Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Børn og tyende

Oprindelig forfatter AWit

De allerfleste børn levede deres barndom i en husstand, deres forældres eller den, hvor de kom i tjeneste. Her blev børnene optaget direkte i de voksnes fællesskab, hvor de har haft deres særlige arbejdsopgaver. Børnene voksede fysisk og mentalt ind i fællesskabet, som derfor sikkert har været mere forståeligt for de små, end i senere tider, hvor én eller begge forældre var udearbejdende i en verden, som børnene kun kunne gøre sig vage forestillinger om.

Børneopdragelsen var, i hvert fald således som vi kender den fra kilderne, præget af den almindelige skelnen mellem menneskets to bestanddele, sjæl og legeme. Børnene var født med arvesynden i sig. Det nyfødte barn var prisgivet Djævelen, der måtte fordrives, før barnet ved dåben kunne optages i menigheden. Familiefaderens hustugt indbefattede hans ret – og pligt – til korporlig afstraffelse af alle husstandens medlemmer, hvad der nok er gået særlig hårdt ud over børnene. De små havde ikke mange andre muligheder end at forsøge sig med nogle af de velkendte signeformler, der kunne afværge vrede. Afstraffelserne lå i forlængelse af den almindelige opfattelse af korporlig vold og statsmagtens brug af legemlige straffe som lemlæstelser og piskning. I teologernes belæring var vold mod børn en selvfølge som middel til at beskytte børnene mod synden. „Den, der sparer riset, elsker ikke barnet”, skrev Niels Hemmingsen. Også i skolerne blev klø anset for at være et nødvendigt pædagogisk middel. Med de nye krav til indlæring af katekismus og trosbekendelse og den stadige betoning af arvesynden og den fordærvede menneskenatur gik udviklingen i retning af flere klø til børnene. De var også omfattet af den almindelige opdragelse af befolkningen til orden og lydighed imod dem, Gud havde givet autoritet at udøve.

 Dette lille nålehus er formet som et svøbelsesbarn. Svøbet skulle beskytte barnet mod kulde og mod at komme til skade ved at sparke eller sprælle. Den fuldstændige hæmmeise af det lille barns bevægelsesfrihed i den første vigtige tid i dets liv har ikke kunnet undgå at virke ind på dets psykiske udvikling. Med den almindeligt udbredte historiske sans i disse århundreder er også denne lille brugsgenstand dateret; der er indgraveret 1592 bagpå.

Dette lille nålehus er formet som et svøbelsesbarn. Svøbet skulle beskytte barnet mod kulde og mod at komme til skade ved at sparke eller sprælle. Den fuldstændige hæmmeise af det lille barns bevægelsesfrihed i den første vigtige tid i dets liv har ikke kunnet undgå at virke ind på dets psykiske udvikling. Med den almindeligt udbredte historiske sans i disse århundreder er også denne lille brugsgenstand dateret; der er indgraveret 1592 bagpå.

Her delte tyendet skæbne med børnene. I Luthers hustavle, trykt som en del af katekismen fra 1538, var der denne rettesnor for karle, piger, daglejere og arbejdere: „I tjenere, vær lydige imod jeres timelige herrer med frygt og rædsel i jeres hjertes enfoldighed lige som imod Kristus. I skal tænke, at I tjener Herren og ikke mennesker.” Det var en del af den børnelærdom, som nu blev generationers åndelige arvegods. Enhver husbond, hvor i samfundshierarkiet han befandt sig, havde de himmelske magter med sig i regeringen af sin husstand. At de små tjenestedrenge og -piger rundt om i fæstegårde, borgerhjem eller på herregårde helt fra begyndelsen fik denne belæring ind i hovedet, har ikke været uden virkning på de arbejdende lags selvforståelse og opfattelse af deres muligheder og pligter. Der blev opbygget mentale barrierer, som måtte overvindes, hvis man skulle stå på sin ret, når man følte sig krænket. Tjenestefolk havde i praksis meget få chancer for at klare sig, hvis de ikke affandt sig med de eksisterende vilkår. Også for dem var omdømmets betydning helt afgørende, især hvis de ville skifte plads eller fæste gård.

Annonce

For nogle var tiden som tjenestekarl eller -pige et forstadium til ægteskab. Måske blev de gift med den længstlevende af ægtefællerne på gården. Men med det stigende befolkningstal var der stadig flere, der forblev tyende hele deres liv. De kunne godt avancere i tjenesten, blive forkarl eller for pigernes vedkommende madmors betroede nærmeste medhjælp i en stor husholdning.

Som ugifte havde de officielt ikke noget sexliv efter 1536. Men det gik ikke, som præsten prædikede, og det var ikke let at gøre noget ved det. Folk i landsbyerne opfordredes til at angive naboer, der førte et usædeligt levned. I 1580 fik præsterne besked på at advare løsagtige med navns nævnelse fra prædikestolen tre søndage i træk. Det blev tilføjet, at præsten ville fortabe sit embede, hvis han så igennem fingre med nogen – måske udtryk for, at regering og bisper meget godt vidste, at der også blandt sognepræsterne var modstand imod de strenge bestemmelser.

 Borgerbørn. Detaljer fra altertavlen fra Rosted Kirke.

Borgerbørn. Detaljer fra altertavlen fra Rosted Kirke.

 Borgerbørn. Detaljer fra altertavlen fra Rosted Kirke.

Borgerbørn. Detaljer fra altertavlen fra Rosted Kirke.

Christian 3. havde fået den idé, at løsagtigheden kunne bekæmpes ved, at man to gange om året lod nogle erfarne og pålidelige kvinder gå rundt i hjemmene i købstæderne og undersøge, om de unge piger havde mælk i brysterne. Mange piger, der jo kendte konsekvensen af at blive opdaget, fødte deres børn i dølgsmål og lagde det ved byens hospital eller kvalte det straks efter fødselen. Malkningen fandt faktisk sted i mange byer i resten af århundredet, om ikke regelmæssigt, så når der var mistanke om – eller vished for gennem fund af et barnelig – at en fødsel havde fundet sted. Gravide piger, der opdagedes, skulle forvises fra byen. De var resten af livet stemplet som skøger.

Men der var, tilsyneladende både blandt bønder og borgere og adelen med, betydelig modstand imod den meget strenge kurs imod de ugiftes kønsliv. Niels Hemmingsen klagede over, at bønderne undskyldte sig med, at hvis de ikke affandt sig med deres tjenestefolks usædelighed, kunne de ikke få nogen til at blive i tjenesten. Der blev fortsat født en del børn uden for ægteskab, og lensadministration og godsejere kunne glæde sig over en pæn strøm af indtægter fra bøder for usædelighed. Naturligvis satte den ihærdige indoktrinering efterhånden sine spor i den almindelige bevidsthed. Drifterne sled i enhver, og ved horkvindens udstødelse og fornedrelse fik pæne mennesker deres renhed stillet i relief. Men som i tilfældet med trolddommen var det først da en mere konsekvent og skærpet lovgivning blev gennemtrumfet i 1617, at der kom en formelig klapjagt på almindelige krænkelser af sædeligheden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Børn og tyende i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307534