Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indkomstpolitik - med eller uden ØD?

Oprindelig forfatter PVi

I et særtillæg om Danmark skrev den konservative britiske avis Financial Times kort før julen 1976, at landets ledere med deres slingrekurs mellem kriser og kompromiser forekom „forvirrede, usikre og ubeslutsomme”. Diagnosen var tilsyneladende ganske præcis, i hvert fald når man så på de økonomiske stop-go-løsninger. Navnlig de socialdemokratiske politikere var forsigtige med at gribe alt for vidtgående ind imod, hvad mange nu kunne se i realiteten havde været et privat og offentligt overforbrug siden 1960'ernes højkonjunktur. Et forbrug, som delvis var finansieret af penge lånt i udlandet, og som i øvrigt havde været muliggjort af særdeles gunstigt lave priser på olie og andre vigtige råvarer fra den tredje verden. Så længe den danske og den vestlige verdens økonomi blomstrede under næsten-fuld beskæftigelse, havde det ikke været noget større problem, fordi lånemulighederne var gode, og fordi gælden uden videre kunne betales tilbage af den hurtigt voksende produktion.

 Finansminister Henry Grünbaum forsvarer sit partis og fagbevægelsens forslag om Økonomisk Demokrati for faglige tillidsfolk på LO-Højskolen i Helsingør, oktober 1972. Økonomer i arbejderbevægelsen, bl.a. Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, havde beregnet, at syv års indbetalinger af de 5% af lønsummen, som ØD-forslaget indebar, ville blive til 60 mia. kr. eller halvdelen af den samlede produktionsværdi i landet allerede midt i 1970'erne. Et blokerende problem var dog, at ØD-forslagets centrale fond for de fleste andre end den LO-ledelse, der ifølge forslaget skulle administrere milliarderne, mere var et skræmmebillede end en tillokkende vision, tilsyneladende selv blandt de socialdemokratiske lønmodtagere og partimedlemmer.

Finansminister Henry Grünbaum forsvarer sit partis og fagbevægelsens forslag om Økonomisk Demokrati for faglige tillidsfolk på LO-Højskolen i Helsingør, oktober 1972. Økonomer i arbejderbevægelsen, bl.a. Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, havde beregnet, at syv års indbetalinger af de 5% af lønsummen, som ØD-forslaget indebar, ville blive til 60 mia. kr. eller halvdelen af den samlede produktionsværdi i landet allerede midt i 1970'erne. Et blokerende problem var dog, at ØD-forslagets centrale fond for de fleste andre end den LO-ledelse, der ifølge forslaget skulle administrere milliarderne, mere var et skræmmebillede end en tillokkende vision, tilsyneladende selv blandt de socialdemokratiske lønmodtagere og partimedlemmer.

Da oliekrisen og dens eftervirkninger satte ind, var et hovedproblem imidlertid, at ingen vidste, hvor længe den internationale lavkonjunktur ville vare. Blev den kortvarig, hvad de allerfleste længe troede, var dybtgående politisk-økonomiske indgreb unødvendige. Og blev krisen af længere varighed, hvilket mange efterhånden hen mod slutningen af 1970'erne forudså, ville sådanne indgreb under alle omstændigheder føre til væsentlige økonomisk-sociale problemer for større dele af befolkningen. Dvs. ikke blot for de omkring 10 procent arbejdsløse, som takket være det relativt høje dagpengeniveau med en dækningsgrad på gennemsnitligt 80 procent af lønningerne og de øvrige velfærdsordninger ikke var så dårligt stillede endda, i hvert fald materielt. De arbejdsløses psykiske belastninger i form af manglende sociale kontakter og tabt selvrespekt var som altid sværere at måle.

Under alle omstændigheder var det trods den megen snak om krise i virkeligheden begrænset, hvor meget det overvejende flertal af befolkningen mærkede til den i deres hverdag. Bortset fra en kortvarig opbremsning og et mindre fald i 1974-75 steg lønninger og privatforbrug fortsat, omend i et lavere tempo end i 1960'erne, og nok var renten høj – omkring 14 procent i gennemsnit – men renteudgifterne kunne trækkes fra i skat, og inflationen åd en pæn del af gælden. Det sidste kom dog især den halvdel af lønmodtagerne til gode, som ejede deres egen bolig.

Annonce

Så hellere undgå de påtrængende, dybtgående samfundsøkonomiske kriseindgreb med stor risiko for medfølgende politiske konfrontationer og ustabilitet i en situation, hvor både den nye højrefløj – primært Fremskridtspartiet – og den radikaliserede venstrefløj stod parat til at høste de politiske frugter af en fortsat relativ svækkelse af de fire gamle partier, med Socialdemokratiet og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen i den mest udsatte position. Denne overordnede politiske kalkule er en af hovednøglerne til at forstå specielt Socialdemokratiets krisepolitik fra begyndelsen af 1970'erne og helt frem til begyndelsen af 1980'erne.

