• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Syvårskrigen

Oprindelig forfatter AWit

Det var en efter tidens forhold meget stor styrke af lejetropper, den danske regering havde samlet, da fjendtlighederne begyndte i august 1563, næsten 25.000 mand. Det ville være økonomisk umuligt at holde sådan en hær i felten gennem længere tid, og meningen var da også at gentage strategien fra 1520, et hurtigt og direkte fremstød mod Stockholm. Samtidig skulle flåden, sammen med Lübeck, der som Polen sluttede sig til Danmark på grund af den svenske ekspansion og handelsblokade i Livland, afskære Sverige fra forsyninger til søs.

Ingen af delene lykkedes. Den danske hær erobrede nok Elfsborg, Sveriges eneste direkte forbindelse mod vest, men den svenske flåde var for stærk til at udsultningen kunne gennemføres, og en dansk spærring af Øresund måtte opgives efter nederlandske og engelske protester. Til lands var hærens forsyning og finansiering en umulig opgave. Først i krigens senere fase, da så mange tropper var afskediget, at hæren var reduceret til noget nær en fjerdedel af den oprindelige størrelse, lykkedes det nogenlunde at løse forsyningsproblemet. Troppernes opsætsighed, når forsyninger og sold udeblev, og befolkningens modstand mod skatter, madleverancer til hær og flåde, konfiskationer og plyndringer var konstante problemer. Kirkerne skulle igen aflevere deres sølvsager, og regeringen fremstillede endnu en gang underlødige mønter. Fra alle landets prædikestole måtte der oplæses et brev med kongens trussel om dødsstraf, hvis man nægtede at modtage krigsmønten som betaling for varer. Bøder skulle derimod betales i „rund”, dvs. fuldgod mønt.

 Slaget ved Meldorf i Ditmarsken 1559. Stik af Caspar Ens i Rerum Danicarum Frederic II, Frankfurt 1593. Meldorf blev erobret og brændt af fyrsterne i krigens første fase. Efter nye voldsomme kampe sluttede krigen med indtagelsen af byen Heide i det nordlige Ditmarsken. Her blev hertug Adolf såret, og Frederik 2. var på et tidspunkt i livsfare. I rigsrådet var der nøgterne folk, som ikke delte den unge konges begejstring for hans personlige deltagelse i krigshandlingerne. Hvis den barnløse konge blev dræbt, ville staten komme ud i en højst usikker situation.

Slaget ved Meldorf i Ditmarsken 1559. Stik af Caspar Ens i Rerum Danicarum Frederic II, Frankfurt 1593. Meldorf blev erobret og brændt af fyrsterne i krigens første fase. Efter nye voldsomme kampe sluttede krigen med indtagelsen af byen Heide i det nordlige Ditmarsken. Her blev hertug Adolf såret, og Frederik 2. var på et tidspunkt i livsfare. I rigsrådet var der nøgterne folk, som ikke delte den unge konges begejstring for hans personlige deltagelse i krigshandlingerne. Hvis den barnløse konge blev dræbt, ville staten komme ud i en højst usikker situation.

Fra slutningen af 1564 var situationen ved at blive katastrofal for den danske regering. Der var misvækst og epidemier, og krigens mest omfattende mytterier blandt lejetropperne fandt sted. Forsyningerne svigtede, så den danske hærledelse måtte henvise tropperne til selv at fouragere hos de danske bønder. Det kom til sammenstød flere steder. I Helsingborgområdet udkæmpedes en regulær træfning mellem tropperne og 300 bønder, der havde dannet militær slagorden. I flere herreder ved grænsen til Sverige havde bønderne til gengæld allerede tidligere sluttet „bondefred” med deres svenske standsfæller. Men Frederik 2. og en del af rigsrådet mente stadig, at der var militære muligheder og søgte at finde midler til krigens fortsatte finansiering.

Annonce

Ved denne tid blev Peder Oxe kaldt hjem til Danmark. Efter sin flugt i 1558 havde han slået sig ned i Lothringen, hvor Christian 2.s datter Christine var enkehertuginde og spillede en aktiv rolle under sin søns regering. Peder Oxe blev hendes betroede rådgiver, bl.a. i hendes overvejelser om et angreb på Danmark og Danmark-Norges deling mellem Sverige og Lothringen. Nu blev der sat en stopper for disse fantastiske planer, og Peder Oxes talenter kunne udnyttes i den danske sags tjeneste. Han fik sine godser tilbage, blev optaget i rigsrådet og udnævntes i 1567 til rigshofmester med store forleninger.

 Peder Oxe, maleri på fløj af husaltertavle fra 1579. Den store godssamler og politiker er afbildet som knælende ridder. Hans stridigheder drejede sig mest om gods, og hans store taktiske evner udfoldede sig ikke på slagmarken, men i finans-styre og diplomati.

Peder Oxe, maleri på fløj af husaltertavle fra 1579. Den store godssamler og politiker er afbildet som knælende ridder. Hans stridigheder drejede sig mest om gods, og hans store taktiske evner udfoldede sig ikke på slagmarken, men i finans-styre og diplomati.

Den finansielle kraftanstrengelse under kongens ansporing bestod i en broget buket: nye skatter, herunder en adelig selvbeskatning, en generel toldreform med ensartede satser for hele landet og en ny form for Øresundstolden: oven i den eksisterende skibsafgift kom en told på lasten, der bragte provenuet op fra 45.000 daler i 1566 til 132.000 det følgende år. Der blev forhandlet med kautionister og långivere, og der blev optaget nye lån med pant i lenene.

I 1568 blev Erik 14. afsat af sine brødre og højadelen. Hans latente sindssygdom var da brudt ud. De sidste krigsår bragte ingen afgørelse. I begyndelsen af 1570 truede Frederik 2. med at abdicere for at presse rigsrådet til nye store skatteudskrivninger. Der blev holdt et stændermøde, det eneste for hele landet mellem 1536 og 1627, hvor der bevilgedes nye skatter. Men militært førte det ikke til noget. De finansielle ressourcer var udtømte. Den danske hær kunne ikke mere bringes i felten.

Med udenlandsk, bl.a. kejserlig mægling nåede man frem til freden i Stettin i slutningen af 1570: begge riger afstod fra territoriale krav, og Elfsborg skulle tilbagegives til Sverige, der til gengæld skulle yde en erstatning på 150.000 daler. Sverige skulle hæve sin blokade mod Narva-handelen. Uløste stridspunkter henvistes til senere voldgift, og de direkte dansksvenske forhandlinger i form af grænsemøder skulle fortsætte.

Det, som bragte Sverige til at acceptere freden i en situation, hvor Danmark var ved at forbløde under den kostbare lejetropskrig, var et nyt russisk fremstød i Livland. Danmark kom ud af krigen uden landafståelser. Der blev endnu ikke taget et stykke af hunden, men krigen havde vist, at hunden langtfra var i stand til at æde Sverige op.

 Et dansk krigsskib beskyder et svensk. Kuglerne har hager, så de kan kappe i modstanderens rigning. Farvelagt tegning i Rudolf van Deventer: Bericht von Pulver und Feuerwerken, 1585, tilegnet Frederik 2. Deventer var Frederik 2.s krudt- og fyrværkerimester.

Et dansk krigsskib beskyder et svensk. Kuglerne har hager, så de kan kappe i modstanderens rigning. Farvelagt tegning i Rudolf van Deventer: Bericht von Pulver und Feuerwerken, 1585, tilegnet Frederik 2. Deventer var Frederik 2.s krudt- og fyrværkerimester.

Sverige fastholdt i de følgende år sine livlandske erobringer og fortrængte i 1580'erne helt russerne fra Østersøområdet. For Danmark gjaldt det om at komme til kræfter og i øvrigt opretholde landets position i Østersøområdet. Bornholm, der var pantsat til Lübeck, blev taget tilbage i 1576. Det var før den aftalte tid, hvad Lübeck måtte finde sig i. Besiddelsen af Bornholm, Gotland og Øsel samt en betydelig flåde var grundlaget for det danske krav om højhedsret over Østersøen, der indebar retten til at spærre Øresund og fremmede flåders pligt til at indhente den danske konges tilladelse til at sejle i Østersøen. Men det forpligtede også den danske konge til at holde farvandet fri for sørøvere og indrette fyr. Tilsvarende gjorde Danmark-Norge krav på højhedsret over Nordhavet, hvilket England faktisk anerkendte ved en traktat i 1583. Det var de nye staters udvidelse af suverænitetsbegrebet, der her viser sig, således som det også var kommet til udtryk i Frederik 2.s søret fra 1561, den første danske lovgivning for den voksende skibsfart i Østersøen. Men Danmark måtte nødtvunget dele højhedsretten over dette hav med Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alex Wittendorff: Syvårskrigen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307523