Oliekrisen og det sårbare samfund

Regeringsforhandlingerne efter decembervalget blev naturligt nok brydsomme. Hverken en S-SF- eller en VKR-koalition udgjorde et bæredygtigt flertal i Folketinget, heller ikke selv om alle 26 mandater fra de tre „mellemliggende”partier – CD, Kristeligt Folkeparti og Retsforbundet – blev lagt til én af siderne. Uanset hvilken regeringskonstellation det endte med, kunne Fremskridtspartiets 28 mandater meget vel blive udslagsgivende, men netop dét ønskede stort set alle de øvrige partier at undgå. En Mogens Glistrup måtte ikke blive tungen på vægtskålen.

I den kriseramte socialdemokratiske gruppe advarede bl.a. Per Hækkerup stærkt imod frivilligt at afgive regeringsmagten trods kæmpenederlaget, og Anker Jørgensen blev da også umiddelbart forhandlingsleder, da de borgerlige partier ikke kunne enes om et alternativ. Anker Jørgensen måtte dog efter et par dage give op, og fem partier (VKR + CD + KrF) pegede nu på Venstres Poul Hartling som ny forhandlingsleder, selv om de ikke alle ønskede ham som kommende statsminister. Den socialdemokratiske gruppe besluttede herefter, på råd fra bl.a. LO's formand Thomas Nielsen, at partiet ikke umiddelbart ønskede at danne regering igen. Der kunne være gode grunde til at sunde sig, og kalkulen var, at en eventuel Hartling-regering hurtigt måtte give op, hvorefter vejen var banet for en ny regeringsperiode med Socialdemokratiet.

Efter en uges yderligere intense forhandlinger og manøvrer lykkedes det til manges overraskelse Poul Hartling at opnå tilsagn fra 126 mandater i Folketinget om, at de ikke ville modsætte sig en mindretalsregering under hans ledelse alene på basis af Venstres 22 mandater. For den øvrige mere eller mindre borgerligt sindede del af Folketinget bar Hartling som statsministerfigur dog mest præg af at være en nødløsning. Alternativerne var håbløse: De Radikale var gået tilbage, Hilmar Baunsgaards stjerne blandt vælgerne var begyndt at blegne, og hans temmelig passive ledelse af VKR-regeringen 1968-71 inviterede ikke til forsøg på gentagelser. De Konservative var i en svær nedgangskonjunktur, lammet af intern lederstrid og med Poul Hartlings svidende formulering ikke i en position, hvor de kunne stille krav. De tre nye centrumhøjrepartiers ledere var på forhånd udelukkede som statsministeremner.

I denne situation så den 59-årige teolog og fhv. seminarierektor Poul Hartling chancen for at markere sit ligeledes

Oliekrisen og det sårbare samfund 9 3 svækkede parti, dvs. bringe Venstre ud af den traditionelle rolle som det gamle landbrugssamfunds gårdmandsparti og gøre det til et moderne, liberalt parti, også for byerhvervene. Med betydeligt taktisk håndelag og målbevidsthed greb Hartling chancen for at placere sit parti i regeringsposition – og holdt fast i den. Den nye statsminister var da heller ikke nogen politisk novice. Han havde vundet voksende respekt som Venstres leder siden 1965 og som udenrigsminister i VKR-regeringen 1968-71. Den „smalle Venstre-regering”, som den hurtigt blev kaldt, bestod af kun 12 ministre, det mindste antal siden Stauning-ministeriet 1939-40. Der skulle også være folketingsmedlemmer til at passe det almindelige politiske arbejde, herunder udvalgene, og der var grænser for, hvor mange ministre der kunne tages udefra. Hartling afviste kritik af, at en så lille regering ville være for afhængig af embedsmændene; den omstændighed, at regeringen og gruppen var enige i grundsynet, kendte hinanden så godt og havde et indbyrdes tillidsfuldt forhold, gjorde regeringsarbejdet desto mere effektivt og tidsbesparende.

Under alle omstændigheder var det dog en dristig parlamentarisk chancesejlads, den nye regering gav sig ud på. Den måtte fægte sig frem til sit flertal fra sag til sag og stod med hovedansvaret for at lede landet igennem både den politiske rystelse, folketingsvalget havde fremkaldt, og den akutte økonomiske krise, som var udløst af de arabiske landes generelle olieprisforhøjelser og den delvise olieboykot af specielt Holland og Danmark lige efter Oktoberkrigen i Mellemøsten i protest mod disses proisraelske politik. Danmark havde endda været tæt på at blive udsat for en total arabisk olieboykot, efter at statsminister Anker Jørgensen i en improviseret tale i Middelfart den 5. november under efterfølgende stor international opsigt havde udtalt, at han „en stor del af vejen” kunne forsvare „Israels aggressivitet”, fordi landets naboer i virkeligheden ønskede Israel flyttet ud i Middelhavet.

Valgkampen i november-december 1973 var foregået under omfattende og helt usædvanlige olie- og energibesparelses-foranstaltninger, som umiddelbart – for dem, der var gamle nok – kunne bringe tankerne tilbage til 1950'ernes eller måske endda 1930'ernes mangelsamfund: bilfrie søndage med stille og mørke trafiktomme gader i de store byer, måske afbrudt af tramp fra hestehove. Det spektakulære søndagskørselsforbud for de mere end 1,2 millioner privatbilister havde – årstiden taget i betragtning – dog mest en psykologisk funktion. I forhold til energiforbruget til hverdagsbilkørsel, til opvarmning og i produktionen var der tale om marginale promillebesparelser. Nok så alvorlig kunne situationen være for den dårligere stillede del af befolkningen, som boede i, hvad der kaldtes 'den gamle boligmasse'. Det ville ofte sige kolde og fugtige lejligheder, som blev opvarmet med petroleumsovne eller -radiatorer. Trods forsøg med maksimalpriser steg prisen på en almindelig 10-liters plasticdunk petroleum efterhånden fra fem kroner til omkring 40 kroner, hvilket ville have slået bunden ud af mange menneskers husholdningsbudget, hvis de øgede brændselsudgifter ikke var blevet indregnet i boligtilskuddene. Altså med øgede offentlige udgifter til følge.

Selv om der havde været et forvarsel med den kortvarige benzinmangel under Mellemøstkrigen i 1956, gik det i 1973 med ét og nærmest chokagtigt for alvor op for danskerne, befolkningen såvel som politikerne, i hvor afgørende grad Danmarks hastigt øgede produktion og velstand siden Anden Verdenskrig var blevet afhængig af uhindrede, rigelige og billige leverancer af olie fra især Mellemøsten. At begivenheder så forholdsvis langt væk fra Danmarks grænser kunne få så umiddelbare og indgribende følger for danskernes hverdag og pengepung var en helt ny erfaring. Verden var blevet mindre, og det danske samfund var blevet sårbart på en helt anden måde end tidligere. Erkendelsen heraf bidrog til de ændringer i folks mentalitet og tænkemåder, som fandt sted i 1970'erne og derefter.

Chokket var så meget desto større, som året 1973 ellers havde været et hidtidigt toppunkt af velstandsbølgen. Lønstigningerne både i den private og i den offentlige sektor havde været rekordagtige 15-20 procent. Det var lidt mere end inflationstakten, og det private forbrug voksede således med godt 5 procent, mens investeringerne steg 15 procent. Arbejdsløsheden var helt nede på 2,4 procent. Bagsiden af medaljen var, at betalingsbalancen i 1973 – ligesom de tre foregående år – udviste et underskud på over tre mia. kr. Dét regnestykke kunne kun gå op ved at låne, og udlandsgælden, som havde været støt stigende siden 1960, var i 1973 nået op på 19 mia. kr. Udlandsgælden målt som procentandel af bruttonationalproduktet havde dog haft en let faldende tendens siden 1971, så gældsættelsen gav ikke i sig selv økonomer og politikere anledning til akut bekymring.