• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Med Peder Palladius på visitats

Oprindelig forfatter AWit

Befolkningen måtte forstå, at der var megen gammel sandhed, som man havde lært af sine forældre og af sin sognepræst, som ikke gjaldt mere. Der var klostervæsen, cølibat, aflad, bodsøvelser, pilgrimsgang, skærsild, messer for de døde, relikvier og meget andet, som hørte kirken til, og som i mange generationer havde været med til at præge følelsen af, hvad der var godt og havde værdi. Og det gjaldt også meget af det, som mere direkte angik befolkningens tilværelse som selve messens form, klokkedåb, korsebør, rosenkranse, smørelse med den hellige olie, besøg ved kilder og andre hellige steder og alle helgenerne. Det gjaldt sågar, hvad man troede og mente om Jomfru Maria. Om alt dette og mere til erklærede de nye folk, at det „sender vi nu Djævelen hjem igen, hvem de er kommet fra, og giver Gud ære, idet vi tager ved Kristi sande evangelium”, som Gud har sendt igen „i disse sidste tider”.

Det var de nyudnævnte bisper, der havde den svære opgave at få befolkningen til at indse, at sådan forholdt det sig. Sognepræsterne skulle sættes ind i den gejstlige stands nye vilkår og meninger. De skulle gøres bekendt med den nye kirkeordnings bestemmelser og have de rette lutherske bøger. Kirkernes økonomi skulle ordnes i hvert sogn, og skolearbejdet og det sociale arbejde nyordnes, efter at de gamle institutioner var opløst. Det var en gigantisk opgave, der påhvilede de nye bisper og provster. De gik til sagen med ildhu, dybt overbeviste om at gøre det rette, nu da Gud havde renset sin kirke i denne evangeliets lyse dag, hvor tiden var knap før dommedag.

 Peder Palladius. Billedets forlæg er hans nu ødelagte ligsten i Vor Frue Kirke i København. Den blev omkring 1670 tegnet til brug for Resens Atlas, der imidlertid aldrig udkom. Biskoppen er klædt som almindelig borger. Han blev født i Ribe 503 og gik i skole her. Ellers ved vi kun, at han en tid var rektor i Odense, før han i 1531 blev indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Han indskrev sig som Petrus Esbernus Pladius, men ændrede senere under opholdet det sidste til Palladius, uden at vi kender baggrunden eller betydningen af ordene. I 1537 blev han doktor i teologi i Wittenberg.

Peder Palladius. Billedets forlæg er hans nu ødelagte ligsten i Vor Frue Kirke i København. Den blev omkring 1670 tegnet til brug for Resens Atlas, der imidlertid aldrig udkom. Biskoppen er klædt som almindelig borger. Han blev født i Ribe 503 og gik i skole her. Ellers ved vi kun, at han en tid var rektor i Odense, før han i 1531 blev indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Han indskrev sig som Petrus Esbernus Pladius, men ændrede senere under opholdet det sidste til Palladius, uden at vi kender baggrunden eller betydningen af ordene. I 1537 blev han doktor i teologi i Wittenberg.

Det vigtigste led i denne gerning var visitatserne, det direkte møde mellem biskop, præst og menighed. Vi er så heldige, at vi har bevaret Peder Palladius' Visitatsbog, hvori han fortæller om, hvordan han gik frem, og hvad han sagde til menigheden, når han besøgte de enkelte sogne. I årene 1538-1543 visiterede han alle 390 sogne i Sjælland Stift, og Visitatsbogen er et resultat af hans erfaringer, efterhånden som han nåede frem i arbejdet. Den har sikkert skullet tjene som vejledning for samtidige og efterfølgende biskopper i denne uvante og vigtige gerning. Som Sjællands biskop og ved sin entusiasme og store evner kom han til at indtage en slags ledende stilling inden for korpset, og han prægede udviklingen ved sine håndbøger for præster og degne og en lang række andre skrifter og oversættelser, der blev trykt og fik stor udbredelse.

Annonce

Når Peder Palladius kom på visitats i et sogn, var det noget helt andet, folk oplevede, end det de havde kendt fra de adelige og fornemme katolske bispers tid. Palladius kom for at tale til dem om deres evige og jordiske velfærd, og han gjorde det i et sprog, de forstod, om end det måske på nogle kan have virket, som om han talte ned til dem, for de vidste naturligvis, at den lærde mand normalt ikke talte deres sprog. Når han havde taget plads øverst i kirken og henvendte sig til den forsamlede menighed i alle aldersgrupper, der var samlet til anledningen, tog han gerne udgangspunkt i det synlige og nære. Med sin egen stærke følelse af det kristne fællesskab som det eneste ly mod Djævelens anslag, kunne han tale stærkt og indtrængende om, hvordan kirkebygningen, døbefonten, prædikestolen og alteret var synlige udtryk på frelsen, „for at vi skulle kende ved dem, hvor nær vi er Gud og han os, eller hvor nær vi er Djævelen og han os”. Han citerede ordsprog og fortalte anekdoter for at advare mod hor og løsagtighed eller indskærpe den rette tros og den regelmæssige kirkegangs nødvendighed.

