• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den danske utopi

Oprindelig forfatter PVi

For de fleste samtidige iagttagere var det sværere at se, men på 20 års afstand bliver det tydeligt, at Danmark ved midten af 1980'erne, ligesom en række andre lande i Vesteuropa og den vestlige verden, stod midt i både en politisk-social, en teknologisk og en bevidsthedsmæssig ny udvikling, som tilsammen skulle få retningsgivende samfundsmæssig betydning helt ind i det 21. århundrede.

Politisk og parlamentarisk var der sket et sporskifte fra socialdemokratisk regeringsdominans – med få kortvarige undtagelser – siden 1920'erne til et borgerligt-liberalt styre. Den umiddelbart afgørende forudsætning havde her været De Radikales omsving til støtte for højre side i den økonomiske politik. Det nye flertal prioriterede i praksis en langsigtet løsning af de svære samfundsøkonomiske balanceproblemer efter 1970'ernes lavkonjunktur højere end noget andet – også højere end den kritiske sikkerhedspolitiske linie, som det alternative folketingsflertal og dermed landet lagde frem i NATO.

 Interiør fra en kaffebar på Vesterbro i København i 1983 – et typisk tilholdssted for socialt udstødte fra det stadig mere krævende arbejdsmarked, hvor uddannelse, højt tempo, effektivitet og „omstillingsparathed”, som det kaldtes, blev mere efterspurgte egenskaber. Stadig flere havde svært ved at honorere kravene.

Interiør fra en kaffebar på Vesterbro i København i 1983 – et typisk tilholdssted for socialt udstødte fra det stadig mere krævende arbejdsmarked, hvor uddannelse, højt tempo, effektivitet og „omstillingsparathed”, som det kaldtes, blev mere efterspurgte egenskaber. Stadig flere havde svært ved at honorere kravene.

Men det politiske skifte stak dybere. Det var også udtryk for et ønske om at gøre op med sider af den socialdemokratiske velfærds- og samfundsmodel, som de borgerlige partier ganske vist selv i vidt omfang havde medvirket til at opbygge i tiden efter 1945. Hovedproblemet blev set som overudviklingen af den offentlige sektor med tilhørende højt skattetryk, formynderi, bureaukratisk regelstyring også på arbejdsmarkedet, hvor lønmodtagernes store og stærke organisationer dominerede. Det sidste ansås for at have forværret kriseproblemerne i 1970'erne for den så udlandsafhængige danske økonomi ved at skrue lønniveauet op over, hvad der var dækning for i produktionen. En liberalisering og privatisering med større råderum for det private initiativ, det personlige ansvar og det frie forbrugsvalg blev anset for nødvendig. Individet, eliten og den indbyrdes konkurrence skulle mere i centrum på bekostning af det kollektive, ligheden og solidariteten. En større grad af økonomisk-social – og politisk – polarisering kunne give samfundet ny dynamik.

Annonce

De tidlige 1980'eres nye kulturelle og mentale strømninger var en afspejling heraf. Holdningsskiftet kom f.eks. også til udtryk i Folketingets vedtagelse med bredt flertal i 1984 af loven om eliteidrættens fremme, som for alvor åbnede for professionalisering og reklamesponsorering af sporten. På det beskårne sundhedsvæsens område, hvor der var overbelægning og voksende ventetider, begyndte man i starten af 1980'erne at tale om at indføre private betalingshospitaler og brugerbetaling.

Den nykonservative og nyliberale 'revolution' blev understøttet og forstærket af et samspil af faktorer i begyndelsen af 1980'erne. For det første de internationale økonomiske konjunkturer, som vendte i gunstig retning kort tid efter, at Firkløverregeringen havde indtaget ministertaburetterne. For det andet den begyndende og hurtigt voksende danske olie- og gasproduktion, som i kraft af Anker Jørgensen-regeringens aftale med A.P. Møller i 1981 i væsentligt større omfang kom hele samfundet til gode i de næste mange år. For det tredje og ikke mindst den gryende digitale og informationsteknologiske revolution, som pegede i retning af større individuelle valgmuligheder med hensyn til information og kommunikation – men også øgede muligheder for påvirkning og manipulation fra stærke kommercielle interesser.

 Glimt fra Danmarksmesterskabet i bodybuilding, en ny sportslig disciplin i landet, afholdt i Herning i maj 1980. 1970'ernes bløde mand syntes på vej ud, selv om fuldskægget og det halvlange hår endnu ikke var helt forsvundet. Den hårdtpumpede maskulinitet indvarslede 1980'ernes nye fokus på kropskultur, hvor selv landets statsminister Poul Schlüter i sin fritid kørte racercykel i joggingdragt for at holde formen ved lige.

Glimt fra Danmarksmesterskabet i bodybuilding, en ny sportslig disciplin i landet, afholdt i Herning i maj 1980. 1970'ernes bløde mand syntes på vej ud, selv om fuldskægget og det halvlange hår endnu ikke var helt forsvundet. Den hårdtpumpede maskulinitet indvarslede 1980'ernes nye fokus på kropskultur, hvor selv landets statsminister Poul Schlüter i sin fritid kørte racercykel i joggingdragt for at holde formen ved lige.

Det var det højeffektive, højteknologiske videnssamfund, som begyndte at aftegne sig i midten af 1980'ernes Danmark. Der var tale om et kolossalt økonomisk, socialt og mentalt spring for et samfund, som blot 20-30 år tidligere endnu først og fremmest havde været et landbrugsland. I lighed med andre vestlige lande havde Danmark siden begyndelsen af 1970'erne bevæget sig hen imod det, samfundsforskere var begyndt at kalde det postindustrielle samfund. For et efterhånden teknologisk avanceret land som Danmark med en generelt højtuddannet arbejdskraft syntes udviklingen at love ny og høj teknologidrevet økonomisk vækst, nye markeder og yderligere velstand, ikke mindst for eliten og middelklassen – de nye 'symbolanalytikere', som nogle kaldte dem i det følgende tiår.

Men samtidig så det ud til, at udviklingen mere eller mindre permanent ville marginalisere eller udelukke et stadig større antal mennesker fra arbejdsmarkedet. Især de dårligt eller 'forkert' uddannede, de mindre effektive, de syge og handicappede, de utilpassede. Mange af dem var i de forløbne 15 år blevet hægtet af udviklingen, navnlig efter oliekriserne og den internationale lavkonjunktur fra 1973 til 1982. Mellem 1970 og 1985 blev andelen af offentligt forsørgede personer i den arbejdsdygtige alder fra 15 til 66 år fordoblet fra knap 10 procent til godt 20 procent af arbejdsstyrken, eller fra ca. 300.000 personer i 1970 til mere end 700.000 i 1985. Langt størstedelen af de flere på offentlig forsørgelse i perioden var personer på dagpenge og kontanthjælp.

Når dette sociale skred på kun 15 år kunne finde sted uden voldsomme økonomiske eller politiske rystelser, uanset en vis polarisering mellem de højre-populistiske og venstre-dogmatiske udsving i 1970'erne, hang det ikke mindst sammen med det i nogle kredse så forkætrede skattefinansierede og fintmasket omfordelende danske velfærdssystem. Dets forholdsvis høje sociale ydelser sikrede, at massearbejdsløsheden og reallønsfaldet ikke førte til alvorlig social nød i nævneværdigt omfang. Også selv om fattigdomslommer fortsat eksisterede, og nogle sociale forskelle blev større.

 Informationssamfundet på vej. Udviklingen i erhvervsfordelingen blev ændret dramatisk siden 1950, da landbrug, industri, service og information udgjorde hver især omkring en fjerdedel af de beskæftigede. I 1970 var de landbrugsbeskæftigedes andel faldet til mindre end 10%, mens andelen af ansatte i industrien stort set var uændret; de, der arbejdede i såvel service- som informationssektoren udgjorde en stigende andel på en trediedel hver. Mest bemærkelsesværdigt i 1970'erne og 1980'erne var det, at der her for første gang var flere beskæftigede med information end med service, og at denne andel var hurtigt stigende. Danmark var ved midten af 1980'erne ved at blive forvandlet til et informationssamfund, mens det manuelle arbejde i industri og landbrug udgjorde en fortsat faldende del. De nye uddannelser og stillingsbetegnelser allerede i midten af 1970'erne hed tasteoperatør, programmør og systemplanlægger. I midten af 1980'erne stod det for længst klart, at informationsteknologien ville blive fremtidens vækstområde overalt. Ordet 'globalisering' var nyt i Danmark omkring 1985, men begrebet havde været udbredt i den engelsksprogede verden siden omkring 1960.

Informationssamfundet på vej. Udviklingen i erhvervsfordelingen blev ændret dramatisk siden 1950, da landbrug, industri, service og information udgjorde hver især omkring en fjerdedel af de beskæftigede. I 1970 var de landbrugsbeskæftigedes andel faldet til mindre end 10%, mens andelen af ansatte i industrien stort set var uændret; de, der arbejdede i såvel service- som informationssektoren udgjorde en stigende andel på en trediedel hver. Mest bemærkelsesværdigt i 1970'erne og 1980'erne var det, at der her for første gang var flere beskæftigede med information end med service, og at denne andel var hurtigt stigende. Danmark var ved midten af 1980'erne ved at blive forvandlet til et informationssamfund, mens det manuelle arbejde i industri og landbrug udgjorde en fortsat faldende del. De nye uddannelser og stillingsbetegnelser allerede i midten af 1970'erne hed tasteoperatør, programmør og systemplanlægger. I midten af 1980'erne stod det for længst klart, at informationsteknologien ville blive fremtidens vækstområde overalt. Ordet 'globalisering' var nyt i Danmark omkring 1985, men begrebet havde været udbredt i den engelsksprogede verden siden omkring 1960.

Men ville eliten og den brede middelklasse fortsat være villige til at betale høje og måske stigende skatter til forsørgelse af det store og voksende mindretal af befolkningen, der stod uden for arbejdsmarkedet? Nogle begyndte i disse år at tale om i højere grad at gå over til dén forsorgslignende „vi-betaler-til-dem”-velfærd, som fandtes i flere EF-lande, hvor der primært var tale om et selvforsikringssystem for de aktive på arbejdsmarkedet, og hvor de relativt lave skatter kun finansierede sociale ydelser til de økonomisk allerdårligst stillede. Trods snak om en politisk-ideologisk „højrebølge” i midt-1980'erne viste alle undersøgelser og valgresultater imidlertid, at det store flertal af danskere – og af deres politikere, inklusive de borgerlige – ikke for alvor ønskede at forlade den offentligt finansierede „alle-betaler-til-alle”-velfærd. I modsætning til andre modeller syntes dette system fortsat at sikre social sammenhængskraft og demokratisk stabilitet i samfundet og modvirke stor socioøkonomisk og dermed også politisk polarisering, også fordi selv de mest vellønnede og dermed højst beskattede borgere også fik del i både offentlig service og sociale ydelser.

Også i denne sammenhæng tegnede 1980'erne allerede midtvejs gennem tiåret til at blive dét „konservatismens årti”, som Per Stig Møller, indvalgt i Folketinget for De Konservative i 1984, tilbageskuende har kaldt det. Altså her i den særlige betydning, at det overvejende flertal af befolkningen, vel at mærke også blandt de privatansatte og selvstændige, gik ind for at bevare den skattefinansierede velfærdsstat – „den danske utopi”, som en kritisk konservativ debattør ved 1980'ernes udgang kaldte den. Andre bekymrede samfundsiagttagere så det imidlertid som et problem i hvert fald på længere sigt, at så mange hundredtusinder havde ret til offentlig forsørgelse, uden at de selv havde eller fik overladt et mål af modsvarende sociale pligter eller ansvar. Arbejderbevægelsens gamle slagord: „Gør din pligt – kræv din ret” harmonerede dårligt med et samfund, hvor mere end en femtedel af de voksne borgere før pensionsalderen var placeret på passiv forsørgelse.

Det var et af de væsentlige danske samfundsproblemer, som rejste sig i midten af 1980'erne – selv om også dét med tidens globale socioøkonomiske uligheds målestok trods alt hørte til i luksuskategorien. Sådan oplevedes det naturligt nok ikke af den enkelte, der mærkede det på egen krop, men dets løsning var hverken i sigte eller tiltrak sig den store offentlige opmærksomhed i en tid, der i øvrigt var præget af den største økonomiske optimisme og fremdrift siden 1960'erne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Den danske utopi i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306624