Nulløsning

Parallelt med overvejelserne om den militære forstærkningsproblematik søgte Anker Jørgensen-regeringen at fastholde og udvikle det politiske forhandlingsspor i raketspørgsmålet, som den havde lagt ud med „tøv en kende”-forslaget på NATO-mødet i december 1979. Med sin stadig stærkere fremhævelse af forhandlingsdelen af „dobbeltbeslutningen” lagde Danmark sig i 1980-81 også her på en kurs, som i stadig højere grad afveg fra NATO-flertallets og især fra USA's.

De indledende drøftelser mellem de to supermagter startede i oktober 1980, men ved sin tiltræden i januar 1981 satte Reagan-regeringen nærmest forhandlingsprocessen i stå. Bresjnev tog herefter initiativet med en henvendelse i marts til hvert enkelt NATO-land med tilbud om at udsætte yderligere opstilling af SS-20-raketterne, hvis NATO standsede sine raketprogrammer. Fra vestlig side blev tilbuddet generelt afvist som et forsøg på at cementere, hvad man kaldte den sovjetiske overlegenhed på mellemdistancevåben. Det danske svar var imidlertid mere afdæmpet. Det pegede på, at et ensidigt og altså betingelsesløst sovjetisk moratorium for udstationeringen af SS-20'erne ville være et mere konstruktivt sovjetisk skridt.

Regeringen arbejdede i de følgende måneder fortsat inden for NATO på at blødgøre de amerikanske positioner, og på et møde i NATO's Atomplanlægningsgruppe i oktober 1981 blev et såkaldt nulniveau for mellemdistanceraketter i Europa -både øst og vest – formuleret som den ideelle løsning. Måneden efter lancerede præsident Reagan faktisk selv 'nulløsningen' som USA's officielle position forud for starten på nedrustningsforhandlingerne i Geneve, og den danske regering sluttede da også umiddelbart op om 'nulløsningen'. Det viste sig imidlertid snart, at den danske og den amerikanske regerings opfattelse af 'nul' ikke var den samme. USA fastholdt, at nullet måtte indebære en fuldstændig fjernelse af alle sovjetiske mellemdistanceraketter, altså både de nye SS-20'ere og de gamle SS-4- og SS-5-raketter. Den danske regering og udenrigsledelse anså det derimod ikke for realistisk at stile efter et rent sovjetisk nul, men blot efter hvad man kaldte „betydelige reduktioner”af SS-20'erne. For regeringen var det vigtigt at vise både den hjemlige opinion, de andre vesteuropæiske lande og Østlandene, at NATO's forhandlingsvilje var seriøs, hvilket også indebar åbenhed over for sovjetiske udspil. Efter dansk opfattelse havde især USA en bekymrende tendens til at indtage en ufleksibel 'alt eller intet'-holdning.

Den divergerende dansk-amerikanske tilgang førte i foråret 1982 til den første åbne uenighed mellem de to lande om raketnedrustningsforhandlingerne. Anledningen var, at Kreml i marts udvidede sit tidligere fremførte moratorieforslag ved at tilbyde, at Sovjetunionen standsede opstillingen af nye SS-20'ere og begyndte at nedtage missiler i den europæiske del af Sovjetunionen, såfremt NATO ikke indledte praktiske forberedelser til opstilling af de 572 Cruise- og Pershing II-missiler. Efter amerikansk og almindelig vesteuropæisk opfattelse var Bresjnevs udspil primært beregnet på at splitte NATO-landene og måske især på at appellere til det vesttyske socialdemokratis venstrefløj. Udenrigsministeriet rådede da også statsministeren til at udtalte sig skeptisk om forslaget eller helt at undlade at kommentere det. Alligevel udsendte Anker Jørgensen en pressemeddelelse, hvori han kaldte det sovjetiske forslag „tiltalende” og udtrykte sit håb om, at det kunne bidrage til den nedskæring af atomarsenalerne, som alle ønskede.

Fra amerikansk side reagerede man med både forbløffelse og vrede over, at den danske statsminister uden forhåndsori-entering havde udtalt sig på en måde, som kun var egnet til at undergrave USA's forhandlingsposition i Geneve og skabe indtryk af uenighed i NATO. Men bordet fangede, og på et møde i NATO's Atomplanlægningsgruppe ugen efter kunne Danmark efter Anker Jørgensens udtalelse ikke gå med til de øvrige medlemslandes skarpe afvisning af Bresjnevs udspil som „tom propaganda”. Danmark måtte derfor kræve et forbehold i form af en fodnote i mødets slutkommuniké.

Det var den første af den række af fodnoter eller forbehold, som Danmark i de følgende år satte til officielle NATO-beslutninger om atomvåben- og nedrustningsspørgsmål. VK-oppositionen kritiserede regeringens fodnote som et brud på den nødvendige enighed og solidaritet i NATO. Men ligesom ved tidligere lejligheder forsvarede Anker Jørgensen med støtte fra De Radikale og fra venstrefløjen det danske særstandpunkt med, at hvis USA eller andre NATO-lande indtog standpunkter, som Danmark var afgørende uenig i, måtte man i en alliance af demokratiske lande kunne tilkendegive det, uanset risikoen for sovjetisk misbrug.

