Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Københavns belejring

Oprindelig forfatter AWit

Sammen med København var den danske flåde kommet i grev Christoffers magt. Christian 3. fik udrustet nogle skibe, men måtte ellers forlade sig på sine allierede, sine to svogre, Albrecht af Preussen, der sendte en lille flåde under admiral johan Pein til hans hjælp, og især Gustav Vasa. Det blev den danske adelsmand Peder Skram, der sammen med en svensk admiral ledede den forenede flåde, der skulle bryde det hanseatiske herredømme til søs. Næsten samtidig med slaget ved Øksnebjerg tilføjede Peder Skram den hanseatisk-københavnske flåde et nederlag ved Bornholm, og kort efter et nyt syd for Fyn. I midten af juli 1535 kunne Christian 3.s tropper føres over til Sjælland.

Her forberedte hertug Albrecht, grev Christoffer, Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock sig på en sidste kraftanstrengelse. En uge efter slaget ved Øksnebjerg udsendte de et opråb for at få befolkningen til at kæmpe videre. De anslog naturligvis de strenge, som kunne give genklang hos bønder og borgere: nu havde rigsråderne igen brudt deres ed til Christian 2. og var gået over til hertugen af Holsten og svenskerne, Danmarks riges arvefjende, og dersom disse rigsråder kom til magten igen, ville der ikke blive ende på beskatning og hævn og grusomheder. Så ville befolkningen „nødes til at falde fra den kristelige frihed, som nu er givet jer igen”, de ville komme i trældom, så de kunne sælges som hunde. Og de ville ikke kunne undgå det, hvis de ikke satte sig til modværge, især fordi de fleste af dem havde været med til at brænde og plyndre herregårde og slotte eller i det mindste været i flok og følge med dem, der gjorde det. Mange havde været med til at slå fru Anne Meinstorf ihjel. Opråbet ender med en appel til bondebevægelsernes og landeværnets kollektive tankegang: „Hvo, der udebliver, når baunen lyser, eller flyer uden yderste nød, skal hænges på sin husbjælke og hans gods deles mellem landsherren og de redelige karle, som opfylder deres skyldighed.”

 Træsnit af Københavns belejring til lands øg til vands i 1536 i Herman Hammelmann: Oldenburgisch Chronicon, 1599. Det primitive prospekt er upålideligt i alle detaljer, men det er det ældste billede, vi har af byen.

Træsnit af Københavns belejring til lands øg til vands i 1536 i Herman Hammelmann: Oldenburgisch Chronicon, 1599. Det primitive prospekt er upålideligt i alle detaljer, men det er det ældste billede, vi har af byen.

Men de sjællandske bønder havde fået nok. Vi kender ikke deres tanker, men der er god grund til at formode, at de ikke har opfattet det, de havde oplevet under de udenlandske herrers og de borgerlige lederes regimente som at det, de forstod ved kristelig frihed, var givet dem igen. Naturligvis vidste de, at de heller ikke ville få den, hvis rigsrådet og den nye konge sejrede. Vornedskabet og de øvrige krænkelser af den gamle, rette ordning ville fortsætte. Den nye konges syn på forholdet mellem øvrighed og undersåtter og kristelig frihed var blevet demonstreret grundigt i Jylland og på Fyn. Men tilliden til de udenlandske herrer, der nu hyttede sig bag Københavns volde, var brugt op. Christian 3.s hær mødte ingen modstand på sin march mod København.

Annonce

Her var det lykkedes Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock at samle befolkningen om et forsvar bag deres fæstningsværker med bistand af de udenlandske landsknægte. Den 24. juli 1535 nåede Christian 3.s hær frem og lejrede sig på landsbyen Serritslevs marker nord for Peblinge- og Sortedamssøerne, samme sted som Frederik l.s hær i 1523, hvor både Johan Rantzau og Christian som 20-årig prins havde været med. Der var endnu rester af volde og grave fra denne belejring, som kunne istandsættes. Peder Skram og Johan Pein lagde sig med deres flåder i Øresund ud for byen. Københavns anden belejring var begyndt. Også Malmø blev blokeret både fra sø- og landsiden.

 Lübecks borgmester Jürgen Wullenweber som hans fjender fremstillede ham efter hans fald og henrettelse i 1537. Til propagandaen hører et fiktivt våbenmærke med en galge, hvori er ophængt dele af den henrettedes parterede lig. I teksten kaldes han „oprørernes og de sammensvornes førstemand”.

Lübecks borgmester Jürgen Wullenweber som hans fjender fremstillede ham efter hans fald og henrettelse i 1537. Til propagandaen hører et fiktivt våbenmærke med en galge, hvori er ophængt dele af den henrettedes parterede lig. I teksten kaldes han „oprørernes og de sammensvornes førstemand”.

Københavns belejring kom til at vare et år. Den var i begyndelsen ikke fuldstændig effektiv hvad forsyninger angik, bl.a. havde Christian 3. ikke tropper nok til at afskære byen fra Amager. Hans flåde kunne kun delvis afspærre byen til søs. Om efteråret nåede en hanseatisk flåde frem til byen med levnedsmidler, hvad der uden tvivl har medvirket til at styrke håbet hos de belejrede om militær undsætning.

Imens lod Christian 3. sig hylde på landstingene i Ringsted og Lund, og ved begge lejligheder pålagdes befolkningen den sædvanlige skat. Kongen havde desuden travlt med diplomatiske sager, der dels gik ud på at hindre militær hjælp til København og Malmø, dels rejse penge til fortsat krigsførelse. Han rejste endog selv til Stockholm i august 1535 og forhandlede med Gustav Vasa.

I Tyskland var både lutherske og katolske fyrster yderst betænkelige ved den selvstændighed, borgerskabet i Lübeck udfoldede i denne tid. Andre steder havde den slags kort forinden ført til farlige ting. Efter de folkelige reformatoriske bevægelsers nederlag rundt om i Det tyske Rige var mange flygtninge strømmet til byen Münster. Her gennemførtes i 1534 en radikal reformation. Det lutherske byråd blev afsat, og der blev gjort forsøg på at skabe et samfund baseret på de første kristne menigheders ejendomsfællesskab og med ledelsesformer – og polygami – efter Det gamle Testamentes mønster. Dette farlige eksperiment blev grundigt massakreret af en sammenslutning af fyrster i juni 1535, men drømmen om de kristne idealers virkeliggørelse på Jorden var stadig levende i befolkningen.

I det politiske spil kunne Münsters skæbne bruges som afskrækkende eksempel, også over for borgerlige bevægelser, der ikke var nær så radikale. Den svigtende krigslykke gav Wullenwebers modstandere blandt det gamle patriciat i byen gode kort på hånden, og da kejseren truede Lübeck med krig, hvis de radikale magthavere ikke blev fjernet, måtte Wullenweber træde tilbage, og det gamle råd kom til magten igen. Den afsatte borgmester fortsatte desperat sine bestræbelser på at skaffe hjælp til København og Malmø, men da han i november 1535 rejste gennem ærkebispen af Bremens land, blev han anholdt. Under et møde mellem ærkebispen og Christian 3. fik kongen tilladelse til, at hans ledsager, diplomaten Melchior Rantzau, måtte underkaste Wullenweber en så frygtelig tortur, at han tilstod alt, hvad man havde brug for: at København og Malmø skulle tilsluttes Hanseforbundet, at han ville indføre voksendåb og ejendomsfællesskab i Lübeck og lade det brede sig til andre byer, dræbe de borgere i Lübeck, der var imod ham, og overgive byen til nederlænderne og selv regere under dem.

 Feltlejr foran Münster i Tyskland i 1535, da fyrsterne efter en belejring af byen udslettede forsøget på at danne en stat efter bibelsk forbillede. Landsknægtene førte sædvanligvis koner eller kærester med sig. Træsnit af Erhard Schoen, udsnit af enkeltbladstryk 1535.

Feltlejr foran Münster i Tyskland i 1535, da fyrsterne efter en belejring af byen udslettede forsøget på at danne en stat efter bibelsk forbillede. Landsknægtene førte sædvanligvis koner eller kærester med sig. Træsnit af Erhard Schoen, udsnit af enkeltbladstryk 1535.

Disse vanvittige tilståelser var, hvad Christian 3. behøvede for at få de nye magthavere i Lübeck til at opgive enhver tanke om at fortsætte Wullenwebers politik i Danmark. På baggrund af begivenhederne i Tyskland og den stemning, propagandaen havde skabt efter Münster-kommunens udslettelse, var hans bekendelser egnede til at overbevise dem, der endnu måtte mene, at der var militære muligheder i Danmark. Lübeck trak sig definitivt ud af krigen.

Fredsforhandlinger i Hamburg mellem Christian 3. og en delegation fra København og Malmø, der kom dertil med frit lejde, førte ikke til noget. Ambrosius Bogbinder var med og opnåede at få nogle penge af regentinden af Nederlandene til lejetropperne i København. Greven af Pfalz var netop blevet gift med Christian 2.s datter Dorothea. Den kejserlige regering i Nederlandene gjorde et forsøg på at overtage støtten til København og Malmø med henblik på at bringe ham ind i billedet som mulig dansk konge, men det blev forpurret. Christian 3. lod lejetropper angribe nederlænderne i deres eget land så betids, at de opgav at sende en flåde af sted til Øresund. I begyndelsen af 1536 var København og Malmø helt isolerede. Krogen Slot og Kalundborg Slot havde overgivet sig.

