Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rødstrømper, ligeløn og fri abort

Oprindelig forfatter PVi

Mens store dele af den såkaldte 'autoritære venstrefløj' fortabte sig i ideologiske broderstridigheder og endte i revolutionsromantiske blindgyder og politisk betydningsløshed, kom aktiviteterne på andre dele af venstrefløjen til helt anderledes direkte og indirekte at berøre de fleste danskeres hverdagsliv.

En af de vigtigste og mest farverige strømninger var de radikale feminister, som i foråret 1970 startede rødstrømpebevægelsen med en række spektakulære og stærkt mediedækkede aktioner. En af dem var, da en gruppe kvinder i protest mod kvindens rolle som sexobjekt gik gennem Strøget i København, udmajede som duller med kæmpeballonbarme, hvide bh'er, parykker og store hatte, hvorefter de på Rådhus-pladsen smed det kvindelige 'udstyr' i skraldeposer med påskriften „Hold Danmark rent”. Andre kvinder kørte på mors dag med en københavnsk bus, men nægtede i protest mod den manglende ligeløn mellem kønnene at betale mere end 80 øre for billetterne, som ellers kostede 1,25 kr. Da de nægtede at forlade bussen frivilligt, blev de anholdt og båret ud af – smilende – politifolk.

 „Og så er der lige lønnen….”. Som led i rækken af originale og uventede aktioner demonstrerede rødstrømper i december 1970 for ligeløn ved fra tilhørerpladserne i Folketinget at hænge bannere ned i salen med teksten: „Ligeret og ligeløn for ulige arbejde”.

„Og så er der lige lønnen….”. Som led i rækken af originale og uventede aktioner demonstrerede rødstrømper i december 1970 for ligeløn ved fra tilhørerpladserne i Folketinget at hænge bannere ned i salen med teksten: „Ligeret og ligeløn for ulige arbejde”.

Ligesom resten af den ydre venstrefløj var rødstrømperne inspireret af og blev en del af en større international bevægelse i disse år, Women's Liberation Movement, og de tog navn efter den amerikanske „New York Redstockings”. Rødstrømperne krævede fundamentale ændringer i kvindernes samfunds- og familiemæssige stilling og adskilte sig dermed fra den traditionelle, moderate kvindesagsbevægelse, f.eks. Dansk Kvindesamfund. Mens sidstnævnte arbejdede for kvindelig ligestilling med mændene, krævede rødstrømperne tillige kvindefrigørelse. I tidens ånd var det bærende slagord „Ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp”: Kvindernes sande befrielse fordrede intet mindre end det klasseløse samfund. Det betød også, at kvindekampen måtte føres overalt, på arbejdspladsen, i politikken, i familien, i sengen. „Det private er politisk,” lød et af rødstrømpernes vigtigste slagord. Den 'flade' organisationsform uden formelle ledere blev fastholdt som princip, og i de såkaldte basisgrupper eller kvindegrupper, hvor kun kvinder måtte deltage, kunne „søstersolidariteten” udfolde sig uden for det kapitalistiske mandssamfunds „kvindeundertrykkelse”.

Annonce

Princippet om kvindegrupper bredte sig op gennem 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne langt uden for bevægelsens egne cirkler, ikke mindst på uddannelsesinstitutionerne. Derimod lykkedes det aldrig at nå målet om en kvindebevægelse for alle kvinder. Hertil var de politiske og sociale skel mellem rødstrømperne og kvinderne i f.eks. fagbevægelsen alt for store, selv om rødstrømperne var aktivt med i mange aktioner for især lige løn for lige arbejde. Kvindeølejren på Femø startede i sommeren 1971 og blev i de følgende år meget populær og tiltrak kvinder fra hele Vesteuropa. De årlige ølejre blev forløberen for kvindefestivalerne i sidste halvdel af 1970'erne, som samlede titusinder af kvinder, mænd og børn, og samtidig blomstrede en „feministisk modkultur” op. Kvinder organiserede og skabte udstillinger, teater, musik, litteratur, billedkunst og kurser, og overalt i Danmark skød netværk af kvindehuse og kvindegrupper op. I begyndelsen af 1980'erne blev der etableret flere krisecentre for voldsramte kvinder, mest kendt Grevinde Danners Stiftelse i København, som spillede en vigtig rolle for at bringe dette hidtil tabubelagte emne frem i offentligheden.

 Kvindelige arbejdere – og enkelte mandlige – demonstrerer i februar 1971 for ligeløn mellem kønnene. Denne og andre ligelønsdemonstrationer i disse år blev arrangeret af bl.a. Kvindeligt Arbejderforbund og af Dansk Kvindesamfund, som første gang havde rejst ligelønskravet i 1896. De måtte mange gange på gaden for at gøre opmærksom på kravet, inden ligelønnen under indtryk af 1970'ernes nye stærke kvindebevægelser formelt blev indført af Folketinget ved lov i to tempi, i 1973 og i 1976.

Kvindelige arbejdere – og enkelte mandlige – demonstrerer i februar 1971 for ligeløn mellem kønnene. Denne og andre ligelønsdemonstrationer i disse år blev arrangeret af bl.a. Kvindeligt Arbejderforbund og af Dansk Kvindesamfund, som første gang havde rejst ligelønskravet i 1896. De måtte mange gange på gaden for at gøre opmærksom på kravet, inden ligelønnen under indtryk af 1970'ernes nye stærke kvindebevægelser formelt blev indført af Folketinget ved lov i to tempi, i 1973 og i 1976.

Trods mange aktiviteter i første halvdel af 1980'erne ebbede bevægelsen relativt pludselig ud omkring 1985. Århus-rødstrømperne nedlagde endda officielt sig selv på selve kvindekampdagen den 8. marts 1985. Tidsånden var blevet en anden. Men Rødstrømpe- og kvindebevægelsen står alligevel som en af de mest betydningsfulde af de nye sociale og politiske græsrodsbevægelser, som opstod i kølvandet på 1968-oprøret. Bevægelsen var med til én gang for alle at sætte kvindernes særlige problemer på dagsordenen, og selv om de mere dogmatiske af dens ideologiske anskuelser ikke holdt vand, var den en af katalysatorerne for en ændret kønsbevidsthed i samfundet og for flere af samtidens og eftertidens kvindepolitiske fremskridt.

Et af disse var indførelsen af fri abort, som skete i to omgange, i 1970 og 1973. Siden midten af 1960'erne var den offentlige debat om dette spørgsmål taget til, og siden 1967 havde SF hvert år fremsat lovforslag om fri abort med henvisning til, at retstilstanden måtte bringes i overensstemmelse med retsfølelsen. Trods gennemsnitligt 20.000 aborter om året, hvoraf mange ikke skete efter den medicinske begrundelse, som lovgivningen tillod, var kun en håndfuld mennesker siden midten af 1950'erne blevet retsforfulgt. Mange tog på „abortrejse” til Polen, England eller Holland, eller fik herhjemme foretaget illegal, medicinsk risikabel abort af kvaksalvere. Hertil kom, at økonomisk bedrestilledes lettere adgang til svangerskabsafbrydelse førte til større social ulighed. SF's forslag lagde afgørende vægt på kvindens ret til selv at afgøre, om hun ville føde et barn eller ej, men denne tankegang var endnu forud for sin tid. Der var tilhængere af fri abort i alle politiske partier, men modstanderne frygtede bl.a. en eksplosion i antallet af aborter, fordi de gravide ville komme under pres fra kærester og familie.

 Lejrmøde på den første kvinde-ølejr på Femø, sommeren 1971. Det vakte opsigt, også internationalt, at Rødstrømperne, som organiserede Femølejren, udstedte et „adgang forbudt for mænd” til lejren (mindreårige drengebørn var dog undtaget). Men de kvinder, der kom hjem fra de årligt tilbagevendende ølejre og kvindefestivaler, kunne fortælle om, hvor forløsende det havde været for deres kræfter, at ingen mænd havde været til stede. Det gav en ny selvtillid, som ikke må undervurderes, og den bidrog til en vifte af nye initiativer op gennem 1970'erne.

Lejrmøde på den første kvinde-ølejr på Femø, sommeren 1971. Det vakte opsigt, også internationalt, at Rødstrømperne, som organiserede Femølejren, udstedte et „adgang forbudt for mænd” til lejren (mindreårige drengebørn var dog undtaget). Men de kvinder, der kom hjem fra de årligt tilbagevendende ølejre og kvindefestivaler, kunne fortælle om, hvor forløsende det havde været for deres kræfter, at ingen mænd havde været til stede. Det gav en ny selvtillid, som ikke må undervurderes, og den bidrog til en vifte af nye initiativer op gennem 1970'erne.

I 1969 vedtog Socialdemokratiets kongres for første gang et forslag om fri abort, og udviklingen blev også fremmet af det begyndende generationsskifte i Folketinget, hvor især flere unge kvindelige medlemmer begyndte at arbejde for sagen. I 1970 vedtog Folketinget et foreløbigt kompromis, som afspejlede, at befolkningen var delt i to halvdele på spørgsmålet for og imod fri abort. Den nye lov gav fri abort til piger under 18 år, som generelt skønnedes uegnede til uplanlagt moderskab, samt til kvinder over 38 år med fire hjemmeboende børn. Alle andre skulle fortsat søge om tilladelse gennem Mødrehjælpen, dvs. et lægefagligt samråd, som dog skulle tage større sociale hensyn end tidligere. 1970-loven blev mødt af protester fra kirkelige kredse, som arrangerede underskriftindsamlinger og „Ja til livet”-demonstrationer, således som Indre Mission tidligere havde foreslået. En del af modstanderne samlede sig i det nystiftede Kristeligt Folkeparti, som kaldte abort for „fosterdrab”, og som i øvrigt tillige havde protesteret imod frigivelsen af billedpornografien året forinden.

Det viste sig dog efterhånden, at Mødrehjælpens praksis var vidt forskellig i forskellige egne af landet, samtidig med at den udvidede adgang til abort på social indikation betød, at 95 procent af ansøgerne faktisk fik bevilget abort. Da Folketinget i maj 1973 vedtog loven om selvbestemt og gratis fri abort til alle i graviditetens første 12 uger, skete det under akkompagnement af protesterende præster i fuldt ornat på Folketingets tilhørerpladser, mens fhv. justitsminister Knud Thestrup forgæves søgte at samle de nødvendige 60 underskrifter fra folketingsmedlemmer, så loven kunne sendes til folkeafstemning. Loven kom til afstemning ved navneopråb i salen, og den havde modstandere og tilhængere i alle partier bortset fra SF. Der var i alt 56 stemmer imod. Antallet af legale aborter steg frem til midten af 1970'erne, men loven førte til en stabilisering af det samlede aborttal og altså ikke til den eksplosion i antallet, som modstanderne havde frygtet.

 Kvindemøde i Fælledparken i København midt i 1970'erne, under en af Rødstrømpernes markante paroler: „Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”. Forsøget på at flette kvindekampen sammen med venstrefløjens politiske kamp lykkedes i nogen grad, selv om der ofte var uenighed om, hvor stor en vægt kønskampen konkret skulle have i det samlede politiske arbejde. I 1975 lod aktivister af det modsatte køn sig inspirere til efter tilsvarende principper som Rødstrømperne at starte en 'mandebevægelse', som skulle bekæmpe det kapitalistiske samfunds særlige krav til manderollen om både undertrykkelse og selvundertrykkelse.

Kvindemøde i Fælledparken i København midt i 1970'erne, under en af Rødstrømpernes markante paroler: „Ingen kvindekamp uden klassekamp – ingen klassekamp uden kvindekamp”. Forsøget på at flette kvindekampen sammen med venstrefløjens politiske kamp lykkedes i nogen grad, selv om der ofte var uenighed om, hvor stor en vægt kønskampen konkret skulle have i det samlede politiske arbejde. I 1975 lod aktivister af det modsatte køn sig inspirere til efter tilsvarende principper som Rødstrømperne at starte en 'mandebevægelse', som skulle bekæmpe det kapitalistiske samfunds særlige krav til manderollen om både undertrykkelse og selvundertrykkelse.

Som omtalt var kravet om lige løn for lige arbejde et andet vigtigt samlingspunkt for kvindearbejdet i begyndelsen af 1970'erne. Kravet havde stået på fagbevægelsens bannere lige siden 1888, men først under overenskomstforhandlingerne i 1971 pressede kvinderne for alvor på. Husligt Arbejderforbund truede for første gang i sin historie med strejke, og Kvindeligt Arbejderforbund forkastede på ledelsens anbefaling med stort flertal det samlede mæglingsforslag for LO-området, som gav mændene dobbelt så meget i lønforhøjelse som kvinderne, og et år senere end mændene. Alligevel blev forslaget vedtaget på grund af LO-områdets sammenkædningsregler. Ved overenskomstforhandlingerne i 1973 gik det bedre. Danmark var i mellemtiden blevet medlem af EF og var dermed forpligtet til at efterleve Romtraktatens ligelønsbestemmelse i artikel 119. Den nye overenskomstaftale indførte officielt lige løn for lige arbejde på hele LO-området.

Rødstrømperne, som havde været imod dansk EF-tilslutning, kunne ganske vist påvise, at uligeløn var udbredt i EF-landene trods artikel 119, men i 1975 skærpede EF bestemmelsen med et direktiv, som bl.a. gjorde det muligt at få konflikter om ligeløn afgjort ved en domstol. De arbejdsgivere, som stod uden for Dansk Arbejdsgiverforening, var ikke formelt dækket af overenskomsten, og Danmark måtte derfor indføre en egentlig ligelønslov, som dækkede hele arbejdsmarkedet. Det skete i 1976. For loven stemte alle Folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspartiet, som fastholdt, at spørgsmål om forholdet mellem kønnene var en privatsag, som ikke vedkom det offentlige – en holdning, som ellers i slutningen af 1970'erne var forladt af de fleste.

Alle love og regler til trods viste det sig dog svært for alvor at komme de indarbejdede lønforskelle mellem kønnene til livs, og rødstrømperne begyndte at kalde ligelønnen en „narresut”. Til gengæld tog det statsligt nyoprettede Ligestillingsråd sig sammen med fagbevægelsen i stigende omfang af ligeløns- og andre ligestillingsspørgsmål, og i 1978 lovgav Folketinget om, at enhver arbejdsgiver skulle behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse, forflyttelse og forfremmelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Rødstrømper, ligeløn og fri abort i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306560