Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ny perspektivplan og sparebande

Oprindelig forfatter PVi

Perspektivplanen og dens konklusioner fra 1970-71 var ikke særlig beslutningsorienterede, og det var tydeligt, at problemfeltet trængte til yderligere analyse. Jens Otto Krag havde opfattet Perspektivplanen som et forsøg på at forlænge VKR-politikken ud over den fastkørte borgerlige regerings levetid, og han „ønskede ikke et VKR-produkt trukket ned over hovedet”, fortalte han sin departementschef Eigil Jørgensen. Som ny statsminister iværksatte Krag derfor i slutningen af 1971 en ny perspektivredegørelse, dog igen under overopsyn af Erik Ib Schmidt, selv om den socialdemokratiske ledelse længe havde næret nogen skepsis over for den indflydelsesrige topembedsmands politiske hældning. Krag og Hækkerup erkendte, at Schmidt trods alt var for dygtig til, at han kunne undværes.

Den nye redegørelse, Perspektivplan II (PP II), byggede på den første, men lagde mindre vægt på den offentlige sektors vækst og så mere på den private sektor, nemlig på det private forbrug, de forskellige erhvervssektorers og arbejdsmarkedets muligheder og problemer. PP II, som udkom i december 1973, var således i højere grad end PP I en fremstilling af de langsigtede strukturelle og praktiske problemer i samfundsøkonomien og samfundsudviklingen. PP II byggede på den overordnede forudsætning, at der inden for en kortere årrække kunne opnås ligevægt på handelsbalancen og derefter et tilstrækkelig stort overskud til at nedbringe landets samlede valutagæld til udlandet, og i øvrigt også gøre det muligt for Danmark at nå FN's mål om, at de rige lande ydede én procent af deres nationalprodukt i ulandshjælp.

 Formanden for Kulegravningsbanden, Orla Møller (S), fremlægger i marts 1972 „bandens” beskedne forslag til offentlige besparelser. Imens begraver økonomi- og budgetminister og bandemedlem Per Hækkerup (t.v.) sig i sine papirer. Som medlem af Kulegravningsbanden følte Hækkerup sig faldet i ryggen ved afsløringen for offentligheden af nogle af de kontroversielle besparelsesforslag. Fjernest i billedet sidder departementschef Erik Ib Schmidt, som var en af bagmændene bag „banden”, samt det radikale folketingsmedlem Grethe Philip. Nogle har ment, at Kulegravningsbandens skæbne gjorde det vanskeligere i de følgende mange år at foreslå, endsige gennemføre, større besparelser i de offentlige udgifter.

Formanden for Kulegravningsbanden, Orla Møller (S), fremlægger i marts 1972 „bandens” beskedne forslag til offentlige besparelser. Imens begraver økonomi- og budgetminister og bandemedlem Per Hækkerup (t.v.) sig i sine papirer. Som medlem af Kulegravningsbanden følte Hækkerup sig faldet i ryggen ved afsløringen for offentligheden af nogle af de kontroversielle besparelsesforslag. Fjernest i billedet sidder departementschef Erik Ib Schmidt, som var en af bagmændene bag „banden”, samt det radikale folketingsmedlem Grethe Philip. Nogle har ment, at Kulegravningsbandens skæbne gjorde det vanskeligere i de følgende mange år at foreslå, endsige gennemføre, større besparelser i de offentlige udgifter.

I oktober 1973 slog den ulmende konflikt mellem Israel og dets arabiske nabolande ud i en kortvarig åben krig. Den efterfølgende flerdobling af prisen på råolie fra Mellemøsten ramte stærkt olieafhængige lande som Danmark hårdt. Oliekrisen indtraf nøjagtig samtidig med fremlæggelsen af PP II, og den væltede effektivt både de to perspektivplaners grundforudsætninger og alle tilbageværende forestillinger om fortsat høj økonomisk vækst og mere eller mindre fuld beskæftigelse. Hertil kom, at den politiske ustabilitet i Danmark efter „jordskredsvalget” i december 1973 ikke fristede politikerne til at føre en langsigtet, formentlig upopulær økonomisk politik. Især de socialdemokratiske regeringer kunne ikke i forhold til deres vælgerbagland holde til både en høj arbejdsløshed og en væsentligt nedskåret offentlig sektor. Den nærliggende løsning var netop at ansætte mange af de nye arbejdsløse i det offentlige.