Ambrosius vendte hjem og var fast besluttet på at kæmpe til det yderste. Af de adelige, der befandt sig i husarrest i København, sendtes 11 som gidsler til Mecklenburg. Jørgen Kock ville derimod forsøge andre veje. I marts 1536 havde han en sammenkomst med Christian 3. i Kalundborg for at komme til forståelse med ham på de gunstigst mulige vilkår. Der kom ikke noget afgørende ud af det. Vi ved ikke, hvad der er foregået mellem de to mænd, men det er uden tvivl lykkedes Jørgen Kock at demonstrere sin personlige fredsvilje og brugbarhed for den nye konge.

 Legetøjshest af træ, 1500-tallet, jordfund fra København.

Legetøjshest af træ, 1500-tallet, jordfund fra København.

Jørgen Kock sluttede sig igen til de belejrede i København, men mens han var borte, indledte nogle ledende borgere i Malmø forhandlinger med Christian 3. Den 6. april overgav byen sig på særdeles gunstige vilkår, som kunne være egnet til at friste kamptrætte københavnere: Malmø skulle være fri for adelig indblanding og nyde alle sine gamle privilegier, have almindelig amnesti, forblive ved Guds ord og den evangeliske lære og selv have lov til at vælge sine prædikanter, der dog skulle prøves og stadfæstes af kongen. Kongen gik desuden med til ikke at genopføre den nedbrudte fæstning uden byens samtykke.

Imens strammedes grebet om København. Belejringen til søs blev nu effektiv, og i juni lykkedes det kongen at besætte Amager. Hungersnøden steg til forfærdelige højder. Lederne forsøgte at jage de fattigste og mest udhungrede ud af byen, men Christian 3.s krigsfolk drev dem straks tilbage gennem byportene. En stor flok mennesker samlede sig på Gammeltorv, indkaldt af os ukendte ledere i øvrighedens navn. Ambrosius Bogbinder søgte at berolige dem, men da det kom til tumulter, skød landsknægtene på demonstranterne. Mange mistænkte blev fængslet, og borgerne fik udgangsforbud i nogle dage.

 Københavns Bymuseums model af byen, som den så ud omkring 1500, kan ikke være korrekt i enkeltheder. Dertil er vor viden for mangelfuld. Men den giver et godt indtryk af den blandede, tætte bebyggelse med huse af træ og tegl og små haver indimellem.

Københavns Bymuseums model af byen, som den så ud omkring 1500, kan ikke være korrekt i enkeltheder. Dertil er vor viden for mangelfuld. Men den giver et godt indtryk af den blandede, tætte bebyggelse med huse af træ og tegl og små haver indimellem.

Landsknægtene bemægtigede sig den smule mad, der endnu var i byen. Christian 3. sendte madvarer ind til hertug Albrecht og hans kone, der under belejringen fødte en søn. Københavnerne måtte skaffe sig, hvad de kunne af hunde, katte, rotter og mus, krager og gråspurve eller opblødt læder og affald. Især de mest udsatte, børnene, døde i stort tal. Det blev berettet, at de blev fundet med græs og blomster i munden, og at spædbørn lå døde sammen med deres mødre.

I slutningen af juli overgav byen sig. Efter at forhandlingerne var ført til ende, gik lederne den 29. ydmygt ud til Christian 3.s lejr med blottet hoved. Kun hertug Albrecht var det tilladt at ride. Byen anerkendte Christian som konge, den fik sine privilegier fra kong Hans' tid bekræftet, og evangeliets forkyndeise sikret. Dog forbeholdt kongen sig at bekræfte valget af prædikanter, for „sværmere eller andre oprørske mænd” ville han ikke affinde sig med. Kongen skulle være herre over byens befæstning og selv indsætte borgmestre og råd. Der blev givet almindelig amnesti, dog undtagen dem, der havde haft del i mordet på Anne Meinstorf. I det hele taget fik både Malmø og København betingelser, der viser, at det nye styre var indstillet på at tage mere hensyn til borgerne end til bønderne. De udenlandske herrer forlod straks landet. Ambrosius Bogbinder begik selvmord, og Jørgen Kock blev kong Christians mand. Den 6. august 1536 holdt kongen sit indtog i den mishandlede by.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Københavns belejring i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307432