• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Det allerværste korn”

Oprindelig forfatter AWit

Tiendebetalingen af korn og kvæg var, som vi har set, et af de store stridspunkter mellem bønderne og jordens ejere. Bønderne skulle stadig betale en tredjedel til hver af de tre parter biskop, sognepræst og sognekirke, men bispetienden gik nu til kongen, for de nye bisper var ansat af ham. Den kom nu til at hedde kongetiende. For bønderne var og blev den en væsentlig ydelse, der lå oven i alle de andre, og for modtagerne var den en lige så væsentlig indtægt. Hvor det før 1536 havde knebet for bisperne at få deres del indkasseret og det i så høj grad, at det næppe nogensinde lykkedes fuldt ud i alle stifter, stod den nye stat nu langt stærkere over for bønderne. Den var ude efter faste og forudsigelige indtægter, men korntienden, der efter recessen skulle betales „i kærven”, dvs. utærsket med halm, varierede „ligesom Gud lader året vokse til”. Noget tyder på, at han normalt lod foldudbyttet svinge mellem så vide grænser som tre og otte. Det gav uens indtægter og anledning til mange klager. Også kvægtienden, der skulle betales af alle dyr lige til bisværme og fisk, måtte nødvendigvis variere meget. Det kunne være fristende for administrationen at bortforpagte sine mange kongetiender mod en fast afgift, så den vidste, hvad den kunne disponere over, og der var adelige, vel især lavadelige, der gerne ville forlenes med en kongetiende, når de nu ikke kunne få en bedre forlening. På tilsvarende vis var der storbønder, som kunne have fordel af at fæste en kirketiende af den selvejende institution, som sognekirken var, og så påtage sig bygningens vedligeholdelse. De kunne samtidig være sognets valgte kirkeværger. Undertiden havde en adelsmand både konge- og kirketiende fra et eller flere sogne med dertil hørende forpligtelser.

 Glad forårsstemning på loftsmaleri fra herregården Næsbyholm ved Sorø, 590'erne, nu på National-museet. Den adelige frøken binder blomsterkranse og fodrer høns, mens bønder-ne arbejder i baggrunden.

Glad forårsstemning på loftsmaleri fra herregården Næsbyholm ved Sorø, 590'erne, nu på National-museet. Den adelige frøken binder blomsterkranse og fodrer høns, mens bønder-ne arbejder i baggrunden.

Adelen skulle sørge for, at deres bønder svarede tiende til præst, kirke og til kongen eller den, han havde givet sognets kongetiende i forlening. At dømme efter de kilder, vi har bevaret, var de tider forbi, da bønderne kunne organisere tiendenægterbevægelser, i stil med de skattenægterbevægelser i købstæderne, vi senere skal høre om. Recessen bestemte, at hvis der blev klaget over, at en bonde ikke betalte fuld tiende, skulle lensmanden eller godsejeren „kaste”, dvs. måle, hans korn i laden, og hvis det viste sig, at han ikke havde betalt, som han skulle, havde han forbrudt sin gård til herskabet. Mange bønder udsøgte omhyggeligt „det allerværste korn” og gav det i tiende, som det hedder i et kongebrev, landets sognepræster i 1567 skulle læse op for deres menigheder. I det hele taget snød de, så godt de kunne, „hvorfor Gud undertiden giver ringe grøde på jorden”. Trods trusler om himmelsk og jordisk straf måtte tiendepligten gentagne gange indskærpes i recesser og kongebreve.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: „Det allerværste korn” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307498