Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rente eller åger

Oprindelig forfatter AWit

Med den voksende handel og udviklingen i det økonomiske liv blev rentetagning et af tidens vanskelige spørgsmål. Kirken havde i århundreder holdt det for en synd overhovedet at tage renter. Men kirken havde faktisk selv taget renter, også i Danmark. Luther mente, at man her som i mange andre forhold så forfald og misbrug gribe om sig i kirkens praksis, og han var skarpt afvisende over for al rentetagning, mens hans medarbejder og efterfølger som ledende luthersk teolog, Melanchthon, var mere åben i spørgsmålet. Den danske Kirkeordinans fulgte det lutherske synspunkt og nævner ågerkarle sammen med horkarle, voldsmænd, Guds ords forhånere og andet afskum, som offentligt skulle bandlyses fra prædikestolen. Palladius og andre ledende teologer fastholdt, at enhver form for rentetagning var åger og i strid med Skriften, og en skelnen mellem rente og åger var blot et af Djævelens sædvanlige numre. Det var det svar, kongen fik, da han under svære samvittighedskvaler bad om deres mening.

 Den sovende familie. Træsnit fra Niels Hemmingsens Postil, 1576. Englen vejleder i en drøm Josef om, at familien godt kan vende hjem fra Egypten til Israel. Det foregår i et dansk borgerligt interiør.

Den sovende familie. Træsnit fra Niels Hemmingsens Postil, 1576. Englen vejleder i en drøm Josef om, at familien godt kan vende hjem fra Egypten til Israel. Det foregår i et dansk borgerligt interiør.

Men Christian 3. og hans medarbejdere var nødt til at tage stilling til det praktiske livs krav. Den stadig mere udbredte pengeøkonomi gjorde et generelt renteforbud uholdbart. Både købmænd og adelige og staten selv følte problemet. En klar rettesnor var påkrævet, for bandlysning var en alvorlig sag, der i sin yderste konsekvens kunne føre til landsforvisning. I 1547 udsendte regeringen en forordning imod åger, hvor der for første gang i dansk verdslig lovgivning fastsættes en maksimalrente og altså skelnes mellem åger og rente. Satsen var på 6 1/4 procent pro anno, dvs. en sekstendedel svarende til møntsystemet, hvor der gik 16 skilling på en mark. Det var den sats, de kirkelige institutioner hidtil havde benyttet, og den svarede nogenlunde til det almindelige renteniveau i Nordeuropa. Højere rente var nu at betragte som åger. I 1557 kom en ny forordning, gentaget i den samlede reces 1558, der nedsatte maksimalrenten til fem procent i overensstemmelse med Melanchthons mening om den sag. Problemet vedblev at optage sindene, bl.a. på landemoderne. I 1592 skrev teologen Niels Hemmingsen, at „hvis man fordømmer al rente, lægger man en fælde for manges samvittighed og ophæver handelen mellem folk. Men hvis man tillader en vis rente, vil den havesyge snart hævde, at en hvilken som helst rente er tilladt”. Han nåede i sine overvejelser til, at rentetagning var tilladt – de fem procent efter loven – for så vidt den gavner næsten. I lovgivningen skal vi frem til 1632, før vi møder en renteforordning, der argumenterer ud fra rent økonomiske præmisser.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Rente eller åger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307515