Den onde spiral

Når arbejdsløsheden fortsat voksede stærkt i første halvdel af 1982, hang det navnlig sammen med, at ekstraordinært mange meldte sig som nye jobsøgende på arbejdsmarkedet – 35.000 alene i første kvartal af 1982, og langt de fleste kvinder. Behovet for at skabe og finansiere nye arbejdspladser var således mere påtrængende end nogensinde, uanset at der trods krisen og ledigheden var lige så mange mennesker i arbejde som i 1973, nemlig 2,6 mio. mennesker. De fleste nyansættelser var dog sket i den offentlige sektor, idet industrien i årene mellem 1973 og 1982 havde tabt ca. 80.000 arbejdspladser.

Den økonomiske nedtur siden 1979-80 var ganske vist ved at vende i takt med, at råvarepriserne og især oliepriserne i 1982 atter begyndte at falde stærkt. Men paradokset var, at ikke blot arbejdsløsheden, men også betalingsbalanceunderskuddet og underskuddet på statsfinanserne plagede dansk økonomi med endnu større styrke, efterhånden som 1982 skred frem. I disse år var Danmark således det land inden for OECD, hvor statens underskud voksede mest. Forklaringen var først og fremmest, at de tre ubalancer i økonomien i stadig højere grad udgjorde en ond spiral, som især på grund af det ekstremt høje danske og internationale renteniveau og den høje dollarkurs truede med at komme helt ud af kontrol. Mindst halvdelen af underskuddet på 52 mia. kr. på statens budget i 1982 skyldtes således ledigheden i form af udbetaling af dagpenge samt øvrige sociale udgifter til og lavere skatteindtægter fra de arbejdsløse. Knud Heinesen, som efter valget i december 1981 igen var blevet finansminister, anslog i regeringens finanslovsforslag i august, at statsunderskuddet på grund af især renters renteeffekten allerede i 1983 ville vokse til mindst 75 mia. kr. og til 90 mia. kr. i 1984. Lånefinansieringen i ind- og udland af dette kæmpeunderskud og af underskuddet på betalingsbalancen, som alene i 1982 var på godt 19 mia. kr., ville få den samlede statsgæld til at stige fra ca. 275 mia. kr. i 1982 til over 350 mia. kr. i 1983, eller ca. 70 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Alene i årene 1981-83 ville både statsgælden og de samlede renter af den blive næsten fordoblet.

Sådanne svimlende tal gjorde det vanskeligt for regeringen at mane den stadig mere udbredte tale om muligheden for en forestående „statsbankerot” i jorden. Så hjalp det kun lidt at henvise til, at højst en fjerdedel af statsgælden blev skyldt til udlandet. De tre fjerdedele af gælden skyldte danskere til andre danskere, og det politiske flertal i Folketinget kunne derfor i princippet selv bestemme, hvem der skulle betale – det var et fordelingspolitisk spørgsmål. Det var her, spørgsmålet om de enorme midler i pensionskasser, forsikringsselskaber m.m. atter blev aktuelt. Deres samlede formuer var i 1981 200 mia. kr., dvs. halvdelen af BNP, og de forventedes at vokse til over 400 mia. kr. i 1985. Af hensyn til lønmodtagernes pensionsudvikling så LO helst, at det oprindelige forslag blev opretholdt, altså en lovmæssig forpligtelse for selskaberne til at investere aktivt i produktion frem for i passive obligationer. Men i erkendelse af den borgerlige modstand herimod lancerede Knud Heinesen tanken om en såkaldt realrentebeskatning af de hidtil skattefrie institutioner og fradragsberettigede pensions- og opsparingsordninger. Håbet var, at en sådan skat af realrenten, dvs. renteindtægterne minus inflationen, sammen med afgifterne på indvindingen af olien fra Nordsøen, kulbrinteskatten og de offentlige milliardbesparelser gradvis kunne rette op på underskuddet på statsbudgettet.

LO accepterede i august 1982 tøvende realrentebeskatningen, men afviste fortsat regeringens planer om nye afgifter og indgreb over for lønningerne, i hvert fald medmindre man til gengæld fik en investeringsgaranti i produktion og en form for OD og/eller betalt frihed til uddannelse. Niels Helveg Petersen undersøgte samtidig under private 'sommerhus-møder' med Anker Jørgensen og Knud Heinesen igen mulighederne for De Radikales indtræden i regeringen, men sonderingerne strandede især på Anker Jørgensens kategoriske afvisning af et regeringsindgreb i de bestående overenskomster på arbejdsmarkedet. Noget sådant ville LO ikke acceptere, og slet ikke uden garanti for de nævnte modydelser, som De Radikale var stærkt skeptiske over for. For Helveg Petersen og for de øvrige borgerlige partier var et overenskomstindgreb uomgængeligt, så der straks kunne skrides ind over for pengelønsstigningerne og især over for den inflationsfremmende automatiske dyrtidsregulerering, hvis fortsatte eksistens de efterhånden anså for at være et af dansk økonomis akutte hovedproblemer. De borgerlige partier og De Radikale afviste samtidig både realrenteskatten, der nærmest betegnedes som tyveri fra selskaberne, og regeringens forslag til offentlige besparelser på 10 mia. kr. De borgerlige partier krævede besparelser på hele 20 mia. kr.

Anker Jørgensen nægtede at acceptere så drastiske sociale nedskæringer over for lønmodtagerne i en situation med voksende arbejdsløshed og efter flere år med stagnerende eller faldende realløn, og så længe de borgerlige partier ikke ville give tilsagn om at stemme for pensionsbeskatningen. Statsministeren var overbevist om, at Helveg Petersen allerede havde bestemt sig for at støtte dannelsen af en borgerlig regering, og i en tale sidst i august luftede han sin frustration ved at erklære, at De Radikale var lige så svære at holde på som et stykke våd håndsæbe. Det forbedrede ikke netop Helveg Petersens forhold til den socialdemokratiske leder.

I virkeligheden var Anker Jørgensen og LO-ledelsen på dette tidspunkt næppe blinde for, at der måtte drastiske indgreb til for at rette op på de truende udsigter for samfundsøkonomien. Partiledelsen og LO-toppen mente imidlertid ikke politisk at kunne holde til at gennemføre dem; bekymringen for yderligere stemmehøst for SF og den øvrige venstrefløj ved kommende valg var for stor. Der bredte sig derfor i løbet af sensommeren en almindelig stemning i partiet og i LO-kredse for, at hvis der virkelig skulle „borgerlig økonomisk politik” til, var det bedre, at de borgerlige selv gennemførte den. En del ledende socialdemokrater, dog efter eget udsagn ikke Anker Jørgensen selv, regnede desuden med, at en kommende borgerlig regering hurtigt ville køre fast politisk i Folketinget og i de tunge økonomiske problemer, hvorefter Socialdemokratiet med fornyet styrke ville kunne indtage regeringskontorerne igen. Det samme forventede i øvrigt mange borgerlige politikere og det meste af pressen.

Under alle omstændigheder var forhandlingerne mellem regering og opposition gået helt i hårdknude ved udgangen af august. Halvhjertede sonderinger mellem De Konservative og Socialdemokratiet om en flertalsregering førte ikke til noget, og den 2. september valgte Anker Jørgensen selv at kaste håndklædet i ringen. Regeringen trådte tilbage uden at udskrive nyvalg til Folketinget, så der blev plads til en dronningerunde om en ny regeringsdannelse. Efter en uges tids forhandlinger kunne den konservative leder Poul Schlüter den 10. september 1982 præsentere sig som ny statsminister og leder af ministeriet af De Konservative, Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne.