Vælgerskred: Nye partier på tinge

"Det var et chok for mig, da jeg hørte, at han, en af landets rigeste advokater, ikke betalte skat. Jeg så ned i en sump. Jeg fik en psykisk stresssituation." Sådan beskrev den konservative finansminister Poul Møller senere sin reaktion, da en i offentligheden hidtil stort set ukendt advokat ved navn Mogens Glistrup en januardag i 1971 tonede frem på de danske tv-skærme med et 40 sekunders budskab, som knap tre år senere var med til at ryste det etablerede partisystem. Glistrup sammenlignede, hvad han kaldte de „såkaldte skattesnydere” med jernbanesabotørerne under den tyske besættelse. De gjorde „et farligt, men fædrelandsnyttigt job”. Glistrup fulgte i den følgende tid sin provokation op med andre tilsvarende. Trods en årsindtægt på 800.000 kr. holdt skatteadvokaten sig med en trækprocent på nul, og han hævdede at kunne skaffe nærmest enhver det samme ved kreativ udnyttelse af det eksisterende skattelovkompleks. Metoden var skattefradrag via renter af lån og kurstab på mere eller mindre fiktive aktier. Kritikere som SF's Aksel Larsen havde længe talt om "skattefradragsjunglen."

Intet tyder på, at Glistrup på tidspunktet for sin tilsyneladende uplanlagte tv-provokation havde planer om at starte et nyt politisk parti. Foreløbig førte episoden kun til, at køen af skatteplagede danskere, som søgte hjælp til at få deres trækprocent effektivt nedbragt, voksede på Glistrups advokatkontor. Samtidig søgte en oprigtigt moralsk opbragt Poul Møller næsten desperat at få lukket de huller i skattelovgivningen, den begavede advokat så virtuost udnyttede. Men forgæves. Ligningsdirektøren forsikrede, at Glistrups foretagender var helt legale, og af sine embedsmænd fik finansministeren at vide, at der ikke var noget at stille op. Det forklarede Poul Møller åbenhjertigt i Folketinget to uger efter Glistrups tv-optræden: Afskrivningsregler, regler om investeringsfonde osv. havde bidraget stærkt til 1960'ernes høje beskæftigelse og økonomiske vækst, som havde været til gavn for alle i samfundet. Søgte man derfor gennem ny lovgivning at ramme de skattefri millionærer, ville man uundgåeligt også ramme vide grene af dansk erhvervsliv, erklærede finansministeren.

Resten af regeringen, ligesom oppositionen, tog det da også umiddelbart roligt. Statsminister Baunsgaard mente, at postyret om Glistrups „skattecirkus” snart ville være glemt. En frustreret Poul Møller bad dog om at blive frigjort fra sin ministerpost, men Baunsgaard afviste med henvisning til regeringssammenholdet. Ugen efter blev finansministeren ramt af en blodprop; dét afgjorde sagen.

Noget tydede på, at Baunsgaards vurdering var rigtig, idet Glistrup glimrede ved sit fravær under debatten op til folketingsvalget i efteråret 1971. Men det var snarere stilhed før stormen. I marts 1972 besluttede Advokatrådet at rejse disciplinærsag mod Mogens Glistrup for systematisk overtrædelse af aktieselskabsloven, og til den nye socialdemokratiske regerings udtrykte tilfredshed rejste politiet kort efter sigtelse mod ham for det samme og tillige for skattesvig af særlig grov karakter. Man mente at have en god sag, idet Glistrup faktisk allerede i 1965 og i 1969 i domme ved henholdsvis Højesteret og Landsskatteretten havde fået underkendt nogle af sine skattetransaktioner.

Glistrup gik da også straks i offensiven. I offentlige debatindlæg og på velbesøgte møder rundt om i landet tordnede han i foråret 1972 imod de alt for høje indkomstskatter og de alt for mange offentligt ansatte, men også imod de etablerede politikere og retssagen mod ham, som han direkte kaldte en politisk aktion imod en systemkritiker. Så var banen kridtet op. Glistrup ville ikke selv starte et nyt politisk parti, men han ville godt stille op for et af de eksisterende partier, og Det Konservative Folkepartis afdeling i velhaverkommunen Søllerød bød sig entusiastisk til. Den konservative kredsbestyrelse betakkede sig dog, og partiets politiske ordfører i Folketinget, Poul Schlüter, erklærede, at han gik, hvis Glistrup skulle blive medlem af folketingsgruppen.

Glistrup var utvivlsomt også for anarkistisk indstillet til at indordne sig i et parti, han ikke selv havde styringen af. Følgelig proklamerede han i august 1972 dannelsen af et nyt parti, Fremskridtspartiet. Det skete med stor underholdningsværdi og pressebevågenhed i Tivoli-restauranten Grøften, hvor Glistrup præsenterede et bizart minimalistprogram på en halv snes punkter, herunder afskaffelse af indkomstskatten, mere magt til Dronningen, nedskæring af Folketinget til 40 medlemmer, valg en gang om måneden, ingen stemmeret til folk over 60 år, samt afskaffelse af forsvaret, der skulle erstattes af en telefonsvarer med beskeden „Vi overgiver os” – naturligvis indtalt på russisk. I dagene efter blev Glistrup i pressen og af karikaturtegnere fremstillet som en klovn, ingen behøvede at tage alvorligt. Åbenbart gjorde Glistrup det knap nok selv, for han tog kort efter på sommerferie, blot for ved hjemkomsten til sin overraskelse at konstatere, at en lille ivrig tilhængerskare var gået i gang med at samle underskrifter ind, så det nye parti kunne stille op til det kommende folketingsvalg.

Indsamlingen gik over al forventning, og i januar 1973 lå de nødvendige 17.000 underskrifter på Indenrigsministeriets bord. Da optællingen skulle finde sted under forhold, Glistrup hævdede ikke var betryggende, lod han under stor mediebevågenhed indsamlingen fortsætte. Kun to måneder senere lå der yderligere knap 18.000 underskrifter. Samtidig genoptog Glistrup sin mødeturné rundt om i landet, hvor han trak fulde huse til sine retorisk effektive brandtaler mod skattetryk og „papirnusseri” i det offentlige. Fremskridtspartiets opinionstal skød i vejret med raketfart, fra 4 procent i februar til 18 procent måneden efter og i begyndelsen af maj hele 26 procent – kun en anelse efter landets største parti, Socialdemokratiet. Tallene sendte chokbølger gennem Christiansborgs gange, selv om vantro ledende politikere forsikrede offentligheden og hinanden om, at der blot var tale om en boble, der hurtigt ville briste, når folk opdagede, hvad Glistrup i virkeligheden stod for. Statsminister Anker Jørgensen fandt dog grund til at kalde til kamp mod Glistrups „politiske rindalisme”, en hentydning til lagerforvalter Peter Rindal, som i 1965 var blevet landskendt som initiativtager til en underskriftsindsamling imod den nye Statens Kunstfond, der ydede støtte, altså skattepenge, til „uforståelige” moderne forfattere og andre kunstnere. Rindal havde i øvrigt nu selv tilsluttet sig Fremskridtspartiet.

Også i den borgerlige presse blev der hejst tidlige advarselssignaler mod Glistrup-fænomenet, mens en ung Venstremand, seminarieadjunkt Bertel Haarder, i Morgenavisen Jyllands-Posten opfordrede de liberale til at gå „på barrikaderne mod skatteplyndring, overforbrug og formynderi”. Tanken om at trænge Glistrup tilbage med dele af hans egen politik var dog heller ikke helt fremmed for den socialdemokratiske regering. Allerede to uger efter lanceringen af Fremskridtspartiet havde den uden varsel foreslået både trækprocenterne og det særlige folkepensionsbidrag for alle nedsat med henvisning til, at „den store stigning i skattebyrden, der er gennemført under VKR-regeringen, simpelthen ikke kan fortsætte i 1973”, som finansminister Henry Grünbaum udtrykte det. For at dække statens provenutab forhøjede regeringen til gengæld yderligere de såkaldte giftskatter – punktafgifterne på tobak, spiritus og benzin samt vægtafgiften på biler, hvortil kom en ny særlig afgift ved overdragelse af fast ejendom.

De sidstnævnte elementer i skatteomlægningen i september 1972, som lagde nye byrder på bilister og parcelhusejere, skulle vise sig at bidrage til udløsningen af det næste politiske chok i 1973, som især ramte Socialdemokratiet – denne gang indefra. Erhard Jakobsen, medlem af Socialdemokratiet siden Staunings tid, folketingsmedlem siden 1953 og Gladsaxes populære og farverige borgmester siden 1958, havde gennem de seneste år med stigende bekymring betragtet, hvad han opfattede som sit partis klare venstredrejning under indtryk af ungdomsoprøret, både før og efter VKR-regeringens afgang. Eksempler på venstresnoningen var indflydelsen fra fraktionsdannelserne „Socialdemokratisk Samfund” og „Socialdemokrater mod EEC”, partiets føromtalte nye arbejdsprogram i 1971, de mange nye unge medlemmer af folketingsgruppen ved valget samme år, flere af dem EF-modstandere og NATO-kritikere, Anker Jørgensens overtagelse af statsminister- og partiformandsposten efter EF-afstemningen, dennes og udenrigsminister K.B. Andersens åbne kritik af USA's krigsførelse i Indokina i 1972 og deres støtte til afrikanske befrielsesbevægelser, samt Anker Jørgensens erklæring i januar 1973 om, at „Socialdemokratiet står klart til venstre for midten”.

Motiverende for Erhard Jakobsen var også hans vrede over, hvad han så – og hørte – som Danmarks Radios tiltagende venstreorientering. I august 1972, i øvrigt samme dag som Mogens Glistrup holdt Fremskridtspartiet over dåben i Tivoli, stiftede han „Aktiv Lytterkomité”, der foranstaltede systematisk båndoptagelse af kontroversielle radioprogrammer for at kunne dokumentere deres ensidigt samfundsnedbrydende indhold.

Dråben, der fik Erhard Jakobsens bæger til at flyde over, var den socialdemokratiske kongres i september 1973, hvor samarbejdet med SF blev bekræftet, og hvor Anker Jørgensen ikke blot gentog, at Socialdemokratiet placerede sig til venstre for midten, men også talte om at „tage to skridt til venstre”. Oveni kom omdannelsen af regeringen ugen efter, da de to – nu tidligere – EF-modstandere Ritt Bjerregaard (32 år) og Karl Hjortnæs blev henholdsvis undervisningsminister og justitsminister. Anker Jørgensens hensigt med ministerrokaden var at hele sårene i partiet, men ifølge Erhard Jakobsen var der tale om at „præmiere illoyalitet”, og ti dage senere dannede han i Gladsaxe sin egen fraktion i partiet, „Socialdemokratisk Centrum”.

Erhard Jakobsen havde dog ikke større opbakning i folketingsgruppen, som han længe havde haft konkrete uoverensstemmelser med om især beskatningen af ejerboliger. Sidst i oktober 1973 erklærede han, at hvis regeringen, måske af hensyn til samarbejdspartneren SF, ikke ville fremsætte hans forslag til lempelse af parcelhusejernes vilkår, herunder gradvis bortfald af lejeværdien af egen bolig, ville han selv gøre det. Et par dage senere viste en opinionsmåling, at Erhard Jakobsen kunne være sikker på hele 13-14 mandater i Folketinget, hvis han dannede sit eget parti. Samme dag udtalte han til pressen, at han med sin holdning kunne komme til at vælte regeringen, der kun havde ét mandats flertal, og at han efter en eksklusion af Socialdemokratiet ville danne sit eget parti, der skulle føre det, han forstod ved socialdemokratisk politik.