I de følgende måneder fastholdt Danmark, at det sovjetiske udspil måtte ses som et beskedent skridt i den rigtige retning, og at Vesten derfor i Geneve i det mindste måtte afprøve, hvor oprigtigt det var, frem for blot at feje det af bordet. De vestlige forhandlingspositioner måtte efter dansk opfattelse være så fleksible og konstruktive som muligt, så tvivlen kunne komme de sovjetiske forslag til gode. Den socialdemokratiske regering stod dog fortsat bag NATO's „dobbeltbeslutning” fra 1979. I maj 1982 afviste Kjeld Olesen derfor i Folketinget et krav fra Venstresocialisterne om, at regeringen skulle arbejde aktivt for, at forberedelserne til opstilling af NATO-raketterne blev stillet i bero. Samtidig fastholdt regeringen, at hvis ikke alle mellemdistancevåben i Øst- og Vesteuropa kunne fjernes, måtte man tilstræbe det lavest mulige loft.

Som nævnt var Anker Jørgensen-regeringens atom- og nedrustningspolitiske synspunkter siden vinteren 1979-80 i et vist omfang blevet udviklet under indtryk af de nye, fremvoksende freds- og anti-atomvåbenbevægelser. En mindst lige så vigtig ydre inspirationsfaktor var dog, navnlig i den første periode, den sikkerhedspolitiske dialog med Socialdemokratiets vesteuropæiske søsterpartier i Vesttyskland, Norge, Holland og Belgien. Samarbejdet var bl.a. en reaktion på den stramning i amerikansk sikkerheds- og militærpolitik, der fandt sted mod slutningen af Carter-regeringen. På hollandsk-belgisk initiativ blev dialogen efter Reagan-regeringens tiltræden i januar 1981 formaliseret i den såkaldte Scandilux-gruppe, et kontaktorgan som også det svenske socialdemokrati, det britiske Labour og det franske Socialistparti deltog i. Fra 1981-82 blev også dialogen med Det Demokratiske Parti i USA af betydning, især med dette partis kritik af Reagan-regeringens militærpolitik, og man optog kontakt med den amerikanske freeze-bevægelse, som gik ind for et totalt moratorium – fastfrysning – for de to supermagters atomoprustning.

Også tanken om atomvåbenfri zoner, herunder i Norden, vandt ad disse kanaler indpas i den socialdemokratiske debat i 1981-82. I april 1982 erklærede statsministeren i et interview med en fransk avis sin absolutte modstand imod atomvåben og imod enhver form for stationering af sådanne våben i Danmark, og seks uger senere bemærkede han på et ministermøde, at man måtte overveje, om regeringen skulle gøre mere i kampen mod atomvåben, f.eks. ved at overveje en ændring af den hidtidige negative holdning til en isoleret traktat om Norden som atomvåbenfri zone.

Det var alt i alt snarest et offentligt varsel om en skærpelse af Socialdemokratiets atomvåbenpolitik, da Anker Jørgensen som dansk hovedtaler på den særlige nedrustningssession under FN's Generalforsamling i juni 1982 erklærede, at han anså det for „fundamentalt forkert”, hvis man udelukkende så de folkelige fredsbevægelser i Vesten som udtryk for defaitisme eller kapitulation. Følelserne gik langt dybere, mente statsministeren, fordi en „magtbalance eller terrorbalance baseret på ubegrænsede mængder atomvåben virker umulig eller sindssyg på næsten alle”.

Mange erkendte efterhånden, at den socialdemokratiske leder nok talte fra hjertet, når han i vendinger som disse udtrykte voksende skepsis over for, at Danmarks og verdens sikkerhed overhovedet skulle være baseret på atomvåbnene og et fortsat atomvåbenkapløb. Holdningen havde vel mere rod i instinktiv og følelsesbundet lægmandstænkning end i dybere indsigt i atom- og militærstrategernes ræsonnementer, eller for den sags skyld i nedrustningsfortalernes og fredsforskernes argumenter og dokumentation. Under alle omstændigheder ramte Anker Jørgensens position i sin konsekvens en af de bærende søjler i USA's og NATO's – og Østblokkens – forsvarsstrategi i den kolde krig. Dermed var den på kollisionskurs med NATO's politisk-militære establishment og med den borgerlige opposition i Folketinget, for hvem sammenholdet udadtil i den vestlige alliance traditionelt havde haft førsteprioritet. Det var Anker Jørgensen formentlig opmærksom på. Men det, han kaldte „atomvåbenudviklingen”, syntes for ham personligt, ligesom for en kreds af ledende partifæller omkring ham, i stigende grad at være blevet et magtpåliggende politisk spørgsmål.

Naturligvis var den forøgede opmærksomhed om atompolitikken ikke fuldstændig adskilt fra parti- og valgtaktiske overvejelser, herunder ønsket om at tiltrække yngre vælgere fra de uddannede mellemlag, som især var optaget af sikkerhedspolitiske spørgsmål om krig og fred, og som ellers ville stemme på f.eks. SF. Sådanne overvejelser fik især plads i en situation, hvor landets økonomiske balance- og gældsproblemer fortsat tårnede sig op for den socialdemokratiske regering, og hvor det var stadig sværere at få øje på dens politiske muligheder for eller mod til at gøre noget afgørende ved dem.

Men kun for en overfladisk betragtning var atomvåbenspørgsmålet for den indenrigspolitisk næsten fastkørte Anker Jørgensen-regering i foråret og sommeren 1982 alene eller hovedsagelig et spontant forsøg på at finde en mere populær politisk redningsplanke, eller blot et led i den almindelige indenrigs- eller udenrigspolitiske retorik. Som det er fremgået, stak det dybere. Med regeringsskiftet i september 1982 og den skærpede Øst-Vest-konfrontation i de umiddelbart følgende par år blev Socialdemokratiets sikkerheds- og atomvåbenpolitiske holdninger yderligere tilspidset. Det skulle få større konsekvenser for den parlamentarisk-politiske udvikling i Danmark, end de fleste nok på forhånd forestillede sig.