Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Sejret ad helvede til - godt”

Oprindelig forfatter PVi

Ligesom en stor del af den indenrigspolitiske debat lige siden den første oliekrise i 1973-74 kredsede også den mere end almindeligt polariserede valgdebat i slutningen af 1981 om især ét spørgsmål: Hvilke af Danmarks tre store økonomiske plager i disse år skulle have højest politisk prioritet – massearbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet eller underskuddet på statsfinanserne? Partierne til venstre for midten, dvs. også Anker Jørgensens Socialdemokrati og støttet af LO, mente indgreb over for den store arbejdsløshed og den især heraf følgende sociale nedtur for dele af befolkningen. Den borgerlige lejr, her inklusive De Radikale, anså derimod genopretningen af underskuddet over for udlandet og sanering af statens finanser for at være vigtigst for at sikre fortsat økonomisk vækst og velfærd.

Dilemmaet var, at bekæmpelsen af ledighedsproblemet havde haft en tendens til at forværre underskudsproblemerne – og omvendt. De socialdemokratiske regeringer forsøgte med traditionelle keynesianske redskaber at holde gang i økonomien trods krisen, dvs. ved statslig udpumpning af penge til opretholdelse af efterspørgsel, købekraft og investering i arbejdspladser, ikke mindst i den offentlige sektor. Det sikrede både en fortsat betydelig omfordeling af goderne og en stabil, fleksibel og veluddannet arbejdskraft, som i kraft af det forholdsvis høje niveau for de sociale ydelser ikke for alvor og i større omfang led materiel nød, selv ved høj arbejdsløshed. Velfærdssamfundet blev således reddet igennem krisen og blev endda på visse punkter udbygget, f.eks. med bistandsloven i 1976.

 Borgerkrigslignende tilstande udspillede sig i april 1980 i det københavnske Nørrebros 'Sorte Firkant' og på Nørrebrogade, som med væltede skurvogne og barrikader kunne lede tankerne tilbage til Augustoprøret 1943 imod den tyske besættelsesmagt. I 1980 var de unge oprøreres modstandere byens demokratisk valgte Borgerrepræsentation, hvis flertal havde besluttet med politiets hjælp at rydde den såkaldte Byggelegeplads, som meget få børn legede på, til fordel for moderne socialt boligbyggeri. Den anarkistisk orienterede VS-fløj af Nørrebros Beboeraktion så imidlertid kun et flertalsdiktatur, som ikke tog hensyn til vigtige mindretal. Modstanden på Nørrebro betød, at Københavns Borgerrepræsentation gik mindre hårdt til værks ved den efterfølgende sanering af Vesterbro.

Borgerkrigslignende tilstande udspillede sig i april 1980 i det københavnske Nørrebros 'Sorte Firkant' og på Nørrebrogade, som med væltede skurvogne og barrikader kunne lede tankerne tilbage til Augustoprøret 1943 imod den tyske besættelsesmagt. I 1980 var de unge oprøreres modstandere byens demokratisk valgte Borgerrepræsentation, hvis flertal havde besluttet med politiets hjælp at rydde den såkaldte Byggelegeplads, som meget få børn legede på, til fordel for moderne socialt boligbyggeri. Den anarkistisk orienterede VS-fløj af Nørrebros Beboeraktion så imidlertid kun et flertalsdiktatur, som ikke tog hensyn til vigtige mindretal. Modstanden på Nørrebro betød, at Københavns Borgerrepræsentation gik mindre hårdt til værks ved den efterfølgende sanering af Vesterbro.

Men samtidig svækkede den socialdemokratiske krisepolitik konkurrenceevnen og forøgede betalings- og statsunderskuddet. Dansk økonomis traditionelt store afhængighed af handelen med udlandet var her achilleshælen. Det velorganiserede arbejdsmarked og den stærke og politisk indflydelsesrige fagbevægelse havde en tendens til at presse lønstigningerne op over udlandets og over, hvad der var produktionsmæssig dækning for, hvilket nærede inflationen, skadede eksporten og hæmmede investeringerne. Det voldte ikke større problemer, så længe der var høj økonomisk vækst og international højkonjunktur. Men da 1970'ernes internationale krise satte ind, slog den vestlige verdens generelle økonomiske problem i tiåret, nemlig kombinationen af økonomisk stagnation og høj inflation, den såkaldte stagflation, hårdere igennem i Danmark end i mange andre vestlige lande. Og stagflationen blev yderligere forstærket af de store prisstigninger på den importerede energi og den øvrige råvareimport, som landets økonomi var så dybt afhængig af.