Én uge senere blev Erhard Jakobsens forudsigelse til virkelighed, omend i omvendt rækkefølge. Den 6. november trådte han ud af Socialdemokratiets folketingsgruppe og af partiet, og dagen efter dannede han sit eget parti under navnet Centrums-Demokraterne (CD, senere: Centrum-Demokraterne), som han dog bedyrede ville være en del af regeringens parlamentariske grundlag. Den 8. november udløste han ikke desto mindre folketingsvalg ved at blive væk fra en afstemning i Folketinget om forøgelse af beskatningen med én promille af formuer over 1,3 millioner kroner. Sagen var ikke stor, og stemmerne stod 86-86, hvilket normalt blot ville betyde, at den bortfaldt. Men Anker Jørgensen erklærede fra tingets talerstol, at den slags parlamentariske situationer efter alt at dømme ville opstå igen, og at det ville lamme regering og Folketing, hvorfor han måtte gå til Dronningen og udskrive valg.

Som bebudet af Erhard Jakobsen gik Centrum-Demokraterne bl.a. til valg på løfter om at varetage parcelhusejernes interesser – og bilisternes. Synspunktet var, at mange almindelige arbejdere og andre lønmodtagere takket være Socialdemokratiets indsats op gennem 1960'erne omsider havde fået råd til både hus og bil, og moderne socialdemokratisk politik kunne derfor ikke gå ud på at skattejagte dem. Boligen skulle holdes helt uden for beskatning og afgifterne på biler sættes væsentligt ned. Ligesom Glistrup ønskede også Jakobsen generelt trækprocenterne ned, men samtidig skulle momsen sættes op. Centrum-Demokraterne ønskede ikke at ødelægge velfærdsstaten og dens tryghedssystemer ved at fjerne dens finansielle grundlag. Partiet var ikke fjende af staten – tværtimod. Forsvaret og politiet skulle styrkes, og Danmark skulle være et helhjertet NATO- og EF-medlem, hvormed partiet mente, at officiel dansk kritik af allieredes politik måtte være utænkelig. Hvad Erhard Jakobsen opfattede som samfundets almindelige venstredrejning skulle bl.a. imødegås ved indskrænkning af universiteternes selvstyre og ved øget kontrol med folkeskolen og som nævnt med, at Danmarks Radios medarbejdere overholdt deres alsidighedsforpligtelse – i hvert enkelt program, vel at mærke.

Medvirkende til Anker Jørgensens resolutte valgbeslutning var nok et håb om, at den kunne forhindre Erhard Jakobsen i at samle det nødvendige antal underskrifter, der skulle til for at opstille hans nye parti. Det var dog en fejlvurdering. På rekordtid, otte dage, samlede det nye parti 51.400 underskrifter, tre gange det nødvendige antal, og CD kunne dermed opstille til folketingsvalget tre uger senere, den 4. december 1973. Resultatet af valget blev endnu værre for de fem gamle partier, end de havde frygtet. Alle gik de markant tilbage, og for især De Konservative og Socialdemokratiet var mandattabet nærmest katastrofalt. Socialdemokratiet var stadig landets klart største parti, men med den laveste stemmeandel siden årene før Første Verdenskrig. 44 procent af alle vælgere skiftede parti, og en tredjedel af Folketingets medlemmer blev udskiftet. Det var det hidtil største stemmeskred i dansk parlamentarisk historie. Foruden Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne fik et tredje borgerligt orienteret protestparti, Kristeligt Folkeparti, sæde i Folketinget. Samtidig blev de to protestpartier i forhold til EF, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Retsforbundet, som begge var gledet ud ved valget i 1960, på ny repræsenteret i tinget. Hele ti partier var nu repræsenteret i Folketinget, det største antal nogensinde. Frem- og tilbagegangene ved, hvad der snart blev døbt „jordskredsvalget”, fordelte sig således:

Analyser af vælgervandringerne viste, at to tredjedele af Centrum-Demokraternes stemmer kom fra Socialdemokratiet, mens Kristeligt Folkepartis vælgere hovedsagelig kom fra Venstre og De Konservative. Fremskridtspartiet, som med ét slag var blevet landets næststørste parti målt i mandater, havde derimod hentet stemmer fra hele det politiske spektrum. Der syntes altså at være tale om en vælgerbølge helt på tværs af de traditionelle højre-venstre-skillelinier, omend partiet modtog en del flere stemmer fra højre fløj end fra venstre. Protesten rettede sig tydeligvis mod, hvad overraskende brede dele af befolkningen oplevede som velfærdsstatens bagside: omsiggribende statsregulering („lovjunglen”), bestyret af et svulmende bureaukrati („skrankepaver” og „papirnussere”) og finansieret af en tilsyneladende ustyrlig vækst i den offentlige sektor, dvs. i skattetrykket – jævnfør fiaskoen for de to „sparebander” i 1971-72.

