Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Økonomien ned på vågeblus

Oprindelig forfatter PVi

Den gensidige bitterhed hos S og R over forløbet lod sig ikke skjule. LO-ledelsen kaldte decemberindgrebet for kun en „halv helhedsløsning” på grund af det manglende OD/ØD-element. Ifølge Thomas Nielsen var De Radkale et „krysterparti”, fordi de havde afvist forslaget, mens selv en Knud Heinesen talte om den radikale gruppe som „slingrefise”. Helveg Petersen betegnede til gengæld decemberindgrebet som klart for svagt og perspektivløst, først og fremmest fordi det manglede et effektivt indkomstpolitisk element. I maj 1980 besluttede LO-ledelsen ufortøvet at indlede endnu en kampagne for ØD, men det skete under indtryk af nye dystre økonomiske prognoser i foråret. Nettogælden til udlandet så ud til at skulle nærme sig de 100 mia. kr. ved årsskiftet 1980-81, idet underskuddet på betalingsbalancen ventedes at nå en hidtidig rekord på 20 mia. kr. Årsagen var først og fremmest de fortsat store stigninger i både olieprisen og i kursen på den dollar, olieimporten skulle betales i, yderligere forværret af krigen mellem Irak og Iran siden september 1980.

Arbejdsløsheden var ganske vist faldet noget siden indførelsen af efterlønnen i 1978-79, og nye statistiske opgørelsesmetoder viste i øvrigt, at tallet på 160.000 fuldtidsledige i 1979 dækkede over, at 585.000 lønmodtagere havde været berørt af ledighed i kortere eller længere tid, mens kun ca. 10.000 af disse personer havde gået fuldtidsarbejdsløse hele året igennem. Prisen for ledighedsfaldet havde imidlertid været en fortsat stærk stigning i antallet af statsligt og kommunalt ansatte, i 1979 alene 34.000 ekstra fuldtidsstillinger. Den nærmest ustyrlige vækst i den offentlige sektor blev i det hele taget et fremtrædende tema i den politisk-økonomiske debat i foråret 1980. Den tidligere og den siddende finansminister, Knud Heinesen og Svend Jakobsen, udtalte offentligt, at det var helt nødvendigt nu at bremse den offentlige sektors vækst, hvis det danske velfærdssamfund skulle bevares på længere sigt; i stedet måtte der for alvor sættes gang i væksten i de private eksporterhverv.

 Danmarks nationalskjald, som Kim Larsen blev kaldt allerede i 1980'erne, var i flere af sine populære sange en skarp iagttager af tidens tendenser. Omkring 1980 blev hans

Danmarks nationalskjald, som Kim Larsen blev kaldt allerede i 1980'erne, var i flere af sine populære sange en skarp iagttager af tidens tendenser. Omkring 1980 blev hans "Blip båt"-sang noget nær en lande(selv)-plage. I teksten gav Kim Larsen et portræt af den mætte og uengagerede velfærdsarbejder med bløde hænder, som gennem mekaniseringen og den computerstyrede automatisering på arbejdspladsen er sluppet for tidligere tiders hårde fysiske arbejde; han bekymrer sig dog ikke om meget andet end sine snævre cirkler og i hvert fald næppe om aktuelle samfundsspørgsmål hjemme eller ude. „Lortelands”-kværulanten i tv-satiren fra omkring 1970 var ti år senere blevet erstattet af en karikatur af den tryghedsindpakkede gennemsnitsvælger, som sandsynligvis vanemæssigt stemte på Socialdemokratiet. Efter en mislykket afstikker til USA i 1980-81 vendte Kim Larsen i øvrigt tilbage i 1983 med sit lp-album Midt om natten, som med sine over 600.000 solgte eksemplarer blev den mest solgte grammofonplade i Danmark nogensinde.

Erhvervslivets lyst til at hjemtage lån til produktive investeringer var dog ikke stor i en situation, hvor renten i udlandet var høj og stadig stigende, og hvor der var bekymring for nye danske devalueringer. Staten holdt samtidig lånepause, og det samlede resultat blev et så voldsomt dyk i valutareserverne, at Nationalbanken for at tiltrække udenlandsk kapital måtte hæve diskontoen fra 11 til 13 procent – en historisk rekord, som i marts-april 1980 sendte både udlånsrenten i pengeinstitutterne og obligationsrenten helt op omkring 20 procent. At et yderligere indgreb over for ikke mindst valuta- og betalingsbalanceunderskuddet var bydende nødvendigt stod dermed hurtigt klart. Trods hård kritik fra især Thomas Nielsen i det såkaldte kontaktudvalg med ledende ministre og LO-toppen indgik regeringen i maj et nyt 'ØD-frit' kriseforlig, det såkaldte „påskeæg”, med de tre små midterpartier De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Æggets indhold var de sædvanlige offentlige besparelser og øgede indtægter, denne gang på 13 mia. kr., og en beskæftigelsesplan til 4 1/2 mia. kr.

Annonce

Omsider syntes politikernes kriseindgreb dog for alvor at virke. Op gennem 1970'erne var produktionen og privatforbruget i Danmark steget relativt set mindre end gennemsnitligt i de andre rige vestlige OECD-lande. Men nu i årene omkring 1980 fortsatte væksten stort set uændret i OECD som helhed, mens produktion og forbrug i Danmark stagnerede og direkte faldt. Devalueringerne og decemberforliget i 1979 samt maj-indgrebet i 1980 skruede sammen med tredoblingen af oliepriserne fra 1978-79 til 1980-81 helt ned for det økonomiske blus. Privatforbruget faldt med hele 4 procent fra 1979 til 1980, og de private erhvervsinvesteringer dykkede samtidig med 10 procent og fortsatte i nedadgående retning i 1981. Især salget af energiforbrugende varer faldt – biler med over 40 procent, olie og benzin med 13 procent, og også salget af bl.a. tv-apparater, køleskabe og charterrejser faldt. Trods det offentliges opsugning af ledig arbejdskraft skød arbejdsløsheden fra vinteren 1979-80 til vinteren 1980-81 i vejret med 100.000 til 277.000 mennesker, målt på helårsbasis. Med en ledighedsprocent på ni blev Danmark dermed et af de lande i den vestlige verden, der havde den højeste arbejdsløshed, og med det relativt høje understøttelsesniveau blev den offentlige udgiftsbyrde tilsvarende tyngende. Knap 30 procent af de ledige var nu unge under 25 år.

LO fremlagde beregninger, som viste, at lønmodtagernes reallønsnedgang havde bragt den materielle levefod tilbage på 1975-niveau. Generelt var dét naturligvis for de allerfleste ingen økonomisk katastrofe, men især de offentligt ansattes relativt store lønefterslæb førte også i 1980 til mange arbejdsnedlæggelser og demonstrationer blandt så normalt 'fredelige' lønmodtagergrupper som politifolk, postbude og flyveledere. Uden sammenligning gik det dog værst ud over de adskillige tusinde familier, som i begyndelsen af 1980'erne måtte sætte deres parcelhus eller deres landbrugsejendom på tvangsauktion. For disse mennesker var den megen snak om „den økonomiske afgrund” nok så virkelighedsnær.

Lyspunktet var, at det lave økonomiske aktivitetsniveau kombineret med devalueringernes eksportfremmende virkning kunne ses på betalingsbalanceregnskabet, som i 1980 viste et fald i underskuddet på 2 1/2 mia. kr. i forhold til rekorden på 15,3 mia. i 1979. I maj 1981 var der endda for første gang siden Anden Verdenskrig et mindre overskud på den egentlige handelsbalance. Det forslog dog som en dråbe i havet i forhold til de ophobede årlige underskud siden begyndelsen af 1960'erne. Ved årsskiftet 1980-81 var de omsat til en samlet udlandsgæld på lige over 100 mia. kr. Det betød alene i 1981 en rentebyrde på 13 mia. kr.

Til de flestes overraskelse lykkedes det ved de decentrale overenskomstforhandlinger i foråret 1981 at opnå forlig på hovedområderne mellem arbejdsmarkedets parter, for første gang siden 1975 uden regeringsindgreb. Der syntes at være en stiltiende forståelse mellem alle parter om, at det frie forhandlingssystem ikke ville kunne holde til endnu et politisk indgreb. Navnlig de fortsat voksende energiudgifter fik til gengæld kort efter regeringen til at samle stemmer på Christiansborg til endnu et politisk-økonomisk indgreb, det såkaldte maj-forlig 1981 med de samme tre midterpartier som ved „påskeæg”-forliget året forinden. Indgrebet var en fortsættelse af 1980-indgrebets kombinerede besparelses- og beskæftigelsesforanstaltninger i milliardklassen, og det nye forligs aftaler om bl.a. fremme af en jobtilbudsordning og en særlig indsats mod ungdomsarbejdsløsheden rakte helt frem til 1982-83.

 Situationsbillede fra Socialdemokratiets kongres, september 1980, umiddelbart efter at partiformand og statsminister Anker Jørgensen havde afsluttet sin beretning. Finansminister Knud Heinesen (t.h.) og formanden for Dansk Metal, Georg Poulsen (i midten), klapper, mens LO's formand Thomas Nielsen (t.v.) demonstrativt sidder med armene over kors. LO-formanden var på dette tidspunkt for alvor kommet på kant med Anker Jørgensen, hvis problem var, at han ikke kunne eller ville frigøre sig helt fra fagbevægelsens indflydelse, men på den anden side heller ikke kunne samarbejde med den i et omfang, så dens top – Thomas Nielsen – blev tilfreds.

Situationsbillede fra Socialdemokratiets kongres, september 1980, umiddelbart efter at partiformand og statsminister Anker Jørgensen havde afsluttet sin beretning. Finansminister Knud Heinesen (t.h.) og formanden for Dansk Metal, Georg Poulsen (i midten), klapper, mens LO's formand Thomas Nielsen (t.v.) demonstrativt sidder med armene over kors. LO-formanden var på dette tidspunkt for alvor kommet på kant med Anker Jørgensen, hvis problem var, at han ikke kunne eller ville frigøre sig helt fra fagbevægelsens indflydelse, men på den anden side heller ikke kunne samarbejde med den i et omfang, så dens top – Thomas Nielsen – blev tilfreds.

Allerede i løbet af sommeren 1981 stod det dog klart, at de fortsat markant faldende erhvervsinvesteringer, det voksende antal virksomhedslukninger og den medfølgende stigning i arbejdsløsheden krævede nye initiativer. Ifølge LO's beregninger var beskæftigelsen i industrien, byggeriet og handel/transport faldet med ca. 70.000 mennesker alene siden sommeren 1980, og samtidig var reallønnen for LO's medlemmer faldet med 2-4 procent. Thomas Nielsen konkluderede, at der måtte siges stop, når hverken LO's løntilbageholdenhed ved overenskomstforhandlingerne, udskydelse af OD/ØD-kravet eller regeringens „borgerlige politik” med nedsatte skatteindtægter samtidig med øgede statslige udgifter til bl.a. arbejdsløshedsunderstøttelse hjalp. I stedet måtte der sættes ind med en målrettet industri- og investeringspolitik, mente LO, som i sensommeren 1981 blev enig med regeringen om et forslag om, at pensionskasser og forsikringsselskaber i væsentlig højere grad skulle forpligtes lovgivningsmæssigt til at anvende deres enorme kapitalmidler til aktive investeringer i erhvervslivet.

De Konservative havde faktisk samtidig været indstillet på forlig med regeringen om et lignende forslag, men det var ikke kommet til realitetsforhandlinger. Hverken Venstre, som efter SV-regeringen også havde tabt tillid til Anker Jørgensen, eller De Radikale ville være med. De borgerlige, inklusive de små midterpartier, var enige i sigtet om udnyttelse af kapitalen fra pensionskasser m.v., men afviste lovgivning og insisterede på en frivillig ordning. En sådan fandt regeringen urealistisk i betragtning af især livsforsikringsselskabernes modstand. Den 12. november 1981, dagen efter at LO's forretningsudvalg havde godkendt forslaget som del af et fælles handlingsprogram med Socialdemokratiet, „En forstærket indsats for beskæftigelsen 1982-85”, præsenterede regeringen pensionskasseudspillet nærmest som et ultimatum. Niels Helveg Petersen reagerede ved straks at fremsætte et dagsordenforslag i Folketinget, som opfordrede regeringen til at opgive sine planer om „tvangsindgreb over for anbringelse af pensionsmidler”. Forslaget blev vedtaget med de borgerlige stemmer uden om regeringen, og Anker Jørgensen udskrev nyvalg til Folketinget, kun godt to år efter sidste valg. Det var aldrig sket før, at en socialdemokratisk regering var fældet på et radikalt dagsordenforslag. Visse tog det som et forvarsel om 1980'ernes kommende parlamentariske konstellationer.

Valgkampen blev ført i en bitter og polemisk tone. Anker Jørgensen erklærede, at han hvert øjeblik forventede en cigaretannonce med Niels Helveg Petersen, der lød: „Jeg er også gået over til Schlüter.” Endnu havde De Radikales leder dog ikke helt mistet troen på et fortsat S-R-samarbejde. Det var snarere Socialdemokratiets formand og statsminister, der stod i vejen herfor, mente Helveg Petersen, som besvarede Anker Jørgensens udfald i valgkampen ved bl.a. at kalde ham „primitiv”. Det var den socialdemokratiske ledelses og regerings – den radikale leder mente især Anker Jørgensens og Svend Aukens – stærke binding til LO-ledelsen og dens krav, der var den virkelige anstødssten.

Derfor bed De Radikale heller ikke på argumenterne i Socialdemokratiets og LO's fælles handlingsprogram, som også blev valggrundlag: Der skulle skabes 50.000 nye arbejdspladser om året frem til 1985, muliggjort af bedre vilkår for nyinvesteringer og en strukturomlægning af dansk økonomi gennem – endnu en gang – obligatorisk overskudsdeling (OD) og en finansieringsreform. Det skyhøje, investeringshæmmende renteniveau på ca. 20 procent skulle omgås med såkaldte indekslån til meget lav rente med kursgaranti. Pensions- og livsforsikringsselskaber, pengeinstitutter, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond skulle forpligtes til at investere 40 procent af deres kapital i indeksobligationer og 10 procent i køb af aktier m.v. Der var penge at hente: Hidtil havde livsforsikringsselskaberne placeret 50 mia. kr. passivt i obligationer og kun 2 mia. kr. i aktier i det produktive erhvervsliv, mens pensionskassernes tilsvarende andele var 17 mia. kr. og en halv mia. kr.

De borgerlige stemplede i valgkampen udspillet som et forsøg på med tvang at „indføre ØD ad bagvejen”, og de talte om LO's og fagbevægelsens „klassekampsideologi”. Som alternativt valgoplæg førte Venstre og De Konservative en såkaldt V-K-helhedsplan i marken, dvs. store skattelettelser for erhvervslivet, offentlige besparelser på 14 mia. kr. og forslag til nedskæringer af en række sociale overførselsydelser for at rette op på landets akutte underskuds- og gældsproblemer. V-K-planen, hvis penneførere især var yngre, såkaldt nyliberale Venstre-politikere som Bertel Haarder (V) i samarbejde med bl.a. Palle Simonsen (K), blev til gengæld angrebet hårdt af Socialdemokratiet og fagbevægelsen for at være „asocial”. Resultatet af folketingsvalget den 8. december 1981 blev:

Resultatet af folketingsvalget den 8. december 1981
Socialdemokratiet32,9 %59 mandater(- 9)
Det Konservative Folkeparti14,5 %26 mandater(+ 4)
Venstre11,3 %20 mandater(- 2)
Fremskridtspartiet8,9 %16 mandater(- 4)
Socialistisk Folkeparti11,3 %21 mandater(+ 10)
Det Radikale Venstre5,1 %9 mandater(- 1)
Centrum-Demokraterne8,3 %15 mandater(+ 9)
Danmarks Kom. Parti1,1 %0 mandater(- )
Venstresocialisterne2,7 %5 mandater(- 1)
Kristeligt Folkeparti2,3 %4 mandater(- 1)
Retsforbundet1,4 %0 mandater(- 5)
Kommunistisk Arbejderparti0,1 %0 mandater( – )

Stemmetallene tydede på, at hverken Socialdemokratiets/ LO's eller V-K's helhedsplan, som ellers stod skarpt over for hinanden, interesserede vælgerne synderligt, og valgdeltagelsen var i øvrigt rekordlav med kun 83,2 procent. Siden 1973 havde meningsmålinger om de forskellige ØD-forslag vist, at de fleste lønmodtagere foretrak lønforhøjelser her og nu frem for indbetalinger til en fjern, central og LO-styret fond, som endda skulle være modydelsen for indkomstpolitisk løntilbageholdenhed. Det var der ikke mange stemmer i, bekræftede Socialdemokratiets betydelige tilbagegang ved valget og den næsten tilsvarende store fremgang for SF, som havde taget en yderligere programmatisk venstredrejning i 1980 og fortsat afviste såvel LO's ØD/OD som indkomstpolitikken. Og selv om V og K fik en nettofremgang på to mandater, nok især takket være den konservative leder Poul Schlüter, var det svært at se dette som en større sejr for V-K-planen, især i betragtning af den imponerende fremgang for Centrum-Demokraterne. Erhard Jakobsen havde lagt luft til begge helhedsplaner og var i stedet gået i offensiven med sine traditionelle mærkesager, som tiltrak mange borgerlige vælgere: parcelhusejernes vilkår, privatbilismen, samt kritik af skolen og medierne.

Til gengæld fortsatte Fremskridtspartiets tilbagegang, men det havde dog stadig en så betydelig styrke, at en borgerlig VK-regering kun ville kunne dannes med parlamentarisk støtte fra Mogens Glistrups parti. Det var til gengæld uspiseligt for De Radikale. LO kunne imidlertid ikke acceptere dannelsen af en S-R-regering, som Niels Helveg Petersen faktisk syntes indstillet på at støtte. Anker Jørgensen rettede også her ind efter LO's standpunkt, hvilket for den radikale leder kun bekræftede indtrykket af, at statsministeren i sidste ende ikke magtede og måske heller ikke ønskede at frigøre sig fra LO-ledelsens favntag eller at stække det monstrum, LO efter Helveg Petersens og mange andre især borgerliges opfattelse mere og mere havde udviklet sig til. At Anker Jørgensen med andre ord trods syv år på statsministerposten og endnu flere år som folketingsmedlem stadigvæk var mere fagforeningsmand end politiker.

LO ønskede som minimum det styrkede SF bundet til en eventuel regeringsaftale med De Radikale for at hindre folkesocialisterne i at føre overbudspolitik, men SF's økonomiske politik lå for langt fra Socialdemokratiets og i særdeleshed fra De Radikales til, at der kunne findes selv en mindste fællesnævner. Der var herefter ikke andre udveje end en ny socialdemokratisk mindretalsregering, som fortsat måtte fægte sig frem med skiftende folketingsflertal. Politisk svækket var Anker Jørgensen ved at køre træt i de parlamentariske trakasserier, men lod sig modstræbende overtale til at fortsætte som statsminister. Internt lovede han i givet fald at afgive regeringsmagten uden et nyt folketingsvalg. Ved indgangen til 1982 varslede en frustreret Helveg Petersen, at De Radikale ikke ville optræde som støtteparti for den nye regerings politik. Nedtællingen for Anker Jørgensen syntes at være begyndt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Økonomien ned på vågeblus i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306596