 Dommedag med herremanden og hans familie i første parket. Kalkmaleri fra omkring 1560 i Lønborg Kirke ved Skjern. Kristus troner på regnbuen med nådens liljer og straffens sværd, mens han deler de opstandne i forgrunden uden for dette udsnit, i de frelste og de fordømte. Bag Kristus sidder de allerede frelste i skyerne, klædt i tidens dragter. I forreste række den lokale herremand og hans familie og foged, kvinder og mænd på hver sin side som i kirken. Det er måske herremanden, der har betalt billederne. Den betroede foged, der befinder sig lige uden for det viste udsnit, ses på billede herunder. Han har en nøgle i hånden.

Dommedag med herremanden og hans familie i første parket. Kalkmaleri fra omkring 1560 i Lønborg Kirke ved Skjern. Kristus troner på regnbuen med nådens liljer og straffens sværd, mens han deler de opstandne i forgrunden uden for dette udsnit, i de frelste og de fordømte. Bag Kristus sidder de allerede frelste i skyerne, klædt i tidens dragter. I forreste række den lokale herremand og hans familie og foged, kvinder og mænd på hver sin side som i kirken. Det er måske herremanden, der har betalt billederne. Den betroede foged, der befinder sig lige uden for det viste udsnit, ses på billede herunder. Han har en nøgle i hånden.

De eksisterende sociale forhold brugte han som paralleller til de himmelske ting og tegner således sit billede af det kosmiske fællesskab, hvor Gud har sat alt på sin rette plads. Det gælder f.eks. når han vil understrege den absolutte lydigheds nødvendighed på begge planer. „Du har en dødelig herremand til husbond, som du tjener og giver din landgilde, den bør du at være hørig og lydig efter det fjerde bud, så fremt som Gud ikke vil straffe dig på liv og sjæl.” Men der var også „en herremand over alle herremænd, der hedder Vor Herre Jesus Kristus”, og er man ulydig mod ham, vil han ikke som den jordiske straffe med bøder eller livsstraf eller udsættelse af fæstegården, han har et ganske andet ris at slå med, „han har pokker [syfilis], pestilens, koldesyge, hedesyge og anden plage at slå dig med, ja gør du ham meget fortræd, han har vel en levende djævel at slå dig med i din krop, tør lade dig sætte fra himmerigs gods og slå din hals sønder nede i helvedes afgrund”. Og ridefogeden skal undersøge din lade og se, om tienden er betalt, som den skal, men der er også en foged i himlen, som ser ind i alle hjerter og kender alle tyverier.

En del af styrken i Palladius' forkyndelse var, at hans tilhøreres hårde vilkår inden for fællesskabet ikke fornægtedes eller fortiedes, men tværtimod blev forklaret og begrundet.

 Den betroede foged; han har en nøgle i hånden. Kalkmaleri fra omkring 1560 i Lønborg Kirke ved Skjern.

Den betroede foged; han har en nøgle i hånden. Kalkmaleri fra omkring 1560 i Lønborg Kirke ved Skjern.

Mon ikke nogle af de bønder, som i den foregående tid havde oplevet eller deltaget i modstanden imod herremændenes magtudvidelser, vornedskabet og anden tilsidesættelse af gammel sædvane, har følt sig krænket i deres retsbevidsthed, når de nu hørte den nye biskops sammenligning mellem den jordiske og den himmelske herremand og hans krav om absolut lydighed? Det var jo et krav om bøndernes fuldstændige politiske afmagt, ligesom skabningen i den lutherske tankeverden var afmægtig over for Gud. Det var ikke få omvæltninger af ældgamle skikke og sædvaner, Palladius og hans kongelige herre selv stod for. Palladius forklarede, at alt det nye baserede sig på det guddommelige i herre-undersåtforholdets natur i modsætning til den af det nye styre så hårdt ramponerede sædvane. Det var nemlig ikke alt gammelt, der stammede fra Gud, „vi skal se tilbage og ihukomme, hvad vildfarelser, vi har været udi, på det at vi skulle ikke falde tilbage i dem igen”. Nu vidste man bedre i denne evangeliets lyse dag. Man skulle holde sig til kongen, som var det kristne fællesskabs leder, og man skulle takke Gud for en sådan konge, der ikke blot ville deres saligheds bedste, men også deres legemers gavn og velfærd. Ganske vist havde bønderne dårlige erfaringer med kongens landsknægte, men hvis soldaterne ellers opførte sig ret i deres kald, havde også de godkendelse i Skriften. Nu gjaldt det om at „bede om fred, fred, fred, hvo vil ikke æde sit brød og have fred og ro hos sit bord, hvo vil ikke ligge med ro udi sin seng om natten”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Med Peder Palladius på visitats i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307506