Informationssamfundet på vej

Det var langtfra kun det stigende antal tredjeverdensudlændinge i landet, som fra første halvdel af 1980'erne udfordrede den danske nationalstat. Kun et meget beskedent mindretal af danskere kom jævnligt i direkte berøring med f.eks. muslimske indvandrere og deres kultur. Til gengæld sad 2,8 millioner danskere hver søndag fra vinteren 1980-81 og flere år frem foran tv-skærmen og slugte den amerikanske medie- og kommunikationsindustris nye massekulturprodukt, tv-serien Dallas om det kyniske og stenrige oliemilliardærmiljø på og omkring en ranch i Texas. Hermed var Danmark for alvor trådt ind i den amerikanske tv-seriekulturs æra. Dallas var den første globaliserede serie, som i kraft af effektiv masseproduktion og massedistribution blev solgt til dumpingpriser til tv-stationer i 60 lande over hele den vestlige verden. Det samlede seertal lå på 300 millioner. Succesen kaldte på en flodbølge af lignende amerikanske tv-serier i de følgende år, de såkaldte sæbeoperaer opkaldt efter de produktreklamer, der i USA og de fleste andre lande afbrød serierne i en uendelighed.

Det anfægtede ikke de danske seere, at Dallas-serien blev kritiseret hårdt både fra højre og fra venstre. Centrum-Demokraternes Erhard Jakobsen, som yndede at kalde sig 120 procents tilhænger af USA og NATO, brændemærkede fra Folketingets talerstol serien som „venstreorienterede personers ondsindede tilsvining af amerikanske familier”. Omvendt stemplede den gamle kulturradikalismes fortaler forfatteren Klaus Rifbjerg serien som „det multinationale computerhelvedes drøm”, der tvang „et politisk pacificeret og kommercielt sønderbombet publikum tilbage i lænestolene, hvor vi hører hjemme”. Som kompensation producerede Danmarks Radio/TV dog samtidig selv, endda for et mange gange større beløb, end det kostede at indkøbe hele Dallasserien, den næsten lige så populære tv-serie Matador. Den handlede nok så meget om danskernes egen selvforståelse.

Under alle omstændigheder afspejlede Dallas-serien, omend i karikeret form, sider af den nye tidsånd, som kom til at præge også Danmark i 1980'erne. De nykonservative og nyliberale budskaber om klassiske borgerlige dyder, friere spil for markedskræfterne og det private initiativ, der i disse år udgik fra premierminister Margaret Thatchers England og præsident Ronald Reagans USA, blev for alvor omsat til dansk, da det i 1982 lykkedes de borgerlige partier at bryde Socialdemokratiets regeringsdominans. For en del veluddannede unge i og uden for storbyernes forretningsliv, Young Urban Professionals, som de blev kaldt i USA med den optimistisk klingende forkortelse yuppies, var privat bjergsomhed og dét at tjene mange penge ikke længere noget negativt, som det havde været i 1970'erne. Solidaritet var for dem et fremmed begreb, mens målbevidst dyrkelse af egen karriere og smart og dyr livsstil blev attråværdig. Interesserne blev – ud over børskurser og rentesatser – rettet mod hurtige biler, mærketøj, champagnefester og fitnesscentre. Yuppiekulturen blev også dyrket på nogle af de mondæne nye spejlglascafeer, som i første halvdel af 1980'erne skød op især i det indre København.

Nogle af de mest driftige unge forretningsfolk kastede sig naturligt over den elektroniske mediebranche, som i begyndelsen af 1980'erne stod foran en revolution i hele den vestlige verden som følge af den rivende teknologiske udvikling – der i øvrigt i høj grad var drevet frem af den militære forskning under den kolde krigs våbenkapløb. Danmarks Radio havde indtil foråret 1983 stadig monopol på at sende radio og tv, som vel at mærke var reklamefrit. I praksis var tv-monopolet ganske vist blødt op i landets geografiske randområder mod nord, øst og syd, hvor folk kiggede med på norsk, svensk og især vesttysk (og østtysk) tv. Men det politiske pres fra borgerlig side voksede for at få slået et egentligt og helst reklamefinansieret hul på DR-monopolet.