Annonce

PP II's konkrete analyser og anbefalinger gik af disse grunde snart i glemmebogen. På den anden side havde perspektivplanlægningen den længerevarende effekt, at der blandt politikere, i medierne og i befolkningen blev rettet et stærkere søgelys end hidtil mod den offentlige sektor og dens tilsyneladende nærmest ustyrlige vækst.

Selv med et i udgangspunktet nogenlunde sikkert folketingsflertal bag kunne det dog være svært at skære dybt i de offentlige udgifter. En stort set lige så krank skæbne som VKR's „støvsugerbande” led den såkaldte Kulegravningsbande, som den socialdemokratiske regering, lidt uventet på SF-folketingsmedlemmet Poul Dams initiativ, nedsatte i februar 1972 sammen med de borgerlige partier og med økonomi- og budgetminister Per Hækkerup i spidsen. Det blandede politiker- og embedsmandsudvalg satte sig ambitiøst som mål at finkæmme finansloven for besparelser på ca. to mia. kr., og det var med sin tværpolitiske bredde og særlige, dybt fortrolige arbejdsform i sig selv en usædvanlig parlamentarisk nyskabelse. De Konservative markerede deres store interesse for initiativet ved at sætte partiets politiske leder Erik Ninn-Hansen i udvalget, hvor de håbede på borgerlig indflydelse på regeringens økonomiske politik. Venstres Poul Hartling og De Radikales Hilmar Baunsgaard var mere betænkelige ved at arbejde så tæt sammen med den socialdemokratiske regering og lod sig repræsentere af politikere i andet geled. Igen var det på embedsmandssiden Erik Ib Schmidt, som allerede var gået i gang med at arbejde på PP II, der var den toneangivende.

De fem politiske partiers repræsentanter i „banden” indgik fra starten en musketer-ed om, at ingen af de forslag og tanker, som blev luftet i udvalget, måtte refereres udendørs eller senere bruges mod medlemmerne selv, samt at udvalget i øvrigt fungerede efter konsensusprincippet: Alle skulle være enige om samtlige spareforslag, ellers bortfaldt de. På trods af hemmelighedsfuldheden afkrævede Per Hækkerup imidlertid argumenter og forklaringer fra de ministre, der var i søgelyset for besparelser, men forhandlede ikke med dem. Ministrene klagede så til Krag, samtidig med at der i partiernes folketingsgrupper var utilfredshed med, at de intet fik at vide. Venstres repræsentanter trådte efter få ugers arbejde ud af udvalget i protest mod den manglende offentlighed; de resterende medlemmer blev præsenteret for besparelsesplaner frem til 1975-76 på i alt ca. 3,5 mia. kr. – ikke mindst på følsomme områder som tilskud til sociale ydelser, skole- og sundhedsydelser.

Stormen brød løs, da spareplanerne lækkede til pressen den 18. marts. Især vakte det opsigt, at de omfattede en forhøjelse af folkepensionsalderen fra 67 til 68 år og opgivelse af en planlagt forhøjelse af folkepensionen. Statsminister Krag erklærede straks, at han ikke havde været informeret om de to sidstnævnte forslag, som han resolut tog afstand fra. At dette samtidig var en eftertrykkelig desavouering af Per Hækkerup var åbenlyst for enhver, og forudsigeligt blev også SF's bandemedlemmer, Poul Dam og Morten Lange, herefter underkendt af SF's folketingsgruppe. Regeringens økonomiudvalg skyndte sig at erklære, at der slet ikke måtte ske sociale forringelser i forbindelse med kommende offentlige besparelser. Den socialdemokratiske formand for Finansudvalget, Ralph Lysholt Hansen, der selv havde været bandemedlem, kritiserede i folketingsgruppen Krags og regeringens indgreb, og de borgerlige partier kaldte det offentligt for aftalebrud. Selv om udvalget fortsatte sit arbejde, var det vingeskudt, og de samlede besparelser nåede kun op på 500 mio. kr.

