Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirken og befolkningen

Oprindelig forfatter AWit

Den reformerede kirke havde altså samme dualistiske syn på tilværelsen som de katolske teologer. Alt hørte enten Gud eller Djævelen til, alt var led i kampen imellem dem og skulle forstås i denne sammenhæng. Som meningsskabende institution i en langt mere effektiv og kontrollerende statsmagt kunne kirken øve en stærkere indflydelse over for de folkelige trosformer og forestillinger, end da stat og kirke på mange punkter stod splittede over for hinanden.

Der skete en del nyt ude i sognekirkerne. Der kom efterhånden prædikestol i kirken og med tiden også bænke at sidde på, for nu skulle man jo høre prædiken som en fast og vigtig del af gudstjenesten, hvor den før havde været mindre central. Præsten fik vel også skaffet sig de fleste af de nye bøger, som han skulle prædike efter. Han skulle tilegne sig så megen lærdom, at han kunne prædike om hovedpunkterne, synden og retfærdiggørelsen af Guds nåde alene, og i den sammenhæng udlægge og forklare Luthers lille katekismus. Han skulle gennemgå den så langsomt, at tilhørerne samtidig for sig selv kunne fremsige katekismens ord. Det har alt sammen sat sit præg på gudstjeneste og kirkeliv, efterhånden som præsten kom ind i sagerne og blev vejledt og kontrolleret af bispen og provsten.

 Den nye gudstjeneste med prædiken som central del. Her er der kommet faste stolestader til mændene. Præsten er klædt som sine mandlige tilhørere. Maleri på fodstykket af altertavlen i Tinglev Kirke i Sønderjylland, slutningen af 1500-tallet.

Den nye gudstjeneste med prædiken som central del. Her er der kommet faste stolestader til mændene. Præsten er klædt som sine mandlige tilhørere. Maleri på fodstykket af altertavlen i Tinglev Kirke i Sønderjylland, slutningen af 1500-tallet.

Prædikenerne har for mange præster været en vanskelig sag, som det tog lang tid at opdrage dem til. Kirkeordinansen bestemte, at prædikenen kun måtte vare en time. Det var der nogle, der havde svært ved at overholde, og eksempelvis måtte bispen på Fyn i 1591 ordinere et timeglas til hr. Erik i Gudbjerg. Bønderne i sognet bad om, at gudstjenesten om sommeren måtte begrænses til fra kl. 8 og højst til kl. 11. Menigheden her var nu ekstra hårdt prøvet. Den ville ikke klage over sin præst, men bispen noterede selv et par gange med en halv snes års mellemrum om hr. Erik, at „røsten går ud af næsen”.

Annonce

Navnlig i den første tid har mange præster måttet nøjes med at læse en prædiken op af en postil. De kunne hjælpe sig med Hans Tausens store postil fra 1539, beregnet til brug „besynderlig på landsbyerne, hvor både præsterne og folkene plejer gerne at være de enfoldigste”. Bisperne søgte ihærdigt at få dem væk fra oplæsningen, endog med trussel om straf, for man skulle helst have en personlig og engageret forkyndelse.

Naturligvis ændrede en hel befolkning ikke tænkemåde og livsopfattelse, fordi der kom folk med mindre tålsomme anskuelser til magten. Den visdom, bønderne var i besiddelse af, og som blev agtet så ringe af de lærde teologer, angik mest jorden og dyrene og hvad der hørte til livets gang med naturens vekslen og uberegnelige omskiftelser. Den havde overlevet århundreders kristendom i frugtbar blanding med den, og nu begyndte en tid, da den lutherske kirkes synsmåder og former efterhånden indgik i blandingen. De teologiske lærdomme om frelsen, de to sakramenters betydning eller om adskillelsen mellem det gejstlige og det verdslige regimente har næppe haft meget at sige bønderne. At den enkelte nu skulle leve i et personligt gudsforhold i tro og tillid til Kristi forsoningsgerning og vise denne tro i dagligdagen var ikke let at forbinde med konkret mening i forhold til det kendte kollektive livsmønster i landsby og menighed. Derimod har ingen kunnet misforstå kravene om ubetinget lydighed imod de nye øvrigheder, så meget mere som forkyndelsen på dette punkt svarede nøje til de politiske realiteter, hvor der blev sat magt bag, og mulighederne for aktiv modstand var ringe. Hertil kommer, at der kunne ligge en psykologisk afværgemekanisme i at overgive sig mentalt til de nye vilkår efter krigstidens uhyggelige oplevelser og de store nederlag, som mange sikkert gerne har villet glemme. Palladius har uden tvivl ramt noget centralt, når han talte om „fred, fred, fred”.

 Biskoppen på Fyn, Jacob Madsen Vejle, lavede små tegninger i sin visitatsbog af stiftets kirker og beskrev dem og deres inventar. Det fortæller os noget om kirkernes udseende i slutningen af 1500-tallet og meget om problemerne med at få fjernet de katolske levn fra kirkerummene. Her har han tegnet Gudbjerg Kirke i 1590.

Biskoppen på Fyn, Jacob Madsen Vejle, lavede små tegninger i sin visitatsbog af stiftets kirker og beskrev dem og deres inventar. Det fortæller os noget om kirkernes udseende i slutningen af 1500-tallet og meget om problemerne med at få fjernet de katolske levn fra kirkerummene. Her har han tegnet Gudbjerg Kirke i 1590.

Folk har naturligvis reageret på mange forskellige måder. Nogle havde lyttet til prædikanterne i menighederne før 1536 og har vel opfattet det, der nu skete, som en fortsættelse af det, de dengang havde forstået. Nogle har søgt at tilegne sig den nye lære nu, andre har tilpasset sig uden at tænke dybere over det, og atter andre har ydet bevidst modstand. Men det helt store flertal synes temmelig uanfægtet at have levet videre i de tilvante forestillinger, uløseligt forbundet som de var med bondebefolkningens livsform. De har ikke følt nogen forandring i deres tilknytning til sognekirken og menighedens fællesskab. Søndagens messe og sognestævne var stadig ugens centrale begivenheder. Præsten havde gård og karle og piger som andre landsbyboere, og at han nu giftede sig, måske i stedet for at leve papirløst med sin husholderske, har vel snarere knyttet ham nærmere til menigheden. I de allerfleste kirker kunne man stadig se på de gamle kalkmalerier med deres velkendte budskaber. At alt det, der skete, kun kunne og skulle opfattes som en fortsættelse af den gamle kirke under delvis nye former, har for bønderne haft den betydning, at det gamle livsgrundlag med skæbnen og livets mange magter var urokket, hvad de lærde så ellers lod sig forlyde med. Såvel den fælles lytten til præstens prædiken som ikke mindst den fælles salmesang har vel snarest underbygget den gamle følelse af fællesskab og kollektiv kult. Behovet for ritualer og fælles samling om livets store tildragelser er fortsat blevet opfyldt af sognets præst og kirke.

 To vidt forskellige bøger fra samme tid. Peder Palladius udsendte ikke mindre end tre skrifter imod sværgen og banden. Et af dem var en oversættelse af Andreas Musculus: Om den store Guds bespottelse med sværgen og banden, København 1557. Her kan man på titelbladets træsnit se, hvordan folks eder piner og sårer Kristi legeme. Narreoptoget er fra Broder Russes historie, København 1555, en gendigtning af en ældre tysk historie om, hvordan Djævelen i menneskelig skikkelse som fyldebøtten broder Rus kommer til et kloster og forfører munkene til vellevned og utugt.

To vidt forskellige bøger fra samme tid. Peder Palladius udsendte ikke mindre end tre skrifter imod sværgen og banden. Et af dem var en oversættelse af Andreas Musculus: Om den store Guds bespottelse med sværgen og banden, København 1557. Her kan man på titelbladets træsnit se, hvordan folks eder piner og sårer Kristi legeme. Narreoptoget er fra Broder Russes historie, København 1555, en gendigtning af en ældre tysk historie om, hvordan Djævelen i menneskelig skikkelse som fyldebøtten broder Rus kommer til et kloster og forfører munkene til vellevned og utugt.