I 1980 havde Folketinget nedsat en mediekommission med historieprofessor H.P. Clausen som formand til at kulegrave det utal af perspektiver og problemer, der tegnede sig i horisonten med den nye informationsteknologi i form af kommunikations- og tv-satellitter, telefax, videomaskiner, computer- og digitalteknik med mikroprocessorer, elektronisk post, hybridnet, parabolantenner, lokalradio og lokal-tv, reklamer, sponsorering og finansiering. Økonomisk stod enorme interesser på spil, og politisk var der opmærksomhed om de store påvirkningsmuligheder, de nye medieformer indebar.

I en delbetænkning i februar 1983 fastslog mediekommissionen til nogles skuffelse, at udbygningen af et kabelnet havde større samfundsmæssig betydning end etableringen af et TV 2. Folketinget valgte at følge denne vurdering, da det i december 1984 vedtog at indføre et landsdækkende hybridnet. Tanken var, at hybridnettet ikke blot skulle transportere centralt nedtagne tv-kanaler fra det store udland til de lokale antenneforeninger, men også være grundlaget for indførelsen af bredbåndskommunikation til især erhvervsformål. Det sidste viste sig dog snart at være en fejlvurdering, og i 1987 ophævedes Post- og Telegrafvæsenets velbevarede monopol på landsdækkende radio- og tv-spredning, således at de lokale antenneforeninger nu fik lov til frit at opsætte egne paraboler. I 1985 blev også mobiltelefonien i øvrigt sluppet løs, da P&T gav tilladelse til fri bærbar brug af de dyre biltelefoner. Liberaliseringen af radio-tv-området var allerede startet forsigtigt i 1983, da en lov om forsøgsordning for nærradioer og lokal-tv trådte i kraft. Behovet og lysten viste sig at være nærmest overvældende, navnlig på radioområdet. Snesevis af amatør-lokalstationer skød op overalt i landet, ofte befolket af nogle af de hundreder af mere eller mindre politisk aktive græsrodsbevægelser og netværks- og aktionsgrupper, som blomstrede i disse år, af religiøse sekter, eller blot af popmusik- og bingoglade unge og ældre mennesker. Også Danmarks Radio eksperimenterede fra 1983 med sit eget alternativ, TV-Syd i Haderslev, tilsyneladende også for at lokke de sønderjyske seere, som kiggede tysk tv, tilbage i folden.

De nye muligheder tiltrak dog som nævnt også særdeles pengestærke kræfter, både private finanskometer som Otto Reedtz-Thott og Klaus Riskær Pedersen (radioen The Voice og TV-stationen Kanal 2) og mediekoncerner som bl.a. Nordisk Film, Gutenberghus, Aller og flere store morgenaviser (Kanal Plus, Weekend-TV). Flere af de nye elektronisk bårne lokalstationer blandede hen mod midten af 1980'erne omhyggeligt deres populære underholdning med grænseafprøvende små reklamespots for derved at bidrage til at underminere den politiske modstand mod reklamer i radio og tv. Endnu i 1983-84 var denne modstand fremherskende i Socialdemokratiet og hos De Radikale, omend den var på tilbagetog, mens venstrefløjen forblev massivt imod. Selv statsminister Poul Schlüter var i 1983-84 rede til om nødvendigt at opgive kravet om reklamefinansiering af et kommende TV 2. Det blev dog ikke nødvendigt. I foråret 1985 smed De Radikale definitivt håndklædet i ringen, og de fleste af Socialdemokratiets reklamemodstandere fulgte snart efter. Vejen var banet for vedtagelsen af loven om det delvis reklamefinansierede TV 2 i 1986.