør. Det er også rigtigt, som det ligger bag al hans arrigskab, at de nye tanker angik forbindelsen mellem mennesker i samfundet som helhed, og at de hos mange fik karakter af en kritik af øvrighed og autoriteter. I tankerne om, at det var Bibelen alene og ikke den korrupte og undertrykkende bispekirke, der formidlede Guds lov, fandt bønder og borgere nogle muligheder for at overskride gamle grænser for, hvad der var rigtigt og muligt. De kunne føle sig som de egentlige forsvarere af den oprindelige og sande Guds orden over for en tyrannisk og modkristen øvrighed. At de havde en mening om den politiske udvikling og deres egen situation fremgår til overflod af deres handlinger. Netop fra midten af 1520'rne – „denne forgiftige tid” – kom deres mening til udtryk i en lang række konfrontationer, som taler deres tydelige sprog om vilje til at ændre vilkårene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: De reformatoriske tanker i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307474