Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folkeafstemning

Oprindelig forfatter PVi

Beslutningen om at holde folkeafstemning om Danmarks EF-tilslutning blev truffet i foråret 1971 efter dybt fortrolig personlig kontakt mellem den socialdemokratiske oppositionsleder J.O. Krag og den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard. Den bemærkelsesværdige beslutningsproces skyldtes først og fremmest de to partilederes begrundede formodning om, at der netop i deres partier var akut risiko for intern splittelse på spørgsmålet. Ved at lægge afgørelsen om EF-medlemskabet ud til en særlig folkeafstemning håbede de på at løfte hele EF-spørgsmålet ud af den partipolitiske debat og i særdeleshed ud af den forestående valgkamp. Der skulle senest være folketingsvalg omkring årsskiftet 1971-72.

Herudover var der det usædvanlige ved beslutningen, at den blev truffet, inden man var klar over, om der kunne samles de nødvendige 5/6's flertal i Folketinget for at ratificere den kommende EF-tiltrædelseslov. 5/6's-flertallet var kravet i Grundlovens § 20, som fastsætter, at love, der overlader nationale myndighedsbeføjelser „i nærmere bestemt omfang”til mellemfolkelige myndigheder, skal vedtages med 5/6's flertal i Folketinget. Opnås dette flertal ikke, kan sådanne love kun vedtages med simpelt flertal efter at være blevet godkendt ved en folkeafstemning. Efter Grundlovens § 42 er en sådan folkeafstemning dog kun bindende, såfremt de nævnte 5/6's flertal i Folketinget ikke kan opnås. Socialdemokratiets faste holdning var imidlertid, at der under alle omstændigheder skulle være en folkeafstemning, som – da VKR-partierne afviste en vejledende afstemning – skulle være bindende.

 Den venstreorienterede tegner Klaus Albrectsen leverede i 1972 flere slagkraftige plakater som denne til Folkebevægelsen imod EEC. Modstanderne foretrak at bruge den mere fremmedklingende betegnelse EEC (den engelske forkortelse for European Economic Com-munity), mens tilhængere brugte den danske oversættelse EF, de Europæiske Fællesskaber, eller blot det endnu mere positivt farvede „Fællesskabet”. Et tilbagevendende tema hos Folkebevægelsen var, at den danske nationalstats kultur, identitet og lovgivning ville blive ensrettet og „harmoniseret” i mødet med det større vesteuropæiske samarbejde og med de mange EF-regler.

Den venstreorienterede tegner Klaus Albrectsen leverede i 1972 flere slagkraftige plakater som denne til Folkebevægelsen imod EEC. Modstanderne foretrak at bruge den mere fremmedklingende betegnelse EEC (den engelske forkortelse for European Economic Com-munity), mens tilhængere brugte den danske oversættelse EF, de Europæiske Fællesskaber, eller blot det endnu mere positivt farvede „Fællesskabet”. Et tilbagevendende tema hos Folkebevægelsen var, at den danske nationalstats kultur, identitet og lovgivning ville blive ensrettet og „harmoniseret” i mødet med det større vesteuropæiske samarbejde og med de mange EF-regler.

For at udrede den forfatningsretlige knude blev Udenrigsministeriets garvede ekspert i forfatningsret, professor Max Sørensen, i hast mobiliseret. Han leverede den konklusion, at en bindende folkeafstemning godt kunne udskrives selv uden afprøvning af, om 5/6's-flertallet kunne samles, hvis blot Folketinget vedtog en særlig beslutningslov herom. VKR-regeringen gik således, trods en vis betænkelighed hos især Venstre, ind på det socialdemokratiske ønske om en bindende folkeafstemning, selv om en sådan ikke så ud til at blive påkrævet folkeretligt, idet det nødvendige 5/6's flertal i Folketinget, i alt 150 medlemmer, formentlig kunne mønstres af de forenede EF-tilhængerpartier. Foruden det radikale statsministerpartis eget ønske om folkeafstemningen var årsagen til VKR-regeringens medgørlighed, at Socialdemokratiet naturligvis under alle omstændigheder ville kunne fremkalde en folkeafstemning, nemlig ved at undlade at stemme for den endelige EF-tiltrædelseslov.

Annonce

Når J.O. Krag og den øvrige EF-positive socialdemokratiske ledelse valgte folkeafstemningsmodellen, skyldtes det den tiltagende EF-skepsis i befolkningen og dermed ønsket om at 'neutralisere' EF-spørgsmålet specielt i valgkampsammenhæng. I begyndelsen af 1971 var der med udgangspunkt i den venstreorienterede fraktion Socialdemokratisk Samfund dannet en decideret modstanderorganisation inden for partiet, „Socialdemokrater mod EEC”, med bl.a. nye, unge folketingskandidater som Svend Auken og Ritt Bjerregaard i front. Efter folketingsvalget i september 1971 blev foruden disse to også andre unge og yngre markante socialdemokrater som Mogens Lykketoft, Birte Weiss, Helle Degn, Mogens Camre og Karl Hjortnæs medlemmer af folketingsgruppen, som nu i alt talte 12 EF-modstandere inklusive Frode Jakobsen, den 65-årige veteran og fhv. modstandsleder under den tyske besættelse. Mod forventning var der dermed kommet en så stor samlet EF-opposition i Folketinget, at det hidtidige 5/6's flertal for EF-tilslutning var fordampet. De unge socialdemokrater var påvirkede af 68-oprørets marxistisk inspirerede samfundskritik, og ligesom partierne på venstrefløjen -SF, VS m.v. – angreb de EF for mere at repræsentere og varetage de store kapitalistiske koncerners interesser end befolkningernes.

Den interne strid i Socialdemokratiet om EF havde dermed også et klart element af generationsopgør. Holdningen til EF blev en del af den diskussion om partiets fornyelses- og moderniseringsproces, som velfærdsstatens konsolidering i 1960'erne og netop 1968-oprøret havde sat på dagsordenen.

Som før nævnt vedtog partiet på sit årsmøde i august 1971 arbejdsprogrammet „Det nye samfund”, som nok markerede en vis venstredrejning, men dog ikke tilfredsstillede de unge kritikere i partiet. De oplevede, at ledelsen var blevet for reformmæt og visionsløs, og de mente, at velfærdsstatsprojektet nu måtte færdiggøres ved øget vægt på indkomstudjævning og 'økonomisk demokrati', men også på ikke-materielle krav som trivsel og medbestemmelse over eget liv, samt kamp imod forurening, fremmedgørelse og forbrugerisme. Hertil måtte føjes en højere prioritering af den internationale solidaritet i bekæmpelsen af fattigdom, undertrykkelse og krig, fra det sydlige Afrika til Sydøstasien. Men i arbejdet for at nå disse nationale, internationale og globale mål stod EF i disse unge og yngre socialdemokraters øjne ikke som et hjælpsomt redskab, men snarere som en væsentlig hindring, en lukket kapitalistisk klub af rige vesteuropæiske lande.

Over for dette stod partiets ledelse med J.O. Krag i spidsen. Den fastholdt, at dansk medlemskab af EF tværtimod ikke blot var en afgørende forudsætning for fortsat høj beskæftigelse og sociale velfærdsfremskridt, men også at det stik modsat EF-modstandernes opfattelse ville øge landets selvstændighed og indholdet i suveræniteten, nemlig ved at Danmark kom til at „sidde med ved de forhandlinger, hvor spørgsmålene afgøres”, som Krag formulerede det. Ved enkelte lejligheder omtalte Krag også de større perspektiver og visioner i den vesteuropæiske integrationssproces – styrkelsen af den historiske udsoning mellem ikke blot Tyskland og Frankrig, men mellem alle Europas folk, samt at et EF, der var udvidet med Storbritannien, Danmark og andre lande, kunne spille en positiv rolle også med henblik på at fremme europæisk fred og international afspænding.

Det var dog undtagelsen, at Krag og andre tilhængere af dansk EF-medlemskab trak sådanne perspektiver klart frem i debatten op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Og EF's erklærede målsætning om et stadigt tættere og mere forpligtende samarbejde gennem opbygning og styrkelse af overnationale institutioner og politikformuleringer, f.eks. ØMU-planerne, blev konsekvent nedtonet eller bagatelliseret af tilhængersiden. Der var her, ikke mindst for Krag og den socialdemokratiske ledelse, tale om et 'nødvendighedens kompromis', som skulle søge at slå bro over de dybe modsætninger i både parti og fagbevægelse i holdningen til EF.

