Kulturminister Niels Matthiasen ved åbningen i 1977 af udstillingen „Kærlighed og Kaos” i Charlottenborgs Udstillingsbygning i København. Matthiasen havde arbejderbaggrund og blev socialdemokratisk partifunktionær som ganske ung. Hans åbne og nysgerrige holdning til tidens kulturelle strømninger gjorde ham elsket blandt kunsterne, men til gengæld mindre populær blandt fagforeningsfolk og det mere traditionelle socialdemokratiske kulturliv, som i nogen grad følte sig holdt udenfor. De havde det ikke godt med, at de venstreorienterede kunstnerkredse, Niels Matthiasen ofte færdedes i, kritiserede dem for „pampervælde”.

.

Den ultimative kulturradikale provokation – nogenlunde sådan blev det opfattet i borgerlige kredse, da otte kendte kunstnere, bl.a. forfatterne Klaus Rifbjerg (t.v.), Ebbe Reich (senere Kløvedal) (i midten) og Jesper Jensen (t.h.) i juli 1970 røg hash på Kulturministeriets trappe, mens de ventede på at tale med ministeren. K. Helveg Petersen (R) havde afslået at støtte teatergruppen Secret Service, med mindre den lovede, at der ikke i fremtiden ville blive røget hash i dens lokaler – et løfte, gruppen ikke kunne eller ville give.

.

Kulturelt demokrati og decentralisering, De sene 1960'eres nye eksperimenterende kunstneriske udtryksformer, ungdomsoprøret og den radikaliserede venstrefløj var sammen med den materielle velstandsstigning med til fra omkring 1970 at få især Socialdemokratiet til at sætte kulturpolitikken højere på den politisk-programmatiske dagsorden end tidligere. Nok var velstanden steget stærkt, men langtfra lige meget for alle, således som socialdemokraten Bent Hansen havde peget på med sin kritiske og indflydelsesrige bog om den fortsatte klassedeling af det danske samfund, „Velstand uden velfærd” fra 1969. Bent Hansen understregede kraftigere, end det hidtil var blevet gjort, at de kulturelle barrierer i samfundet var socialt betingede, og at en socialdemokratisk kulturpolitik derfor også – som allerede formuleret af kulturminister Julius Bomholt (S) i 1960'erne – måtte være socialpolitik. Ræsonnementet blev i mere eller mindre afdæmpet form indskrevet i alle Socialdemokratiets kulturpolitiske programskrifter og udtalelser fra 1970-71 og op gennem hele tiåret.

Udgangspunktet var, at hvis de ydre socioøkonomiske rammer var dårlige eller ikke fungerede, var der heller ikke overskud til de indre, kunstneriske og kulturelle oplevelser. Den enkelte skulle derfor gives tilstrækkelige forudsætninger til at kunne vælge fritidsglæder og benytte sig af kulturtilbuddene for derved at opnå større livskvalitet – et væsentligt nyt begreb i Socialdemokratiets principprogram fra 1977. Den kendelige skærpelse af Socialdemokraties kulturpolitiske profil kan opfattes som en blæsen til kulturkamp og ideologisk mobilisering imod ikke mindst Glistrup-bevægelsen, som, hvis den med sin kritik af bl.a. den statslige kunststøtte fik magt som agt, ifølge Niels Matthiasen ville gøre Danmark til „et åndeligt uland”.

Som noget nyt gik også fagbevægelsen fra midten af 1970'erne i kulturoffensiven. For at give kulturarbejdet yderligere bredde udvidede den fremgangsrigt hidtidige institutioner som forlaget Fremad, oplysningsforbundet AOF, arbejderhøjskolerne og ikke mindst teaterabonnementsvirksomheden ARTE („Arbejderbevægelsens Teatercentral”), som fra 1971-72 til 1976-77 femdoblede antallet af formidlede teaterbesøg – især lystspil og musicals – til over 1,1 million pr. sæson.

Hertil kom særlige LO-kulturkonferencer, oprettelsen af LO's Kulturfond og fra 1979 uddeling af LO's kulturpris. Endelig blev afpudsningen af den kulturpolitiske profil understreget ved, at statsminister Anker Jørgensen i samme periode stod som indbyder og vært for en række uformelle møder mellem ham selv, kulturministeren og udøvende kunstnere og kulturarbejdere.

Den toneangivende socialdemokratiske kulturpolitiker i 1970'erne, kulturminister Niels Matthiasen (1971-73 og igen fra 1975 til sin død i 1980), afviste, at der eksisterede eller skulle fremelskes en egentlig 'arbejderkultur', således som visse kredse på venstrefløjen mente. Men med henvisning til den særlige danske oplysnings- og formidlingstradition (folkehøjskoler, folkebiblioteker osv.), hvis rødder lå i både grundtvigianismen, kulturradikalismen og arbejderbevægelsen, var ambitionen at nedbryde den såkaldte kulturpyramide yderligere: Det skulle ikke kun være den snævre finkulturelle elite primært i hovedstaden, som definerede for flertallet, hvad kultur og kunstnerisk kvalitet var. I et brud med 1960'ernes enhedskulturopfattelse og centraliserede kulturtankegang skulle der bygges bro mellem den mere lokalt forankrede amatørkultur og den professionelle kunst. Også andre og mere folkelige kulturformer end den såkaldte finkultur skulle kunne opnå statslig kunststøtte, og omvendt skulle elitens kulturprodukter gøres tilgængelige for den brede befolkning. Målet var, som Niels Matthiasen formulerede det måneden efter jordskredsvalget i december 1973, at kulturen og kunsten skulle „medvirke til at nedbryde gamle privilegier og stadig eksisterende klasseskel”, samtidig med at kunstens fulde frihed og alsidighed og kunstens kvalitet – som ikke lod sig definere entydigt – måtte fastholdes.

En demokratisk kulturpolitik måtte tage udgangspunkt i et bredt kulturbegreb, som definerede kultur som mere end 'kunst' i traditionel forstand, og der måtte være tale om en kulturel fordelingspolitik som parallel til den økonomiske og sociale omfordelingspolitik. Vigtige midler hertil var, som det udtrykkeligt blev fremhævet i Niels Matthiasens kulturpolitiske redegørelse til Folketinget i november 1977, en geografisk decentralisering og lokal forankring af de kulturelle aktiviteter og en demokratisering af kulturproduktionen. Parallelt hermed skulle det internationale samarbejde og udveksling af ideer og erfaringer mellem landene på alle kulturlivets områder fremmes, samtidig med at der måtte dæmmes op for kommercialiseringen af kulturudbuddene og for kapitalkoncentrationer og markedsmekanismer inden for kulturens – og i øvrigt også idrættens – område; specifikt afvistes reklamefinansiering af tv og radio.

Alt i alt var dette unægtelig ganske vidtrækkende, ambitiøse og – skulle det i 1980'erne vise sig – ikke ukontroversielle kulturpolitiske målsætninger. Mange af grundtankerne lå ganske vist allerede indlejret i VKR-regeringens kulturminister K. Helveg Petersens (R) kulturpolitiske ”Betænkning 517” fra 1969. Under alle omstændigheder var det karakteristisk for den næsten uanfægtede socialdemokratisk-radikale dominans ved formuleringen af de kulturpolitiske rammer i 1970'erne, at Niels Matthiasens 1977-redegørelse vandt bred principiel tilslutning fra alle Folketingets partier, bortset fra Fremskridtspartiet. Venstre og De Konservative vendte sig dog imod regeringens ønske om at begrænse kommercialiseringen af kulturen og kulturdistributionen, herunder reklamefinansiering.

Der havde i mange år netop også hersket bred politisk enighed om den generelle finansiering af kunst- og kulturaktiviteter, nemlig via det såkaldte armslængdeprincip, som var blevet stadfæstet med loven om Statens Kunstfond i 1964, og som i 1970'erne blev yderligere konsolideret: Den konkrete støttetildeling blev i videst muligt omfang overladt til sagkyndige råd på kulturens forskellige områder, og disse råd – Statens Teaterråd, Statens Filmråd, Statens Musikråd osv. – fik op gennem tiåret gradvis overladt større kompetence og autonomi med hensyn til både kulturpolitikkens udformning og fordelingen af midler inden for deres område. For at modvirke kulturel indspisthed og nepotisme blev rådene kun udpeget for en begrænset årrække ad gangen. For at fremme decentraliseringen af kulturen blev også det såkaldte „gulerodsprincip” udbygget i 1970'erne, dvs. det princip, at staten fordoblede de lokale tilskud til kulturinstitutioner og kulturinitiativer, f.eks. egns-, børne- og turnéteatre, spillesteder, biblioteker og museer. Ordningen betød et opsving for de lokale kulturelle aktiviteter, men medvirkede også til de stigende offentlige kulturbudgetter.

Meningsmålinger i sidste halvdel af 1970'erne tydede faktisk på, at et betydeligt flertal i befolkningen var imod eller ganske skeptisk over for skattefinansieringen af kultur- og kunststøtte i større omfang. Men endnu var der ingen højlydt kritik af udviklingen, som de mere ubøjelige ny- og gammelliberale i det følgende tiår skulle kritisere som en hastigt tiltagende statsliggørelse af kulturpolitikken med tilhørende formynderi, statslig afhængighed og magtkoncentration. Alt i en velment, men ifølge kritikerne i realiteten naivt optimistisk forventning om, at kunstformidling, oplysning og folkekultur kunne blive et værn imod massekulturen og den kommercielle kulturproduktion, som i stigende grad også trængte ind over landets grænser via ikke mindst de elektroniske lyd-og billedmedier.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kulturelt demokrati og decentralisering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig