Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

VKR skuffer

Oprindelig forfatter PVi

Fire måneder før valgperiodens udløb udskrev VKR-regeringen folketingsvalg til den 21. september 1971. Forhåbningen var, at regeringens opnåede resultater på det statsfinansielle og økonomiske område, hvor beskedne de end var, ville være tilstrækkelige til at genvinde regeringsmagten. Dvs. en vis forbedring af valutabalancen, primært på grund af landbrugets stigende eksport, en nedsættelse af finanslovsudgifterne med 500 mio. kr., et personaleloft for offentlige nyansættelser samt en vis begrænsning i den kommunale og amtskommunale skatteudskrivning. Regeringen kunne også henvise til, at den med Perspektivplanen tænkte længere end næste valgperiode. Til gengæld syntes arbejdsløsheden at være på vej op mod tre procent, hvilket var højt for vælgere, der gennem 1960'ernes eksempelløse højkonjunktur var blevet vænnet til næsten – fuld beskæftigelse. I den i øvrigt udramatiske valgkamp, hvor spørgsmålet om EF-medlemskab bekvemt var løftet ud til den senere folkeafstemning, gik VKR-partierne til valg hver for sig, men med den udtrykkelige mulighed at fortsætte som regering, såfremt valgresultatet pegede herpå. Det gjorde det ikke:


Det Radikale Venstre14,3 %27 mandater( – )
Det Konservative Folkeparti16,7 %31 mandater(- 6)
Venstre15,7 %30 mandater(- 4)
Socialdemokratiet37,3 %70 mandater(+ 8)
Socialistisk Folkeparti9,1 %17 mandater(+ 6)
Venstresocialisterne1,6 %0 mandater(- 2)
Kristeligt Folkeparti2,0 %0 mandater( – )
Danmarks Kom. Parti1,4 %0 mandater(- 1)
Retsforbundet1,7 %0 mandater( – )

 Mange af Venstres og De Konservatives traditionelle vælgere var tiltrukket af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaards uakademiske og folkelige brugsuddelertype. Med sin store tv-tække var Baunsgaard med til at styrke tendensen til at opfatte det politiske liv på linie med de nye store supermarkedsbutikker, sådan som tegneren Bo Bojesen her har indfanget det i august 1971. At De Radikales store stemmetal ved valgene i 1968 og 1971 var bygget på flyvesand viste sig ved partiets store tilbagegang ved 1973- og 1975-valgene, da Hilmar Baunsgaard som forhenværende statsminister ikke længere var i mediernes centrum, og andre karismatiske politikere som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup havde stjålet (tv-)billedet.

Mange af Venstres og De Konservatives traditionelle vælgere var tiltrukket af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaards uakademiske og folkelige brugsuddelertype. Med sin store tv-tække var Baunsgaard med til at styrke tendensen til at opfatte det politiske liv på linie med de nye store supermarkedsbutikker, sådan som tegneren Bo Bojesen her har indfanget det i august 1971. At De Radikales store stemmetal ved valgene i 1968 og 1971 var bygget på flyvesand viste sig ved partiets store tilbagegang ved 1973- og 1975-valgene, da Hilmar Baunsgaard som forhenværende statsminister ikke længere var i mediernes centrum, og andre karismatiske politikere som Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup havde stjålet (tv-)billedet.

At De Radikale holdt skansen skyldtes formentlig især statsministereffekten, men også, at det var en udbredt opfattelse, at partiet havde haft større indflydelse på regeringens samlede politik, end det radikale mandattal egentlig tilsagde. VKR-partierne havde herefter i alt 88 mandater i Folketinget, mod 98 før valget. Socialdemokratiet og SF gik frem til i alt 87 mandater mod 73 før valget. Trods de klare tab og gevinster for de to blokke var valgresultatet umiddelbart mindre klart med henblik på dannelsen af en ny regering. For det første kunne hverken VKR eller S-SF alene mønstre de nødvendige 90 mandaters flertal, hvorfor hjælp fra de fire såkaldte nordatlantiske mandater var påkrævet. Valget på Færøerne fandt imidlertid først sted den 5. oktober. For det andet havde det ene af de to grønlandske mandater, Knud Hertling, allerede før folketingsvalget peget på en ny socialdemokratisk regering, men den anden grønlænder, Moses Olsen, fortrød tilsyneladende den umiddelbare støtte til en ny Krag-regering, som han på valgdagen havde telegraferet via TV-Avisen. For det tredje kunne først fintællingen afgøre, om de to nystiftede partier, Kristeligt Folkeparti og Venstresocialisterne (VS), havde fået stemmer nok til at kravle op over 2 procent-spærregrænsen, som i 1971 svarede til knap 58.000 stemmer.

 Folketingsvalget i oktober 1971 bragte hele 26 nye medlemmer ind i den socialdemokratiske gruppe, heriblandt flere yngre kvinder. De fleste af dem tilhørte partiets venstrefløj og var modstandere af dansk EF-medlemskab, og her kunne de samarbejde med bl.a. veteranen Frode Jakobsen (yderst t.v. i første række), som havde siddet i Folketinget siden 1945. De øvrige i første række er fra venstre Birte Weiss, Helle Degn, Inge Fischer Møller, Svend Auken og Ritt Bjerregaard. Midt i anden række ses Knud Heinesen og Robert Pedersen, som dog begge var EF-tilhængere.

Folketingsvalget i oktober 1971 bragte hele 26 nye medlemmer ind i den socialdemokratiske gruppe, heriblandt flere yngre kvinder. De fleste af dem tilhørte partiets venstrefløj og var modstandere af dansk EF-medlemskab, og her kunne de samarbejde med bl.a. veteranen Frode Jakobsen (yderst t.v. i første række), som havde siddet i Folketinget siden 1945. De øvrige i første række er fra venstre Birte Weiss, Helle Degn, Inge Fischer Møller, Svend Auken og Ritt Bjerregaard. Midt i anden række ses Knud Heinesen og Robert Pedersen, som dog begge var EF-tilhængere.

Fintællingen viste den 24. september, at ingen af de to partier var kommet ind, og efter diverse tidsforhalende manøvrer, hvor fungerende statsminister Baunsgaard undersøgte mulighederne for en samlingsregering af VKR og S – som alle vidste, at Socialdemokratiet var imod – indgav Baunsgaard den 27. september regeringens formelle afskedsbegæring.

Annonce

Først efter at valget på Færøerne havde givet S-SF-siden endnu ét mandat foruden de nu to grønlandske (inklusive Moses Olsen), kunne J.O. Krag omsider den 11. oktober sætte sig i spidsen for en ny socialdemokratisk regering på et knebent parlamentarisk flertal af SF's og de tre nordatlantiske mandater.

Mange VKR-vælgere var selvsagt skuffede. Den første rent borgerlige regering i omkring 20 år havde ikke været i stand til at indfri de store forventninger til den. Disse drejede sig blandt andet om at få vendt eller effektivt bremset, hvad der blev set som en vildtvoksende vækst i de offentlige velfærdsudgifter. Men som før omtalt ønskede næppe nogen VKR-minister for alvor at beskære velfærdsstatens tryghedssystem, som også de borgerlige vælgere i hurtigt stigende omfang nød godt af, for eksempel med den folkepensionsordning, som VKR-partierne selv havde været med til at gennemføre.

 Højresving forbudtskiltet var sammen med kondicyklen symbolske gaver til partiformanden Jens Otto Krag ved Socialdemokratiets 100 års jubilæum i juli 1971. Krag skulle da også godt et år senere medvirke til at dreje partiet lidt til venstre, da han – bl.a. for at opfange den udbredte EF-modstand blandt partiets medlemmer og vælgere – udpegede Anker Jørgensen til sin efterfølger som partiformand og statsminister.

Højresving forbudtskiltet var sammen med kondicyklen symbolske gaver til partiformanden Jens Otto Krag ved Socialdemokratiets 100 års jubilæum i juli 1971. Krag skulle da også godt et år senere medvirke til at dreje partiet lidt til venstre, da han – bl.a. for at opfange den udbredte EF-modstand blandt partiets medlemmer og vælgere – udpegede Anker Jørgensen til sin efterfølger som partiformand og statsminister.

