Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det tætte samfund

Oprindelig forfatter AWit

Tilværelsens „private” område var kun svagt udviklet i 1500-tallet. Menneskene var aldrig alene. Der var alle de usynlige magter, som fulgte med i deres liv og blandede sig i det, et fællesskab ud over tid og rum. Og på det jordiske plan var kontrollen og afhængigheden ikke mindre. Bønderne dyrkede jorden i fællesskab, i købstæderne arbejdede man mest for hinanden og solgte til hinanden. Man festede sammen og var henvist til hinandens hjælp i nødsituationer. I alle sammenhænge oplevede man sig selv som en del af fællesskabet, menigheden.

Et sådant samfund var afhængigt af, at den sociale harmoni støttedes af stærke sociale normer med tilhørende lav tolerance over for afvigelser. Tradition og konformitet blev en del af forsvaret mod de hårde livsbetingelser. Der var tryghed ved at holde sig til den kendte erfaringsverden. Der var en tæt og direkte sammenhæng mellem éns økonomiske og sociale situation og tilhørsforholdet til husstand og fællesskabet i landsby eller købstad.

 Rude fra skomagernes lavshus i Odense, dateret 1583. Maleriet i midten forestiller skomagermester Jens Pedersens værksted.

Rude fra skomagernes lavshus i Odense, dateret 1583. Maleriet i midten forestiller skomagermester Jens Pedersens værksted.

Tendensen i retning af tradition og konformitet blev således sikret gennem de herskende sociale forhold, der gjorde det vanskeligt for individet at klare sig alene. Alle det kollektive livs normer blev til stadighed formidlet til børnene. Det mentale liv var mindre centreret omkring individet og mere omkring gruppen. Den selvkontrol, der efter meget at dømme var mindre udviklet dengang end senere, var i vid udstrækning erstattet af den kollektive sociale kontrol.

Annonce

Vi har tidligere set rygtets betydning i forbindelse med trolddomsanklagerne. Omdømmet var i det hele taget en vigtig del af den sociale kontrol. Et godt rygte forudsatte konformitet og tilpasning til de normer, der var gældende i det tætte samfund. Rygtet blev regnet for vigtigt i mange situationer. Havde en kvinde ligget sit barn ihjel, skulle nabokvinderne indkaldes til møde hos provsten sammen med forældrene for at vidne om deres adfærd. Forestillingen var, at kvinden eller ægteparret måtte have „åbnet en dør for Djævelen”, som Peder Palladius sagde, og nu gjaldt det at komme efter, hvori dette bestod. Nabokvinderne skulle derfor svare på spørgsmål om, hvorvidt ægteparret bad morgen og aften, om de skændtes indbyrdes, om de gav børnene en kristen opdragelse, om de var ærlige over for naboerne, når de købte og solgte, og hvordan de behandlede de ældre i familien.

Regeringens og kirkens disciplinering kom således til at ligge i forlængelse af og betegnede en skærpelse af de tendenser, der hørte til det traditionsbundne samfund. Enhver form for usædelighed blev nu betragtet som særligt egnet til at opvække Guds vrede imod hele folket. Her skulle der sættes ind med kirketugten, hvis yderste konsekvens var bandlysningen, kirkens stærkeste lægemiddel mod synder og laster „i denne sidste tid”. Allerede i nadverens sakramente lå et tugtemiddel. Den ældgamle hellige handling blev nu langt mere systematisk gjort betinget af, at man havde den rette adfærd. Præsten skulle forud forhøre nadvergæsten, om han eller hun havde den rette tro, og kontrollere at vedkommende førte et ret levned. Faldt disse prøver negativt ud, måtte han ikke nyde nadveren og blev derved offentligt stemplet som suspekt. Han skulle fryses ud af fællesskabet. „Man må ikke omgås med ham som med en broder”, hed det, og kun for „den almindelige freds og roligheds skyld”, måtte man overhovedet have noget med ham at gøre. Genoptagelse i fællesskabet kunne ske ved, at synderen en søndag efter prædikenen, som han skulle påhøre knælende midt i kirken, detaljeret bekendte sin synd, „hvorledes det er gået fra det første til det sidste”, og lovede bod og bedring.

 Feststemning, detalje af relief på en importeret tysk stentøjskande fra 1583. Manden i midten må slippe sin dame, fordi han skal kaste op.

Feststemning, detalje af relief på en importeret tysk stentøjskande fra 1583. Manden i midten må slippe sin dame, fordi han skal kaste op.

I det omfang disse strenge regler er blevet praktiseret, har det givet kirkegangen en særlig tiltrækning, at man her kunne få detaljeret kendskab til, hvad éns naboer havde bedrevet, enten gennem præstens formaninger fra prædikestolen eller den bodfærdige synders egen beretning. Præsten havde her et mægtigt magtmiddel, men det var ikke ganske enkelt at benytte, og sandsynligvis må vi også i denne sammenhæng forestille os en virkelighed, hvor øvrighedens hensigter ikke er blevet efterlevet fuldt ud. Præsten var mentalt og praktisk nært knyttet til sin menighed, og også de mere uddannede præster, der efterhånden kom, var på mange måder afhængige af et godt forhold til deres sognebørn. Offergaver var et vigtigt supplement til præstens indtægter. Bandlysningen er ikke blevet effektueret ret tit, men erstattet af en formaning i enrum, måske efterfulgt af diskrete offergaver, i hvert fald for dem, der kunne betale. Århundredet igennem fik sognepræsterne pålæg om ikke at skåne nogen synder, men det indtryk står tilbage, at de ikke havde helt samme opfattelse af synd og straf som deres gejstlige og verdslige foresatte. F.eks. havde sognepræsten i Allesø på Fyn sin egen uautoriserede måde at håndtere problemerne på. I 1563 indførtes en underskrevet aftale i Allesøs landsbyvedtægt, der gik ud på, at præsten ved sammenkomsten valborgsdag, 1. maj, forærede bønderne en tønde øl på de vilkår, at „dersom vi i dette år til Valborg igen vil forliges og skikke os som kristne” skulle øllet være en gave, men ellers skulle den, der gjorde årets første klammeri, betale det.

Udviklingen gik mere og mere i retning af kontrollering og overvågning af befolkningen og regulering af alle livsområder. I bestræbelserne på at styre undersåtternes tro og moral forsøgte både Christian 3. og Frederik 2. sammen med rigsrådet også at lovgive imod overdådighed i klædedragt, spisen og drikken, fester og begravelser. Helligdagene skulle overholdes, det blev under bødestraf forbudt at arbejde om søndagen og andre helligdage, og det blev indskærpet de verdslige øvrigheder at overvåge, at forbuddet blev overholdt. Også adelen fik påbud om at lægge bånd på sig hvad angik klædedragt, smykker og pragtfulde mausoleer over de afdøde. Pernille Oxe fik i 1571 ordre til at sløjfe et efter kongens mening alt for prangende gravmæle i Frue Kirke i København over hendes nyligt afdøde mand, admiralen Otte Rud. Kongen alene skulle stråle med glans og herlighed over sine undersåtter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Det tætte samfund i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307531