 Fra anti-EF-demonstrationen med 80.000 deltagere på Rådhuspladsen i København den 1. oktober 1972, dagen før folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab. Mange demonstranter håbede utvivlsomt på, at det klare flertal imod EF (53,5%) ved den norske folkeafstemning ugen forinden ville få en afsmittende effekt på stemningen i Danmark, som ellers pegede på et endnu klarere ja-flertal.

Fra anti-EF-demonstrationen med 80.000 deltagere på Rådhuspladsen i København den 1. oktober 1972, dagen før folkeafstemningen om dansk EF-medlemskab. Mange demonstranter håbede utvivlsomt på, at det klare flertal imod EF (53,5%) ved den norske folkeafstemning ugen forinden ville få en afsmittende effekt på stemningen i Danmark, som ellers pegede på et endnu klarere ja-flertal.

Som nævnt var der også blandt højt placerede socialdemokratiske EF-tilhængere forbehold og skepsis over for EF-harmonisering af arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitikken og af sikkerhedspolitikken. De sagde ja til EF, men ikke halleluja, for at låne Hans Engells formulering af sin opfattelse adskillige år senere af mange konservatives EF-holdning. Fremtrædende repræsentanter for denne linie var økonomi- og markedsminister Ivar Nørgaard og formanden for landets største fagforbund, Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF), Anker Jørgensen. Sidstnævnte måtte indkassere et sviende nederlag i april 1972, da DASF-kongressen imod hans udtrykkelige anbefaling vedtog en resolution, som støttede et nej til EF-medlemskab. Også Smedeforbundet med formanden Hans Rasmussen i spidsen gik imod. Til gengæld vedtog LO's kongres med formanden Thomas Nielsens støtte kort efter en ja-anbefaling, dog kun med snævert flertal. Og til glædelig overraskelse for tilhængerne anbefalede knap tre fjerdedele af de delegerede på Socialdemokratiets ekstraordinære kongres i september 1972, tre uger inden folkeafstemningen, et ja til EF, endda selv om Norge skulle sige nej til EF-medlemskab.

Men det var fortsat usikkert, hvordan folkeafstemningen ville falde ud. Nejsidens mange forskellige grupperinger og bevægelser begyndte først sent for alvor at forene kræfterne.

Ikke før i januar 1972, samme måned som J.O. Krag og Ivar Nørgaard på Danmarks vegne underskrev EF-tiltrædelsestraktaten i Bruxelles, lykkedes det at oprette en paraplyorganisation, som snart gik under navnet „Folkebevægelsen mod EF”. Bevægelsen favnede bredt, fra små borgerligt-liberale nejfraktioner som bl.a. Frit Norden over den mere venstredrejede „Frihedsfronten mod Romunionen” til modstanderpartierne Retsforbundet, Dansk Samling, SF og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), samt en række fremtrædende enkeltpersoner fra Det Radikale Venstre, bl.a. Sven Skovmand og Poul Overgaard Nielsen. Socialdemokrater mod EEC holdt sig dog uden for Folkebevægelsen; det samme gjorde VS og de fleste smågrupperinger på den yderste venstrefløj, som ikke brød sig om Folkebevægelsens nationalt og til tider nationalistisk klingende kampagne, men ønskede et internationalt klassekampperspektiv ind i EF-modstanden.

Debatten i 1971-72 op til folkeafstemningen blev i nogen grad skæmmet af fortielser og grovkornede overdrivelser fra både tilhænger- og modstanderside, især i den allersidste fase før afstemningsdagen 2. oktober, da polariseringens sorthvide forsimplinger tog overhånd. Den altovervejende del af dagspressen stod på tilhængernes side, som da også repræsenterede 80 procent af Folketingets medlemmer – hvilket tilhængerne ikke forsømte at minde om. Problemet var, at Folketingets sammensætning i denne sag kun delvis afspejlede befolkningens holdninger. Jasiden rådede over langt flere økonomiske midler end nejsiden, ikke mindst i kraft af rundhåndet støtte fra industriens og landbrugets interesseorganisationer, og den havde desuden regeringsapparatet til rådighed med heraf følgende lettere adgang til medier og presse. Tilhængerne bagatelliserede mulighederne for øget politisk EF-integration og tab af (nær)demokratisk kontrol, og de udmalede i kostbare annoncekampagner mere eller mindre katastrofale økonomiske konsekvenser af situationen, hvis Danmark forblev uden for EF. Store firmaer som Superfos og Danfoss satte trumf på ved direkte at true med at nedlægge og udflytte arbejdspladser i stort omfang i tilfælde af et nej.

