Schlüters (jule)gave

Dele af den socialdemokratiske oppositionspresse rapporterede i januar 1983 om tegn på opløsning i Firkløverregeringen, som allerede var „ved at være slidt op” på grund af indre modsætninger. Det var ren politisk ønsketænkning, men rigtigt var det, at regeringen i det nye år i stigende grad følte problemerne ved ikke at have et stabilt flertal for sin politik bag sig. I første omgang blev overenskomstforhandlingerne i foråret til alles overraskelse afsluttet ganske udramatisk. LO's linie var fra starten at mane til besindighed og ikke lade sig friste til for vidtgående eller ultimative krav, som ville skade beskæftigelsen, forværre den økonomiske situation og dermed uden tvivl føre til et nyt regeringsindgreb.

Overenskomstresultatet blev da også magert, men LO valgte at se det som en sejr, at den såkaldte solidariske lønpolitik blev fastholdt, således at de lavest lønnede blev friholdt for yderligere reallønsfald. Derimod kom LO ingen vegne med et andet af fagbevægelsens hovedkrav, en arbejdstidsnedsættelse. Foruden hensynet til beskæftigelsen skyldtes fagbevægelsens tilbageholdenhed først og fremmest troen på, at Socialdemokratiet inden alt for længe ville være tilbage ved regeringsmagten. En forværret økonomisk situation som følge af større lønstigninger ville dermed skabe store problemer for den kommende regerings råderum.

Ræsonnementet viste sig imidlertid hurtigt slet ikke at holde stik. Samtidig med godkendelsen af mæglingsforslaget i marts 1983, som i sig selv kunne ses som en triumf for den nye regering, dukkede de første sikre tegn op på, at et internationalt økonomisk opsving var undervejs. Med en vækst på 3 procent allerede i 1982, væsentlig højere end det vesteuropæiske gennemsnit, syntes den danske økonomi faktisk ved regeringens tiltræden så småt at være på vej op af den nulvækst-bølgedal, den havde været nede i i de første par år af 1980'erne. I november 1982 førte en rentenedsættelse i USA og derefter i Vesteuropa umiddelbart til en første rentesænkning i Danmark, og i april 1983 var Nationalbankens diskonto allerede sat ned til 7,5 procent, hele 3,5 procentpoint lavere end i november. Når den danske rente kunne nedsættes i relativt hurtigere takt end i udlandet, hang det delvis sammen med Schlüter-regeringens lavinflations- og fastkurspolitik. Den hidtidige højrentepolitik havde haft til hensigt at forsvare kronen i krisesituationer, og hvis der var tillid til, at kronen ikke isoleret blev nedskrevet, behøvede renten ikke at være så høj for at presse erhvervslivet til at låne i udlandet og dermed fylde den danske valutakasse.

Rentefaldet gav hurtigt særlig store stigninger i bankaktierne, og det smittede af på de øvrige aktiekurser, som steg med 50 procent i første halvdel af 1983. Også byggeriet nød godt af rentefaldet, og alene i første kvartal af 1983 steg hussalget dobbelt så meget som året før. I slutningen af april 1983 erklærede en stolt Poul Schlüter, at regeringen ikke blot havde fremkaldt et rentefald „af historiske dimensioner”, men også havde vendt udviklingen i de offentlige finanser og på betalingsbalancen. Men ligesom rentefaldet var startet i udlandet, var bedringen af betalingsbalancen i alt væsentligt resultatet af et brat fald i de internationale oliepriser, alene i marts-april 1983 med næsten 15 procent. Fire af de seks mia. kr., som underskuddet på betalingsbalancen blev reduceret med fra 1982 til 1983, skyldtes den billigere olie.

De stærkt forbedrede økonomiske konjunkturer kom naturligvis som en belejlig gave til regeringen, og oppositionen undlod ikke at fremhæve denne rygvind – når nu regeringen ikke selv gjorde det. Samtidig kunne alle se, at der var lang vej igen. Ved udgangen af 1983 var udlandsgælden stadig på ca. 170 mia. kr., og alene rentebetalingen af den beløb sig til 18 mia. kr. årligt. Og selv om 10.000 flere kom i arbejde i 1983, voksede den samlede ledighed på årsbasis alligevel til over 280.000, især fordi tilgangen til arbejdsmarkedet fortsat var stærkt stigende. Det sidste betød til gengæld fortsat vækst for LO, som alene i 1982-83 fik omkring 150.000 nye medlemmer. Ved udgangen af 1983 havde LO's medlemstal med nær 1,4 mio. nået et rekordniveau.

I løbet af sommeren 1983 bredte den erkendelse sig i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet, at Firkløverregeringen nok ikke ville blive den døgnflue eller den parentes i den politiske Danmarkshistorie, som man havde regnet med fra starten. Det førte dog ikke til en neddæmpning af oppositionens kritik af regeringen, tværtimod. Men Socialdemokratiet havde svært ved at placere sig i den uvante rolle som oppositionsparti og udviste en vis rådvildhed over for den konservativliberale regerings politisk-ideologiske offensiv. Først med den såkaldte S-plan præsenterede partiet i august sit politiske alternativ: Social genopretning, nedbringelse af arbejdsløsheden via omfattende investeringer og stram, men retfærdig indkomstpolitik, en skattereform samt en arbejdstidsnedsættelse til 35 timer pr. uge. Det sidste betragtedes dog som et overenskomstspørgsmål.

