Christianias såkaldte kvindehær på nattevagt, december 1975. På dette tidspunkt frygtede beboerne, at myndighederne uden varsel ville nedrive dele af Christiania, bl.a. med henvisning til, at stedet husede narkohandlere, hælere samt bortløbne børn og unge, hvis flugt fra familie eller institutioner var organiseret af ungdomsgruppen „Børnemagt”. Tanken var, at mens kvindehæren mødte foged og politi, skulle mændene passe børnene. I 1976 gik kvinderne dog sammen med mændene i den såkaldte Regnbuehær til Christianias forsvar. Antallet af faste beboere i Fristaden kom snart efter oprettelsen i 1971 op på omkring 1000 mennesker, et tal der holdt sig konstant også i 1980'erne.

.

Christianias julebespisning af københavnske hjemløse og socialt udsatte var én af de utraditionelle sociale aktiviteter, Fristaden tilbød midt i 1970'erne. Et andet var et behandlingsprogram for misbrugere af hårde stoffer. I sidste halvdel af tiåret blev problemet med heroin og andre hårde stoffer på Christiania dog så akut, at beboerne selv tog affære. De alvorligste problemer blev løst, men ikke den dybere konflikt mellem 'hashkulturen' i Fristaden og de christianitter, der ønskede at udvikle en egentlig alternativ politisk kultur, bl.a. bygget på selvforvaltning.

.

Demonstration på Rådhuspladsen i Århus den 1. april 1976 i protest mod planerne om at rydde Christiania. Den 76-årige arkitekt, professor Steen Eiler Rasmussen skrev i en aviskronik i maj 1974, at „Christiania er et levende spirende liv, som en grøn plante mellem brosten. Den kan ingen paragraffer skabe. Men de kan knuse den. Lad det ikke ske!” Det skete ikke, og i 1978 blev der foretaget en gennemgribende brandsikring af Fristadens gamle bygninger. I de følgende år udfoldede christianitterne en stor byggeaktivitet, som bl.a. førte til opførelse i 1985 af Maskinhallen, der skulle blive et vigtigt aktiv for Christianias økonomi.

.

I foråret 1971 brød nogle beboere på Christianshavn i København gennem et stykke af plankeværket til den nyligt nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne. De ønskede adgang til grønne arealer og en legeplads til kvarterets børn, og snart flyttede nogle af de såkaldte slumstormere ind i nogle af de tomme bygninger på kaserneområdet. Slumstormerne havde allerede i et stykke tid lavet beboeraktioner og husbesættelser rundt om i Københavns brokvarterer i protest mod boligspekulation og kommunens saneringspolitik, og kort efter en artikel i det alternative „Hovedbladet” i oktober 1971, som opfordrede folk til at „emigrere med linie 8 til Christiania”, ankom 200-300 nye indflyttere. „Fristaden Christiania” blev udråbt, og den tiltrak snart foruden slumstormere en række forskellige alternative kræfter, fra anarkisterne i „Det Ny Samfund” og miljøet omkring Thy-lejren i 1970 til hippiekredse i hovedstaden og andre dele af landet, herunder også en del såkaldte sociale tabere. Fælles for de fleste af dem, der i stort antal „udvandrede” til Christiania i de følgende måneder og år, var dog drømmen om at realisere et alternativt socialt fællesskab baseret på nærdemokrati og selvstyre uden for de etablerede autoriteters og forbrugersamfundets rækkevidde.

Fristadens beboere blev med deres selvtægt og alternative levevis næsten omgående en torn i øjet på det etablerede samfund. Politiet søgte adskillige gange at fjerne folk fra området, men måtte opgive, og i foråret 1972 indgik Christiania en aftale med Forsvarsministeriet, som området fortsat sorterede under, om en vis betaling for forbrug af el og vand. Til gengæld fik Fristaden af den socialdemokratiske regering politisk stempel som „socialt eksperiment”, indtil resultatet af en idékonkurrence om områdets fremtidige anvendelse forelå. Men navnlig for de borgerlige partier i Folketinget forblev Christiania en provokation mod lov og orden. Da Venstre-regeringen kom til i 1974, ophævedes betegnelsen „socialt eksperiment”, og under indtryk af den voksende handel med hash, hårde stoffer og hælervarer på Christiania besluttede Folketinget i 1975, at Fristaden skulle ryddes pr. 1. april 1976.

I de forløbne år var der imidlertid samtidig opbygget frodige produktions- og kulturmiljøer på Christiania, inklusive årlig julebespisning af flere hundrede ubemidlede og hjemløse fra de omkringliggende dele af København. En „Regnbuehær” til forsvar for Christiania blev organiseret, tidens kendte rockgrupper indspillede med kæmpe salgssucces en plade til støtte for Fristaden, og en cost-benefit-analyse fra Danmarks Tekniske Højskole konkluderede, at det var billigere for samfundet at bevare frem for at afvikle Christiania.

På den fastsatte rydningsdag den 1. april 1976 mødte 30.000 mennesker op på Rådhuspladsen til en støttedemonstration for Christiania, og ifølge Gallup støttede over halvdelen af Danmarks befolkning nu Fristadens fortsatte eksistens. På den baggrund besluttede Folketinget i sidste øjeblik at udsætte rydningen. Den lovede arkitektkonkurrence om kaserneområdets fremtid var ikke blevet afholdt, og med henvisning hertil anlagde Christiania i slutningen af 1975 retssag mod regeringen for løftebrud. Christiania tabte dog retssagen i 1977, og også appelsagen ved Højesteret i 1978 blev tabt. Christiania kunne ryddes, når Folketinget fandt det passende. På ny mobiliserede Christiania sine mange støtter og sympatisører i det omkringliggende samfund, og regeringen valgte at lade Christiania være, indtil der forelå en samlet lokalplan for Christianshavn. Samtidig besluttede Folketinget dog, at stedet skulle „normaliseres”, uden at det nærmere fremgik hvordan.

I 1979-80 slog christianitterne selv med en såkaldt „junkblokade” ned på den omsiggribende handel med hård narkotika på Christiania, men hashhandelen blev stort set ikke berørt. Situationen omkring Fristadens eksistens forblev uafklaret i det nye tiår, og den fortsatte udvidelse og konsolidering af Christianias mange og brogede kultur- og produktionsmiljøer bidrog til, at spørgsmålet gradvis forsvandt fra den politiske dagsorden. Ved midten af 1980'erne stod Christiania således tilbage som et af de – efterhånden få – overlevende 'monumenter' eller symboler fra ungdomsoprørets tidlige dage omkring 1970. Men tillige som et også internationalt bemærket symbol på dansk frisind, der vedvarende tillod et sådant reservat for præstationssamfundets utilpassede og for praktisering af alternative levemåder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fristaden Christiania - et symbol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig