LO's formand Thomas Nielsen og Socialdemokratiets formand, statsminister Anker Jørgensen arm i arm i tilsyneladende harmonisk duet på Socialdemokratiets kongres, september 1977. I virkeligheden var spændingen mellem de to ledere med fælles baggrund i det københavnske arbejdermiljø voksende. Forskelle i personlig kemi var én ting: hvor Thomas Nielsen kunne være stor i slaget, brovtende og med høj cigarføring, var Anker Jørgensen den mere stilfærdige, læsende arbejder med litterære og kulturelle interesser. Problemet var ikke så meget, at Anker Jørgensens regeringer tre gange i træk, i 1975, 1977 og 1979, greb ind i overenskomstforhandlingerne – det anerkendte Thomas Nielsen i realiteten et langt stykke ad vejen som en del af spillet. Hovedproblemet mellem de to var, at de begge anså den anden for alt for egenrådig. Thomas Nielsen kunne blive rasende, hvis Anker Jørgensen ikke på forhånd spurgte LO til råds eller orienterede om ministerrokader eller politiskøkonomiske udspil. Omvendt irriterede det Anker Jørgensen, at Thomas Nielsen mente at skulle have reel vetoret over, hvad Socialdemokratiet foretog sig i det parlamentariske spil. Det alvorligste stridspunkt blev, at Anker Jørgensen ikke var i stand til politisk at levere den afgørende modydelse til lønmodtagerne i form af LO-forslaget om Økonomisk Demokrati til gengæld for de mange kriseindgreb i årene før og efter 1980.

.

Unge danskere på Københavns Hovedbanegård midt i 1970'erne, på vej ud i Europa på Interrailpas. I en tid, hvor det af økonomiske årsager var forbeholdt forretningsfolk og ligestillede i større omfang at flyve rundt mellem de europæiske storbyer, var det nye interrailsystem den perfekte og økonomisk overkommelige måde for en hel generation af unge rygsækrejsende ved selvsyn og i eget tempo at opdage det europæiske kontinent by for by, land for land. At systemet ikke blot omfattede hele Vesteuropa, men også det meste af Østeuropa bag Jerntæppet og endda lidt af Nordafrika, var med til i endnu højere grad at gøre Interrailrejserne til bevidsthedsudvidende oplevelser for det, der blev kaldt „interrailgenerationen”.

.

Selv om det med augustforliget 1977 reelt blev opgivet at føre indkomstpolitik, med eller uden ØD, kom forliget sammen med devalueringen umiddelbart til at betyde et mindre indhug i lønmodtagernes realløn. Anker Jørgensen fortalte befolkningen, at de økonomiske indgreb ved forliget ikke ville „bringe Danmark i himmelen”, men blot skulle „afværge, at vi kommer i helvede”. I hvert fald fortsatte både arbejdsløsheden og statsgælden uanfægtet med at vokse i efteråret 1977. Ved årsskiftet 1977-78 var Danmarks nettogæld til udlandet nået op over 50 mia. kr., svarende til en hidtidig rekord på 20 procent af BNP, mens arbejdsløshedstallet var 160.000 på årsbasis. Regeringens forslag til finanslov i november 1977 viste et samlet kasseunderskud på hele 33 mia. kr., inklusive afdrag på allerede optagne statslån. Så var det kun en ringe trøst, at underskuddet på betalingsbalancen var faldet godt én mia. til 10 mia. kr.

Det store statslige underskud blev løbende dækket ved et enormt salg af indenlandske statsobligationer til sænkede kurser, så de gav en høj effektiv forrentning med store – skattefri – kursgevinster. For at kunne konkurrere med statsobligationerne var bankerne nødt til at hæve deres indlånssatser, navnlig for de blokindskud, som store virksomheder og kommuner placerede i pengeinstitutterne. I vinteren 1977-78 førte denne udvikling til, at også udlånsrenterne i banker og sparekasser blev drevet op i et meget højt niveau til skade for erhvervslivets investeringer. I begyndelsen af 1978 pressede regeringen derfor pengeinstitutterne til at indgå en renteaftale, som sænkede renteniveauet noget for både obligationer og blokindskud.

Samtidig kom kronekursen igen under pres, da både Norge og Finland i februar 1978 nedskrev deres valutaer. Kun ved yderligere, massive statslige låneoptagelser i udlandet blev kronen stivet af, og der blev i foråret og sommeren 1978 opbygget en rekordstor valutareserve på over 17 mia. kr., svarende til en femtedel af et helt års import – men altså lånte penge. Allerede i forsommeren 1978 stod det klart, at det senest i vinteren 1978-79 ville være nødvendigt med nye indgreb mod både forbrug og omkostningsniveau. Nye tal viste fortsat tab af markedsandele for eksporten og en stadig forringelse af konkurrenceevnen. Samtidig var industriarbejdernes timelønninger i det første overenskomstår (1977-78) steget med ikke mindre end 13 procent – altså langt ud over augustforligets lønramme, som snarere havde fungeret som et 'gulv' end som et 'loft' for lønstigningerne. Forsøgene på at føre indkomstpolitik syntes definitivt at være brudt sammen.

Prisen blev umiddelbart betalt af de arbejdsløse. I maj 1978 forudså Det Økonomiske Råds formandskab på grundlag af de internationale konjunkturer, at arbejdsløsheden ville stige fra 180.000 i 1978 til 200.000 i 1979, samt at betalingsbalanceunderskuddet i begge år fortsat ville ligge på omkring 9 mia. kr. – med tilhørende fortsat stigende udlandsgæld. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spåede endda op til 225.000 arbejdsløse i 1979. Siden beskæftigelsen kulminerede i sommeren 1973 med i alt ca. 430.000 ansatte i industrien, var tallet faldet til 370.000 ved udgangen af 1977. Men samtidig var produktionen bemærkelsesværdigt nok steget med 11-13 procent siden 1973. Industriens stigende produktivitet i kriseårene skyldtes en kombination af bortskæring af 'overflødig' arbejdskraft, forskellige former for effektivisering, samt teknologiske fremskridt i produktionen.

Den stigende arbejdsløshed skyldtes imidlertid også, at erhvervsfrekvensen blev ved med at stige op gennem 1970'-erne, i øvrigt i modsætning til i flere andre vesteuropæiske lande, hvis arbejdsstyrke holdt op med at vokse under krisen, fordi mange helt opgav at melde sig på arbejdsmarkedet. I Danmark steg arbejdsstyrken endda langt hurtigere i kriseårene end umiddelbart inden, nemlig med 35.000 personer om året fra 1973 til 1978, mod 15.000 om året fra 1969 til 1973. Væksten i 1970'erne skyldtes primært en fortsat stærk tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet, men var også afledt af 1940'-ernes store fødselsårgange. Nettoeffekten var, at arbejdsløshedsproblemet i Danmark sidst i 1970'erne havde et betydeligt større omfang end i mange andre OECD-lande.

Meget tydede således på, at dansk økonomis afgørende dilemma op gennem 1970'erne, nemlig på én og samme tid høj arbejdsløshed og stort underskud på betalingsbalancen, ville vokse sig endnu større helt ind i 1980'erne – måske medmindre man forsøgte nye politiske veje? Det var en udbredt opfattelse på dette tidspunkt, at den manglende stabilitet og kontinuitet i folketingsarbejdet siden 1973-valget blokerede for en effektiv krisepolitik. De mange partier i Folketinget tvang de svage mindretalsregeringer til at krydse sig frem med skiftende flertal. Alternativet var en fast regeringskonstellation, der så vidt muligt med et flertal 'hen over midten' bag sig kunne opnå tilstrækkelig autoritet til at gennemføre langsigtede løsninger, som for alvor kunne nedbringe både betalingsbalanceunderskud og arbejdsløshedstal. Med dette udgangspunkt begyndte Anker Jørgensen hen over sommeren 1978 at sondere terrænet for et bredere regeringssamarbejde hen over den partipolitiske midte.

Forinden var der indtruffet to vigtige ændringer på den politiske scene, der virkede som katalysatorer for processen. For det første havde Venstres leder siden 1965, fhv. stats- og udenrigsminister Poul Hartling, efter den socialdemokratiske regerings omhyggelige forarbejde i FN's kulisser i november 1977 fået et overraskende tilbud, som han vanskeligt kunne afslå, nemlig posten som FN's Flygtningehøjkommissær. Det ville ganske vist, som Udenrigsministeriets direktør Eigil Jørgensen mindede Hartling om, betyde, at det borgerlige alternativ til statsministerposten forsvandt, men på den anden side var det en enestående chance for, at en dansker kunne få en FN-toppost med heraf følgende betydning for Danmarks prestige i FN.

Med Hartling således sendt ud af billedet var vejen banet for Venstres nye leder, den 37-årige cand.polit. og MF'er siden 1971 Henning Christophersen, som ikke i samme grad personligt var belastet af de forudgående års partitaktiske manøvrer på Christiansborg og ingen aktier havde i de mere eller mindre personlige modsætningsforhold, som havde udviklet sig på tværs af partierne under tiårets mange brydsomme kriseforhandlinger. Christophersen var tydeligvis interesseret i et tættere samarbejde med Socialdemokratiet, også selv om de fire borgerlige partier Venstre, De Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne – senere kaldet „Firkløveret” – i maj 1978 indgik en uformel aftale på Venstres initiativ om et tættere parlamentarisk samarbejde. Dette sidste var den anden væsentlige ændring i dansk politik i første halvdel af 1978, og det blev herefter i sig selv et politisk mål for Anker Jørgensen og hans regering at søge at splitte den nye borgerlige blokdannelse.

Offentlige følere fra Anker Jørgensen i juni om et muligt regeringssamarbejde med Venstre og evt. også De Radikale førte ikke til noget, men i august lod Henning Christophersen og Venstre forstå, at man var parat til at indgå et regeringssamarbejde uden De Konservative, hvis Socialdemokratiet til gengæld ville udelade De Radikale. Anker Jørgensen slog stærkt støttet af især finansminister Knud Heinesen til, mens De Konservative med slet skjult bitterhed kunne konstatere, at Venstre altså allerede brød ud af folden. Sidstnævnte partis tilbøjelighed til enegang for at styrke sig selv havde ikke fornægtet sig, mente man i De Konservatives folketingsgruppe.

På sin side måtte Anker Jørgensen forsvare det dristige og aldrig tidligere prøvede skridt, som et 'arbejder-bonde'-regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre var, over for en særdeles kritisk fagbevægelse og mange dybt skeptiske partifæller. Da det fælles SV-regeringsgrundlag forelå efter tre ugers intense forhandlinger på Marienborg, erklærede LO's Thomas Nielsen på et møde i den socialdemokratiske hovedbestyrelse, at han i begyndelsen havde haft en vis forståelse for tanken om en SV-regering, som han havde opfattet som en „sommerspøg”, men at den nu havde udviklet sig til „en tragedie”. Det aftalte regeringsgrundlag indeholdt intet om ØD og udskød den lovede bygning af en Storebæltsbro, samtidig med at det varslede momsforhøjelse og et pris- og indkomstloft. Thomas Nielsen kaldte det „diktaturpolitik” og „udsalg af vore mærkesager”. Jens Risgaard Knudsen, som i Christiansborgs korridorer gik under tilnavnet 'rigstaktikeren', trak sig tilbage fra sin post som formand for den socialdemokratiske gruppe med henvisning til LO's massive modstand.

Det var en noget ildevarslende start for den nye regering, som med sine tilsammen 86 mandater ikke havde noget absolut flertal bag sig i Folketinget, men som til gengæld meget vanskeligt kunne få et flertal imod sig. Om SV-regeringen kunne nå de to hovedmål, den opstillede ved sin tiltræden den 30. august, politisk stabilitet og væsentlig nedbringelse af underskuddet på betalingsbalancen, stod tilbage at se.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Arbejder-bonde-regering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig