Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

NORDEK's vuggedød

Oprindelig forfatter PVi

Det politisk-økonomiske spørgsmål, som overskyggede de fleste andre i de tidlige 1970'ere, var landets fremtidige forhold til Fællesmarkedet, EF, og dermed også til den vesteuropæiske integrationsproces. Siden slutningen af 1950'erne og op gennem 1960'erne havde Danmark stået i et markedspolitisk dilemma, idet størstedelen af landets eksport var delt mellem England og de nordiske lande på den ene side, og på den anden side især Vesttyskland. Problemet var, at de to vigtige eksportområder tilhørte hver deres europæiske handelsblok, henholdsvis det europæiske frihandelsområde EFTA, som Danmark selv var med i, og de Europæiske Fællesskaber, EF (European Economic Communities, EEC). På grund af dansk landbrugs traditionelt store afhængighed af det britiske eksportmarked var det nærmest på forhånd givet, at da England i to omgange ansøgte om optagelse i EF i 1961 og i 1967, måtte Danmark begge gange følge efter; af Folketingets partier var kun SF imod. I modsætning til EFTA, hvis frihandelsregler kun omfattede industrivarer, ville EF's toldunion, der gjaldt alle varer, både give Danmark et stort afsætningsmarked og desuden andel i EF's gunstige landbrugsstøtteordninger.

 Pressekonference i Stockholm den 5. februar 1970 om det endelige resultat af embedsmandsforhandlingerne om et nordisk økonomisk samarbejde (NORDEK). Godt seks uger senere sprang Finland fra traktatudkastet, og de øvrige nordiske regeringer benyttede lejligheden til at erklære NORDEK for død(født). Nogle så resultatet som en bekræftelse af udenrigsminister Poul Hartlings opfattelse, nemlig at „det nordiske samarbejde er en kappe, hvori hvert land svøber sin egen interesse”. Efter NORDEK's kollaps overlevede og fortsatte samarbejdet mellem de nordiske lande dog på andre områder og blev på visse punkter endda udbygget.

Pressekonference i Stockholm den 5. februar 1970 om det endelige resultat af embedsmandsforhandlingerne om et nordisk økonomisk samarbejde (NORDEK). Godt seks uger senere sprang Finland fra traktatudkastet, og de øvrige nordiske regeringer benyttede lejligheden til at erklære NORDEK for død(født). Nogle så resultatet som en bekræftelse af udenrigsminister Poul Hartlings opfattelse, nemlig at „det nordiske samarbejde er en kappe, hvori hvert land svøber sin egen interesse”. Efter NORDEK's kollaps overlevede og fortsatte samarbejdet mellem de nordiske lande dog på andre områder og blev på visse punkter endda udbygget.

Englands og dermed også Danmarks EF-ansøgninger var imidlertid i 1963 og igen i 1967 blevet blokeret af Frankrigs præsident de Gaulle, som frygtede, at England ville blive en for stærk konkurrerende stormagt i EF-kredsen, også i kraft af de traditionelt tætte britiske forbindelser til USA. Med udsigt til de Gaulles forbliven på præsidentposten endnu en årrække regnede man i det danske beslutningsmiljø i 1967 med, at der kunne gå måske ti år endnu, inden et dansk og britisk EF-medlemskab kunne være en realitet. I denne situation fremførte den initiativrige kontorchef i Udenrigsministeriet Jens Christensen, som også var chef for ministeriets Markedssekretariat, internt for statsminister J.O. Krag ideen om en nordisk økonomisk union som et „skelsættende spring fremad”på vejen til et senere dansk og helst også nordisk EF-medlemskab. Ideen blev internt i beslutningscirklerne benævnt „Jens Christensens tigerspring”, og den var baseret på nordiske samarbejdsinitiativers erfaringsmæssigt stærke appel i denne kreds af lande. Tanken var fra starten, at en nordisk union skulle lette Danmarks vej til deltagelse i det bredere vesteuropæiske samarbejde. Som sådan blev ideen grebet af Krag, trods en vis skepsis fra bl.a. Per Hækkerup, og den blev første gang fremført offentligt under valgkampen op til folketingsvalget i januar 1968, dog uden nævneværdig resonans. Med sans for taktisk timing og med nogen improvisationskunst besluttede den nytiltrådte VKR-regerings mest nordisk orienterede ministre, statsminister Hilmar Baunsgaard, udenrigsminister Poul Hartling og økonomi- og markedsminister Poul Nyboe Andersen, i flyet på vej til Nordisk Råds session i Oslo i februar 1968 at fremføre ideen om en nordisk økonomisk union på Rådsmødet, også for at komme den socialdemokratiske opposition i forkøbet.