Hertil kom på den kulturelle og værdimæssige side mange vælgeres reaktion imod de samfundsmæssige normændringer, den kulturrevolution, som de følte, at ungdomsoprøret havde trukket med sig. F.eks. i form af de gamle partiers enighed om legaliseringen af billedpornografi og af abort, den statslige støtte til filmmanden Jens Jørgen Thorsens påstået blasfemiske Jesus-film, tolerancen over for „Fristaden Christiania”, samt en større venstreorienteret indflydelse i undervisningen fra børnehave til universitet og i radio/tv. DKP's og Retsforbundets fremgang hang navnlig sammen med, at de to partier havde gjort en stor indsats via „Folkebevægelsen mod EF” for at mobilisere EF-modstandere på henholdsvis venstre fløj og den borgerlige side. I det hele taget bidrog opgøret om EF i 1972 utvivlsomt til mange vælgeres mistillid til de etablerede politikere, omend tre af de fem nye partier på tinge faktisk var tilhængere af EF.

Overordnet viste vælgerreaktionen i 1973, at midten i dansk politik lå længere til højre, end de gamle Christiansborg-partiers politikere var kommet til at tro. Både Socialdemokratiet og VKR-partierne var siden slutningen af 1960'erne i praksis rykket et skridt eller to til venstre, og der opstod herved et gabende hul længere til højre i det politiske spektrum, som gav plads for de nye partier, der nu fejede ind i Folketinget. Det danske samfunds forandring både socioøkonomisk og kulturelt fra at være et temmelig isoleret og statisk landbrugssamfund til at være et mere europæisk og internationalt orienteret dynamisk industri- og servicesamfund var gået så hurtigt i de sidste 10-15 år, at dele af befolkningen knap kunne følge med udviklingen mentalt. Det hidtil så stabile politiske landskab i Danmark med fire eller fem dominerende partier havde med ét undergået iøjnefaldende topografiske forandringer.

Varslerne havde været der et stykke tid, og i perioden mellem de to valg i 1971 og 1973 blev farverige og karismatiske figurer som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup katalysatorer for, at udviklingen slog igennem parlamentarisk. Alle deres politiske forskelle til trods havde disse to partiledere et fælles berøringspunkt. De kritiserede hårdt Socialdemokratiet for, hvad de, og givetvis mange af deres vælgere, opfattede som partiets svigt over for egne gamle idealer om at nedbryde klasseskellene. Selv med Anker Jørgensen i spidsen var partiet ikke længere et rigtigt arbejderparti, styringen af det var taget over af cand.polit.'er og andre akademikere, som ikke repræsenterede den almindelige befolkning, men snarere varetog egne og andre privilegerede lags interesser. Altså dén „herskende klasse af halv- og helakademikere spændende fra administrationens teknokrater til kultureliten og favnende en kreds af bedrevidende specialister i det i øvrigt uundværlige social- og undervisningsvæsen”, som det hed i en lederartikel i Fremskridtspartiets blad i 1976.

Kritikken mente at kunne hente næring i den kendsgerning, at kun 10 af de 46 mandater, Socialdemokratiet fik ved folketingsvalget i 1973, havde arbejderbaggrund – resten var funktionærer eller tjenestemænd, og 16 af dem akademikere. Omvendt kunne partiledelsen pege på, at den almindelige velfærdsudbygning netop forudsatte en bedre offentlig styring og ekspertindsigt i det stadig mere komplekse og højteknologiske samfund.