De skuffede forventninger til VKR havde dog i måske endnu højere grad rod i ikke-materielle og moralske spørgsmål, som berørte traditionelle borgerlige familie- og samfundsværdier, der samtidig var blevet angrebet af det venstreorienterede og antiautoritære ungdomsoprør siden sidst i 1960'erne. Det var slemt nok, at regeringen ved den radikale undervisningsminister Helge Larsen havde gennemført en ny styrelseslov for de videregående uddannelser, som gav de oprørske studenter massiv medindflydelse. Værre var det, at den konservative forsvarsminister Erik Ninn-Hansen havde måttet lægge ryg til de besparelser på forsvaret, som De Radikale havde insisteret på. Men at en konservativ justitsminister, i Knud Thestrups skikkelse, havde stået i spidsen for reformer som legaliseringen af billedpornografi og af abort samt afskaffelsen af filmcensuren måtte uundgåeligt direkte frastøde mange konservativt tænkende vælgere. Af frygt for ikke at opnå genvalg udskiftede Thestrup inden valget sin opstillingskreds, Herning, med Østerbro i København, og Kristeligt Folkeparti blev dannet i 1970 i udtrykkelig protest mod justitsministerens lovgivning. Selv om det nye parti ikke kom i Folketinget ved 1971-valget, trak det så mange især konservative stemmer, at dette kombineret med, at mange borgerlige blev sofavælgere, kostede Det Konservative Folkeparti et betydeligt mandattab. Valgnederlaget var med til at kaste partiet ud i længere tids tilbagegang og intern magtkamp i partiledelsen mellem Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen. Krisen løstes først, da Poul Schlüter i sidste halvdel af 1970'erne fremstod som den klare kompromisfigur på lederposten.

 Den solidt konservative justitsminister Knud Thestrup, her karikeret af tegneren Bo Bojesen i Politiken i juni 1970, var i 1969 den usandsynlige frigiver af billedpornografien. Missionske kristne i hans vestjyske vælgerbagland betragtede ham nærmest som en djævlens overløber, mens andre borgerlige vælgere anså ham for at være en håbløst naiv sjæl. Selv mente han, at det ikke var statens opgave at diktere den enkeltes moral. Inden 1971-valget skiftede Thestrup diskret valgkreds til hovedstaden.

Den solidt konservative justitsminister Knud Thestrup, her karikeret af tegneren Bo Bojesen i Politiken i juni 1970, var i 1969 den usandsynlige frigiver af billedpornografien. Missionske kristne i hans vestjyske vælgerbagland betragtede ham nærmest som en djævlens overløber, mens andre borgerlige vælgere anså ham for at være en håbløst naiv sjæl. Selv mente han, at det ikke var statens opgave at diktere den enkeltes moral. Inden 1971-valget skiftede Thestrup diskret valgkreds til hovedstaden.

En del af både De Konservatives og Venstres utilfredse vælgere blev således hjemløse eller begyndte at stemme på andre, nye borgerlige partier. Siden hen kom yderligere Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne til. Man kan dog også pege på, at VKR-regeringen med sit klare flertal i Folketinget trods alt skabte en periode med parlamentarisk stabilitet, som stod i modsætning til situationen under de mange mindretalsregeringer i efterkrigstiden. Det var særlig betydningsfuldt, fordi Danmark ligesom andre vestlige lande i årene omkring 1970 gennemlevede nok så turbulente politiske tider med kronisk studenteruro på universiteterne og en stadig bredere, delvis udenomsparlamentarisk opposition til venstre, som skarpt kritiserede Danmarks plads i den USA-dominerede globale kapitalistiske orden, symboliseret ved f.eks. Verdensbanken og USA's krigsførelse i Vietnam. Samtidig demonstrerede VKR-regeringens godt tre og et halvt år ved magten, at der trods alt var et alternativ til efterkrigstidens socialdemokratiske regeringsdominans. Set fra den vinkel pegede VKR-regeringen frem mod den borgerlige flertalsregering under Poul Schlüter fra 1982 og frem.

I øvrigt afsluttede VKR-flertallet sit regeringsvirke med en ekstra indrømmelse til ungdommen. Samtidig med 1971-folketingsvalget lod regeringen sit lovforslag om nedsættelse af valgretsalderen fra 21 år til 20 år gå til folkeafstemning, hvor det blev vedtaget med 56,5 procent af de afgivne stemmer. Det forsigtige skridt nedad skal ses på baggrund af regeringens mere vidtgående forslag om 18-års valgret, som var faldet med et brag ved en folkeafstemning i juni 1969, givetvis især som en folkelig reaktion imod det forudgående årstids heftige og uvante studenter- og ungdomsoprør.

 Økonomi- og budgetminister Per Hækkerups (S) temmelig korpulente fysiske fremtoning og hans medlemskab af regeringens såkaldte Sparebande inviterede i 1972 til en karikatur som denne i den respektløse Blæksprutten. Sparegriskarikaturen gik også mere bogstaveligt på, at en af Hækkerups spareplaner var at sætte folkepensionsalderen op med ét år og at opgive en planlagt forhøjelse af folkepensionens satser. Det blev man ikke populær på i 1972.

Økonomi- og budgetminister Per Hækkerups (S) temmelig korpulente fysiske fremtoning og hans medlemskab af regeringens såkaldte Sparebande inviterede i 1972 til en karikatur som denne i den respektløse Blæksprutten. Sparegriskarikaturen gik også mere bogstaveligt på, at en af Hækkerups spareplaner var at sætte folkepensionsalderen op med ét år og at opgive en planlagt forhøjelse af folkepensionens satser. Det blev man ikke populær på i 1972.

Foreløbig bragte 1971-valget altså Socialdemokratiet og Jens Otto Krag tilbage til regeringsmagten. Det var et Socialdemokrati, som i sommeren og efteråret 1971 havde kunnet fejre sit 100-års jubilæum i en stemning af medvind og optimisme. VKR-regeringen syntes efterhånden mere eller mindre handlingslammet, og dens tid så ud til snart at være omme. Samtidig fortsatte den økonomiske vækst og velfærdsstatens udbygning tilsyneladende uforstyrret. Denne udvikling havde, sammen med den internationale højkonjunktur siden slutningen af 1950'erne, været betinget af en keynesiansk inspireret, dvs. statsligt stimuleret økonomisk politik, og den nye Krag-regering var fra starten indstillet på at indlede en ny periode med yderligere sociale reformer. Partiet havde på sit årsmøde i august 1971 vedtaget et nyt arbejdsprogram, „Det nye samfund”, som tydeligvis skulle profilere Socialdemokratiet i forhold til både den overraskende reformvenlige VKR-regering og den socialistiske venstrefløj i og uden for partiets egne rækker. Programmet, hvis penneførere havde været Krag, K.B. Andersen, Per Hækkerup, Henry Grünbaum og Ivar Nørgaard, indeholdt ganske vidtgående planer om samfundsindgreb i markedsøkonomien – oprettelse af et Kapitalmarkedsråd med retningslinier for investeringernes anvendelse, forslag om at inddrage bankerne i et særligt samarbejde med det offentlige, samt oprettelse af en „samfundsejet investeringsbank”og af „kollektive lønmodtagerfonde” til fremme af styrede erhvervsinvesteringer og opsparing.

 Den 15. januar 1972, dagen efter kong Frederik 9.'s død, udråbte statsminister Jens Otto Krag dronning Margrethe 2. fra balkonen på Christiansborg Slot. Trods råkulde var slotspladsen fyldt med mennesker. I 1970'ernes første par år viste gallupundersøgelser kun 42% for og 40% imod fortsat monarki i Danmark. Som led i en modernisering forenklede Margrethe sin titulatur; hun erstattede den officielle underskrift „af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg” med det mere tidssvarende „Vi Margrethe II, Danmarks dronning”.

Den 15. januar 1972, dagen efter kong Frederik 9.'s død, udråbte statsminister Jens Otto Krag dronning Margrethe 2. fra balkonen på Christiansborg Slot. Trods råkulde var slotspladsen fyldt med mennesker. I 1970'ernes første par år viste gallupundersøgelser kun 42% for og 40% imod fortsat monarki i Danmark. Som led i en modernisering forenklede Margrethe sin titulatur; hun erstattede den officielle underskrift „af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg” med det mere tidssvarende „Vi Margrethe II, Danmarks dronning”.

Umiddelbart ved den nye regerings tiltræden fandt Krag, at der var behov for en større finanspolitisk stramning for at få styr på det voksende underskud på betalingsbalancen. Sammen med sine nærmeste embedsmænd forberedte han i dybeste fortrolighed et forslag om en ti procents importtold, som blev præsenteret for oppositionen i selve åbningstalen den 19. oktober. Særtolden var i strid med såvel EFTA's som GATT's frihandelsregler, som imidlertid heller ikke blev overholdt af lande som USA og England, og da indgrebet på forhånd var sikret opbakning fra SF, kunne VKR-partierne intet stille op. Den nye regering havde fra starten vist sin handlekraft med et kontroversielt, men virkningsfuldt økonomisk indgreb. Med udtrykkelig henvisning hertil og til, at indgrebet var midlertidigt og kun beregnet til at virke indtil den forventede indtræden i EF, kunne de politiske kræfter herefter koncentreres om netop det projekt, som for alvor – og efterhånden næsten udelukkende – lå Krag personligt på sinde: den forestående kampagne i 1972 for dansk EF-tilslutning. De store sociale reformkomplekser – lovgivningen om dagpenge, sygesikring og bistandshjælp – måtte komme bagefter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: VKR skuffer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306544