Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Købstæder og borgere

Oprindelig forfatter AWit

Der var i det daværende danske rige ikke mindre end ca. 80 købstæder, og de fleste af dem var meget små, med under 1000 indbyggere. Med sine 10-15.000 mennesker var København langt den største. Befolkningstilvæksten og den økonomiske fremgang kom særlig de større handelscentre til gode, først og fremmest Øresundsregionens byer København og Malmø, men også byer som Ribe, der var udskibningshavn for korn og kvæg, og Ålborg, hvor limfjordssilden handledes. I de enkelte byer, navnlig i de største af dem, medførte samme udvikling en voksende social differentiering mellem indbyggerne.

Købstæderne udgjorde egne retskredse og havde et betydeligt mål af selvstyre. Byfogeden udnævntes af kongen, men var de fleste steder godt på vej til i praksis at fungere som en slags kommunal embedsmand under byrådet. Som stand havde borgerne i princippet eneret til de særlige byerhverv, handel og håndværk, selv om virkeligheden var en anden. I overensstemmelse med tidens tankegang, som også prægede lovgivningen, var der et skarpt skel mellem købmænd og håndværkere. Købmændene var de førende borgere, som efter købstadsforordningen fra 1422 alene kunne blive rådmænd og borgmestre. Denne myndighed over de øvrige borgere skulle bl.a. bruges til at kontrollere håndværkere og detailhandlere hvad angår priser og kvalitet. Enkelte håndværksmestre, især guldsmede, kunne dog opnå en velstand og social position, der gjorde det muligt for dem at gå over i de førende borgeres rækker.

 I Ystad i det sydlige Skåne findes denne smukke bindingsværksbygning fra slutningen af 1400-tallet. Den kaldes nu Pilgrändshuset. Der er ikke bevaret meget af borgernes huse fra tiden omkring 1500. Der var meget træ i dem, de var bygget tæt sammen, og mange var stråtækte. Brande har ødelagt meget, og tidens tand og moderniseringer har gjort resten.

I Ystad i det sydlige Skåne findes denne smukke bindingsværksbygning fra slutningen af 1400-tallet. Den kaldes nu Pilgrändshuset. Der er ikke bevaret meget af borgernes huse fra tiden omkring 1500. Der var meget træ i dem, de var bygget tæt sammen, og mange var stråtækte. Brande har ødelagt meget, og tidens tand og moderniseringer har gjort resten.

Storborgerne fastholdt og understregede selv denne forskel, hvor de kunne komme til det. Byrådene var selvsupplerende. På købstadsmøderne var det storborgerne, der samledes. I gilderne udtryktes og fastholdtes både den faglige og sociale opdeling. Den satte faste grænser mellem befolkningsgrupperne og dannede rammer om gruppefølelse og samhørighed.

Annonce

Købmandsgilderne var eksklusive broderskaber, der ikke optog håndværkere. Deres gilder, lavene, var mesterforeninger for de enkelte fag, mens svendene i hvert fald inden for nogle fag dannede deres egne gilder, der dog ikke havde faglige formål. Lavene skulle sikre medlemmerne prismæssigt og regulere tilgangen til de enkelte fag. Både gilder og lav havde vigtige sociale formål og kanaliserede solidariteten mellem medlemmerne. Mange af købstæderne var for små, til at håndværkerne i de enkelte fag kunne danne lav.

En udbredt mistillid til lavenes prispolitik og regulerende indflydelse på antallet af mestre, svende og lærlinge gav sig et drastisk udtryk i 1507, da kong Hans ophævede alle landets skomagerlav. Der kom ikke noget ud af det, og sagen er mest illustrerende for synet på lavsvæsenet, og som udtryk for det generelle misforhold i disse tider mellem lovgivningens hensigter og de ringe muligheder for at føre dem igennem. Det blev ikke sidste gang, regeringen forgæves forsøgte at komme lavsvæsenet til livs.

 Sko fra 1500-tallet, fundet i København. Den øverste er en „komulesko”, der var moderne i århundredets første halvdel. Den tyksålede i midten er en sandal eller galoche. Nederst en barnesko, antagelig fra omkring 1500.

Sko fra 1500-tallet, fundet i København. Den øverste er en „komulesko”, der var moderne i århundredets første halvdel. Den tyksålede i midten er en sandal eller galoche. Nederst en barnesko, antagelig fra omkring 1500.

Den voksende sociale forskel i de danske købstæder ses også inden for købmændenes rækker. Den typiske danske købmand drev en mangeartet handel, hvis hovedelementer var opkøb af landbrugsprodukter fra bønder og godsejere mod betaling i varer som salt, jern, humle eller klæde, og detailhandel i byen med et bredt varesortiment. Eksporthandelen foregik på kommissionsbasis. Købmændene købte og solgte i eget navn, men med udenlandsk, endnu især hanseatisk, kapital. Virksomheden var kendetegnet af faste leverandører og en fast kundekreds. En del tyske købmænd havde bosat sig eller anbragt faste repræsentanter i danske byer, navnlig ved Øresund. København og Malmø har herigennem fået en betydelig påvirkning fra tyske byer. Nogle steder organiserede de sig i tyske kompagnier, andre steder blev de optaget i danske købmandsgilder.

Befolkningstilvæksten og udviklingen i handelen åbnede imidlertid nye muligheder for initiativrige folk. I de større byer som Ribe, Ålborg og Odense, men frem for alt i København og Malmø, begynder der nu at vise sig næringsdrivende af større format. Det var folk med en mangesidet virksomhed som reder, befragter og købmand, ofte i samarbejde med andre, ikke mindst adelige, som endnu ikke var blevet for fine til at deltage aktivt i den slags.

 En side fra året 1522 i købmanden og rådmand i Malmø Ditlev Enbecks regnskabsbog. Regnskaberne viser, at han indførte varer som salt, vin, øl, humle, stokfisk, eddike, peber, oblater, voks, røgelse, hør, klæde, lærred, russisk skind, valmueolie, sæbe, glas, kakler, metalvarer, tømmer, skjorter, handsker og harnisker. Udført blev sild, laks, heste, kød, smør, talg, huder, skind, lys, korn, æbler og nødder. Eksporten gik til hans faste forbindelser, købmandshuse i Lübeck og andre hansebyer. Handelerne foregik for det meste som vareudveksling, hvor man med passende mellemrum afregnede opståede differencer. Når handelen var afviklet eller den solgte vare betalt, blev posterne slettet, som det ses på denne side.

En side fra året 1522 i købmanden og rådmand i Malmø Ditlev Enbecks regnskabsbog. Regnskaberne viser, at han indførte varer som salt, vin, øl, humle, stokfisk, eddike, peber, oblater, voks, røgelse, hør, klæde, lærred, russisk skind, valmueolie, sæbe, glas, kakler, metalvarer, tømmer, skjorter, handsker og harnisker. Udført blev sild, laks, heste, kød, smør, talg, huder, skind, lys, korn, æbler og nødder. Eksporten gik til hans faste forbindelser, købmandshuse i Lübeck og andre hansebyer. Handelerne foregik for det meste som vareudveksling, hvor man med passende mellemrum afregnede opståede differencer. Når handelen var afviklet eller den solgte vare betalt, blev posterne slettet, som det ses på denne side.

Studehandel var en af de muligheder, der kunne satses på. Eksporten krævede kapital, ikke mindst på grund af den tidligere nævnte omlægning ved denne tid fra efterårseksport af græsøksne til det dyrere, men også mere profitable produkt staldøksne eksporteret om foråret. Denne virksomhed bidrog stærkt til koncentration af den store handel på få hænder.

Lovgivningens forsøg på at fremme de danske købmænds selvstændige handel over for de udenlandske og at modarbejde de andre stænders handelskonkurrence kunne endnu ikke virkeliggøres. Meningen var, at handel skulle foregå i købstæderne på deres faste ugentlige torvedage og markeder én eller to gange om året. Der var endnu omkring 1500 adelige, der ikke blot skød penge i handel, men selv forestod handels- og rederivirksomheder. Der var f. eks. højadelige, som gav sig af med eksport af danske landbrugsvarer til Norge, opkøb af tømmer her til eksport til Frankrig, Spanien og Nederlandene, hvorfra de hentede salt, krydderier og tekstiler. Adelen og højgejstligheden havde toldfrihed for varer indført til eget forbrug, og hvem kunne sige, hvor meget de skulle bruge?

Kongemagten kunne ikke hævde borgerstandens rettigheder her. Rigsrådet var imod ethvert indgreb og skaffede tværtimod sine standsfæller lovfæstede handelsprivilegier. I Christian 2.s håndfæstning fik adelen ubegrænset ret til at handle med udenlandske købmænd. Men det er karakteristisk for adelens ændrede situation, at da den i 1536 havde opnået de mest vidtgående handelsrettigheder, indstillede den snart sin deltagelse i rederi og handel. At det ikke længere var foreneligt med adelig standsfølelse at deltage i disse sider af erhvervslivet hænger uden tvivl sammen med, at de stigende priser på korn og kød gjorde det mere lønsomt at koncentrere sig om godsdriften og overlade den mere risikable eksporthandel til borgerlige købmænd og effektive udenlandske eksperter.

 Jørgen Kock, maleri fra 1531 af ukendt kunstner. Jørgen Kock drev en omfattende købmandsvirksomhed i Malmø og var i 1518 så velstående, at han kunne påtage sig hvervet som en af kongens møntmestre. Møntmesteren anskaffede selv sølvet, udmøntede efter den befalede lødighed og svarede kongen slagskat. Møntmesteren fik høje procenter af de vekselforretninger, der fulgte med virksomheden. I en tid, da adelens rigdomme i vid udstrækning var bundet i jord, var Jørgen Kock en af de få, der havde mange rede penge. Han kunne yde kæmpelån til både Christian 2. og Frederik 1. Det var et godt udgangspunkt for en erhvervsmand med politiske ambitioner.

Jørgen Kock, maleri fra 1531 af ukendt kunstner. Jørgen Kock drev en omfattende købmandsvirksomhed i Malmø og var i 1518 så velstående, at han kunne påtage sig hvervet som en af kongens møntmestre. Møntmesteren anskaffede selv sølvet, udmøntede efter den befalede lødighed og svarede kongen slagskat. Møntmesteren fik høje procenter af de vekselforretninger, der fulgte med virksomheden. I en tid, da adelens rigdomme i vid udstrækning var bundet i jord, var Jørgen Kock en af de få, der havde mange rede penge. Han kunne yde kæmpelån til både Christian 2. og Frederik 1. Det var et godt udgangspunkt for en erhvervsmand med politiske ambitioner.

Det var også forgæves, regeringen søgte at hindre bøndernes ureglementerede handel. Deres skudesejlads var ikke til at standse. I 1516 argumenterede bønderne på Lolland med, at de ikke kunne få ordentlige priser for deres varer hos danske købmænd, som kun ville betale med andre varer, og derfor var de henvist til at sejle til Tyskland, så de kunne skaffe rede penge til skatterne. Deres protest blev afvist af kongen, der dog samtidig gav købmændene en moralsk formaning. Men som adelens handel synes også bøndernes at ebbe ud senere i århundredet. Måske er den kraftige godsejerkontrol med produktionen på øerne forklaringen.

Heller ikke forbudene mod forprang og landprang, dvs. salg af varer uden for købstaden og før de regulære købmænd kunne købe, mod bissekræmmere, ulovlige markeder og ulovlige havne kunne gennemføres efter hensigten. Der kunne vel i praksis etableres det, senere tiders næringslove kalder et læbælte rundt om købstaden, hvor borgerne kunne hævde deres monopol på handel og de håndværk, der ikke var tilladt i landsbyerne, men centraladministrationen havde endnu slet ikke et sådant greb om tingene, at den kunne gennemtvinge forbud af denne art. Det var kun når der kunne sættes tilstrækkelig myndighed ind, som adel og prælater over for deres bønder, at upopulære lovbud kunne gennemtvinges. Det gjaldt f.eks. forbud mod bøndernes deltagelse i den stadig mere lukrative studehandel.

 Jørgen Kocks adelsvåben. Han var indvandrer fra Westfalen og giftede sig med enken efter en rig københavnsk borger. Han døde barnløs i 1556.

Jørgen Kocks adelsvåben. Han var indvandrer fra Westfalen og giftede sig med enken efter en rig københavnsk borger. Han døde barnløs i 1556.

Kilderne fortæller os ikke meget om de største grupper i købstæderne, svende og lærlinge, arbejdere og tjenestefolk. Vi hører mest om dem, når de i den følgende tid foretog sig ting, som magthaverne i købstæderne og højere oppe måtte forholde sig til. Des mere viser kilderne os den lille magtfulde gruppe af ledende og regerende borgere, blandt hvem vi allerede nu skelner enkelte, som blev fremtrædende i den følgende tids bevægede historie. Navnlig én af dem skal vi høre meget om: Jørgen Kock, storkøbmand i Malmø i samarbejde med fremtrædende højadelige, møntmester fra 1518, sin bys borgmester fra 1523 og landskendt politiker med vidunderlig tilpasningsevne under 30'rnes voldsomme begivenheder.

Men sådanne storkøbmænd, som kunne spille en politisk rolle, var sjældne. Nu som senere i 1500-tallet, da der med pris- og handelsudviklingen og stadig større økonomisk koncentration blev flere af dem, var det karakteristiske ved dem deres evne til at virke helt på godsejersamfundets præmisser og vilkår. Handelen var beskeden i forhold til produktionen. For det helt overvejende flertal af befolkningen var der tale om en subsistensøkonomi, præget af knaphed og navnlig uberegnelige svingninger. Bondebruget var med sin meget høje grad af selvforsyning som en snegl, der kunne trække sig ind i sit hus i dårlige tider. Det var produktionen, der var langt den vigtigste faktor i økonomien og samfundsudviklingen. At handelsmanden og politikeren Jørgen Kock i 1526 nåede den på dette tidspunkt uhørte ære at blive optaget i adelstanden er et meget godt symbolsk udtryk for, hvor samfundets egentlige magthavere var at finde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Købstæder og borgere i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307446