Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Udlændingelov

Oprindelig forfatter PVi

Bølger fra den store omverden og dens konflikter i første halvdel af 1980'erne slog også ind over Danmark på anden vis. Den nye udlændingelov, som et stort flertal i Folketinget vedtog i juni 1983 til erstatning for den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Sagen førte til en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinier for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager og i 1982 til det første udkast til den nye udlændingelov.

1983-lovens vigtigste nyskabelse var en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet. Når udlændingeloven blev så forholdsvis liberal, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det 'alternative flertal' bestående af Socialdemokratiet, De Radikale, SF og VS. Regeringen insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som havde Dansk Flygtningehjælps formand Hans Gammeltoft-Hansen som en af penneførerne. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede justitsminister Erik Ninn-Hansen offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. Til pressen udtalte han, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

 Den 17-årige Renée Toft Simonsen fra Århus blev den 15. august 1982 i New York kåret til The Face of the Eighties – firsernes ansigt. Det skete under stor bevågenhed fra danske teenagere og de populære medier, også fordi der med titlen fulgte en kontrakt på to års fotomodelarbejde med en samlet minimumsløn på 1,8 mio. kr. 1980'ernes nye ansigt var også mode, mærketøj, glamour og skinnende shows, især for de pengestærke. Mandemoden var fortsat som i 1970'erne en vis hår- og skægvækst, men i trimmet form.

Den 17-årige Renée Toft Simonsen fra Århus blev den 15. august 1982 i New York kåret til The Face of the Eighties – firsernes ansigt. Det skete under stor bevågenhed fra danske teenagere og de populære medier, også fordi der med titlen fulgte en kontrakt på to års fotomodelarbejde med en samlet minimumsløn på 1,8 mio. kr. 1980'ernes nye ansigt var også mode, mærketøj, glamour og skinnende shows, især for de pengestærke. Mandemoden var fortsat som i 1970'erne en vis hår- og skægvækst, men i trimmet form.

Ninn-Hansen var ikke ganske alene i disse år om sin modstand imod et stigende antal udlændinge i Danmark. Nogle formulerede sig anderledes brutalt, f.eks. en af Fremskridtspartiets kandidater til EF-parlamentet, A.Th. Riemann. I det stærkt højreorienterede blad Danske Tidende, som også Mogens Glistrup havde kontakt til, skrev han allerede i maj 1979, at gæstearbejderne nassede på danske arbejdere og „formerer sig som rotter”, en formulering han dog senere blev tiltalt og dømt for som racistisk. Et par måneder efter Riemanns udsagn foreslog De Konservatives partiformand Ib Stetter øjeblikkelig udvisning af alle udlændinge, som blev grebet i narkokriminalitet, uanset om de havde dansk statsborgerskab og familietilknytning til Danmark, således at de blev afskåret fra „yderligere inficering af vort samfund”. Forslaget blev afvist af SV-regeringens justitsminister Nathalie Lind (V), men det blev bakket op af Fremskridtspartiet, som samtidig gik forrest i fremdragelse af påstande om gæstearbejderes misbrug af retten til skattefradrag for de penge, de sendte til familien i hjemlandet – et i øvrigt tilbagevendende indslag i mange avisers læserbrevsdebatter i begyndelsen af 1980'erne. Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring dog ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970'erne stabiliseret sig omkring 50.000, og flygtningetallet i Danmark var endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet.

Annonce

 „Hesteslagteren” Bjørn Nørgaard var ti år efter den spektakulære happening blevet en internationalt anerkendt kunstner med en stor produktion bag sig. Monumentalskulpturen Menneskemuren, her foran Statens Museum for Kunst i København, blev første gang udstillet på Guggenheim-museet i New York i 1982-83 som led i Scandinavia Today-fremstødet i USA. Skulpturen er en betonmur med tolv keramiske menneskefigurer.

„Hesteslagteren” Bjørn Nørgaard var ti år efter den spektakulære happening blevet en internationalt anerkendt kunstner med en stor produktion bag sig. Monumentalskulpturen Menneskemuren, her foran Statens Museum for Kunst i København, blev første gang udstillet på Guggenheim-museet i New York i 1982-83 som led i Scandinavia Today-fremstødet i USA. Skulpturen er en betonmur med tolv keramiske menneskefigurer.

I 1984 fik imidlertid mere end 4.300 nye asylansøgere foreløbigt ophold i Danmark, og i 1985 det dobbelte antal. Næsten alle flygtningene kom fra lande uden for Europa og Nordamerika, men selv om det kunne føles som en voldsom stigning på så kort tid af udlændinge fra fremmede kulturer, syntes de fleste danskere at se det som noget uundgåeligt i en verden, der i disse år var præget af en lang række grusomme krige, diktaturer og borgerkrige, f.eks. i Iran-Irak, i Libanon, i Sri Lanka og i Mellemamerika. Morgenavisen Jyllands-Posten skrev i en leder i juli 1984 om strømmen af nye flygtninge, at det ikke var „for deres fornøjelses skyld”, de havde forladt deres hjemlande, og at Danmark målt i forhold til befolkningstallet tog tre til fire gange færre flygtninge end lande som Sverige, Belgien og Schweiz. Den status kunne Danmark ifølge avisen „ikke være bekendt”, for „vi kan ikke melde os ud af verden”. Ledende politikere fra regeringspartierne, bl.a. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, CD's leder Erhard Jakobsen og miljøminister Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti udtalte sig på linie hermed.

Opinionsundersøgelser i 1984 og 1985 viste da også, at kun godt hver femte vælger mente, at indvandringen udgjorde „en alvorlig trussel mod vor nationale egenart”, mens to tredjedele var uenige i en sådan påstand. Andre undersøgelser tydede dog på, at kun halvdelen af vælgerne i 1984-85 mente, at Danmark skulle tage flere flygtninge. Under alle omstændigheder fandt statsminister Poul Schlüter det nødvendigt at imødegå den begyndende kritik af flygtningepolitikken fra ikke mindst Fremskridtspartiet. Efter intern aftale i regeringen udtalte han på De Konservatives landsråd i september 1985: „Der opholder sig én flygtning i landet for hver 500 danskere. Vil nogen virkelig for alvor mene, at det skulle bringe dansk kultur, vor kristne tro eller andre nationale værdier i den yderste farezone? Så ringe står det oprigtigt talt ikke til med danskheden.” I december 1985 gennemførte regeringen dog med Socialdemokratiets støtte den første af en række stramninger af udlændingeloven. Asylansøgere, hvis sag var „åbenbart grundløs”, kunne for fremtiden afvises efter en kortere procedure end normalt. Bl.a. flere biskopper protesterede imod stramningen.

 De tre søjler viser det samlede kommunale forbrug i henholdsvis 1970, 1980 og 1985. De større kommunale enheder efter 1970 med større befolkningstal og dermed større skattegrundlag muliggjorde, at mange nye kommunale opgaver kunne igangsættes og drives. Den stærke vækst i den kommunale service og administration skyldtes bl.a., at man for at imødegå den voksende afstand mellem borgere og forvaltning i kommunerne lagde en række funktioner ud til yderområderne og deres områdekontorer. Allerede i midten af 1980'erne påbegyndte man i enkelte kommunale områdekontorer forsøg med terminaler og andet elektronisk udstyr, som lettede kommunikationen til rådhuset. Omkring 1980 dannede man amtslige og kommunale trafikselskaber, hvis opgave var at samordne eksisterende og oprette nye busruter i takt med det øgede behov for lokaltransport over større afstande til og fra arbejdspladser, handelscentre, uddannelsessteder osv. I 1981 boede 840.000 danskere i én kommune og arbejdede i en anden. Hver tredie beskæftigede dansker var blevet 'pendler', mod kun hver fjerde i 1970.

De tre søjler viser det samlede kommunale forbrug i henholdsvis 1970, 1980 og 1985. De større kommunale enheder efter 1970 med større befolkningstal og dermed større skattegrundlag muliggjorde, at mange nye kommunale opgaver kunne igangsættes og drives. Den stærke vækst i den kommunale service og administration skyldtes bl.a., at man for at imødegå den voksende afstand mellem borgere og forvaltning i kommunerne lagde en række funktioner ud til yderområderne og deres områdekontorer. Allerede i midten af 1980'erne påbegyndte man i enkelte kommunale områdekontorer forsøg med terminaler og andet elektronisk udstyr, som lettede kommunikationen til rådhuset. Omkring 1980 dannede man amtslige og kommunale trafikselskaber, hvis opgave var at samordne eksisterende og oprette nye busruter i takt med det øgede behov for lokaltransport over større afstande til og fra arbejdspladser, handelscentre, uddannelsessteder osv. I 1981 boede 840.000 danskere i én kommune og arbejdede i en anden. Hver tredie beskæftigede dansker var blevet 'pendler', mod kun hver fjerde i 1970.

En sammenhængende integrationspolitik over for de nye indvandrere var der ikke tale om i disse år. Et markant forsøg på øget integration var dog, at den socialdemokratiske regering efter bl.a. svensk forbillede i marts 1981 – imod Venstres, De Konservatives og Fremskridtspartiets stemmer – indførte kommunal valgret for indvandrere, der havde haft bopæl i Danmark i tre år. Det betød ca. 45.000 nye vælgere ved kommunalvalget i november 1981.

I januar 1970 opholdt ca. 12.000 statsborgere fra Jugoslavien, Tyrkiet, Pakistan og andre tredjeverdenslande sig i Danmark, svarende til 0,2 procent af befolkningen. Ved udgangen af 1985 var antallet af statsborgere fra lande uden for Europa og Nordamerika fem-seksdoblet til ca. 63.000 mennesker. Det svarede dog stadig kun til 1,2 procent af den samlede befolkning. Danmark var fortsat etnisk, kulturelt og religiøst et af de mest ensartede lande i verden. På den anden side var der en dæmrende erkendelse af, at denne tilstand ikke nødvendigvis ville vare ved. I 1984 udgav sociologen Jacques Blum bogen De grimme ællinger, hvis budskab bl.a. var, at uanset hvordan man forholdt sig til indvandrernes fremmede kulturer, ville de etniske danskere i de kommende 15-20 år sandsynligvis møde et stigende antal kulturkonflikter, som ville tvinge dem til i højere grad at blive opmærksom på, hvad der var dansk kulturs uopgivelige værdier.

Ét stod under alle omstændigheder klart for enhver, der tænkte efter: Danmark kunne ikke melde sig ud af verden, som den så ud med stadig forbedrede internationale transport- og kommunikationsmuligheder mellem kontinenterne, men stadig med skarpt opdelte grænser ikke blot mellem Vest og Øst, men lige så vigtigt mellem dét ekstremt velstående nordvestlige hjørne af kloden, som Danmark tilhørte, og det meste af resten af verden med et par milliarder ludfattige mennesker, som samtidig ofte levede under diktatoriske regimer. Presset på den rige verdens og dermed også Danmarks grænser fra, hvad visse danske politikere i midt-1980'erne fandt det passende at kalde „bekvemmelighedsflygtninge”, var kommet for at blive.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Udlændingelov i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306619