Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordsøens sorte guld: anden runde

Oprindelig forfatter PVi

Når Anker Jørgensen under valgkampen i slutningen af 1981 offentligt luftede sin mistanke om, at Niels Helveg Petersen og hans radikale stadig mere seriøst overvejede at svinge over til at blive støtteparti for De Konservatives Poul Schlüter og den borgerlige opposition i Folketinget, var der måske mere hold i mistanken, end statsministeren selv var klar over. I hvert fald havde forløbet omkring de seje og langstrakte forhandlinger i begyndelsen af 1981 mellem regeringen og A.P. Møller om revision af olie- og gaskoncessionsaftalen i høj grad påvirket Helveg Petersens syn på Poul Schlüter i positiv retning.

Bagtæppet for de nye koncessionsforhandlinger var 1970'-ernes andet store energiprischok, nemlig i forbindelse med revolutionen i Iran, som i løbet af 1979 havde fordoblet verdensmarkedsprisen på en tønde råolie. Den langtidsenergiplan, som Folketinget havde vedtaget i 1976 med gradvis omstilling fra olie til kul og atomkraft samt etablering af et landsdækkende net for naturgas fra Nordsøen, var ganske vist under gennemførelse – bortset fra a-kraftdelen: Mens Danmark i 1972 havde dækket 94 procent af sit hastigt voksende energiforbrug med importeret olie, udgjorde olien i 1980 kun 80 procent af landets samlede energiforbrug, selv om dette lå lidt over 1972-niveauet. Samtidig var Danmark i 1979-80 selv blevet et olie- og så småt også naturgasproducerende land. De danske oliefelter i Nordsøen stod nu for godt 15 procent af landets årlige oliebehov, og i marts 1979 havde SV-regeringens handelsminister Arne Christiansen (V) indgået en 30-årig aftale med Dansk Undergrunds Consortium (DUC) om, at det statslige handels- og distributionsselskab, Dansk Olie og Naturgas (DONG), skulle aftage for 30 mia. kr. naturgas fra Nordsøen.

 Ifølge tegneren Bo Bojesen kom den nyligt udnævnte energiminister Poul Nielson tilsyneladende ikke helt tørskoet fra sin kontrakt i april 1980 med de saudi-arabiske oliesheiker om leverance af 2,5 mio. tons olie til knap tre mia. kr. Ved hjemkomsten erklærede Poul Nielson, at hans aftale med Saudi-Arabien på vegne af DONG var

Ifølge tegneren Bo Bojesen kom den nyligt udnævnte energiminister Poul Nielson tilsyneladende ikke helt tørskoet fra sin kontrakt i april 1980 med de saudi-arabiske oliesheiker om leverance af 2,5 mio. tons olie til knap tre mia. kr. Ved hjemkomsten erklærede Poul Nielson, at hans aftale med Saudi-Arabien på vegne af DONG var "klokkeren", men da den blev offentliggjort, tolkede de fleste den som præget af politiske bindinger: Danmark forpligtede sig ifølge ordlyden til ikke at handle på en måde, som på nogen måde kunne bringe Saudi-Arabien i miskredit. Den saudiske olie udgjorde imidlertid en betydelig del af Danmarks olieforsyning i begyndelsen af 1980'erne, da forsyningssikkerheden var et akut problem efter revolutionen i Iran og under krigen mellem Iran og Irak. Som statsselskab havde DONG desuden opnået en aftale, som private næppe havde kunnet få. De politiske bindinger i oliehandelen var muligvis mere formelle end reelle.

A.P. Møller-koncernen, der fortsat stod som bevillingshaver i DUC sammen med „bistandsyderne”Shell, Chevron og Texaco, havde ganske vist endnu i 1976 hævdet, at der sandsynligvis ingen kommercielle muligheder var i udvindingen af naturgas, og på den baggrund havde Folketinget dengang godkendt DUC's fortsatte eneret til at søge efter naturgassen. På trods heraf, og på trods af omfanget og rækkevidden af 1979-aftalen mellem DUC og DONG, havde SV-regeringen og oppositionen accepteret DUC's krav om, at alle denne aftales enkeltheder af konkurrencehensyn skulle forblive fortrolige. Først efter at VS' medlem af Folketingets politisk-økonomiske udvalg, Preben Wilhjelm, støttet af også den borgerlige presse havde krævet større åbenhed, blev den flere hundrede sider lange aftale med bilag fremlagt til gennemsyn i tre dage for Folketingets medlemmer – som ikke måtte kopiere eller afskrive. Wilhjelm brød dog denne klausul, og VS'erens notater udgjorde sammen med hans optegnelser fra Folketingets undergrundsudvalg i 1976 en betydelig del af grundlaget for et halvanden times journalistisk tv-dokumentarprogram, som oprullede historien bag A.P. Møllers koncessionsrettigheder for den danske undergrund. Programmet, som blev sendt i november 1979, mens prisen på importeret råolie fortsat steg måned for måned, vakte en del offentligt postyr og var i høj grad med til at vende opinionen til fordel for en revision af koncessionsaftalen med DUC.

Annonce

TV-programmet gik over skærmen få timer efter, at statsminister Anker Jørgensen i åbningstalen i Folketinget efter valget på sin nye regerings vegne bebudede forhandlinger med DUC om intensiveret olieefterforskning i Nordsøen. I spidsen for det nyoprettede energiministerium satte Anker Jørgensen den unge og energiske Poul Nielson, fhv. socialdemokratisk MF'er og derefter fuldmægtig i Udenrigsministeriet. I februar 1980 forelagde han tre forslag til ændring af koncessionen for A.P. Møller: 1) Anlæg af en statslig rørledning for naturgassen af hensyn til forsyningssikkerheden og med transportafgifter til staten. 2) Større efterforskning, især ved hurtigere tilbagelevering fra DUC – inden 1985 – af uefterforskede arealer i undergrunden, så andre selskaber kunne gå i gang. 3) En direkte statslig indsats i olieefterforskningen og i olieforsyningen, samt køberet for staten til halvdelen af den indvundne olie.

Med dette udgangspunkt forhandlede regeringen med A.P. Møller gennem det meste af 1980, alt imens det livligt blev diskuteret af og med navnlig venstrefløjspartierne, Retsforbundet, dele af Socialdemokratiet og juridiske eksperter, om eller hvordan man kunne støtte hel eller delvis nationalisering eller ekspropriation af olien og gassen i Nordsøen. Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller opfordrede personligt under forløbet flere gange diskret Anker Jørgensen til selv at overtage forhandlingerne, idet skibsrederen fandt energiministeren for stejl. Da statsministeren afviste, valgte Mc-Kinney Møller offentligt at angribe Poul Nielsons oplæg som „et eklatant brud” på de forudsætninger, DUC hidtil havde arbejdet under, og han antydede endda muligheden for helt at stoppe efterforskningen.

 Preben Wilhjelm, folketingsmedlem for VS, taler ved en demonstration foran A.P. Møllers hovedsæde i januar 1981 under parolen „Ekspropriér Nordsøenergien”. Wilhjelm havde i årevis været en de skarpeste kritikere af A.P. Møllers olie- og gaskoncession, men venstrefløjens krav om hel eller delvis statslig overtagelse kunne ikke opnå flertal. Alligevel kaldte A.P. Møller med støtte fra V og K Anker Jørgensen-regeringens lovforslag i 1981 om en moderat ændring af koncessionen for ekspropriation. Regeringen opnåede dog en fordelagtig statslig køberet, som fik anseelig samfundsøkonomisk betydning under Firkløverregeringen.

Preben Wilhjelm, folketingsmedlem for VS, taler ved en demonstration foran A.P. Møllers hovedsæde i januar 1981 under parolen „Ekspropriér Nordsøenergien”. Wilhjelm havde i årevis været en de skarpeste kritikere af A.P. Møllers olie- og gaskoncession, men venstrefløjens krav om hel eller delvis statslig overtagelse kunne ikke opnå flertal. Alligevel kaldte A.P. Møller med støtte fra V og K Anker Jørgensen-regeringens lovforslag i 1981 om en moderat ændring af koncessionen for ekspropriation. Regeringen opnåede dog en fordelagtig statslig køberet, som fik anseelig samfundsøkonomisk betydning under Firkløverregeringen.

I december 1980 meddelte regeringen, at der på ingen af de afgørende punkter kunne opnås enighed mellem parterne, og at der derfor nu måtte lovgivning til. Presset på regeringen var steget, især da udenlandske olieeksperter vurderede, at selv om DUC hidtil havde investeret godt fem mia. kr. i olieeftersøgningen og foreløbig kun fået én mia. kr. hjem igen, ville DUC under den gældende koncession selv høste langt over halvdelen af de ca. 100 mia. kr., der efter forsigtige skøn om priser og forekomster ville blive i overskud alene af olien fra de kendte felter i Nordsøen. Alligevel fastholdt regeringen, at den ikke ønskede at inddrage spørgsmålet om beskatning af DUC. A.P. Møller ønskede derimod udtrykkelige garantier imod øget beskatning.

Den 30. januar 1981 fremlagde regeringen sine lovforslag, som med visse afsvækkelser byggede på det oprindelige forhandlingsgrundlag, og der tegnede sig et snævert flertal for dem i Folketinget, nemlig S, SF, R og ét medlem af CD; VS fandt regeringen for imødekommende over for DUC. A.P. Møller reagerede ved offentligt at karakterisere lovforslagene som ekspropriation og bebude retssag med fuldt erstatningskrav efter Grundloven, og koncernen blev bakket op af De Konservative, Venstre og Fremskridtspartiet. Også CD og Kristeligt Folkeparti var negative over for lovforslagene.

Da det så ud til, at spørgsmålet i værste fald kunne blive et tema i en kommende valgkamp, vurderede Poul Schlüter, at Det Konservative Folkeparti ikke politisk ville kunne holde til at fremstå som den ufolkelige forsvarer for DUC's privilegier. Schlüter udarbejdede derfor diskret et konservativt forslag til en revideret aftale med DUC, som indeholdt både afgivelse af arealer og nye regler om beskatning. De Konservative var som parti afhængigt af økonomisk støtte fra A.P. Møller, og forslaget fandt først tilslutning i den konservative gruppe, da det også fik støtte fra Erik Ninn-Hansen, som havde nære forbindelser til Kristian Mogensen, landsretssagfører, medlem af Mærsk-selskabernes bestyrelse og tæt på forhandlingerne mellem DUC og regeringen. A.P. Møllers positioner var åbenbart under opblødning.

 I sommeren 1981 begyndte nedgravningen i Sønderjylland af ledningsrørene til naturgas fra det vesttyske Ruhrgas. I 1982 modtog DONG sine første leverancer, der gik til ca. 3.000 parcelhuse, industrier og et varmeværk i Region Syd. I 1984 var det DONG, der indledte eksporten af naturgas til bl.a. Ruhrgas. I 1981 begyndte også anlægsarbejderne til olierør fra Nordsøen til Fredericia. Olierørsystemet stod færdigt i 1984 med en daglig kapacitet på ca. 60.000 tønder. I 1985 begyndte DONG at eksportere naturgas til Sverige. Danmark var så småt på vej til at blive et energiselvforsynende og et energieksporterende land.

I sommeren 1981 begyndte nedgravningen i Sønderjylland af ledningsrørene til naturgas fra det vesttyske Ruhrgas. I 1982 modtog DONG sine første leverancer, der gik til ca. 3.000 parcelhuse, industrier og et varmeværk i Region Syd. I 1984 var det DONG, der indledte eksporten af naturgas til bl.a. Ruhrgas. I 1981 begyndte også anlægsarbejderne til olierør fra Nordsøen til Fredericia. Olierørsystemet stod færdigt i 1984 med en daglig kapacitet på ca. 60.000 tønder. I 1985 begyndte DONG at eksportere naturgas til Sverige. Danmark var så småt på vej til at blive et energiselvforsynende og et energieksporterende land.

Det konservative forslag fik dog ingen selvstændig praktisk betydning, da regeringen og DUC efter en række nye forhandlinger i februar og marts indgik forlig om en aftale, som med visse yderligere modifikationer fortsat lå ganske tæt på regeringens oprindelige oplæg. Aftalen indebar foruden arealafgivelsen bygning af en statslig olierørledning fra Gorm-feltet i Nordsøen til Shell-raffinaderiet i Fredericia og en statslig køberet på 40 procent af olieproduktionen. En vigtig ændring i forhold til den gamle aftale var desuden, at staten nu ud fra et samfundshensyn kunne bestemme, at udvindingen på et givet tidspunkt skulle være mindre, end DUC ud fra et afsætningsøkonomisk hensyn måtte ønske; i tilfælde af uenighed skulle sagen afgøres ved voldgift.

I parlamentarisk sammenhæng lå betydningen af Poul Schlüters udspil i DUC-forhandlingerne i, at det for Niels Helveg Petersen vidnede om en konservativ leder, der ikke passede til det gængse billede af ham som en politisk „letvægter”. Helveg Petersen værdsatte Schlüters ansvarlighed og beredvillig til at gå imod sit bagland, hvis overordnede samfundshensyn krævede det. Det var politiske egenskaber, som den radikale leder i stigende grad mente ikke at kunne finde hos den socialdemokratiske regeringsledelse.

DUC's olieproduktion dækkede 15-20 procent af det danske forbrug i 1981, men selvforsyningen forventedes at stige til ca. 50 procent i 1985. Hertil kom, at naturgassen fra Nordsøen fra 1984 for alvor ville blive udnyttet i stor målestok, især i varmeforsyningen, idet den førnævnte 1979-aftale mellem DUC og DONG forpligtede staten til at aftage 55 mia. kubikmeter gas fra 1984 til 2009 – vel at mærke uanset, om DONG kunne få gassen solgt eller ej. Forudsætningen herfor havde været en tilslutningspligt til det kostbare og vidtforgrenede naturgasnet, men da en sådan pligt ikke blev gennemført og borgernes interesse for at skifte energiform var behersket, måtte boligejere, virksomheder og kommuner til en vis grad presses eller lokkes med støtteordninger til at gøre brug af naturgassen. Det kostede det offentlige penge, men ændrede ikke ved, at Danmark allerede i midten af 1980'erne var godt på vej til at blive selvforsynende med energi, og med tiden endda olie- og gaseksportør.

Sammen med indførelsen i april 1982 af en særlig kulbrinteskat på fortjenesten af salg af olie og gas fra Nordsøen udgjorde regeringens aftale med DUC i 1981 en betydelig ændring af A.P. Møllers eneretsbevilling fra 1962 og af den genforhandlede koncessionsaftale fra 1976. 1981-aftalen sikrede staten større indtægter fra og større kontrol med den hastigt voksende olie- og gasudvinding, og aftalen bidrog dermed i de følgende år og årtier til at lindre og gradvis ophæve de tunge betalingsbalance- og gældsproblemer, som siden 1970'ernes begyndelse havde belastet samfundsøkonomien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Nordsøens sorte guld: anden runde i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306598