Kampen om atomkraft blev bl.a. ført med klistermærker. OOA finansieredes ved salg af Atomkraft? Nej tak-mærkaten og af en garantifond, som OOA-sympatisører kunne give bidrag til. Mærkaten blev skabt i 1975 af en dansk græsrod og var i 1980 udbredt internationalt i millioner af eksemplarer på 42 sprog. Forkæmperne for vedvarende energi (OVE) fremstillede deres egen mærkat, og atomkrafttilhængerne i REO søgte at efterligne succesen med deres JA-mærkat.

.

Demonstration på Rådhuspladsen i København i november 1980 mod det svenske Barsebäck-værk ved Malmö, indviet i 1975, „verdens værst placerede atomkraftværk”, som internationale eksperter kaldte det. Barsebäck blev i helt bogstavelig forstand det synlige symbol for den folkelige modstand mod atomkraft i Danmark. I øvrigt kom det senere frem, at danske topembedsmænd i begyndelsen af 1970'erne kendte til dybt fortrolige rapporter om Barsebäck-værkets utilstrækkelige sprinkler-nedkølingssystem, som skulle afværge en katastrofal nedsmeltning af reaktorkernen i tilfælde af f.eks. brud på det ordinære kølevandssystem.

.

Den trebladede kæmperotor monteres på Tvindmøllen i 1979. Placeringen i det vindblæste Vestjylland var oplagt, men hensigten med den enorme mølle var ikke kun at fremme vedvarende energi i Danmark, men mindst lige så meget ideologisk at demonstrere Tvindskolernes effektivitet og evne til at 'stole på egne kræfter'. Amdi Petersen og de øvrige Tvind-ledere appellerede til brede dele af 1970'ernes offentlighed med deres mærkesager: håndfast støtte til vanskeligt stillede unge fra underprivilegerede miljøer, samfundskritisk pædagogik, praktisk ulandshjælp, teknologikritik, utraditionel styring af store finansoperationer, kollektivdemokrati. Også borgerligt sindede kunne ligefrem beundre Tvinds disciplinkrav og effektivitet. I 1978 dukkede de første kritiske rapporter om Tvind-skolernes skyggesider dog op – plenumtyranni, psykisk pres på frafaldne elever, dårligt uddannet personale og andre tegn på udvikling af et sekterisk og autoritært samfund.

.

Mens forureningsproblemerne optog opinionen og medierne meget i årene 1971-73, blev det i årene efter oliekrisen i stigende grad energispørgsmålene, der fangede miljøorganisationernes og vælgernes interesse, og navnlig problemet med eventuel indførelse af atomkraft. Allerede i 1971 havde det jysk-fynske elsamarbejde, ELSAM, ansøgt Miljøministeriet om reservering af visse arealer til fremtidige atomkraftværker i Danmark, primært på Gylling Næs ved Odder i Østjylland, samt på Stevns – hvilket dog snart førte til kraftige protester fra lokale politikere og beboere på alle de udpegede steder: Der skulle ikke være noget atomkraftværk i deres baghave. Alligevel besluttede ELSAM umiddelbart efter nytår 1974 med henvisning til den aktuelle energikrise at fremskynde sine planer for indførelse af atomkraft, således at det første værk kunne begynde at levere el i 1980.

Et par uger senere så en ny græsrodsbevægelse dagens lys under navnet „Organisationen til Oplysning om Atomkraft”, OOA. Som umiddelbare krav stillede OOA for det første, at beslutningen om opførelse af atomkraftværker skulle tages af Folketinget alene; hidtil havde beslutningen kunnet træffes på egen hånd af undervisningsministeren, som atomforskningsanlægget i Risø sorterede under. For det andet krævede OOA, at beslutningen blev udskudt i mindst tre år, således at der var tid til et grundigt oplysningsarbejde for og imod atomkraften som fremtidig energikilde. En folketingsdebat kort efter viste, at selv om kun ét parti, VS, var klart imod atomkraft, var der faktisk bred enighed om Folketingets centrale rolle i forbindelse med den eventuelle indførelse af atomkraft, og i juni 1974 nedsatte Venstre-regeringen et Energioplysningsudvalg til belysning af problemerne.

Trods sit neutrale navn argumenterede OOA fra og med 1975 energisk og fremgangsrigt imod indførelse af atomkraft. Organisationen fastholdt dog uafhængigheden af partipolitiske og økonomiske interesser, og på græsrodsvis arbejdede den uden valgt bestyrelse og uden nogen formel medlems-organisering. De fleste OOA-sympatisører lå nok fra midten og ud til venstre i det politiske spektrum, og der var i øvrigt en overvægt af yngre, kvinder og folk med højere uddannelser; de større borgerlige partier var alle klare tilhængere af atomkraft. Socialdemokratiet tog på sit årsmøde i 1975 ikke direkte stilling for eller imod, men vedtog, at en forudsætning for partiets accept var opfyldelsen af en række krav, bl.a. at befolkningens sikkerheds- og sundhedsmæssige situation var betryggende, samt at andre energiformer samtidig skulle undersøges. Under folketingsdebatterne om spørgsmålet omkring midten af 1970'erne talte Socialdemokratiet dog for at indføre atomkraft, og ved vedtagelsen af en revideret atomanlægslov i maj 1976 stemte kun VS og DKP imod.

I både den socialdemokratiske regerings og det store folketingsflertals overordnede energipolitiske målsætninger og planer indgik atomkraft fortsat fra 1976 og frem til begyndelsen af 1980'erne, samtidig med at der – med oliekrisen in mente – blev lagt vægt på flerstrengethed, forsyningssikkerhed og handelsbalancehensyn. Hovedpunkterne i regeringens første officielle langtidsenergiplan (frem til 1995), offentliggjort af handelsminister Erling Jensen (S) i maj 1976, var således omstilling fra olie til kul og atomkraft. Fire a-kraftværker skulle bygges i årene 1985-93, og yderligere to fra 1995 til 1999, hvortil kom etablering af et landsdækkende net for naturgas fra Nordsøen, samt varmeplanlægning i alle amter og kommuner med henblik på energibesparelser.

Det var planen, at selve atomkraftprojektet skulle vedtages i Folketingets ekstraordinære samling i sommeren 1976. Men både i opinionen og internt i Socialdemokratiet voksede modstanden hastigt, og netop i sommeren 1976 viste meningsmålingerne for første gang, at et flertal af befolkningen var helt imod indførelsen af atomkraft. Under indtryk heraf endte Socialdemokratiet med at foreslå projektet udskudt med henvisning til behovet for flere tekniske undersøgelser vedrørende deponering af det højradioaktive affald og den generelle sikkerhed ved atomkraftværker. Partiledelsen ønskede dog ikke at afskære sig fra muligheden for senere at indføre atomkraft, men på årsmødet i efteråret 1976 beroligede statsminister Anker Jørgensen modstanderne ved at sige, at sagen ville blive behandlet på et årsmøde eller en kongres i partiet inden den endelige afgørelse. Forslag fra forskellig side om en folkeafstemning blev derimod afvist med henvisning til spørgsmålets tekniske kompleksitet.

Den officielle udskydelse af atomkraftbeslutningen gav stødet til, at en gruppe tilhængere, herunder forskere og teknikere på Risø og Niels Bohr Institutet og fra ELSAM, dannede organisationen Reel Energi Oplysning, REO. Fra 1976 og frem blev REO med sin entusiastiske argumentation for atomkraft OOA's oplysningsmæssige modpol. Heri fik REO i øvrigt en kærkommen støtte fra det slagfærdige SF-folketingsmedlem Morten Lange, der i samarbejde med elforsyningsselskaber rejste landet rundt til store folkemøder, hvor atomkraftens fordele blev præsenteret. Det var på et af disse møder i 1976, Morten Lange kaldte atomkraftmodstanden en „'religiøs' bølge sat i gang af barfodsgængere og andre biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne diktere”.

REO fik en vis indflydelse på de følgende års stadig mere polariserede offentlige debat for og imod atomkraft, bl.a. ved at protestere højlydt mod ethvert tilløb til, hvad de opfattede som skævvridning af debatten i radio og tv til ugunst for atomkraften. Selv om REO kunne regne med sympati fra det meste af provinspressen og fra Berlingske Tidende, havde organisationen dog ikke samme folkelige og politiske gennemslagskraft som OOA, hvis kritiske holdning til atomkraft blev delt ikke blot af stort set hele den politiske venstrefløj, men også af dagbladet Politiken og af populære og hårdtslående aviser som B.T. og især af Ekstra Bladet, der i 1977 organiserede en stor underskriftsindsamling for kravet om lukning af det kun to år gamle skånske Barsebäck-atomkraftværk 20 km fra Københavns centrum.

Kampen om ja eller nej til atomkraft i Danmark var i slutningen af 1970'erne endnu uafgjort. Utvivlsomt spillede frygten og utrygheden ved atomenergien og risikoen ved radioaktiv bestråling både fra atomaffaldet og i tilfælde af ulykker en stor rolle for mange mennesker. Medvirkende var også, at 1960'ernes danske, internationalt og især amerikansk inspirerede debat om strålingsfarer fra de atmosfæriske atomprøvesprængninger havde sat sine spor. De færreste troede på REO's argument om, at et moderne industrisamfunds behov for især elproduktion i det lange løb kun kunne opfyldes ved brug af atomkraft. Lægfolks tillid til den naturvidenskabelige autoritet og nuklearteknologiske ekspertise, som REO mente at repræsentere, var ikke, hvad den havde været.

