Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tiårsskiftet som vendepunkt

Oprindelig forfatter PVi

Ved indgangen til 1970'erne så det danske samfund meget anderledes ud end blot 10-12 år tidligere. De forudgående to tiår havde generelt været præget af stærk økonomisk vækst i den vestlige verden, men i Danmark var væksten først for alvor slået igennem fra slutningen af 1950'erne. Mekaniseringen af landbruget og stærkt forbedrede finansieringsmuligheder for industrien førte herefter på få år til en befolkningsvandring uden sidestykke fra land til by. De „gyldne 60'ere” blev præget af en masseproduktion og et tilhørende masseforbrug, som forandrede livsstil og levevilkår radikalt for store dele af befolkningen. Danmark var på mindre end tyve år blevet forvandlet fra et landbrugsland til en moderne industrination.

Men risikoen for overophedning af økonomien lurede i horisonten, og udviklingen havde sine skyggesider. Statsminister i koalitionsregeringen af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, Hilmar Baunsgaard (R), sagde i sin nytårstale den 1. januar 1970, at den danske økonomi havde arbejdet sig tæt ind på sin egen kapacitetsgrænse. Anlægsvirksomheden voksede hurtigere end den opsparing, der skulle finansiere den, fordi forbruget også voksede for hurtigt. Baunsgaard advarede befolkningen om, at dette var et fundamentalt problem, som man af mange grunde måtte lære at tøjle, inden man var nået for langt ind i det nye årti. Én af disse grunde var, sagde statsministeren, den umenneskeliggørelse, som præger det moderne produktionsapparat med dets rationaliseringer og automatisering. „Hvordan sikrer vi en menneskeværdig tilstand i datamaskinernes og automationens tidsalder,” spurgte han og gav selv et svar: Medindflydelse og medansvar i den daglige produktion ville formentlig blive 1970'ernes mest påtrængende opgave.

 Ved indvielsen af den nye bro over Lillebælt den 21. oktober 1970 fejlede frem-skridtsoptimismen tilsyneladende ikke noget. Det havde taget fem år og kostet 265 mio. kr. at bygge de 1700 meter motorvej, som skulle aflaste den første Lillebæltsbro fra 1935. Dengang havde ingen drømt om, at privatbilismens masseomfang blot 30-35 år senere ville kræve en ny bilbro. Trafikminister Ove Guldberg (V) sagde ved indvielsen, at motorvejsbyggeriet i de kommende år måtte have forrang frem for andre veje, og at han regnede med, at man i 1977 kunne tage fat på bygningen af en Storebæltsbro. Oliekrisen og den økonomiske lavkonjunktur efter 1973 førte dog til andre prioriteringer af de store samfundsinvesteringer.

Ved indvielsen af den nye bro over Lillebælt den 21. oktober 1970 fejlede frem-skridtsoptimismen tilsyneladende ikke noget. Det havde taget fem år og kostet 265 mio. kr. at bygge de 1700 meter motorvej, som skulle aflaste den første Lillebæltsbro fra 1935. Dengang havde ingen drømt om, at privatbilismens masseomfang blot 30-35 år senere ville kræve en ny bilbro. Trafikminister Ove Guldberg (V) sagde ved indvielsen, at motorvejsbyggeriet i de kommende år måtte have forrang frem for andre veje, og at han regnede med, at man i 1977 kunne tage fat på bygningen af en Storebæltsbro. Oliekrisen og den økonomiske lavkonjunktur efter 1973 førte dog til andre prioriteringer af de store samfundsinvesteringer.

Et par dage inde i det nye år bekræftede økonomi- og markedsminister Poul Nyboe Andersen (V) indirekte, at grænserne for den stejle økonomiske vækst syntes at være nået. Man kunne ikke opnå samme stigning i produktion og beskæftigelse i 1970 som i 1969, da væksttempoet havde været helt oppe på 6-7 procent. I det nye år måtte man 'nøjes' med 3-4 procent stigning i produktiviteten. I et allerede så rigt samfund som det danske ville også en sådan vækst dog give en betydelig fremgang i de samlede investerings- og forbrugsmuligheder, og Nyboe Andersen spåede derfor i samme åndedrag, at Danmark ville gå ind i 1980'erne med en reel nationalindkomst halvanden gang så stor som i 1970.

Annonce

Vækstoptimismen fejlede således ikke noget i 1970. Men langtfra alle danskere havde endnu fået del i velstanden. Den danske velfærdsstats ideal om, at få skulle have for meget og færre for lidt, holdt ikke helt mål med virkeligheden. I 1969 havde chefredaktøren på Socialdemokratiets hovedavis, Aktuelt, Bent Hansen, vakt opsigt med bogen „Velstand uden velfærd”. Bogen påviste stik imod den fremherskende opfattelse, at Danmark på mange måder fortsat var et klassesamfund. Trods den stadigt mere udbyggede velfærdsstats omfordelingsmekanismer via skatterne eksisterede der store lommer af fattigdom og dybe sociale skel.

De, der stod i produktionen, havde nok langt flere penge mellem hænderne, end de blot et tiår tidligere havde drømt om. Men prisen var, som statsministeren antydede, høj for mange i form af opskruet arbejdstempo, stress, stærkt stigende miljøforurening både på arbejdspladsen og i den omgivende natur, og måske ikke mindst en voksende fremmedgørelse i forhold til en produktions- og samfundsudvikling, der var gået så hurtigt, at sjælen knap kunne følge med. Nogle steder reagerede arbejderne omkring 1970 for første gang i form af såkaldte „vilde strejker”, et kampmiddel, som både var vendt imod arbejdsgiverne og dét fagretlige samarbejdssystem, som disse havde opbygget sammen med fagbevægelsens ledere. Det økonomiske vækstbegreb kom i nogen grad i miskredit i årene omkring 1970 til fordel for nye begreber som „livskvalitet”.

På kulturens område havde masseunderholdningen via radio og især tv for længst holdt sit indtog. Den nye populære kultur, af intellektuelle med nogen ringeagt kaldet popkulturen, syntes støt at trænge den traditionelle finkultur tilbage. Det var ikke mindst påvirkningen fra den amerikanske massekulturs produkter i form af rockmusik, biograffilm og tv-underholdning, som i stigende grad var med til at sætte den kulturelle dagsorden.

I det hele taget var den internationale indflydelse på det danske samfund voldsomt stigende. Op gennem 1960'erne havde de vesteuropæiske markedsproblemer præget dansk politik, og nu ved årtiskiftet stod politikere og befolkning over for retningsgivende beslutninger om tilslutning til en mulig nordisk økonomisk union, NORDEK, som alternativ til eller måske snarere som samlet nordisk springbræt på vejen til de Europæiske Fællesskaber, EF, i daglig tale ofte benævnt Fællesmarkedet.

 Fabriksarbejde ved samlebåndet var typisk kvindearbejde. De hjemmegående husmødre var en stor arbejdskraftreserve, som der i høj grad blev brug for i 1960'ernes og de tidlige 1970'eres økonomiske højkonjunktur. Men med ringe eller ingen uddannelse var mange kvinder henvist til noget af det lavest betalte arbejde. Timelønnen kunne hæves ved akkordarbejde, som til gengæld var fysisk og psykisk nedslidende. Kvindernes bidrag til familiens indtægt var ofte nødvendigt for at betale lån og afdrag på parcelhus, bil, tv eller andre af de nye statussymboler.

Fabriksarbejde ved samlebåndet var typisk kvindearbejde. De hjemmegående husmødre var en stor arbejdskraftreserve, som der i høj grad blev brug for i 1960'ernes og de tidlige 1970'eres økonomiske højkonjunktur. Men med ringe eller ingen uddannelse var mange kvinder henvist til noget af det lavest betalte arbejde. Timelønnen kunne hæves ved akkordarbejde, som til gengæld var fysisk og psykisk nedslidende. Kvindernes bidrag til familiens indtægt var ofte nødvendigt for at betale lån og afdrag på parcelhus, bil, tv eller andre af de nye statussymboler.

Internationaliseringen af økonomien manifesterede sig ikke alene ved den stadig friere handel både på europæisk og på globalt plan. I en opdateret udgave af bogen „Hvem ejer Danmark?”, som udkom i 1970, konstaterede forfatteren Helge Andersen, at der i de seneste år var sket en væsentlig acceleration af den udvikling, hvor selv større danske virksomheder i erkendelse af deres magtesløshed i den internationale konkurrence havde meldt sig ind i store udenlandske koncerner. Hæderkronede virksomheder som f.eks. Atlas-køleskabsfabrikkerne, Haustrups fabrikker og Thrige-Titans maskinfabrikker var i slutningen af 1960'erne blevet internationale fællesforetagender, hvor udenlandske bestyrelsesmedlemmer havde mindst lige så meget at sige som de danske.

Ud fra en økonomisk betragtning var Danmarks – ligesom andre mindre europæiske landes – suverænitet i traditionel forstand således truet af udviklingen. Men da de fleste politikere mente, at alternativet til de internationale virksomhedssammenlægninger oftest ville være fabrikslukninger og medfølgende arbejdsløshed, så de intet reelt alternativ.

Der var dog et bredt formuleret ønske om øget styring af den hæsblæsende økonomiske og teknologiske udvikling. „Kan folkestyret styre 70'erne,”lød den fælles overskrift på en kronikserie i dagbladet Politiken i 1970. Ekspertstyring og teknokratisk planlægning, således som den f.eks. kom til udtryk i de såkaldte Perspektivplaner fra 1971 og 1973, var en afspejling heraf. Det var gennem 1960'erne en ofte fremført opfattelse, at de store ideologier var døde. Fra udlandet kom synspunktet fra kendte samfundsforskere som Daniel Bell og Seymour Lipset og i Norden mest markant fra Herbert Tingsten, chefredaktør på det svenske dagblad Dagens Nyheter. Titlen på Tingstens bog var karakteristisk nok „Från idéer till idyll”. Det gjaldt om at finde den teknisk bedste og mest effektive „afideologiserede” – dvs. upolitiske – løsning på ethvert givet samfundsproblem.

 To af fagbevægelsens frontfigurer, Smedeforbundets formand og næstformand i Socialdemokratiet Hans Rasmussen (t.v.) og fællestillidsmand på B&W Skibsværft og SF-medlem Bent Fjellerad, opfordrer fra Smedeforbundets bygning i januar 1970 strejkende demonstranter til at genoptage arbejdet, som de overenskomststridigt havde nedlagt i protest mod dårlige arbejdsvilkår. Den såkaldte fredspligt på arbejdsmarkedet betød, at arbejdere, der deltog i uvarslede og spontane strejker, blev idømt bod af Arbejdsretten.

To af fagbevægelsens frontfigurer, Smedeforbundets formand og næstformand i Socialdemokratiet Hans Rasmussen (t.v.) og fællestillidsmand på B&W Skibsværft og SF-medlem Bent Fjellerad, opfordrer fra Smedeforbundets bygning i januar 1970 strejkende demonstranter til at genoptage arbejdet, som de overenskomststridigt havde nedlagt i protest mod dårlige arbejdsvilkår. Den såkaldte fredspligt på arbejdsmarkedet betød, at arbejdere, der deltog i uvarslede og spontane strejker, blev idømt bod af Arbejdsretten.

Det var bl.a. i reaktion herimod, det mangefacetterede ungdoms- og studenteroprør var vokset frem i de vestlige samfund i slutningen af 1960'erne, også med dets ideologisk radikale ideer og „genopdagelsen” af Karl Marx.

Årtiskiftet mellem 1960'erne og 1970'erne var tillige på andre områder noget af et vendepunkt. De hastige økonomiske samfundsforandringer havde nødvendiggjort dén nye administrative inddeling af landet med større enheder, som blev gennemført med Kommunalreformen i 1970. Det stadig mere komplekse samfund medførte stejlt voksende offentlige udgifter, ikke mindst på grund af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet med heraf følgende behov for børnepasning i offentlige institutioner. Der var derfor brug for den elektronisk baserede forenkling af skatteopkrævningen, som kom med kildeskattereformen i 1970. Det moderne vækst- og industrisamfunds miljø- og forureningsproblemer blev også for alvor sat på den politiske dagsorden, i Danmark markeret med oprettelsen i 1971 af vistnok verdens første særlige Ministerium for Forureningsbekæmpelse (fra 1973: Miljøministeriet), i 1972 af Miljøstyrelsen, og internationalt samme år med FN's første miljøkonference i Stockholm. Samtidig begyndte Danmark selv at producere olie og gas fra Nordsøen. I 1972 udkom i øvrigt også på dansk rapporten „Grænser for vækst”fra Romklubben, en gruppe bekymrede amerikanske og europæiske økonomer og videnskabsfolk.

 En fremmedarbejder i sit nye danske hjem, barakbyen på Avedøre Holme ved København. Barakbyen var oprindelig tænkt som introduktionscenter for nyankomne fremmedarbejdere, men allerede før den stod færdigbygget i 1971 kom stoppet for arbejdskraftindvandring. Herefter ændrede man bestemmelserne, så også andre fremmedarbejdere kunne flytte ind. Trods stor boligmangel viste det sig dog næsten umuligt at leje barakbyens 714 værelser på hver 7,5 kvadratmeter ud. Køkken, bad og opholdsstue skulle deles af 30 beboere, og der var ét toilet for hver 10 personer. Lidt mere populære var to logiskibe ved Langebro i København, som i 1971-72 hver husede ca. 75 jugoslaviske og tyrkiske B & W-arbejdere i de små kabiner.

En fremmedarbejder i sit nye danske hjem, barakbyen på Avedøre Holme ved København. Barakbyen var oprindelig tænkt som introduktionscenter for nyankomne fremmedarbejdere, men allerede før den stod færdigbygget i 1971 kom stoppet for arbejdskraftindvandring. Herefter ændrede man bestemmelserne, så også andre fremmedarbejdere kunne flytte ind. Trods stor boligmangel viste det sig dog næsten umuligt at leje barakbyens 714 værelser på hver 7,5 kvadratmeter ud. Køkken, bad og opholdsstue skulle deles af 30 beboere, og der var ét toilet for hver 10 personer. Lidt mere populære var to logiskibe ved Langebro i København, som i 1971-72 hver husede ca. 75 jugoslaviske og tyrkiske B & W-arbejdere i de små kabiner.

Også på anden vis trængte omverdenen sig omkring 1970 mere og mere på. 1960'ernes økonomiske højkonjunktur havde i slutningen af tiåret skabt en så stor mangel på især ufaglært arbejdskraft, at flere og flere arbejdsgivere rekvirerede fremmedarbejdere, senere kaldet „gæstearbejdere”, fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. Mellem 1968 og 1970 kom der ca. 12.000 til Danmark. De bragte nye og eksotiske kulturer tæt på mange danske byboere, og samtidig var debatten for og imod dansk medlemskab af EF med til at øge danskernes interesse for den europæiske og den internationale scene. Det samme var debatten om det allierede USA's krig i Vietnam, om oberstdiktaturet i det ligeledes allierede Grækenland, og om de blodige koloni- og racekonflikter i det sydlige Afrika, som indirekte også hørte til i de NATO-allieredes kreds. Danske protester imod dele af Vestens egen politik markerede et vist opbrud i den kolde krigs frosne fronter, og det samme gjorde skiftende danske regeringers ikke ubetydelige udenrigspolitiske bidrag til at fremme den al-europæiske afspændingsproces og dialog mellem Øst og Vest, foreløbig kulminerende med åbningen af Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa i 1972-73.

Med 1970'ernes begyndelse indvarsledes således en række udviklingstendenser, som pegede i delvis nye retninger for det danske samfund og dets internationale omgivelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Tiårsskiftet som vendepunkt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306542