Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sværmere, uhyrer og papistiske bæster

Oprindelig forfatter AWit

Der fandtes naturligvis stadig overbeviste og aktive katolikker i landet. De bedste teologer fra den gamle tid var knyttet til kapitlerne i Roskilde, København og Lund, og selv om de havde været repræsenteret ved Kirkeordinansens tilblivelse, hvor de måtte bøje sig for kongens krav, var det ikke meningen, at de fortsat skulle gøre sig gældende. Navnlig domkapitlet i Lund kritiserede hele den nye kirkeordning og Luthers teologi skarpt i den følgende tid. Kongen befalede kapitlerne at møde til en række diskussioner på universitetet, og det endte med, at kannikkerne under trussel om økonomiske sanktioner måtte underskrive de erklæringer, kongen forlangte. Derefter kunne man tage fat på de andre „uhyrer og papistiske bæster”, som Palladius sagde. Man vidste godt, at de sad rundt omkring i landet. Endnu adskillige år senere skete det, at præster måtte straffes, fordi de fastholdt deres katolske tro og anvendte de gamle ritualer. Men ellers gik det for sig uden stort postyr, og f.eks. fik de mange munke og nonner, der var tilbage i klostrene, lov til at leve dér, til de døde, når blot de afholdt sig fra udfordrende ord og handlinger og førte et tugtigt levned. Andre, som ikke ville opgive deres tro, rejste til udlandet.

 Den religiøse polemik var så almindelig, at den også satte sit præg på hverdagens brugsting. På denne kande eller drikkebæger fra sidste halvdel af 1500-tallet ses paven sammen med Djævelen, og en indskrift på både latin og dansk lyder:

Den religiøse polemik var så almindelig, at den også satte sit præg på hverdagens brugsting. På denne kande eller drikkebæger fra sidste halvdel af 1500-tallet ses paven sammen med Djævelen, og en indskrift på både latin og dansk lyder:

En større fare var „sværmere” og andre oprørske elementer, som man godt nok var sluppet af med i Danmark, men som kunne dukke op igen. I 1553 kom der en gruppe på ca. 150 flygtninge til København efter at være undsluppet Maria den Blodiges forfølgelser i England. De blev forhørt, men kunne ikke få asyl på grund af deres afvigende meninger, især om nadveren, og måtte drage videre til Tyskland. Ved samme tid blev der udsendt en almindelig forordning om, at regeringen var vidende om, at „mange gendøbere, sakramenterere og sværmere” var på færde i udlandet og kunne forventes også at komme til Danmark og fremkalde oprør med deres falske meninger. Alle udlændinge, der viste sig, skulle derfor eksamineres om deres tro, så man kunne forhindre dem i at bosætte sig, hvis den afveg fra den rette. Problemet dukkede op flere gange i den følgende tid, også efter at der i 1569 var udsendt faste retningslinier, Fremmedartiklerne, for indvandrernes tilpasning til det danske samfund eller udvisning.

At det fortsat var aktuelt at beskytte befolkningen, menigheden, imod fordærvelige lærdomme fra udlandet, skyldtes bl.a. den reform af den katolske kirke, der skete i disse år, og som gjorde den til en farligere modstander end tidligere. Reformkatolikker i mange lande af Poul Helgesens støbning havde længe presset på for at få gennemført reformer inden for kirken. I Spanien havde „de katolske konger” Ferdinand og Isabella allerede i slutningen af 1400-tallet bragt kirken ind under staten og afhjulpet mange af de gamle mangler. Paverne forhindrede i lang tid nye kirkemøder af bisper og ordens-gejstlige, fordi de frygtede, at sådanne møder kunne føre til reformer, der ville begrænse deres magt, således som det var sket i 1400-tallet. Med protestantismens fremgang, også i selve Italien, kunne paven imidlertid ikke længere sidde kravene om en fornyelse af kirken overhørig. I 1545 mødtes et kirkemøde i byen Trient (nuv. Trento), indkaldt af paven. Tridentiner-koncilet blev en milepæl i kirkens historie. Efter tre samlinger, hvoraf den sidste sluttede i 1563, var den katolske kirke ændret på flere måder. Dens lære var blevet afklaret og defineret, og ligesom i de verdslige stater blev magten mere centraliseret. Paven blev anerkendt som kirkens overhoved. De gejstliges pligt til personligt at passe deres embeder blev fastslået. Der blev lagt rammer for præsternes uddannelse, og det blev pålagt bisperne regelmæssigt at visitere sognene i deres stift.

Annonce

 En jesuit, der i virkeligheden er Djævelen selv. Fra titelbladet på et lille skrift, Nye tidender om to jesuitter fra 1581. Heri berettes om en jesuit i Augsburg, som i Djævelens skikkelse ville lokke en ung jomfru fra den rette lutherske tro. Han dræbes af den unge mand, som forsvarer pigen.

En jesuit, der i virkeligheden er Djævelen selv. Fra titelbladet på et lille skrift, Nye tidender om to jesuitter fra 1581. Heri berettes om en jesuit i Augsburg, som i Djævelens skikkelse ville lokke en ung jomfru fra den rette lutherske tro. Han dræbes af den unge mand, som forsvarer pigen.

Denne katolske reformation omfattede også en modreformation, dvs. fremstød med henblik på at vinde de områder tilbage, som var faldet fra kirken. Her, som ved Tridentiner-koncilet, var en nydannet munkeorden, jesuitterne, drivkraften. Ordenen lagde vægt på undervisning, og dens skoler blev berømte og meget søgte, ikke mindst af unge adelige, også fra protestantiske lande. Med statsmagtens voksende indflydelse i de enkelte lande blev kirken i stadig højere grad afhængig af et godt forhold til den verdslige magt, og jesuitterne satsede meget på at vinde folk fra de herskende lag.

Modreformationen var delvis en succes. I Tyskland blev protestantismens fremgang standset og nogle områder vundet tilbage. Polen, der havde været godt på vej til at gå tabt, blev fastholdt for katolicismen. I Danmark var man opskræmt over denne fornyede papistiske aktivitet. I 1604 kom der forbud imod, at nogen, som havde gået i jesuitiske skoler, kunne få embede i den danske kirke eller skole, og samtidig kom en ny skoleforordning, der skulle forbedre latinskolerne. I 1606 blev en jesuit, nordmanden Laurids Nielsen, kaldet Klosterlasse, udvist af landet. I 1613 blev katolikker gjort arveløse, og i 1624 fastsattes der dødsstraf for katolske munke og præster, der måtte komme hertil. Men modreformationen nåede aldrig for alvor til Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Sværmere, uhyrer og papistiske bæster i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307504