Annonce

De iboende modsigelser og balanceproblemer i de moderne vestlige industrisamfund i almindelighed og i Danmark måske i særdeleshed inspirerede i begyndelsen af 1978 til udgivelsen af bogen Oprør fra midten. Den var skrevet af tre samfundsengagerede debattører med meget forskellig baggrund, nemlig den radikale fhv. kultur- og nedrustningsminister K. Helveg Petersen og to ikke-politikere, fysikprofessoren Niels I. Meyer og forfatteren og filosoffen Villy Sørensen. Bogen var en fundamental kritik af de herskende vækstideologier i de højtudviklede lande både i Vest og Øst, baseret som de var på høj vækst i materiel produktion og privatforbrug, i importerede energiressourcer samt i miljøforurening og i militær overoprustning. Heroverfor opstiller bogen visionen om et „humant ligevægtssamfund”, hvor hensyn til naturen og miljøet og solidariteten mellem mennesker vejer tungere end økonomisk vækst, blandt andet realiseret gennem demokratisk selvforvaltning og indførelse af „borgerløn” til alle.

 De tre forfattere til bogen Oprør fra midten, fra v. Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, 1978. De midaldrende og konventionelt påklædte oprøreres samfundstanker var på nogle punkter ikke mindre radikale end de unge oprørske aktivisters, om end de gik i andre retninger. Under alle omstændigheder viste den store interesse for bogen, at utopierne endnu ikke var døde, selv om konservative intellektuelle som Henrik Stangerup og Per Stig Møller – bl.a. i modskriftet Opsang til midten – kritiserede visionerne for, at de ville føre til et alt for styret samfund med for lidt plads til individet – et

De tre forfattere til bogen Oprør fra midten, fra v. Niels I. Meyer, K. Helveg Petersen og Villy Sørensen, 1978. De midaldrende og konventionelt påklædte oprøreres samfundstanker var på nogle punkter ikke mindre radikale end de unge oprørske aktivisters, om end de gik i andre retninger. Under alle omstændigheder viste den store interesse for bogen, at utopierne endnu ikke var døde, selv om konservative intellektuelle som Henrik Stangerup og Per Stig Møller – bl.a. i modskriftet Opsang til midten – kritiserede visionerne for, at de ville føre til et alt for styret samfund med for lidt plads til individet – et "Østtyskland" omplantet til Vesteuropa. Den kolde krigs tankebaner prægede kritikken og samfundsdebatten, skønt en af Oprør fra midten's erklærede hensigter var at sætte sig ud over disse tankebaner.

Bogens budskab ramte tilsyneladende en følsom nerve hos det læsende og politisk bevidste 1970'er-publikum. Helt usædvanligt for en samfundsdebatbog blev den i 1978-79 solgt i langt over 100.000 eksemplarer og inspirerede til hundredvis af foredrag og studiekredse landet over og til mere end tusind debatindlæg i pressen, foruden til en række nye bøger. Oversættelser udkom i Norge, Sverige, Island, Vesttyskland og Storbritannien. Ved sine forslag til løsninger af aktuelle og påtrængende samfundsproblemer var Oprør fra midten ment som et forsøg på at komme ud over den traditionelle partipolitiske højre-venstre-opdeling, og bogen høstede da også meget negativ kritik fra såvel borgerlige kredse til højre som fra den yderste venstrefløj. F.eks. så den sidstnævnte den italienske fascistleder Mussolinis spøgelse bag bogens forslag om strejkeforbud for højtlønnede lønmodtagere, mens borgerlige debattører bl.a. kaldte bogens løsningsforslag for farlige og totalitære drømme om „et tvangsstyret trivselshelvede”, hvor der var for lidt plads til individet.

Bogens tre forfattere afviste skarpt sådanne anklager som vanebundne fejllæsninger, og især nogle ledende socialdemokratiske og radikale politikere erklærede sig da også mere positive over for bogen, omend de fleste havde svært ved at se, hvordan bogens visioner skulle kunne virkeliggøres i praktisk politik. Oprør fra midten fik næppe heller nogen større realpolitiske virkninger, måske til dels bortset fra dens „grønne” miljøtanker. I begyndelsen af 1982 sammenfattede de tre forfattere debatten og deres svar på kritikken i bogen Røret om oprøret, og det var symptomatisk, at den kun solgte i nogle få tusinde eksemplarer. Tidsånden var allerede blevet en anden, og andre debattører med andre forslag til løsninger på samfundets problemer trængte sig på.

Venstrepolitikeren Bertel Haarder havde allerede i bøger og artikler siden 1973 talt om „institutionernes tyranni”, „lighedstyranniet” og „skatteplyndring”, og i sin bog Midt i en klynketid fra 1980 advarede han imod „de nye herremænd”og den „pamperstat”, der lurede lige om hjørnet i Danmark, hvis „lønmodtagermagten, kapitalmagten og statsmagten” smeltede endnu mere sammen. Mange havde måske hidtil placeret sådanne standpunkter lidt ude på overdrevet, men i efteråret 1981 tegnede et borgerligt alternativ med V-K-planen sig tydeligere og mere sammenhængende end på noget tidligere tidspunkt. V-K-planen foreslog dels at begrænse lønstigningerne og inflationen, dels at nedskære den store offentlige sektor og skattetrykket, som blev anset for at føre til formynderi og bureaukrati og for at hæmme den enkeltes initiativ og lyst til at sætte ny produktion i gang. Førte liberaliseringerne og „mindre stat, mere marked”-filosofien på kortere sigt til en vis større ledighed eller lidt lavere social standard for de dårligere stillede, måtte det betragtes som en beklagelig, men nødvendig pris for effektivt at genoprette og puste nyt liv i økonomien.

V-K-planens økonomisk-politiske grundsyn var i øvrigt i betydeligt omfang inspireret fra Storbritannien og USA, hvor henholdsvis premierminister Margaret Thatcher i 1979 og præsident Ronald Reagan i 1980-81 var kommet til magten på politisk grundkonservative programmer, men samtidig som tilhængere af en nyliberalistisk økonomisk politik baseret på især den amerikanske økonom og nobelpristager Milton Friedmans teorier om lavinflation og privatiseringer. Det var således ingen overdrivelse, når Poul Schlüter ved lanceringen betegnede V-K-planen som „mere end blot tal og økonomi. Den er en klar ny filosofi.” Folketingsvalget havde nok vist, at ved indgangen til 1982 var tiden endnu knap moden til et sporskifte som i Storbritannien og USA. Men både den samfundsøkonomiske og den politiske udvikling skulle snart ændre på den situation.

 LO's formand Thomas Nielsen forlader scenen efter LO-kongressen i 1979. I tasken lå LO-formandens forslag til Økonomisk Demokrati med en central LO-administreret fond, og dér lå det stadig 2 1/2 år senere, da Thomas Nielsen i februar 1982 gik af som LO-formand. Til gengæld modtog Thomas Nielsen ugen efter sin afgang fortjenstmedaljen i guld af dronning Margrethe. I januar 1985 søgte Mogens Lykketoft at puste nyt liv i ØD-tanken ved at erklære, at Socialdemokratiet var parat til en form for overskudsdeling, der fastholdt kapitalen i den enkelte virksomhed, og hvor de ansatte fik indflydelse i kraft af denne. Den centrale fond var ingen hellig ko. Tanken vakte debat i en tid, da virksomhederne havde rekordoverskud, og LO selv kom i november 1985 med et nyt forslag om obligatorisk overskudsdeling, OD, som erstattede den centrale fond med 14 amtsfonde foruden virksomhedsfonde. De borgerlige partiers alternativ var en frivillig OD-ordning uden medeje og medbestemmelse. Omkring 1990 erstattede en omfattende arbejdsmarkedspensionsreform reelt ØD/OD-tanken.

LO's formand Thomas Nielsen forlader scenen efter LO-kongressen i 1979. I tasken lå LO-formandens forslag til Økonomisk Demokrati med en central LO-administreret fond, og dér lå det stadig 2 1/2 år senere, da Thomas Nielsen i februar 1982 gik af som LO-formand. Til gengæld modtog Thomas Nielsen ugen efter sin afgang fortjenstmedaljen i guld af dronning Margrethe. I januar 1985 søgte Mogens Lykketoft at puste nyt liv i ØD-tanken ved at erklære, at Socialdemokratiet var parat til en form for overskudsdeling, der fastholdt kapitalen i den enkelte virksomhed, og hvor de ansatte fik indflydelse i kraft af denne. Den centrale fond var ingen hellig ko. Tanken vakte debat i en tid, da virksomhederne havde rekordoverskud, og LO selv kom i november 1985 med et nyt forslag om obligatorisk overskudsdeling, OD, som erstattede den centrale fond med 14 amtsfonde foruden virksomhedsfonde. De borgerlige partiers alternativ var en frivillig OD-ordning uden medeje og medbestemmelse. Omkring 1990 erstattede en omfattende arbejdsmarkedspensionsreform reelt ØD/OD-tanken.

Umiddelbart slap statsminister Anker Jørgensen i februar 1982 for i det mindste én af sine plageånder, da LO's 65-årige formand Thomas Nielsen forlod sin post på grund af alder. I sin afskedstale på LO-kongressen erklærede den afgående formand under stor medieopsigt, at fagbevægelsen alt i alt havde „sejret ad helvede til”; da bemærkningen straks fremkaldte lydelig overraskelse i salen, skyndte Thomas Nielsen sig at tilføje et: „ – godt”. Så absolut skulle det altså ikke (mis)forstås, dvs. at medlemmerne ikke længere skulle have noget at kæmpe for. Det siden hen så ofte citerede udsagn afspejlede den selvopfattelse, at det grundlæggende var lykkedes for den socialdemokratiske arbejderbevægelse gennem det 20. århundrede – i Thomas Nielsens levetid – at være en drivkraft i omformningen af det danske samfund til et demokratisk og oplyst velfærdssamfund, hvor udbredt social og økonomisk nød var udryddet takket være et velorganiseret arbejdsmarked og et fintmasket socialt sikkerhedsnet. Det paradoksale var, at Thomas Nielsens bevingede ord faldt netop på et tidspunkt, da det syntes klart, at hans egen vigtigste vision, ØD-reformen, i bedste fald var lagt i den politiske dybfryser, og at de borgerlige partier for alvor var ved at samle sig til en modoffensiv, der havde som erklæret hensigt direkte at tilbagerulle dele af den socialdemokratisk anførte fagbevægelses samfundsprojekt gennem årtier.

Statsministerens og regeringens problemer blev dog ikke mindre af Thomas Nielsens afgang. LO affandt sig ganske vist under den nye, mindre iltre formand Knud Christensen med, at helhedsplanens forslag højst ville blive gennemført stykvis og delt. Ét af dem var lovindgreb for at nedbringe den stadig voksende ungdomsarbejdsløshed, som i begyndelsen af 1982 talte 80.000 unge under 25 år, mens 10.000 forgæves søgte lære- og praktikpladser. Efter møjsommelige forhandlinger lykkedes det faktisk regeringen med både SF's og De Radikales stemmer – og imod de borgerlige partiers – at få vedtaget den såkaldte martspakke med særlig offentlig indsats for jobskabelse, herunder direkte offentlig produktion og uddannelse af ledige unge. Men det var også det allersidste socialdemokratisk og keynesiansk inspirerede økonomisk-politiske forlig 'hen over midten' i adskillige år. Finansieringen af pakkens jobs og uddannelse til beregnet ca. 35.000 unge blev endda udskudt til senere forhandling, og selv ved fuld effekt af martspakken ville der fortsat være ca. 275.000 arbejdsløse på helårsbasis, blev det beregnet i april. Effekten af marts-pakken på beskæftigelsen nåede heller aldrig at blive målt, da den borgerlige regering i efteråret 1982 lagde pakken på hylden som led i sin offentlige sparepolitik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: „Sejret ad helvede til - godt” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306599