Udenrigsøkonomiminister Ivar Nørgaard (t.v.) og statsminister Jens Otto Krag underskriver Danmarks tiltrædelsestraktat i EF den 22. januar 1972 i Bruxelles. T.h. ser en veltilfreds Jens Christensen til. Som chef for Udenrigsministeriets Markedssekretariat havde han trukket en betydelig del af læsset i de langstrakte forhandlingsrunder med EF om de danske tiltrædelsesvilkår. Nu manglende kun folkeafstemningen, for at Danmarks medlemskab kunne blive en realitet.

.

"Flaget følger flæsket". Det var en af dansk politiks folkelige skikkelser, økonomi- og budgetminister Per Hækkerup (S), der bramfrit formulerede denne opfattelse, at det i sidste ende var de økonomiske tegnebogsargumenter – „flæskepriserne” – der skulle 'sælge' EF-medlemskabet til danskerne. Her ses Hækkerup (t.v.) sammen med en anden jovial politiker, SF-folketingsmedlem og botanikprofessor Morten Lange under kampagnen op til folkeafstemningen om Danmarks EF-medlemskab i oktober 1972. Selv om de to politikere stod på hver sin side af EF-demarkationslinjen, havde de et godt forhold til hinanden, udviklet i tiden under den socialdemokratiske regerings samarbejde med SF i 1966-67, "Det Røde Kabinet".

.

Danmarks eventuelle EF-medlemskab skabte visse problemer i fiskeriet. Her er der stilhed i Esbjerg Fiskerihavn i maj 1970 under en strejke organiseret af Arbejdsmandsforbundet, som ville have overenskomst for de partsfiskere, der var medlemmer af forbundet. Med EF i ryggen afviste Fiskeskipperforeningen kravet, fordi den ikke anså sig for at være en arbejdsgiverorganisation. Vestkystfiskerne opnåede i øvrigt ikke samme gunstige vilkår i EF som landmændene. Fiskerne fik i foreløbig 10 år ikke adgang til de kystnære fiskepladser ved Norge.

.

En af de formentlig mere tillidvækkende plakater til fordel for dansk EF-medlemskab under kampagnen forud for folkeafstemningen den 2. oktober 1972: Fire statsministre fra tre forskellige partier fra de forudgående 22 år anbefaler et dansk JA: t.v. Erik Eriksen (1950-53) fra Venstre oven over den radikale Hilmar Baunsgaard (1968-71); t.h. socialdemokraterne J.O. Krag (1962-68 og igen fra 1971) og Viggo Kampmann (1960-62).

.

Under alle omstændigheder stod den større vesteuropæiske markedsløsning dog nu for alvor for mange som den eneste reelle mulighed for Danmark. Da NORDEK endeligt måtte opgives i marts 1970, havde VKR-regeringen allerede i et par måneder i det stille forberedt sig på de forestående optagelsesforhandlinger med de Europæiske Fællesskaber.

Det danske hold af forhandlere bestod af kyndige ministre som Poul Nyboe Andersen og, efter at Socialdemokratiet i den sidste fase igen havde overtaget regeringsmagten, Ivar Nørgaard, samt erfarne og effektive embedsmænd som Jens Christensen og Niels Ersbøll fra Udenrigsministeriets Markedssekretariat og ambassadør Finn Gundelach i Bruxelles. For at sikre et så smidigt forhandlingsforløb som muligt krævede forhandlerne ikke principielle eller permanente undtagelser for Danmark, men søgte generelt at opnå de ønskede, mindre forbehold ved tidsbegrænsede undtagelser og ved politiske garantier fra EF om, at de kunne tages op til fornyet drøftelse inden deres udløb. Herudover opstillede Danmark som det eneste af ansøgerlandene ikke egentlige forhåndsvilkår til sin ansøgning til EF, og forhandlingerne foregik da også relativt uproblematisk frem til efteråret 1971, da grundlaget for landets optagelse i det væsentlige var på plads. Hele forhandlingsforløbet foregik uden større offentlig debat, men Folketingets partier blev løbende orienteret gennem Markedsudvalget, som i 1970 fik permanent status.