At de nye eksperter havde svært ved at få befolkningen til at antage de nye tænkemåder, fremgår af deres stadige slid med det i resten af 1500-tallet og også i den følgende tid, da det i stigende grad blev nødvendigt at sætte lovgivning og straffemagt bag overtalelsesforsøgene. Vi har allerede set, hvad det var, Palladius fandt det nødvendigt at tale stærkt om på sine visitatser. I de følgende år bragte de dybtliggende modsætninger til stadighed de samme og tilsvarende problemer op til overfladen.

Bønderne havde især svært ved at opfatte de gamle kirkelige handlingers sammenhæng med frugtbarhed, helbredelse og livskraft som teologiske lærespørgsmål, der kunne skiftes ud med andre. Ophøret af de gamle frugtbarhedsritualer som korsebør har været en frygtelig trussel imod bøndernes landbrug, at ligne ved et forbud mod brug af kunstgødning i dag. Det var svært eller umuligt at få forbuddet gennemtvunget. På landemoder og kalenter gennem hele 1500-tallet måtte det pålægges præsterne at holde op med at lyse velsignelsen over enge og marker og at velsigne bøndernes avl påskeaften. „Der bæres alle hånde mad og ligeledes rug, byg, havre, så læser præsten velsignelse og en særlig bøn derover, og dermed mener bonden al sin mad og korn at være velsignet det år ved denne læsnings kraft”, hedder det på et landemode i Roskilde i 1566. Noget tyder på, at korsebør fortsatte illegalt langt op i tiden, efterhånden uden præsternes medvirken. Officielt blev ordet i slutningen af 1500-tallet synonymt med den almisse, bønderne tidligere havde givet ved lejligheden til præst, degn og de fattige, og som af kirken blev søgt bevaret, selv om ombæring af korset blev forbudt.

 Skriftemål. Træsnit til afsnit om syndernes forladelse i G. Rhon: Hortulus Animae, trykt på dansk i Wittenberg i 1552. Selv om de lutherske teologer havde et andet syn på bod og gode gerninger end det, der blev praktiseret i katolsk tid, forsvandt skriftemålet ikke. Det private skriftemål for præsten blev knyttet nært sammen med nadveren. Den skriftende kunne i bred almindelighed bekende sig som synder, eller han kunne nævne en særlig tanke eller handling, som tyngede samvittigheden. Præsten skulle så give syndsforladelse ved håndspålæggelse.

Skriftemål. Træsnit til afsnit om syndernes forladelse i G. Rhon: Hortulus Animae, trykt på dansk i Wittenberg i 1552. Selv om de lutherske teologer havde et andet syn på bod og gode gerninger end det, der blev praktiseret i katolsk tid, forsvandt skriftemålet ikke. Det private skriftemål for præsten blev knyttet nært sammen med nadveren. Den skriftende kunne i bred almindelighed bekende sig som synder, eller han kunne nævne en særlig tanke eller handling, som tyngede samvittigheden. Præsten skulle så give syndsforladelse ved håndspålæggelse.

Messens funktion som afværger af nød og ulykke var også et vanskeligt problem, som ikke kunne løses ved, at der blev givet en ny forklaring på den teologiske baggrund for messeofferet. Kirkeordinansen forordnede i alle kirker én hovedgudstjeneste om søndagen, højmessen. Den bestod af to hovedstykker, prædiken og altergang, men ordinansen gav kun et kort rids af gudstjenestens forløb, resten blev overladt til præstens egen udformning. Der var meget, der lignede det gamle, og det var naturligt for bønderne fortsat at forbinde messen med de tilvante forestillinger. Det gjaldt ikke mindst de latinske dele, der fortsat skulle være der. Litaniet med kyrie eleison gav anledning til problemer, fordi bønderne synes at have forlangt, at deres præster brugte det noget mere. Kirkeordinansen bestemte, at „om der er nogen synderlig nød for hånden”, kunne man til søndagsgudstjenesten føje afsyngelsen af litaniet, efterfulgt af en kollekt. På landemodet i Roskilde i 1555 fik landsbypræsterne besked på, at hvis bønderne insisterede på at få afsunget litaniet, skulle de svare: „Jeg kan på ingen måde gøre det, fordi det er forbudt på det offentlige landemode”. Dog kunne det tillades, hvis bønderne ville give en almisse af brød, ost og andet til de fattige på samme måde, som de tidligere havde gjort ved korsebør.