Der har været spekuleret meget over, hvordan det socialdemokratiske regeringspartis to absolutte sværvægtere, Krag og Hækkerup, kunne gå så meget fejl af hinanden, og hvordan deres ellers sikre politiske instinkt kunne svigte dem begge så eklatant? Svaret er en kombination af flere sammenfaldende omstændigheder. Først og fremmest en effektiv kuglestøberindsats af den selvbevidste Erik Ib Schmidt, som lagde større vægt på, hvad han anså for de sagligt rigtige løsninger end på det politisk-taktisk gennemførlige. For det andet den politisk uhensigtsmæssige arbejdsform, hvis hemmelighedsfuldhed næsten fra starten med rette eller urette vakte mistillid uden for udvalgskredsen.

For det tredje var der personen J.O. Krag. Der er mange vidnesbyrd fra disse år om, at Krag var begyndt at holde mindre stramt i tøjlerne i både partiledelse, folketingsgruppe og regering. Statsministeren havde allerede i mere end et par år, efter næsten 25 års politisk frontvirke, følt en voksende træthed, og han legede med tanken om uden varsel at trække sig helt ud af politik. Hvad der holdt ham tilbage herfra var først og fremmest Danmarks endnu uafklarede forhold til det europæiske fællesmarked. Dansk medlemskab af EF var et politisk projekt og sigtemål, som Krag mere end noget andet havde gjort til sit lige siden begyndelsen af 1960'erne. Nu, i begyndelsen af 1972, var det nærmere sin realisering end nogensinde, og Krag frygtede, at meget vælgerfølsomme spørgsmål som folkepensionens størrelse og begyndelsesalder kunne påvirke den forestående EF-folkeafstemning i negativ retning. Modstandersiden fremførte i forvejen, at EF-medlemskab ville true den sociale standard i Danmark.

For det fjerde var Krag formentlig usikker på, om ikke De Radikale og VK-partierne, også af hensyn til EF-afstemningen, i sidste ende ville springe i målet og undlade at stemme for den samlede sparepakke. Ligesom i december 1967, da den forrige socialdemokratiske regering blev væltet, fordi De Radikale stemte sammen med VK-partierne og seks udbrydere af SF imod indefrysning af en dyrtidsportion. Endelig for det femte spillede det personlige modsætningsforhold mellem Krag og Hækkerup også ind. Krag havde næppe noget imod at lade Hækkerup, som på budget- og økonomiministerposten havde samlet meget magt i sine hænder, stå tilbage som sorteper i det taktiske spil. Det var på en journalists spørgsmål, om Hækkerup nu skulle hjem og slikke sine sår, at denne prompte svarede: „Det kan jeg ikke. De sidder i ryggen.”

Som det gik, slog Krags reaktion muligvis mere af Kulegravningsbandens arbejde i stykker, end det havde været hensigten. Både Per Hækkerups og Erik Ninn-Hansens senere vurdering var, at en gennemførelse af Kulegravningsbandens forslag måske kunne have hindret Fremskridtspartiets store gennembrud ved valget i december 1973. Det er diskutabelt, men nettoresultatet var, at der nærmest blev lagt gift ud for fremtidige større offentlige besparelsesindgreb. Det politiske slagsmål om de offentlige udgifters vokseværk med velfærdsstatens udbygning fortsatte i det sædvanlige parlamentariske mønster: De borgerlige partier stillede ændringsforslag til finanslovene om store offentlige besparelser, mens Socialdemokratiet og venstrefløjen stemte imod. Dette mønster blev dog brudt markant ved enkelte lejligheder under de socialdemokratiske regeringer i første halvdel af 1970'erne, nemlig ved gennemførelsen med brede flertal af de vigtige sociallove om dag- og sygepenge og bistandshjælp.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Ny perspektivplan og sparebande i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306545