For Danmark var det særlig vigtigt, at landbruget fik fuldt udbytte af EF's fordelagtige fælles landbrugspolitik så hurtigt som muligt. Ved at få del i de garanterede højere priser på landbrugsvarer i EF kunne man samtidig afvikle de nationale støttetilskud, som belastede den danske statskasse med én mia. kr. om året. De højere landbrugspriser ville øge indtjeningen for de danske landmænd, som op gennem 1960'erne havde haft et indkomstefterslæb, mens forbrugerne ville komme til at betale mere for fødevarerne. Dette skulle opvejes af, at skatteyderne slap for at bidrage til de statslige tilskud. Da Danmark var stor nettoeksportør af landbrugsvarer, kom hertil en tiltrængt gevinst på valutaregnskabet, som ville blive forbedret med 1,25 mia. kr. årligt. De danske forhandlere opnåede som ønsket en relativt kort overgangsperiode på fem år, inden landbruget fuldt ud fik del i den fælles landbrugspolitik, samtidig med at Danmark som de øvrige ansøgerlande fik adgang til at modtage udligningsbeløb fra EF's landbrugsfond allerede fra det første år.

Trods et lidt mindre gunstigt udfald af forhandlingerne for vestkystfiskerne var det samlede danske forhandlingsresultat ubestrideligt fordelagtigt rent økonomisk. Blandt ledende politikere og embedsmænd herskede der heller ikke tvivl om, at det økonomiske argument for dansk medlemskab af EF var det mest slagkraftige og overbevisende i forhold til offentligheden. Der var dog en vis uenighed mellem embedsmændene i Markedssekretariatet og økonomerne i Det Økonomiske Råds formandskab om de samfundsøkonomiske tab ved at forblive uden for EF. Formandskabet mente ikke, at tabet på landbrugseksporten i løbet af nogle år ville nå op på de måske tre mia. kr., som Markedssekretariatet advarede om, men mente, at det ikke ville blive større end 1,5 mia. kr. De økonomiske 'vismænd' anfægtede også regeringens embedsmænds skøn om, at industriens eksporttab på længere sigt ville blive af samme størrelsesorden som landbrugets. Faktisk vurderede 'vismændene', at både industrieksporten og den samlede økonomiske vækst på længere sigt kunne blive den samme, uanset om Danmark gik ind i EF eller ej, vel at mærke under én forudsætning: at der blev gennemført en devaluering af kronen med tilhørende stram økonomisk politik, der blokerede for løn- og prisstigninger, hvilket reelt kunne betyde reallønsnedgang. Hertil kom fastfrysning af det offentliges samlede ydelser til befolkningen, altså et stop for yderligere velfærdsreformer.

Nødvendigheden af så drastiske økonomiske indgreb i tilfælde af, at Danmark forblev uden for EF, blev ganske vist anfægtet af danske EF-modstandere, hvis antal i mellemtiden var vokset nærmest eksplosivt i månederne efter, at den officielle danske ansøgning om EF-medlemskab blev indgivet. Fra oktober 1970 til april 1971 steg nejprocenten i befolkningen således ifølge Gallup fra 15 procent til 30 procent. EF-skeptikernes vigtigste argumenter imod en dansk tilslutning var imidlertid ikke økonomiske, men politiske: frygt for afgørende tab af national suverænitet og demokratisk medindflydelse. For at imødegå den voksende folkelige modstand brød de danske forhandlere i visse tilfælde med deres egen hovedstrategi om principielt at acceptere hele komplekset af EF's økonomiske og politiske regler og målsætninger – det, som i den diplomatiske, franskprægede EF-jargon kaldes acquis communautaire. Ifølge den mere diskrete forhandlingsstrategi, danskerne fulgte i de mere problematiske eller politisk ømtålelige sager, krævede man blot „opklarende drøftelser” med EF-myndighederne i håb om, at disse emner så ikke påkaldte sig for meget opmærksomhed. Det gjaldt især udlændinges etableringsret i landbruget, tyskeres adgang til opkøb af danske sommerhuse, samt dele af pensions- og arbejdsmarkedslovgivningen.