Socialdemokratiet valgte fra efteråret 1983 i stigende grad at føre hård oppositionspolitik, også under pres fra fagbevægelsen og især fra Specialarbejderforbundet (SiD) og dets formand Hardy Hansen, som begyndte at tale om „ulvetider” og en „klassekampssituation”, og som i august ligefrem krævede folketingsvalg. Anledningen var regeringens forslag til finanslov for 1984, som bl.a. indeholdt besparelser på 10 mia. kr., indgreb over for dagpengesystemet, delvis brugerbetaling i sundhedssektoren, stramninger i bistandsloven, samt yderligere nedskæring af bloktilskuddene til kommunerne med 800 mio. kr. Samtidig regnede regeringen med, at antallet af arbejdsløse ville stige til 310.000 i 1984.

De Radikale forpurrede bruddet med gratisprincippet i sundhedssektoren og ville heller ikke være med til regeringens idé om at konvertere lønstigninger til den lovede, mindre skattelettelse (på 2,3 mia. kr.). Regeringen gik til gengæld i gang med systematisk at undersøge mulighederne for gradvis udlicitering og privatisering af offentlige virksomheder og serviceopgaver. Samtidig nedsatte regeringen et særligt moderniseringsudvalg med henblik på at effektivisere og modernisere den offentlige forvaltning. Bestræbelserne mødte dog modstand fra organisationerne og fik ikke noget nævneværdigt gennemslag i praksis i første halvdel af 1980'erne. Men ideerne var plantet.

De øvrige hovedelementer i finanslovforslaget fik betinget tilslutning fra De Radikale og til dels fra Fremskridtspartiet. Sidstnævnte kunne dog først stemme for bl.a. nedskæringen af bloktilskuddene, efter at Mogens Glistrup i juni måtte forlade Folketinget for at afsone Højesterets dom på tre års fængsel for groft skattesvig – den endelige afslutning på den sag, der var blevet rejst mod ham tilbage i 1972. Efter at tre andre medlemmer af Fremskridtspartiet også havde forladt folketingsgruppen, faldt der omsider mere ro over partiet. I oktober indgik det under den nye gruppeformand Helge Dohrmann forlig med regeringen og De Radikale om finansloven, det såkaldte Rio Bravo-forlig, opkaldt efter den københavnske natrestaurant, hvor Dohrmann blev ringet op af statsministeren og inviteret til forligsforhandlinger. Forliget fik straks Anker Jørgensen til noget overraskende at erklære, at Socialdemokratiet herefter ikke kunne stemme for finansloven, da den ikke ville give den nødvendige stabilitet. Trods Rio Bravo-forliget endte Fremskridtspartiet den 15. december med som hidtil at stemme imod den samlede finanslov, fordi De Radikale ikke ville gå med til yderligere besparelser eller skattelettelser. Det betød folketingsvalg, idet Anker Jørgensen på forhånd med en vis modifikation af sin tidligere kategoriske erklæring udtalte, at Socialdemokratiet måtte bryde med sin tradition gennem mere end 50 år og stemme imod finansloven, hvis regeringen ikke gik ind på nogle af S-planens punkter om social genopretning, eller hvis den med et nej fra Fremskridtspartiet ikke havde „sit parlamentariske grundlag i orden”.

Mange anså dog Socialdemokratiets stillingtagen i denne sag for en taktisk fadæse, idet den gav Poul Schlüter en ikke ukær anledning til resolut at udskrive folketingsvalget til afholdelse ti dage efter nytår. Valget blev kaldt „julegaven til Schlüter”, fordi det kom i en situation, hvor De Konservative stod til kæmpefremgang i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet stod til klar tilbagegang, og hvor den lidt tunge, men normalt effektive socialdemokratiske valgmaskine på grund af jule- og nytårshelligdagene ikke for alvor kunne nå at komme i sving. Når Socialdemokratiet gik i Schlüters fælde og sammen med Fremskridtspartiet stemte imod finansloven, var det imidlertid også, fordi partiet var blevet fanget af sin egen og måske især SiD's Hardy Hansens retorik i efteråret om regeringens asociale „hærværk mod velfærdsstaten” og „plyndringstogt”, som jog folk på bistandshjælp. En sådan regerings finanslov mente Socialdemokratiet ikke at kunne holde til at stemme for – selv om det var første gang siden 1929, at en finanslovsafstemning var blevet brugt til at vælte en regering.

Resultatet af Folketingsvalget den 10. januar 1984 blev nogenlunde som forventet:

„Statsministereffekten” udeblev således ikke. Borgerlige stemmer strømmede til De Konservative som aldrig før, og Poul Schlüter slog med 44.733 personlige stemmer danmarksrekord som politiker. Det gik ud over Centrum-Demokraterne og især Fremskridtspartiet, hvis kæmpetab dog også skyldtes den interne ballade i partiet og Glistrups fængselsdom. Og selv om Venstre gik lidt frem, var det svært for Henning Christophersen og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen at skjule deres ærgrelse over, at de konservative rivaler nu havde næsten dobbelt så mange mandater som Venstre. Kun ni år tidligere havde Venstre efter 1975-valget haft over fire gange så mange mandater som De Konservative.

Alle frustrationer blev dog umiddelbart overskygget af den kendsgerning, at det for første gang i det 20. århundrede var lykkedes en borgerlig regering at overleve et folketingsvalg. Og selv om der først skulle både fin- og omtællinger til med heraf følgende udsættelse af Folketingets åbning i to uger viste det sig endda, at Firkløverregeringen sammen med De Radikale og med støtte fra tre af de fire nordatlantiske mandater lige akkurat havde opnået et flertal på 90 i Folketinget. Regeringen fortsatte efter valget i uændret skikkelse, men den var blevet uafhængig af Fremskridtspartiet og dets luner.