 Politikens forside dagen efter EF-folkeafstemningen. Tæt ved 90% af vælgerne deltog i afstemningen, hvilket var højere end både samtlige hidtidige folkeafstemninger og 'det nationale valg' under den tyske besættelse i 1943. Fordelingen af ja- og nej-stemmer viste tydelige geografiske skillelinjer: Mens der i Københavns Kommune var et flertal på ca. 22.000 stemmer imod EF, var der på øerne under ét omkring 350.000 flere stemmer for end imod EF-medlemskabet. I Jylland var der lidt mere end dobbelt så mange ja-stemmer som nej- stemmer. Fordelingen afspejler navnlig den tendens, at mange arbejdere i de større byer stemte imod, mens de allerfleste landmænd stemte for.

Politikens forside dagen efter EF-folkeafstemningen. Tæt ved 90% af vælgerne deltog i afstemningen, hvilket var højere end både samtlige hidtidige folkeafstemninger og 'det nationale valg' under den tyske besættelse i 1943. Fordelingen af ja- og nej-stemmer viste tydelige geografiske skillelinjer: Mens der i Københavns Kommune var et flertal på ca. 22.000 stemmer imod EF, var der på øerne under ét omkring 350.000 flere stemmer for end imod EF-medlemskabet. I Jylland var der lidt mere end dobbelt så mange ja-stemmer som nej- stemmer. Fordelingen afspejler navnlig den tendens, at mange arbejdere i de større byer stemte imod, mens de allerfleste landmænd stemte for.

EF-modstanderne henviste over for den slags økonomisk skrækpropaganda til, at Danmark i tilfælde af et nej med stor sandsynlighed ligesom andre EFTA-lande ville få tilbudt en associeringsordning for industrivarer med udstrakt frihandel i EF-området. Nejsiden, som søgte at kompensere for sit svage finansielle grundlag med et stort og entusiastisk netværk af græsrodsaktivister, udmalede til gengæld egne politisk betonede skrækvisioner om EF som en parallel til Hitlers Neuropa, med masseindvandring fra syd og hastig undergravning af velfærdsstaten – ja, af selve nationens eksistens – i tilfælde af dansk EF-medlemskab. Efter NORDEK-fiaskoen havde de imidlertid vanskeligt ved at henvise til et øget nordisk samarbejde som et troværdigt alternativ til en EF-tilslutning, ligesom det var svært at bestride de store økonomiske fordele for landbrugseksporten og dermed for valutakassen. Mens modstanderne med tiltagende styrke førte politiske faremomenter ved EF-tilslutning ind i kampagnen, slog tilhængerne mere og mere i ugerne op til den 2. oktober på de økonomiske omkostninger ved at stå udenfor. Interviewundersøgelser viste da også, at ja-vælgerne i høj grad var motiveret af økonomiske hensyn, mens nej-vælgerne prioriterede bekymringen for selvbestemmelses- og demokratitab højest.

Resultatet af folkeafstemningen, som havde en rekordhøj stemmeprocent på 90, blev et overraskende klart ja til EF-medlemskab: 63,3 procent af de afgivne stemmer, mod 36,7 procent nej. Og det endda selv om Norge, hvis samtidige EF-medlemskab længe havde været en vigtig betingelse for ledende danske EF-skeptikeres ja, ved sin folkeafstemning én uge i forvejen med et flertal på 53,3 procent havde sagt nej til EF. Men måske fik det netop flere til at stemme ja i Danmark, at Trygve Brattelis socialdemokratiske regering i Norge gik af, umiddelbart efter at afstemnings-nej'et forelå. Hovedforklaringen på det danske resultat er dog en anden, nemlig at det var lykkedes for landets største parti, Socialdemokratiet, at samle størstedelen af sine vælgere bag den uformelle alliance mellem klare og mere forbeholdne EF-tilhængere, især personificeret ved henholdsvis statsminister J.O. Krag og markedsminister Ivar Nørgaard. Hvad der forenede de to vælgerstrømninger – og endda også den tredje strømning, EF-modstanderne – var først og fremmest ønsket om at bevare og udbygge den danske velfærdsstat, også selv om de i EF-spørgsmålet drog forskellige konklusioner. Det underforståede 'nationale kompromis' – som ikke blev benævnt sådan – mellem tilhængere, skeptikere og modstandere var, at Danmark indtrådte i EF på et slags minimumsgrundlag, hvor man valgte at betragte EF-projektet som et i alt væsentligt økonomisk samarbejde om handel, mens man mest muligt søgte at begrænse de politiske aspekter til et mellemstatsligt samarbejde.