Den førstnævnte sag blev særligt politisk følsom, fordi der midt under forhandlingerne, i juni 1971, lå et direktiv klar til godkendelse i EF om liberalisering af reglerne vedrørende etablering i landbruget. De danske forhandlere stod derimod bag de lukkede døre stejlt på, at en begrænsning af etableringsretten var noget nær en kategorisk betingelse for dansk medlemskab af EF. Det lykkedes faktisk danskerne at få direktivets godkendelse udskudt til efter Danmarks forventede indtræden i EF, samtidig med at Danmark fik en femårig overgangsordning. I 1974 slog EF-Domstolen imidlertid fast, at forbuddet i EF-traktaten imod diskrimination ud fra national herkomst var et så fundamentalt hensyn, at Danmarks femårige overgangsordning reelt var ulovlig. Det viste sig dog efterhånden, at det hele havde været noget af en storm i et glas vand: Ordningens ophævelse fik ingen mærkbare følger for etableringsmønstret i Danmark i de følgende mange år. Tyske opkøb af danske sommerhuse i kommercielt øjemed blev forhindret af en lovgivning, som på ikke-diskriminerende grundlag gav staten omfattende kontrol med udnyttelsen af rekreative områder, herunder udvidet statslig ret til ekspropriation. De borgerlige partier skumlede noget over indgrebet i den private ejendomsret, som på flere måder var en parallel til de forkastede jordlove i 1963, men de nye love blev alligevel vedtaget med bredt flertal i Folketinget i maj 1972. Det var endnu vigtigere for de borgerlige partier at rydde alle sten af vejen for et ja ved den folkeafstemning om EF-medlemskab, som stod for døren.

Den danske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel var, frygtede mange danske EF-skeptikere, truet ved eventuelt medlemskab af EF. Mens de fleste danske velfærdsydelser var skattefinansierede og betingede af dansk indfødsret, byggede de fleste EF-lande på forsikringssystemer, hvor borgerne optjente rettigheder til velfærdsydelser via deres deltagelse på arbejdsmarkedet. I EF var der desuden bestræbelser på at gøre de sociale ydelser mobile, så en arbejdstager ikke mistede sociale rettigheder ved at flytte til et andet EF-land. For at imødegå en mulig undergravning af det danske pensionssystem vedtog Folketinget i maj 1972 en ændring af folkepensionsloven, således at folkepensionen nu kunne optjenes i forhold til, hvor længe EF-borgere havde haft fast bopæl i landet, dog mindst ét år, og med mulighed for senere udbetaling i et andet EF-land. Også denne lov tjente det større formål: Det fremgik udtrykkkeligt, at de nye regler for pensionsoptjening bortfaldt, hvis Danmark ikke blev medlem af EF.

Medvirkende til at skærpe opmærksomheden om de forskelligt sammenskruede velfærdssystemer i Danmark og i EF var også den såkaldte Werner-plan, som i 1970 barslede med forslag om at udvikle EF-samarbejdet med en økonomisk og monetær union (ØMU). Baggrunden var de urolige internationale valutaforhold, hvor dollaren var svækket bl.a. som følge af USA's store militære engagement i Vietnam. Uroen smittede af på EF's indre handelsrelationer, hvilket var særlig uheldigt, fordi den fælles landbrugspolitik byggede på et ensartet prisniveau i hele EF. Werner-planen blev heftigt diskuteret i Danmark i første halvdel af 1971, da VKR-regeringen udtalte sig principielt positivt om ØMU-perspektivet med henvisning til, at et lille land som Danmark med kroniske betalingsbalanceproblemer måtte være særlig interesseret i et system med stabile valutakurser og medindflydelse på den økonomiske politik i Vesteuropa. Stærkt presset af den socialdemokratiske opposition påpegede regeringen dog samtidig, at den medfølgende harmonisering af skatterne ikke måtte undergrave de målsætninger om social omfordeling, som det danske skattesystem byggede på.

Socialdemokratiet, som selv var presset af EF-modstanderbevægelsen for at fastholde en kritisk linie over for ØMU-tanken, angreb dog regeringen for ikke at stå tilstrækkeligt fast på den danske selvbestemmelsesret på skatteområdet. Og kort efter at Socialdemokratiet havde overtaget regeringsmagten i oktober 1971, erklærede markedsminister Ivar Nørgaard udtrykkeligt på et møde med EF's Ministerråd i Bruxelles, at Danmarks medlemskab af EF ikke måtte kunne hindre det danske Folketing i at føre en skatte- og socialpolitik, som sikrede større lighed i befolkningen. Antydningen af, at EF efter Nørgaards opfattelse stod for en social ulighedspolitik, blev modtaget med løftede øjenbryn af EF-ministrene. Men erklæringen afspejlede reelt den bekymring, som mange danskere, herunder Nørgaards egen fløj af forbeholdne socialdemokratiske EF-tilhængere, nærede over for de overnationale aspekter af EF-samarbejdet, ikke mindst når det drejede sig om den sociale omfordelingspolitik. Indtil videre var der dog ikke større udsigt til, at en ØMU kunne realiseres, idet navnlig Frankrig gik imod en så vidtgående integration.

Politiske hensyn til den nationale suverænitet og selvbestemmelse spillede også en vigtig rolle under debatten i Danmark om den såkaldte Davignon-rapport om EF's fremtidige udenrigspolitiske samarbejde, som blev godkendt af EF-landene i efteråret 1971. Rapporten blev grundlaget for EF-landenes såkaldte Europæiske Politiske Samarbejde, EPS, som på mellemstatsligt grundlag og formelt uden for EF's institutioner kom til at foregå ved jævnlige konsultationer mellem EF-landenes udenrigsministre og disses topembedsmænd. Formålet var at diskutere „alle vigtige udenrigspolitiske spørgsmål” for at nå frem til fælles holdninger, hvor det var ønskeligt, og om muligt med henblik på fælles handling – som en del af bestræbelsen på at nærme sig det tidspunkt, hvor Europa kunne tale „med én stemme”. Da rapporten lagde op til, at også ansøgerlande til EF kunne deltage i EPS-konsultationerne, blev en dansk stillingtagen til spørgsmålet umiddelbart aktuel. VKR-partierne og Socialdemokratiet var med visse nuanceforskelle enige om, at forsvars- og sikkerhedspolitikken hørte hjemme i NATO, og ikke i EPS- eller EF-sammenhæng. Ledende danske politikere var nu som før på vagt over for vesteuropæiske skridt, som både kunne føre til et formindsket amerikansk engagement i Europa og til, at det neutrale Sveriges mulige tilknytning til EF ville blive sværere. Hertil kom, at den hjemlige opinion overvejende var særdeles skeptisk over for at gøre EF til forum for forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Selv om Davignon-rapportens tilsyneladende vidtgående formuleringer blev fastholdt som det principielle grundlag for EPS, kom de 'tunge' sikkerhedspolitiske spørgsmål ikke til at spille nogen praktisk rolle i samarbejdet i de følgende mange år, først og fremmest fordi uenigheden mellem EF-landene indbyrdes på dette område blokerede for den fælles handlen. Alligevel opfattede EF de danske forbehold på dette område som en manglende vilje til at slutte op bag EF-samarbejdets overordnede politiske målsætninger – la finalité politique, som det hed i EF-terminologien. Den vesttyske udenrigsminister Walter Scheel belærte således i november 1971 den danske regering om, at det politiske endemål med Fællesskabet var „et forenet Europa med én europæisk regering”. Udenrigsminister K.B. Andersen fastholdt ikke desto mindre kort efter, at den danske regering ikke i en senere fase kunne acceptere at tildele konsultationerne i EPS-regi overnationale beføjelser. Modstanderne af dansk EF-tilslutning borede nådesløst i den åbenlyse kløft mellem de danske tilhængeres forsikringer og de officielle EF-ytringer på dette punkt. De to sider kunne så henholdsvis afvise og forsikre om, at EF's officielle, vidtgående politiske målsætninger mere var højtflyvende integrationsretorik end nært forestående realiserbar fremtid.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet For og imod EF.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig