Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1983 - koldkrigens kriseår

Oprindelig forfatter PVi

De sikkerhedspolitiske spilfægterier mellem regering og opposition i 1983 udspillede sig på baggrund af en international situation, der efterhånden som året skred frem blev stadig mere dyster. Præsident Reagans lancering i marts af det såkaldte Strategic Defense Initiative (SDI), populært kaldet 'stjernekrigsprojektet', fremkaldte skarpe protester fra Kreml, men vakte også bekymring og uro i brede kredse i USA og i Vesteuropa, inklusive Danmark. Samtidig betød de mere eller mindre fastlåste positioner mellem USA og Sovjetunionen i forhandlingerne om mellemdistanceraketterne, at opstillingen af de nye NATO-missiler i Vesteuropa ved udgangen af 1983 blev stadig mere sandsynlig.

I maj indgik det direkte i den danske sikkerhedspolitiske debat, at faderen til den amerikanske inddæmningsstrategi over for Sovjetkommunismen i 1940'erne, den højt respekterede fhv. diplomat George Kennan, nu advarede om, at USA var slået ind på en kurs, som ville føre til krig mellem supermagterne, medmindre der skete en ændring i den amerikanske politiske tankegang. Kennan kaldte denne tankegang for misvisende, skadelig og uundskyldeligt barnlig, mens Sovjetstyret ifølge Kennan var præget af neurotisk hemmelighedskræmmeri og overdreven dyrkelse af de væbnede styrker. Kennans kritik af Reagan-regeringens atompolitik fik fuld opbakning fra en række andre ledende amerikanske koldkrigsveteraner, bl.a. fhv. forsvarsminister Robert McNamara, som også støttede den amerikanske freeze-bevægelse for fastfrysning af atomarsenalerne.

 Aktivister fra fredsbevægelsen demonstrerede deres nej til NATO's 572 atomraketter fra tårnet på Københavns Rådhus i slutningen af 1983, da klokken var „fem minutter i tolv” også i overført forstand: Ifølge NATO's dobbeltbeslutning fra 1979 skulle udstationeringen af de 572 raketter i Vesteuropa påbegyndes ved udgangen af 1983, hvis der ikke forinden var opnået enighed med Sovjetunionen om afskaffelse af SS-20-raketterne. Det var der ingen udsigt til, men fredsbevægelsen og det alternative flertal i Folketinget fastholdt raket-nej'et for ikke at udelukke yderligere forhandlingsmuligheder.

Aktivister fra fredsbevægelsen demonstrerede deres nej til NATO's 572 atomraketter fra tårnet på Københavns Rådhus i slutningen af 1983, da klokken var „fem minutter i tolv” også i overført forstand: Ifølge NATO's dobbeltbeslutning fra 1979 skulle udstationeringen af de 572 raketter i Vesteuropa påbegyndes ved udgangen af 1983, hvis der ikke forinden var opnået enighed med Sovjetunionen om afskaffelse af SS-20-raketterne. Det var der ingen udsigt til, men fredsbevægelsen og det alternative flertal i Folketinget fastholdt raket-nej'et for ikke at udelukke yderligere forhandlingsmuligheder.

I september blev Øst-Vest-klimaet yderligere nedkølet, efter at et civilt sydkoreansk rutefly under aldrig opklarede omstændigheder kom ud af kurs og blev skudt ned af et sovjetisk jagerfly i sovjetisk luftterritorium over Sakhalin-halvøen nord for Japan. Alle 269 ombordværende omkom. Episoden blev i Washington brugt som et eksempel på det paranoide sovjetiske regimes morderiske natur – ”ondskabens imperium”, som Reagan havde kaldt det i marts 1983. Kreml hævdede, at der havde været tale om en bevidst provokation fra USA. Selv om Kreml-ledelsen notorisk løj om sin viden om sovjetiske fejl og mangler i forbindelse med nedskydningen, er den sandsynlige baggrund for tragedien dog den generelle uro og reelle frygt, som Sovjet-lederne siden foråret 1981 havde næret for, at Reagan-regeringen planlagde et afvæbnende atomart overraskelsesangreb.

Annonce

I tilsyneladende modstrid med den hidtidige atomvåbendoktrin om „gensidig sikker ødelæggelse” var Reagans forsvarsminister Caspar Weinberger offentligt begyndt at tale om, at det i tilfælde af atomkrig ville være USA's strategi at sejre („prevail”). Vi ved i dag, at USA samtidig fra 1981-82 som led i en psykologisk krigsførelse mod Sovjetledelsen regelmæssigt gennemførte tophemmelige, bevidst provokerende militæroperationer og skinmanøvrer tæt på Sovjetunionens grænser i form af ubådsoperationer, stort anlagte flådeøvelser og flyoperationer med hele eskadriller af fly ind over Nordpolen og tæt langs den sovjetiske grænse. Det er uklart, om eller i hvilket omfang danske militære myndigheder var informeret om disse aktiviteter, som også inddrog Østersøområdet, og hvis formål og karakter de europæiske NATO-allierede aldrig blev fuldt oplyst om.

 Tre socialdemokratiske politikere – fra v. Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Poul Nielson – vender hjem fra Moskva i oktober 1984 efter at have diskuteret aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål med den sovjetiske ledelse. Det fremgår af Poul Nielsons referat fra møderne, at standpunkterne stod stejlt over for hinanden om en eventuel nordisk atomvåbenfri zone, og at russerne trods pres ikke kom med reelle tilsagn om modydelser. De udelukkede dog ikke visse indrømmelser, hvilket Lasse Budtz bagefter fremhævede over for pressen. I øvrigt insisterede de tre socialdemokrater på også at besøge nogle sovjetiske dissidenter, som de havde haft kontakt med under et tidligere besøg i Moskva. Rejsen har i eftertiden været stærkt omstridt, idet nogle ligefrem har antydet, at de tre politikere reelt tog fjendens parti og var tæt på at optræde landsforræderisk. Uffe Ellemann-Jensen kaldte senere besøget for

Tre socialdemokratiske politikere – fra v. Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Poul Nielson – vender hjem fra Moskva i oktober 1984 efter at have diskuteret aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål med den sovjetiske ledelse. Det fremgår af Poul Nielsons referat fra møderne, at standpunkterne stod stejlt over for hinanden om en eventuel nordisk atomvåbenfri zone, og at russerne trods pres ikke kom med reelle tilsagn om modydelser. De udelukkede dog ikke visse indrømmelser, hvilket Lasse Budtz bagefter fremhævede over for pressen. I øvrigt insisterede de tre socialdemokrater på også at besøge nogle sovjetiske dissidenter, som de havde haft kontakt med under et tidligere besøg i Moskva. Rejsen har i eftertiden været stærkt omstridt, idet nogle ligefrem har antydet, at de tre politikere reelt tog fjendens parti og var tæt på at optræde landsforræderisk. Uffe Ellemann-Jensen kaldte senere besøget for "et brud på parlamentarisk praksis". Men den 28. september 1984 havde han som udenrigsminister udtalt til Morgenavisen Jyllands-Posten om rejsen: "Det synes jeg er en fortrinlig ide. Jeg vil sørge for, at de får al den bistand, de kan få fra udenrigstjenesten i den anledning."

Den storpolitiske situation blev yderligere anspændt i slutningen af 1983 efter tre alvorlige episoder, hvoraf kun den ene var kendt i offentligheden i samtiden: USA's militære invasion i oktober af den sydamerikanske østat Grenada, hvis suverænitet ifølge Reagan-regeringen var truet af et pro-cubansk styre. USA nedlagde i FN's Sikkerhedsråd veto mod en resolution, som med bl.a. fransk – og naturligvis sovjetisk – støtte stærkt beklagede interventionen og krævede de amerikanske styrker trukket tilbage; også den danske regering lagde officielt afstand til USA's invasion. De to 'hemmelige' episoder i efteråret 1983 viste, hvor farlige situationer der ved misforståelser eller fejlkalkulationer kunne opstå i det herskende klima af nervøsitet og dyb mistillid: I september forhindrede en årvågen sovjetisk officer udløsning af den atomare gengældelse ved at ignorere en sovjetisk varslingssatellits fejlagtige alarm om et amerikansk atomangreb. Seks uger senere, i begyndelsen af november, blev sovjetiske flystyrker med atomvåben i DDR og Polen sat i højt beredskab, mens NATO gennemførte en stor stabsøvelse med frigivelse af atomvåben („Able Archer”).

Under indtryk af den stigende Øst-Vest-spænding fortsatte den danske regering i efteråret 1983 forsigtigt forsøgene i NATO-organerne på at opbløde USA's position i raketforhandlingerne med Sovjetunionen. Amerikanerne kom faktisk med nye udspil, som bl.a. ville reducere antallet af opstillede NATO-raketter proportionalt med de sovjetiske SS-20'ere. Udspillene førte dog ikke til noget forhandlingsgennembrud, og de var da heller ikke tilstrækkelige indrømmelser for det alternative flertal i Folketinget, der stadig mere klart vendte sig imod NATO's nu nærtforestående raketopstilling. I sidste halvdel af november ankom de første amerikanske Cruise- og Pershing II-missiler til Storbritannien og Vesttyskland. Kreml reagerede ved omgående at afbryde alle igangværende våbenkontrolforhandlinger.

 To af mange dokumentsider fra STASI's (det østtyske statssikkerhedspoliti) nu tilgængelige personarkiver. Af denne „Eftersporingsansøgning” fra 1987 fremgår bl.a., at „objektet” som ledende medlem af den danske bevægelse Nej til Atomvåben og „andre anti-kommunistiske internationale grupperinger” stod i kontakt med „negativ-fjendtlige kræfter” inden for den østtyske evangeliske kirke og mistænktes for at ville etablere yderligere forbindelser med oppositionelle kræfter i DDR. STASI registrerede også, at aktivisten var kontaktadresse i Danmark for den „fjendtlige splittelsesgruppering”'Europæisk Netværk for Øst-Vest Dialog', og at han i 1982-83 sammen med indre og ydre oppositionelle kræfter bl.a. havde deltaget i et hemmeligt afholdt Øst-Vest seminar i DDR for uafhængige og blokoverskridende fredsbevægelser. STASI-officeren anmodede derfor om skærpet ind- og udrejsekontrol med aktivisten.

To af mange dokumentsider fra STASI's (det østtyske statssikkerhedspoliti) nu tilgængelige personarkiver. Af denne „Eftersporingsansøgning” fra 1987 fremgår bl.a., at „objektet” som ledende medlem af den danske bevægelse Nej til Atomvåben og „andre anti-kommunistiske internationale grupperinger” stod i kontakt med „negativ-fjendtlige kræfter” inden for den østtyske evangeliske kirke og mistænktes for at ville etablere yderligere forbindelser med oppositionelle kræfter i DDR. STASI registrerede også, at aktivisten var kontaktadresse i Danmark for den „fjendtlige splittelsesgruppering”'Europæisk Netværk for Øst-Vest Dialog', og at han i 1982-83 sammen med indre og ydre oppositionelle kræfter bl.a. havde deltaget i et hemmeligt afholdt Øst-Vest seminar i DDR for uafhængige og blokoverskridende fredsbevægelser. STASI-officeren anmodede derfor om skærpet ind- og udrejsekontrol med aktivisten.

Samtidig spidsede den sikkerhedspolitiske kontrovers mellem Firkløverregeringen og det alternative flertal for alvor til. Der var tre anledninger. Den første var afstemningerne ved den årlige FN-Generalforsamling, hvor regeringen lagde op til, at Danmark ligesom året forinden skulle undlade at stemme for det genfremsatte svensk-mexicanske forslag om fastfrysning af verdens atomarsenaler. Den samlede opposition krævede imidlertid, at Danmark nu i lyset af den skærpede internationale situation stemte for forslaget, og tillige for et rumænsk forslag om raketforhandlingerne. Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen udlagde oppositionens linie som et spørgsmål om at bryde helt med NATO-partnerne og eventuelt at lade Danmark indgå i „et sovjetisk stemmemønster”i FN.

Den anden sag var til dels afledt af den første. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev med udgangspunkt i FN-afstemningen refereret for nogle udtalelser på et politisk møde i Jylland, der måtte tolkes som manglende respekt for Folketingets sikkerhedspolitiske dagsordener. Statsminister Schlüter var betænkelig ved udenrigsministerens provokerende form, og i Venstres folketingsgruppe henstillede formanden Ivar Hansen direkte til Ellemann-Jensen om at dæmpe sig for ikke at skabe unødige problemer for regeringen. En ophidset folketingsdebat om sagen den 1. december mundede ud i et forsøg på en mistillidsdagsorden til udenrigsministeren og dermed til regeringen, som imidlertid blev reddet på stregen af en afværgedagsorden fra Det Radikale Venstre, der tog statsministerens redegørelse om sagen til efterretning. I denne understregede Schlüter på den ene side med henvisning til Grundloven regeringens eneret til at handle i udenrigspolitiske anliggender. På den anden side erkendte statsministeren, at regeringen ikke kunne bringe sig i klar modstrid med et folketingsflertals vedtagelser, og at regeringen i videst muligt omfang ville følge de råd, et flertal i Udenrigspolitisk Nævn gav den.

Den tredje sag var slutopgøret om NATO-raketterne, som allerede dagen efter aktualiserede slutbemærkningen i Schlüters redegørelse. Trods dyb modvilje fra især udenrigsministeren accepterede regeringen at insistere på en synlig dansk markering – som minimum en fodnote – i slutdokumentet fra det forestående NATO-møde. Markeringen skulle afspejle den nye dagsorden, som det på ny intakte alternative flertal fik vedtaget imod regeringens stemmer. Dens ordlyd var, at Danmark klart tog afstand fra den nu påbegyndte opstilling af NATO's mellemdistanceraketter, eftersom forhandlingsmulighederne endnu ikke havde været fuldt udnyttet.

Det Radikale Venstre havde således på to dage præsteret at stemme både for og imod regeringen i sikkerhedspolitiske sager, og regeringen havde endnu en gang indvilliget i at fremføre en dansk linie i NATO, som den selv var lodret uenig i. Baggrunden for denne uhørte politiske situation var, at både De Radikale og Firkløverregeringen i realiteten prioriterede indenrigspolitikken højere end udenrigs- og sikkerhedspolitikken – på trods af den livsvigtige betydning for landets og Europas sikkerhed, som de to parter selv, omend med modsat fortegn, officielt tillagde de sikkerhedspolitiske 'fodnoter'. For Poul Schlüter og Firkløverregeringens partier var gennemførelsen af det borgerlige økonomiske genopretningsprogram efter Socialdemokratiets 'misregimente' i praksis vigtigere end alle andre politiske sager. Det havde også været Niels Helveg Petersens og De Radikales begrundelse for at skifte politisk side i 1982. Derfor valgte regeringen gang på gang i disse måneder og år at leve med at blive nedstemt i Folketinget af det alternative sikkerhedspolitiske flertal, og derfor brød De Radikale ud af samme flertal og reddede regeringens liv, da det stod på spil i Folketinget i december 1983.

Der var her tale om den nyskabelse i dansk politik, som er blevet kaldt „ekstrem mindretalsparlamentarisme”. Den stod i kontrast til den flertalsparlamentariske tradition siden systemskiftet i 1901, hvorefter ingen regering kunne blive siddende, såfremt der blev konstateret et flertal imod den i Folketinget i et væsentligt politisk spørgsmål.

Når regeringen i disse år ikke gik af og tog et folketingsvalg på sin egen sikkerhedspolitiske linie, som den ikke kunne samle flertal for i Folketinget, hang det også sammen med, at gentagne meningsmålinger antydede, hvor risikabelt det ville være for regeringen at vælge en sådan strategi. I sommeren 1983 var der ifølge Gallup en meget klar folkelig modstand mod udstationeringen af NATO-raketterne, og vel at mærke selv blandt NATO-tilhængerne, som for 50 procents vedkommende var imod, mens kun 34 procent var for. Blandt de socialdemokratiske vælgere som helhed var modstanden endnu mere markant, og det samme var tilfældet i Socialdemokratiets medlemsskare.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: 1983 - koldkrigens kriseår i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306614