Både Norge, Sverige og til manges overraskelse også Finland tog umiddelbart ideen til sig, og i de følgende 16 måneder foregik der med Danmark som den drivende kraft intense forberedelser og forhandlinger på højeste politiker- og embedsmandsniveau. De mundede i juli 1969 ud i et egentlig ganske ambitiøst traktatudkast til en nordisk økonomisk union, kaldet NORDEK, som skulle have fælles forpligtende institutioner og vidtgående koordinering af den økonomiske politik. I nøje overensstemmelse med udgangspunktet skulle NORDEK udtrykkeligt lette de fire nordiske landes deltagelse i eller samarbejde med et udvidet europæisk marked, altså EF. Allerede i foråret 1969 havde de første mørke skyer dog vist sig over det nordiske projekts virkeliggørelse. Finlands socialdemokratiske statsminister Mauno Koivisto bad i marts pludselig om udsættelse af processen. Han var løbet ind i parlamentariske vanskeligheder med sin koalitionsregering hjemme, forklarede han, men den almindelige mistanke var, at det var Finlands udenrigspolitiske følsomhed i forhold til den store sovjetiske nabo, der havde givet finnerne kolde fødder. Måneden efter gik Frankrigs præsident de Gaulle af efter en tabt folkeafstemning om politiske reformer, der var foranlediget af maj 1968-oprøret. Det åbnede pludselig for muligheden af en ny, tredje britisk – og dermed også dansk – ansøgning om medlemskab af EF. Den nye udvikling pustede for alvor til den latente skepsis over for NORDEK-projektet, som hele tiden havde eksisteret blandt politikere i Det Konservative Folkeparti og især i Venstre samt i disses baglande, de ledende erhvervsorganisationer fra Landbrugsrådet over Industrirådet til Dansk Fiskeriforening. De foretrak alle klart fuldt dansk EF-medlemskab hurtigst muligt og uden nordiske omveje.

Annonce

 Fire tilsyneladende optimistiske nordiske statsministre ankommer til NORDEK-forhandlingerne i Helsinki, december 1969. Fra venstre Mauno Koivisto (Finland), Per Borten (Norge), Olof Palme (Sverige) og Hilmar Baunsgaard. En uge forinden havde den finske regering dog søgt at få statsministermødet udsat, formentlig især af hensyn til Finlands indenrigspolitiske situation efter det forestående valg i marts 1970. De finske kommunister var en vigtig faktor, og Moskva var imod finsk medlemskab af en nordisk markedsblok, som eventuelt blev knyttet til EF.

Fire tilsyneladende optimistiske nordiske statsministre ankommer til NORDEK-forhandlingerne i Helsinki, december 1969. Fra venstre Mauno Koivisto (Finland), Per Borten (Norge), Olof Palme (Sverige) og Hilmar Baunsgaard. En uge forinden havde den finske regering dog søgt at få statsministermødet udsat, formentlig især af hensyn til Finlands indenrigspolitiske situation efter det forestående valg i marts 1970. De finske kommunister var en vigtig faktor, og Moskva var imod finsk medlemskab af en nordisk markedsblok, som eventuelt blev knyttet til EF.

Også i den norske regering under statsminister Per Borten var der en vis skepsis over for projektet, primært betinget af ønsket om at beskytte norske erhvervsinteresser. Til gengæld fik NORDEK-forhandlingerne i efteråret 1969 tilført ny dynamik af Tage Erlanders afløser som svensk statsminister, Olof Palme, der så et NORDEK som en mulighed for senere at styrke Sveriges tilknytning til et udvidet EF. Men da EF's ministerråd på mødet i Haag i november 1969 vedtog at indlede forhandlinger med de nye ansøgerlande allerede i første halvdel af 1970, bad den finske statsminister Koivisto for anden gang om udsættelse af NORDEK-projektet. Da Koivisto imidlertid forsikrede Hilmar Baunsgaard om, at der ikke var tale om problemer i forhold til Sovjetunionen, men om indenrigspolitiske trakasserier med bl.a. udenrigsminister Karjalainen fra det konkurrerende Centerparti, fortsatte forhandlingerne uanfægtet. I februar 1970 blev den endelige embedsmandsrapport om NORDEK enstemmigt godkendt af det danske Folketing, idet selv venstrefløjen – SF, VS og DKP (det sidstnævnte ved udbryderen fra VS, Hanne Reintoft) – stemte for. To dage senere godkendte samtlige nordiske landes regeringer under Nordisk Råds session i Reykjavík, at der blev udarbejdet et egentligt NORDEK-traktatudkast.

Men det var, som mange havde anet og nogle håbet, for godt til at være sandt. Kort efter valget i Finland fem uger senere, som styrkede den NORDEK-skeptiske Karjalainens position, meddelte den finske regering, at den ikke kunne ratificere NORDEK-traktaten. Efter alt at dømme havde den finske præsident Urho Kekkonen af hensyn til sovjetisk modstand reelt nedlagt veto imod finsk deltagelse i et NORDEK, der klart vendte ansigtet mod EF, som oven i købet nu åbnede sig for nye og bl.a. nordiske medlemmer. Ligesom da daværende statsminister Hans Hedtoft i 1949 ved de nordiske forsvarsforhandlingers forlis, efter at Norge reelt var sprunget fra, som sidste udvej inden Atlantpagtløsningen forsøgte sig med et dansk-svensk forsvarsforbund, søgte en dybt skuffet statsminister Baunsgaard nu at redde stumperne ved at lancere et SKANDEK. Men heller ikke dette lykkedes. VKR-regeringen var internt uenig om forsøget, og både Per Borten og Olof Palme afviste det blankt, fordi det ville isolere Finland uden for både Norden og EF.

Endnu et stort nordisk samarbejdsprojekt var gået i vasken. Skuffelsen var reel i brede politiske kredse, ikke kun for statsminister Baunsgaard og hans radikale nordister, men i virkeligheden også for J.O. Krag og mange i den socialdemokratiske ledelse. Nok havde de hele tiden set et realiseret NORDEK som en partitaktisk fordel, der ville kunne opbløde modstanden mod EF-medlemskab i det socialdemokratiske bagland. Men for Krag og hans meningsfæller havde satsningen på NORDEK under alle omstændigheder givet mening. Var den nordiske 'integrationsøvelse' blevet til noget, ville et stærkere Norden have stået i en mere kvalificeret forhandlingsposition over for EF og have større chance for en tæt tilknytning til EF, mente Krag. Det var også derfor, Krag straks efter den finske udsættelse i december 1969 kastede sig ud i en energisk privat indsats for at samle de norske og svenske forhandlere om alligevel at gøre NORDEK-traktaten færdig. Skulle den nordiske løsning derimod mislykkes, ville Danmark – som Jens Christensen allerede havde formuleret det internt i maj 1967 – have „nordisk rygdækning” og dermed „friere hænder til at føre en selvstændig europæisk politik”. Ikke desto mindre er det dog svært at forestille sig, at Krag og hans støtter ikke klart nok indså, at jo tydeligere NORDEK-projektets EF-orientering fremstod, desto mindre sandsynlighed var der for, at det lod sig realisere.

Det nordiske unionsnederlag bør på den anden side ikke overdrives. Trods sammenbruddet i 1970 blev de nordiske lande kort efter enige om at oprette et fælles EF-kontaktudvalg, som koordinerede landenes forhandlingsudspil over for EF, og som skulle sikre, at det nordiske samarbejde fortsatte, efter at ét eller flere af de nordiske lande var blevet medlemmer af EF. Og i 1971 blev Nordisk Ministerråd oprettet, således som det var vedtaget på det møde i Nordisk Råd i 1970, som godkendte NORDEK. Ministerrådet fik koordinerende opgaver i det nordiske økonomiske samarbejde både indadtil og udadtil, og med den nordiske kulturaftales ikrafttræden fra 1972 kom rådet til at tage sig af nye områder som forskning, undervisning, kunst og mediesamarbejde. Det nordiske tigerspring endte således, som det er blevet formuleret, ikke med et frit fald, men snarere med en stilfærdig mavelanding, som reddede det nordiske samarbejdes praktiske fortsættelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: NORDEK's vuggedød i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306554