Det sidste var også en del af baggrunden for, at interessen for alternative og vedvarende energikilder voksede stærkt fra midten af 1970'erne. I 1975 dannede en kreds af miljøaktivister og naturfagsfolk i København, til dels med udspring i OOA, „Organisationen for Vedvarende Energi”, OVE, som i de følgende år skulle få stor betydning for udbredelsen af kendskabet til konkret realiserbare energialternativer til især atomkraften. Det første skridt var udgivelsen i 1976 af en „alternativ energiplan for Danmark” som et direkte modspil til regeringens førnævnte energiplan. Den alternative plan var udarbejdet af bl.a. Niels I. Meyer og Bent Sørensen, forskere ved hhv. Danmarks Tekniske Højskole (DTH) og Niels Bohr Institutet, og foruden den manglende atomkraft adskilte den sig først og fremmest fra regeringens ved at lægge større vægt på kul, naturgas og frem for alt den vedvarende energi, dvs. sol, vind og biogas, som udgjorde en tre gange større andel af det samlede energiforbrug i 1995 end i regeringens plan. Selv om den alternative plan kun regnede med knap 10 procent lavere totalt energiforbrug end regeringen i de næste 20 år, undgik den ikke i den atomkraftvenlige presse at blive beskyldt for at ville ødelægge danskernes levestandard.

Fra midten af 1970'erne begyndte staten at yde en vis økonomisk støtte til forskning i vedvarende energi, primært til solvarmeudvikling, lavenergihuse og varmelagring, samt til udvikling af vindmølleproduktion. Den sidstnævnte startede i 1976 med opstillingen af to vindmøller, hvorefter det med opstillingen af en halv snes nye møller alene i 1978 gik nærmest eksplosivt fremad i de følgende år, således at der i første halvdel af 1980'erne blev opstillet gennemsnitligt 125 vindmøller årligt. I 1979 vedtog Folketinget en lov om statsstøtte til vindmøller, i starten på 30 procent af omkostningerne.

Et led i denne udvikling var Skolesamvirket Tvinds opførelse sidst i 1970'erne af, hvad der på dette tidspunkt var verdens største vindmølle. Teknologisk havde den spektakulære Tvindmølle i Ulfborg i Vestjylland næppe større betydning for vindenergiens fremmarch i Danmark, som mere var baseret på de mindre vindmøller. Møllen var nok så meget et prestigeprojekt for Tvind, og selv om den blev opført på amatørbasis af skolernes entusiastiske elever og lærere, fik den vigtig teknologisk rådgivning fra bl.a. DTH og Risø; reelt blev møllens store kapacitet til elproduktion langtfra udnyttet fuldt ud. Men på det symbolske plan medvirkede „Tvindkraften” givetvis til den holdningsændring, der fandt sted i synet på vindenergiens muligheder i årene omkring 1980. Også flere almindelige folkehøjskoler, bl.a. Kolding, Vallekilde og Vestbirk, gik i øvrigt foran i disse år med etablering af vindmølle- og solenergianlæg.

Det første danske solvarmefirma startede i 1973-74, og i 1975 begyndte undervisningen i solvarmeenergi på DTH. I slutningen af 1970'erne iværksatte og finansierede Handelsministeriet med det såkaldte Udviklings- og demonstrationsprogram for solvarme en række projekter, bl.a. vedrørende solvægge, lavenergibyggeri og lagringsteknologi, og i 1979 udgav OVE en brugshåndbog for solfangerfabrikanter. Omkring 1980 fik flere bofællesskaber rundt om i landet installeret solvarmeanlæg, og i første halvdel af 1980'erne førte de indhøstede erfaringer til en betydelig kvalitetsforbedring og produktudvikling i solfangerbranchen. Også udviklingen af de forskellige former for biobrændsel tog fart kort efter oliekrisen i 1973-74. Større træflis- og halmfyringsanlæg blev taget i brug i skov- og landbruget, og i 1974 blev landets første fuldskala-landbrugsbiogasanlæg bygget. I 1978 nedsatte Handelsministeriet en ekspertgruppe for teknologisk udvikling af biogasanlæg. I første halvdel af 1980'erne viste det sig dog, at teknikken endnu slet ikke stod mål med ambitionerne, og omkring 1985 bidrog olieprisernes fald til næsten helt at stoppe den videre udvikling af gårdbiogasanlæggene. I 1982 udgjorde energien fra vedvarende energikilder endnu kun 2 procent af landets samlede energiforbrug.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Atomkraft - eller sol og vind.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig