Statsminister Poul Schlüter, forsvarsminister Hans Engell og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, her på flådeinspektion, kom ofte i modvind i sikkerhedspolitiske spørgsmål i Folketinget. De tre udgjorde regeringens interne „raketudvalg”, som Ellemann-Jensen i 1982 krævede oprettet til behandling af spørgsmål vedrørende NATO's mellemdistanceraketter. Udenrigsministerens motiv var, at raketspørgsmålet ellers var gået til regeringens koordinationsudvalg, som han ikke var medlem af. Ellemann-Jensen nærede ikke tillid til Hans Engell, som støttede sin konservative partifælle Poul Schlüter, der som statsminister havde bredere hensyn at tage, og som derfor i striden med Socialdemokratiet og den øvrige opposition om raketspørgsmålet ofte indtog mere moderate standpunkter, end Venstres leder og udenrigsminister brød sig om.

.

Tegneren Roald Als' ganske anskuelige illustration af den parlamentariske situation under det alternative sikkerhedspolitiske flertal fra 1982: Anker Jørgensen (t.h.) og Socialdemokratiet, inklusive de gruppemedlemmer, der ellers ikke altid var enige i 'fodnotepolitikken', ville gerne sætte ild til den raketglade Uffe Ellemann-Jensen og Firkløverregeringen for at få dem væk, men det krævede tilslutning fra De Radikale og dets leder Helveg Petersen (i midten), og her viste der sig ingen hjælp at hente. De Radikale havde i 1982 skiftet side i Folketinget for at støtte den borgerlige regerings økonomiske politik, og dén blev, når det kom til stykket, prioriteret højere af De Radikale end sikkerheds- og atompolitikken. Det blev den også af Firkløverregeringen selv, som derfor accepterede at lade sig nedstemme af det sikkerhedspolitiske flertal uden at gå af.

.

I oktober 1982, måneden efter Schlüter-regeringens tiltræden, udsendte tidligere statsminister Anker Jørgensen en erklæring om Socialdemokratiets stilling til, hvad der kaldtes en af de alvorligste aktuelle trusler mod menneskeheden, nemlig atomoprustningen i Øst og Vest. Erklæringen henviste til, at den afgåede socialdemokratiske regering havde lagt vægt på afprøvning af alle forhandlingsmuligheder, før NATO eventuelt satte opstillingen af nye atomraketter i værk som konsekvens af alliancens „dobbeltbeslutning” i 1979. Derfor ønskede Socialdemokratiet, at Danmarks lovede bidrag – 46 mio. kr. – til NATO's fællesfinansiering af raketopstillingen skulle stilles i bero, idet forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen nu var kommet i gang i Geneve, og alt måtte gøres for at opnå resultater dér.

Det socialdemokratiske udspil var inspireret af det norske Arbeiderparti, som havde besluttet at stemme imod den tilsvarende norske bevilling i Stortinget. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og regeringen betegnede udspillet som et alvorligt brud på NATO-solidariteten, og fra NATO-kredse i udlandet kom der skarp kritik. Internt i den socialdemokratiske gruppe var der da også modstand mod at gøre brug af det såkaldte alternative flertal mod regeringen i Folketinget, dvs. at søge støtte fra SF, VS og De Radikale for at få gjort udspillet til officiel dansk politik gennem en dagsordensvedtagelse i tinget. I sit dagsordensforslag om at stille det danske raketbidrag i bero indføjede partiledelsen derfor en støtte til NATO-samarbejdet, som SF og VS ikke kunne stemme for. Regeringen valgte herefter en blød fortolkning af dagsordenen, så den kunne nøjes med at undlade at stemme, da den i december blev fremsat i Folketinget. Schlüter og Ellemann-Jensen lagde således vægt på, at det danske bidrag blot var udskudt, at halvdelen af beløbet, som Anker Jørgensens regering tidligere havde godkendt, godt kunne udbetales, samt at Socialdemokratiet fortsat stod bag NATO's dobbeltbeslutning.

En tilsvarende smidighed havde regeringen udvist et par uger forinden, da den, ganske vist under pres fra Anker Jørgensen om en mulig tillidsafstemning i Folketinget, havde accepteret, at Danmark skulle undlade at stemme i forbindelse med et svensk-mexicansk resolutionsforslag i FN's Generalforsamling om fastfrysning af verdens atomvåbenlagre. Regeringen havde ellers helst stemt imod resolutionen, som den anså for uforenelig med NATO's raketbeslutning. Socialdemokratiet anså omvendt resolutionen for at være et vigtigt signal om det nødvendige i at standse og vende det stadig farligere atomvåbenkapløb i en situation, hvor der allerede var ophobet mere end 25.000 atom- og brintbomber på hver side af Øst-Vest-skillelinien. Ved at stemme imod resolutionen ville Danmark placere sig forkert, argumenterede Anker Jørgensen og flertallet i folketingsgruppen, mens et beskedent mindretal, bl.a. Robert Pedersen, på linie med regeringen og det officielle NATO-standpunkt hævdede, at en fastlåsning af de aktuelle atomvåbenarsenaler ville medføre en klar sovjetisk overvægt i Europa.

De to atompolitiske sager i slutningen af 1982 rejste spørgsmålet, også internt i partiet, om Socialdemokratiet efter regeringsskiftet havde ændret standpunkt til NATO's atomvåbenpolitik, eller om man blot yderligere havde skærpet sin allerede fastlagte atomvåbenkritiske linie. Spørgsmålet var – og er – svært at besvare entydigt, både fordi der kan være en hårfin grænse mellem kvantitative skærpelser og en kvalitativ ændring, og fordi de ydre omstændigheder ændrede sig med det stadig forværrede politiske klima, både internationalt mellem Øst og Vest og på det hjemlige indenrigspolitiske plan. Også de hurtigt fremvoksende freds- og antiatom-våbenbevægelser og den internationale debat, de var med til at rejse, var en ny faktor i denne forbindelse.

I Socialdemokratiet var det den overvejende opfattelse, at partiet ikke indtog en ny overordnet atompolitisk holdning, men nok skærpede profilen i takt med den stedfundne udvikling. Regeringen og ikke mindst udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen beskyldte derimod sammen med den borgerlige presse Socialdemokratiet for af taktisk-indenrigspolitiske grunde at have foretaget en sikkerhedspolitisk kovending, som kunne sætte NATO-solidariteten på spil og åbne for sovjetiske splittelses- og pressionsforsøg.

I løbet af 1983 blev konfrontationen mellem regering og opposition yderligere skærpet, samtidig med at koldkrigsklimaet mellem Øst og Vest var under fortsat nedkøling. Inspireret af det norske Arbeiderparti og af et møde blandt de nordvesteuropæiske socialdemokratier i Scandilux-samarbejdet opstillede fhv. forsvarsminister Kjeld Olesen i januar en række til dels tidligere fremførte punkter, som i den følgende tid blev fastere integreret i partiets sikkerhedspolitiske profil. For det første tanken om fastfrysning af de eksisterende atomvåbenarsenaler. For det andet en kraftig kritik af de vestlige positioner i forhandlingerne om mellemdistanceraketterne: USA's forslag fra november 1981 om en nulløsning blev nu betegnet som uacceptabelt og foreslået erstattet af et „realistisk alternativ” til eller udbygning af det seneste sovjetiske udspil fra december 1982, som bl.a. ønskede de britiske og franske atomvåben inddraget i forhandlingerne; desuden skulle forhandlingerne om nødvendigt strækkes ud over NATO's oprindelige frist ved udgangen af 1983, vel at mærke uden nogen vestlig raketopstilling. Endelig for det tredje fremførte Kjeld Olesen tanken om atomvåbenfrie zoner på begge sider af Øst-Vest-delingslinien i Europa.

Disse programpunkter var grundlaget for en socialdemokratisk forespørgselsdebat i Folketinget i februar 1983, som dog til nogles overraskelse blev afviklet uden de store sværdslag. Regeringen kunne nemlig, omend tøvende, stemme for den socialdemokratiske dagsorden, som afsluttede debatten, og som regeringen var blevet forhåndsorienteret om. Dagsordenen opfordrede bl.a. regeringen til at præge de vestlige positioner under raketforhandlingerne i Geneve, herunder at arbejde for en løsning, som indebar sådanne reduktioner -men altså ikke total fjernelse – af de sovjetiske SS-20-raketter, at NATO-dobbeltbeslutningens 572 raketter ikke blev opstillet.

Med sin accept af dagsordenen støttede Firkløverregeringen dermed tilsyneladende, hvad der reelt var en undsigelse af Reagan-regeringens nulløsning for både sovjetiske og vestlige raketter. Internt i den konservative folketingsgruppe havde Poul Schlüter da også forinden direkte advaret imod, at regeringen formulerede sig, så den „kom til at ligge til højre for Reagan”. Sagen var, at ikke mindst statsministeren, men også udenrigsministeren og ledende udenrigsministerielle embedsmænd bag lukkede døre vurderede udsigterne til en sovjetisk og en europæisk accept af nulløsningen med nogenlunde samme skepsis, som socialdemokraterne gjorde. Som det mest realistiske så de en kompromisløsning med inddragelse af de britiske og franske atomstyrker i regnskabet og opstilling af et vist antal både SS-20- og Cruise- og Pershing II-raketter som slutresultat. Schlüter-regeringen og dens diplomater søgte derfor gennem foråret 1983 at fremme en mere fleksibel amerikansk forhandlingsposition, ligesom Anker Jørgensen-regeringen havde gjort det de nærmest foregående år.

USA stod imidlertid under forhandlingerne fortsat stejlt på, at hvis ikke Sovjetunionen ville gå med til et nul, ville der blive opstillet nye NATO-mellemdistanceraketter i Europa. I april erklærede Kjeld Olesen på denne baggrund, at Socialdemokratiet nu ikke kunne acceptere udstationering af nye NATO-raketter overhovedet, og at fuld opstilling af alle de 572 raketter ville skabe en destabiliserende vestlig overvægt. Udenrigsminister Ellemann-Jensen reagerede skarpt på denne åbne socialdemokratiske afstandtagen fra USA's officielle position. Han anførte to af NATO's officielle hovedargumenter, nemlig dels at der kun ville komme skred i forhandlingerne, hvis Kreml tog den vestlige trussel om at opstille raketter alvorligt, dels at den vigtigste trussel mod Vesteuropa var sovjetisk politisk pression eller afpresning baseret på overvægten i mellemdistanceraketter.

Den atomvåbenpolitiske borgfred, som Firkløverregeringen og Socialdemokratiet trods alt hidtil havde opretholdt uanset alle underliggende nuanceforskelle og uenigheder, brød da også måneden efter sammen under en debat i Folketinget den 26. maj 1983. Det såkaldte alternative sikkerhedspolitiske flertal af S, R, SF og VS manifesterede sig her for første gang med et dagsordensforslag, som ikke var forhandlet med regeringen på forhånd, og som pålagde denne at fremføre fire punkter om raketsagen ved kommende møder i NATO: 1) Vesten måtte om nødvendigt forlænge forhandlingerne med Øst ud over den oprindelige frist, dvs. udgangen af 1983; 2) det aktuelle antal mellemdistanceraketter skulle fastfryses, så længe der forhandledes; 3) medtælling af de britiske og franske atomvåbenstyrker; 4) som første mål skulle man sigte efter at opnå sådanne nedskæringer af de opstillede sovjetiske SS-20'ere, at opstilling af NATO-raketter helt kunne undgås.

Især de tre første punkter var reelt i modstrid med USA's og NATO's officielle forhandlingsposition, og der var da også en vis betænkelighed i den socialdemokratiske folketingsgruppe, inden det blev besluttet at fremsætte dagsordenen. Selv om dens tone nok var skærpet en kende, indeholdt den på den anden side ikke afgørende nye punkter i forhold til tidligere socialdemokratiske markeringer, herunder dagsordenen fra februar, som regeringen havde stemt for, og der var også i maj en forhåndsforståelse med regeringen om, at Socialdemokratiet uanset den nye dagsorden fortsat støttede dobbeltbeslutningen. Alligevel valgte statsminister Schlüter at gå på Folketingets talerstol og beklage, at Socialdemokratiet nu havde slået skår i 34 års fællesskab med De Konservative og Venstre om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i NATO. Schlüter var særligt bekymret over reaktionen hos de allierede, idet der var fare for, at Danmark ville blive opfattet som et andenklasses medlem, NATO's 'særling'. Regeringen ville respektere dagsordenen fra Folketingets flertal over for omverdenen, men forbeholdt sig ret til at forklare, hvorfor den selv var uenig i den.

Det var en helt uvant og problematisk situation for en regering at skulle forvalte en udenrigspolitisk linje, den ikke selv var enig i, og der var da også en vis uenighed internt i regeringen om, hvordan den skulle håndteres. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens mål var at placere Danmark som et 'kerneland' i NATO, og han var stærkt imod, at Danmark skulle blive et 'fodnoteland' på linie med Grækenland, som havde distanceret sig fra dobbeltbeslutningen som sådan. Statsministeren fastholdt derimod, støttet af sin konservative partifælle og forsvarsminister Hans Engell, at dagsordenen for den hjemlige borgfreds skyld måtte komme til udtryk i de kommende NATO-møders kommunikeer, enten direkte med en passus eller i form af en fodnote eller anmærkning i dokumenterne. Sådan blev det, men udenrigsministerens slet skjulte og til tider nærmest demonstrative væmmelse ved linien førte i de følgende måneder og år til gentagne konfrontationer, hvor oppositionen åbent satte spørgsmålstegn ved, om regeringen og særlig udenrigsministeren tilstrækkeligt loyalt og konsekvent præsenterede det alternative flertals sikkerhedspolitiske linie i NATO og i andre internationale sammenhænge.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fodnoteland eller kerneland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig