Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De syge

Oprindelig forfatter AWit

En befolkning, hvis ernæringstilstand var underkastet uberegnelige svingninger, der for mange ofte bevægede sig omkring kritiske grænser, var et let offer for smitsomme sygdomme. Gennem hele 1500-tallet blev landet med få års mellemrum hærget af epidemier – forskellige pesttyper, tyfus, dysenteri og vel også forskellige voldsomme influenzaarter. Spedalskhed var næsten forsvundet, men til gengæld havde man fået en ny, frygtelig sygdom, der fra slutningen af 1400-tallet bredte sig med stor hast: fransoser eller pokker, syfilis.

Sygdom hørte til den højere styrelse af verden på linie med misvækst, himmeltegn, kometer, blodregn, misfostre og andre ukontrollable fænomener. Men erfaringen havde vist, at epidemier fulgte visse mønstre. Uden at kende noget til bakterier og virus var man helt på det rene med, at man kunne blive syg af at omgås andre syge. Kirkeordinansen foreskriver i sit afsnit om hospitaler en række forholdsregler for at isolere de enkelte sygdomme, „at sygen ej må af omgængelse fra nogen udbrede sine kræfter til mange”.

 Invalid i laser og pjalter. Udsnit af farvelagt tegning i stambog fra omkring 1573.

Invalid i laser og pjalter. Udsnit af farvelagt tegning i stambog fra omkring 1573.

Det stod ikke altid klart, hvordan det forholdt sig med Guds styrelse og de midler, man kunne bringe i anvendelse mod sygdomme. Under en voldsom pestepidemi i 1553 befalede kongen, at en af de medicinske professorers anvisninger om forholdsregler mod sygdommen skulle oplæses fra prædikestolene. De blev trykt i et skrift, hvor Peder Palladius forklarer de pestramte, hvad det hele gik ud på. Pesten var ikke tilfældig, den var „Guds ris og straf” for åger og et letsindigt, usædeligt liv. Anger var den bedste lægedom, „derfor give sig enhver inderlig ind til Ham, som et barn løber ind i sin faders skød, når han har riset i hånden”. De, der korrekt havde iagttaget, at børn døde først, fik denne præcise forklaring: „Satan, som visiterer Guds børn, får først tilladelse af Gud at slå fæ og får ihjel og at slå børn ihjel, førend han får lov at tage fat på de gamle”, og det skete, for at folk kunne angre, „når vore uskyldige børn er taget af dage for vor skyld”. Teologen Niels Hemmingsen formulerede i en bog fra 1575 den rette holdning. Den sjælelige reaktion på sygdom burde begynde med syndsbevidsthed og derefter gå over i anger og bod og ende med en bøn om guddommelig bistand. Først derefter kunne de midler tages i brug som Gud har indbygget i naturen.

Annonce

Den fremherskende medicinske teori om sygdommes årsager var stadig oldtidens lære om de fire elementer og de fire legemsvæsker, gul galde, slim, blod og sort galde. Kom deres forhold ud af balance, opstod sygdomme. Der var kun ganske få læger, og de fungerede stort set kun som livlæger for samfundets mægtigste. Befolkningen klarede sig med de lokale kloge folk og jordemødre, og som vi har set, hørte sygdomsbekæmpelse med til den almindelige magiske brug af kirkens og sognepræstens midler.

 Toilet – hemmelighed – på Nyborg Slot. Da slottet blev moderniseret som fæstning blev den gamle hovedbygning udvidet med bl.a. et sengekammer, hvortil der blev lavet denne hemmelighed. Den kunne være i den tykke mur. Udefra ses den som et afløb.

Toilet – hemmelighed – på Nyborg Slot. Da slottet blev moderniseret som fæstning blev den gamle hovedbygning udvidet med bl.a. et sengekammer, hvortil der blev lavet denne hemmelighed. Den kunne være i den tykke mur. Udefra ses den som et afløb.

Bartskærene, barbererne, nøjedes ikke med at barbere og foretage åreladninger og kopsætninger, som skulle regulere kroppens væskebalance. De udførte også større og mindre operationer. Nogle af dem havde en meget kontant uddannelse bag sig i tidens krige. Også bødler gav sig af med kirurgi. De havde kendskab til kroppens indretning og let adgang til menneskefedt, remme af menneskehud og andre stærke midler, der var nyttige i en lægepraksis. Kyndige folk, både tidligere munke og nonner, præster og kloge folk, havde deres egne opskrifter på urter, amuletter, signeformler og hvad der ellers kunne påvirke de kræfter, der rådede for liv og helbred.

Hospitalerne havde mere karakter af alderdomshjem og plejehjem end af egentlige sygehuse. De blev før 1536 drevet af kirkelige institutioner. En undtagelse var et hospital i København bygget af en velhavende privatmand, Claus Jensen Denne, omkring 1516. Trods stor personlig indsats og kirkelig og kongelig støtte lykkedes det ikke Denne at holde liv i sin stiftelse i de urolige tider. Som med meget andet af klostrenes sociale arbejde var der også tendenser til, at deres hospitalsvæsen blev drevet som forretning. Pengene gik for en stor del i lommerne på dem, der havde hospitalerne som len med forpligtelse til at drive dem. Man foretrak velhavere, der kunne betale godt for sig, frem for fattige syge. Efter 1536 blev hospitalsvæsenet den verdslige øvrigheds opgave. I 1540'rne og 50'erne, da der blev bedre råd, blev en række hospitaler reorganiseret og forbedret. Privat godgørenhed var fortsat en forudsætning for deres drift, og deres kapacitet var ligesom før 1536 fuldstændig utilstrækkelig, også efter samtidens beskedne målestok.

 Toilettet på Nyborg Slot ses udefra som et afløb.

Toilettet på Nyborg Slot ses udefra som et afløb.

Moralsk anløbne personer kunne på forhånd udelukkes fra hospitalerne, hvor syge de end var. Sognepræsterne fik i 1546 besked på „idelig og altid” fra prædikestolen at oplyse deres menighed om, at kvinder, som i deres ungdom og velmagt havde bedrevet hor og derfor var befængt med pokker og andre sygdomme, ikke måtte komme ind på hospitalerne eller modtage underhold. Det kunne tjene andre kvinder til advarsel. I nogle købstæder kunne kun folk med godt vidnesbyrd fra deres sognepræst og naboer indlægges på hospitalet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: De syge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307518