Som en anråbelse af Gud på kirkens vilkår fungerede litaniet altså fortsat, og det kunne f.eks. forordnes, at der skulle synges litani hver søndag efter prædiken „imod denne tørke og andre onder, som truer os”. Og når der udbrød en sygdomsepidemi i en by, skulle man som det første anråbe Gud med litani og bøn om formildelse af den guddommelige vrede og sygdommens ophør. I 1564, under Syvårskrigen mod Sverige, skulle litaniet synges hver søndag og onsdag, oven i købet med tredobbelt gentagelse af disse ord: „Giv vor nådige herre og konge sejr.”

 Sankt Kristoffer med Jesus-barnet. Han var en landevejsrøver, der blev omvendt og sonede sine synder ved at hjælpe folk over et vadested. En aften hjalp han Jesus over, og næste morgen havde hans stav skudt friske blade. Den folkekære helgen blev stadig afbildet efter reformationen, nu blot uden glorie, hvad der næppe har gjort den store forskel i folks øjne. Her er han i tidens almuedragt på et kalkmaleri fra omkring 1550 i Gørløse Kirke i Nordsjælland.

Sankt Kristoffer med Jesus-barnet. Han var en landevejsrøver, der blev omvendt og sonede sine synder ved at hjælpe folk over et vadested. En aften hjalp han Jesus over, og næste morgen havde hans stav skudt friske blade. Den folkekære helgen blev stadig afbildet efter reformationen, nu blot uden glorie, hvad der næppe har gjort den store forskel i folks øjne. Her er han i tidens almuedragt på et kalkmaleri fra omkring 1550 i Gørløse Kirke i Nordsjælland.

Det var naturligvis svært for folk at forstå, at der nu skulle være en afgørende forskel på kirkens brug af litaniet til afvendelse af tørke og andre ulykker og deres egen eller deres sognepræsts anvendelse af det samme eller tilsvarende midler. Der var også mange sognepræster, der havde vanskeligt ved at acceptere, at alt nu skulle autoriseres fra oven. Bønderne forventede, at deres præst kunne mere end fadervor, og en del af præsterne fandt det fortsat naturligt at hjælpe deres sognebørn med de stærke midler, de forvaltede. Det kunne f.eks. gælde nadveren. Nu skulle vinen godt nok gives altergæsterne sammen med brødet, men sognepræsterne på Fyn måtte i 1568 have strenge pålæg om at holde op med at give syge den indviede vin „som et middel imod rindende øjne eller syngen for ørerne”.

Signeformler er blevet nedskrevet i større tal end tidligere i tiden efter reformationen og i de følgende århundreder. Helgener, Jomfru Maria og naturens mange magter opererer uanfægtet videre i dem. De brugtes stadig af mange præster og af bønder og borgere til at helbrede, stille vrede, vække kærlighed eller bringe tyvekoster for dagen, og de kunne som hidtil sættes ind imod forgørelse og andre udslag af onde magters indflydelse, f.eks. hvis „øllet ej vil gøres” ved brygningen. Vi kender en række eksempler på, at præster blev straffet for deres brug af signeformler. Hr. Oluf blev afsat fra sit embede i Vendsyssel, bl.a. fordi han leverede magiske formler til fiskerne, som de anbragte i deres net for at få god fangst. Hr. Anders Høgh på Femø forfattede en bog om djævleuddrivelse for gigt og benbrud, og hr. Simon i Nakskov måtte i 1583 stå til regnskab for at have fremstillet en magisk skrivelse, der kunne skaffe stjålne ting til veje. En anden præst klarede frisag, efter at være blevet udlagt af en anklaget troldkvinde og beskyldt for at have læst op af en trolddomsbog om regnfang, ingefær, vin og andet, som var til lægedom for kvinder. Det viste sig at være Christiern Pedersens lægebog trykt i Malmø i 1533, han havde benyttet, og det gik an.

 Praktiske folk kunne godt bruge nogle af de katolske remedier til andre formål. Dette røgelseskar i Odder Kirke fra 1200-tallet blev anvendt som „ildkar” helt op i 1700-tallet.

Praktiske folk kunne godt bruge nogle af de katolske remedier til andre formål. Dette røgelseskar i Odder Kirke fra 1200-tallet blev anvendt som „ildkar” helt op i 1700-tallet.

I 1561 blev det på landemodet i Roskilde påbudt, at alle kors skulle fjernes fra stiftets kirkegårde. Baggrunden har vel været, at folk ligesom tidligere brugte dem til deres private magi. Ved samme lejlighed blev det også indskærpet, at kirkeklokkerne ikke måtte misbruges og f.eks. anvendes ved bøndernes gilder og gæstebud og andre festlige lejligheder. Et halvt århundrede senere skrev en sognepræst om denne sag: „Del holdes intet, bønder må alt ringe til gilde, ellers duer det intet.” Også sjæleringningen, der plejede at lyde lige efter et dødsfald, og som skulle hjælpe sjælen det bedste sted hen, levede videre trods mange forbud i kongebreve og på kirkemøder.

„Det hellige blod” i Kippinge og i Bistrup, de hellige kilder og andre valfartssteder trak fortsat folk til, også længe efter 1500-tallet. Palladius brugte hårde ord om den sag: „Mange bisser til det forbandede sted Bistrup og til andre steder, udi hvilke Djævelen og paven har haft deres kram og holdt krohus og horehus for alle dem, som vil bole dér med deres afguder.” På landemodet i Roskilde i 1564 blev det rapporteret, at „til Bistrup ved Roskilde er endnu stort tilløb af fremmede steder, endog af Skåne, med gale og syge mennesker. De giver penge blokken, som skiftes lige til præsten, kirken og de fattige, og de, som kommer, når kirkedøren er lukket, stopper pengene neden under døren”. Indtægterne fra disse hellige steder har måske fået præsterne til at se mildere på sagen. I 1589 konstaterede biskoppen på Fyn ved selvsyn, at ved Sankt Regitses Kilde i Frørup sogn var kapellet nok nedrevet, men der lå klude, krykker, hår og „skurvede hatte” ved hendes kilde Langt op i tiden var de ledende teologer delt i spørgsmålet, for det var ikke let at afgøre, om helbredelserne ved kilderne stammede fra Gud eller var nogle af Djævelens forbandelser, og i hvert fald var det teologerne selv, der skulle tage stilling ti den sag.

Kirkerne kunne i det ydre renses for de mest iøjnefaldende katolske levn. Sidealtre beregnet til sjælemesser og altertavler med alt for katolsk indhold blev efterhånden fjernet de fleste steder, helgenbilleder og madonnafigurer blev brændt, og med prædikestol og stolestader skiftede kirkerummet udseende. Men det tog tid. Jacob Madsen Vejle, der blev biskop over Fyns Stift i 1587, måtte på sine visitatser i de følgende år gang på gang hidse sig op over sidealtre, monstranser, vievandskar og andre papistiske tingester, og der var stadig altertavler hvor man f.eks. kunne se „den gamle og unge papistiske Gud sætter krone på Jomfru Maria”. Det viser os landbefolkningens modstand, men også det nye tankepolitis ihærdighed med at rense kirkerne.

Den mentale udrensning var endnu vanskeligere, og det er et spørgsmål, hvor langt kirken overhovedet nåede, før kapitalisme og industrikultur i dette århundrede skabte ganske nye forudsætninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Kirken og befolkningen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307508