 Den skeptiske EF-jasiger Anker Jørgensen i Bo Bojesens streg som den, der efter det hårde interne opgør for og imod EF i 1972 skulle søge at hele sårene i det socialdemokratiske parti og i fagbevægelsen. J.O. Krags valg af Anker Jørgensen som sin efterfølger overraskede umiddelbart mange. Den nye statsminister havde ingen ministererfaringer, og selv om han havde været medlem af Folketinget siden 1964, havde han ikke haft nogen tunge ordførerskaber og havde heller ikke deltaget i afgørende politiske forhandlinger. Som formand for arbejdsmændene fremstod han fortsat mere som faglig leder end som toppolitiker.

Den skeptiske EF-jasiger Anker Jørgensen i Bo Bojesens streg som den, der efter det hårde interne opgør for og imod EF i 1972 skulle søge at hele sårene i det socialdemokratiske parti og i fagbevægelsen. J.O. Krags valg af Anker Jørgensen som sin efterfølger overraskede umiddelbart mange. Den nye statsminister havde ingen ministererfaringer, og selv om han havde været medlem af Folketinget siden 1964, havde han ikke haft nogen tunge ordførerskaber og havde heller ikke deltaget i afgørende politiske forhandlinger. Som formand for arbejdsmændene fremstod han fortsat mere som faglig leder end som toppolitiker.

Dagen efter folkeafstemningen benyttede Krag den gunstige lejlighed, ja'et havde skabt, dvs. fuldførelsen af hans politiske hovedmål gennem mere end et tiår, til fra Folketingets talerstol at bekendtgøre, hvad han længe hemmeligt havde ønsket, nemlig at trække sig tilbage fra såvel statsministerposten som fra sin nu 25-årige karriere som toppolitiker. Det kom helt overraskende, selv for Dronningen i tilhørerlogen. Krags valg af efterfølger både som statsminister og som formand for Socialdemokratiet var til alles lige så store overraskelse Anker Jørgensen. Den bagvedliggende politiske hensigt var dog tydelig nok. Anker Jørgensen havde stærke rødder i fagbevægelsen, stod som nævnt på Ivar Nørgaards forbeholdne ja-linie i EF-spørgsmålet, og ansås i øvrigt for at tilhøre partiets venstrefløj også udenrigspolitisk. Han var for Krag den bedst tænkelige figur til at række over de kløfter, som EF-debatten havde skabt internt i både parti og fagbevægelse, og til at bidrage til at læge sårene.

En konsekvens af Krags pludselige forsvinden fra den politiske scene var imidlertid også, at det dominerende tyngdepunkt for det mest EF-entusiastiske standpunkt i Socialdemokratiet var væk. Dansk EF-politik blev dermed i de følgende mange år, hvor Socialdemokratiet sad ved regeringsmagten eller havde væsentlig indflydelse på den, domineret af den mere forbeholdne EF-linie, som Anker Jørgensen og Ivar Nørgaard repræsenterede, og som ikke kunne opvejes af mere entydige EF-støtter i partitoppen som Per Hækkerup og Knud Heinesen.

På det kortere sigt blev denne konsekvens dog mindre synlig. Andre uforudsete begivenheder både internationalt og i dansk politik, energikrisen og det såkaldte „jordskredsvalg” kom fra og med slutningen af 1973 til at sætte både den danske strid om EF og hele den vesteuropæiske integrationsproces noget i baggrunden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Folkeafstemning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306556