Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bondepolitik og organisering

Oprindelig forfatter AWit

I 1523 fordrev tingmændene på Slogs herredsting i Sønderjylland herredsfogeden med pileskud, fordi han havde talt Frederik l.s sag. Hvis sådanne isolerede udslag af modstand imod centralmagtens politik skulle blive til mere organiserede og omfattende oprør, måtte der et kommunikationssystem til, og hertil egnede sig ganske naturligt det, som var foreskrevet i forbindelse med det gamle landeværn, og som skulle sættes i gang i tilfælde af fjendtlig indtrængen. Det bestod i at „udsende vidje og brand”, dvs. at sende budstikken, en stok af jern eller træ forsynet med bestemte mærker, som en slags stafet fra landsby til landsby med det aktuelle budskab og samtidig tænde bål på baunehøjene for at sammenkalde folk til tingstederne. På denne måde kunne man hurtigt samle et større områdes bønder til forhandling, f.eks. på landstinget. Når en beslutning om opstand var taget, valgtes der „høvedsmænd” eller „formænd”, bønderne indgik „forbund” og der blev truffet aftale om at give andre bønder, som ikke var til stede, besked om at møde med våben og værge, når de fik tilsigelse herom fra lederne.

Som de fleste andre af bøndernes sager fra 1500-tallet er også alle budstikke gået til. Den her viste er fra Borby ved Eckernförde. Bynavnet er forkortet B. B., og desuden har den årstallet 1689 og bagpå hertugens kronede initialer. Den er forsynet med en klemme, hvori der kunne anbringes en meddelelse.

Som de fleste andre af bøndernes sager fra 1500-tallet er også alle budstikke gået til. Den her viste er fra Borby ved Eckernförde. Bynavnet er forkortet B. B., og desuden har den årstallet 1689 og bagpå hertugens kronede initialer. Den er forsynet med en klemme, hvori der kunne anbringes en meddelelse.

De få og spredte kilder, der taler om disse ting, tegner således billedet af en fast praksis og organisering, velkendt af såvel bønderne som deres modstandere. Ledelsen kom normalt fra de relativt mere velstående dele af landbefolkningen, der havde det nødvendige materielle og psykiske overskud til målrettede politiske handlinger. Organiseringen gennem de gamle tinginstitutioner førte imidlertid også med sig, at bøndernes aktioner ikke rakte ud over deres eget „land”, dvs. landstingsområde. Adelige havde ofte godser i flere landsdele, og det er måske en del af baggrunden for, at de var mindre lokalt bundne, når det gjaldt om at stå sammen. Det hændte i hvert fald, at f.eks. de sjællandske adelige og også Ove Bille i Århus kom betrængte standsfæller i Skåne til hjælp, da det gik hårdest til her.

At det for en stor del var den bedst etablerede del af landbefolkningen, der gjorde oprør, antydes af det forhold, at lavadelige undertiden deltog. Uroen i landet sagdes at være udbredt blandt „det fattige ridderskab og almuen”. Talmæssigt har de lavadelige dog været få i forhold til antallet af selvejere og navnlig fæstegårdmændene, men de har haft en baggrund og position, der bevirkede, at de undertiden blev valgt til ledere. Det har været folk, som socialt var på niveau med de mere velstillede bønder, og som har følt på deres krop, at adelskab ikke var noget værd, når der ikke var realiteter som godsrigdom med tilhørende magt bag. De mange skatter på deres få bønder ramte dem hårdt, ligesom også bispernes krav om den fulde tiende. Storgodsejeren Tyge Krabbe sagde om dem, at de havde kun „en føje ting”.

Annonce

 Man kunne godt være stolt af at være af bondeæt, i hvert fald når det gik én godt. Den bondefødte skolemand og digter Morten Borup (ca. 1446-1526), der blev rektor for Århus Latinskole, holdt sig et bomærkeskjold med greb, ferle og ris, der blev indhugget på den nu forsvundne marmorplade, der lagdes på hans grav i Århus. Skjoldet er bevaret på denne tegning i et håndskrift fra 1666.

Man kunne godt være stolt af at være af bondeæt, i hvert fald når det gik én godt. Den bondefødte skolemand og digter Morten Borup (ca. 1446-1526), der blev rektor for Århus Latinskole, holdt sig et bomærkeskjold med greb, ferle og ris, der blev indhugget på den nu forsvundne marmorplade, der lagdes på hans grav i Århus. Skjoldet er bevaret på denne tegning i et håndskrift fra 1666.

Til billedet af bøndernes politiske virksomhed hører også et fænomen, som en svensk konge, da det gentog sig senere i århundredet, betegnede som „en forræderisk bondefred”. Det drejer sig om lokale fredsslutninger mellem befolkningerne på begge sider af den dansk-svenske grænse, forhandlet og vedtaget på tingene. Vi ved meget lidt om enkelthederne, og det er sandsynligt, at der er indgået betydelige mængder af taktik og manipulation fra magthavernes side i forsøg på at udnytte bøndernes fredsvilje til at svække loyaliteten hos modstanderens befolkning. Men der må nødvendigvis have været noget at manipulere med, et ønske om fredelig sameksistens fra befolkningernes side og en følelse af, at krigen var en sag, der angik adelen, værnestanden. Der omtales sådanne fredsslutninger i 1505, 1523 og 1525. En holstensk spion, der var blevet sendt til Danmark, rapporterede i 1523 hjem om et mislykket angreb, som Gustav Vasa havde rettet imod Skåne: „Men bønderne i Västergötland nægtede at følge ham, eftersom de var i forbund med bønderne i Halland og Blekinge og i Skåne, så at den ene bonde ikke må skade den anden.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Bondepolitik og organisering i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307476