Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bønder og politik

Oprindelig forfatter AWit

Konkret over for den enkelte bonde manifesterede fæsteforholdet sig i et ofte gentaget krav om, at han ud over at svare sine definerede forpligtelser skulle være sin husbond „hørig og lydig”. Med den generelle magtudvidelse, godsejerne i disse år tiltog sig og på væsentlige punkter fik stadfæstet i lovgivning og retspraksis, fik dette upræcise krav en stadig mere gennemgribende betydning for bondens hele tilværelse. Han var jo samtidig økonomisk afhængig af sin godsejer, hvis han ville stifte familie og leve en normal bondetilværelse. Og han var samtidig fra barn vokset mentalt ind i den virkelighed, hvor hans underordnede stilling ansås for en selvfølge.

Men sagen har også en anden side. Et samfund er en helhed, og en gruppe på over 80 procent af dets befolkning vil altid være en magtfaktor. Magthavernes politiske styring af samfundet måtte foregå i både et sam- og modspil med befolkningen, og ved vurderingen af højadelens politiske landvindinger i årtierne omkring 1500 må det hele tiden tages i betragtning, at det store befolkningsflertal var en så væsentlig del af helheden, at det nødvendigvis måtte blive medbestemmende for den politiske kamps form og indhold.

 Høstvognen læsses. Eva – konen – stikker negene op til manden, Adam. Vognen er den almindelige danske bondevogn med tremmesider. Rinkaby Kirke, Skåne.

Høstvognen læsses. Eva – konen – stikker negene op til manden, Adam. Vognen er den almindelige danske bondevogn med tremmesider. Rinkaby Kirke, Skåne.

De tider var forbi, da bønderne kunne bedre deres vilkår på grund af mangel på arbejdskraft i landbruget. Deres muligheder for som stand at øve indflydelse på lovgivningen gennem de politiske institutioner var uhyre begrænsede. Landstingenes gamle rolle synes i denne henseende at være udspillet. Ved bevilling af ekstraordinære skatter fordrede Hans', Christian 2.s og Frederik 1.s håndfæstninger ganske vist „nogen almuens samtykke”, og det kunne naturligvis være praktisk, hvis de, der skulle betale, havde en fornemmelse af noget, der lignede medindflydelse. Men meget tyder på, at „vedtagelsen” nærmest har haft karakter af en forkyndelse for tingalmuen. „Tirsdag efter nytårsdag var vi på Höks Herreds ting at høre vor nådige herres brev lydende på gengærd [madskat]”, hedder det i et tingsvidne fra 1509. Ved kongehyldningerne, der normalt fandt sted på landstingene, når den nye konge var udvalgt af rigsrådet, har bønderne også kun spillet statisternes rolle, selv om deres deltagelse blev tolket som en retslig bindende accept af undersåtforholdet med tilhørende troskabspligt.

Annonce

Kongen har spillet en ikke ubetydelig rolle i bøndernes politiske liv. I den folkelige bevidsthed stod han som en del af den gudgivne verdensorden og som garant for denne imod de mægtiges vold og overgreb. Derfor var også klager til kongen en af bondesamfundets traditionelle veje til at øve politisk indflydelse. Vi møder i denne tid adskillige klager fra bønder, som føler deres rettigheder trådt for nær og beder kongen gribe ind. Disse klager kunne – især i urolige og politisk ustabile perioder – give bøndernes modstand et vist spillerum. Det lå i hele samfundstænkningen, at overgreb og vilkårlig behandling måtte hindres, og politisk var det i øvrighedens interesse, så ordenen ikke truedes. Gennem kongens indgriben og ved domstolenes virksomhed skabtes et forum, hvor konflikter mellem bonde og godsejer kunne løses uden at true den sociale orden.

 Da viborgbispen Knud Mikkelsens kommentar til Jyske Lov blev trykt i Ribe i 1504, blev bogen forsynet med dette træsnit, der viser en kendt side af retslivet: menigmand – her en bonde – der klager direkte til kongen. Da repræsentanter for „bønder og almue udi Lolland” i 1532 havde været oppe på Nykøbing Slot og klaget til Frederik 1., udsendte han bagefter et langt åbent brev, der gav bønderne ret i, at gammel sædvane skulle overholdes, og hvis afgifter skulle sættes op eller ned, var det kongen, der skulle gøre det.

Da viborgbispen Knud Mikkelsens kommentar til Jyske Lov blev trykt i Ribe i 1504, blev bogen forsynet med dette træsnit, der viser en kendt side af retslivet: menigmand – her en bonde – der klager direkte til kongen. Da repræsentanter for „bønder og almue udi Lolland” i 1532 havde været oppe på Nykøbing Slot og klaget til Frederik 1., udsendte han bagefter et langt åbent brev, der gav bønderne ret i, at gammel sædvane skulle overholdes, og hvis afgifter skulle sættes op eller ned, var det kongen, der skulle gøre det.

Det var imidlertid først og fremmest gennem tingene, at bøndernes store befolkningsflertal fik politisk vægt. Ligesom det på det lokale plan var gennem landsbyernes fællesskaber, bøndernes politiske tarv blev varetaget, således fungerede også sognestævner, herredsting og landsting som steder, hvor bønder fra større områder fik informationer og havde adgang til drøftelser med ligestillede og mulighed for at opleve et fællesskab og optræde samlet. De var også her udsat for pression og politiske manipulationer, som enhver politisk forsamling til enhver tid vil være det. Især på herredstingene vil vi i de følgende kapitler møde bønder og lavadel som en politisk faktor. Her udtrykte de deres protester og organiserede deres modstand.

Om tingenes funktionsmåde i praksis er vi dårligt underrettet. Fra denne tid foreligger der endnu ikke tingbøger fra herreds- og birketingene. Herredstingene holdt møde hver ottende dag under ledelse af herredsfogeden, en agtet fæstebonde eller selvejer, udpeget af lensmanden på kongens vegne, og med deltagelse af de af herredets beboere, der ville være med, idet dog kun voksne, bofaste mænd kunne deltage i beslutningerne. Herredstinget var domstol i første instans med herredsfogeden som dommer, eventuelt sammen med nogle tingmænd, udnævnt af tinget. Tinget påhørte som nævnt forkyndelse af øvrighedens bud og bestemmelser, udtalte sig om fæstegårdes landgilde og mange andre forhold, når der var tvivl herom, og repræsenterede i det hele taget en slags kollektiv hukommelse og retsfølelse på mangfoldige praktiske og juridiske områder, hvor de politiske initiativer ofte lå i naturlig forlængelse. Det meste foregik mundtligt, men undertiden blev der fordret tingsvidne, dvs. skriftlige vidnesbyrd om hvad der var foregået. De fleste steder har der sikkert allerede ved denne tid været faste tingskrivere ved herredstingene. Det var ofte herreds- eller birketingenes vidnesbyrd, der dannede grundlaget for afgørelsen af de privilegerede jordejeres godsstridigheder, når disse kom for landsting eller kongens retterting.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Bønder og politik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307444