Lige efter nytår 1977 fremlagde Anker Jørgensen-regeringen en samlet lovpakke til bekæmpelse af den hastigt voksende arbejdsløshed. Lovpakken omfattede beskæftigelsen, finanspolitikken, forsvarspolitikken og boligpolitikken, men der kunne ikke opnås et bredt forlig, da Venstre ikke ønskede en forhøjelse af lejeværdien. Statsministeren satsede herefter på de overraskende gunstige opinionstal for Socialdemokratiet og udskrev nyvalg til Folketinget til afholdelse den 15. februar. Mange havde svært ved at se meningen med endnu et folketingsvalg kun to år efter det forrige – og det fjerde valg på godt seks år.

Efter en temmelig begivenhedsløs og tam valgkamp, som kun fik begrænset avisdækning på grund af en langvarig typografstrejke i Det Berlingske Hus siden starten af januar, fremstod valgresultatet ganske rigtigt som en klar sejr til Socialdemokratiet:


Socialdemokratiet37,0 %65 mandater(+ 12)
Venstre12,0 %21 mandater(- 21)
Det Konservative Folkeparti8,5 %15 mandater(+ 5)
Fremskridtspartiet14,6 %26 mandater(+ 2)
Det Radikale Venstre3,6 %6 mandater(- 7)
Socialistisk Folkeparti3,9 %7 mandater(- 2)
Centrum-Demokraterne6,4 %11 mandater(+ 7)
Kristeligt Folkeparti3,4 %6 mandater(- 3)
Danmarks Kom. Parti3,7 %7 mandater( – )
Retsforbundet3,3 %6 mandater(+ 6)
Venstresocialisterne2,7 %5 mandater(+ 1)

Venstre blev til gengæld halveret og var igen nede på niveauet fra 1973-valget, hvilket syntes at bekræfte, at partiets store sejr i 1975 i alt væsentligt skyldtes statsministereffekten. De borgerlige stemmer var i stedet gået til især De Konservative, som for første gang siden 1968 nød fremgang, samt Centrum-Demokraterne. Retsforbundets tilbagekomst i tinget skyldtes antagelig primært partiets klare – og ikke-socialistiske – EF-modstand i en periode, hvor forbrugerpriserne på dagligvarer var steget væsentligt i kraft af det danske prisniveaus tilpasning til det højere EF-niveau.

Med ikke mindre end 11 partier i Folketinget efter valget tegnede der sig umiddelbart et flimrende parlamentarisk billede. På den anden side kunne valget også opfattes som en tillidserklæring til statsminister Anker Jørgensen, som sammen med De Radikale og venstrefløjspartierne, der netto havde mistet ét mandat, kunne regne med et flertal på 90 mandater bag sig. Den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte da også i let ommøbleret skikkelse efter valget. Vælgeranalyser viste, at Socialdemokratiet i disse år i stigende grad mistede sin karakter af decideret arbejderparti og i høj grad nu også tiltrak funktionærvælgere, ikke mindst dem, som var frastødt af, hvad de opfattede som Fremskridtspartiets ideologisk betingede forfølgelse af de offentligt ansatte. Anker Jørgensens Socialdemokrati stod for disse lønmodtagervælgere som repræsentant for den nødvendige politik, som tog de brede samfundsmæssige hensyn, og som afviste både den yderliggående venstrefløjs og især Glistrup-bevægelsens „uansvarlighed”.

 Unge indsatte i det nyåbnede statsfængsel i Ringe i midten af 1970'erne. Det moderne ungdomsfængsel med relativt frie forhold vakte international opsigt og afspejlede tidens kriminalpolitik, som gik i retning af en vis afkriminalisering, afskaffelse af den tidsubestemte forvaring og generelt en mere human og social straffepolitik. I 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne steg antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser ganske stærkt, men bl.a. interviewundersøgelser tydede på, at stigningen i alt væsentligt skyldtes en ændret anmeldelsestilbøjelighed.

Unge indsatte i det nyåbnede statsfængsel i Ringe i midten af 1970'erne. Det moderne ungdomsfængsel med relativt frie forhold vakte international opsigt og afspejlede tidens kriminalpolitik, som gik i retning af en vis afkriminalisering, afskaffelse af den tidsubestemte forvaring og generelt en mere human og social straffepolitik. I 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne steg antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser ganske stærkt, men bl.a. interviewundersøgelser tydede på, at stigningen i alt væsentligt skyldtes en ændret anmeldelsestilbøjelighed.

Det var også ansvarsbevidstheden, regeringen påberåbte sig, da den i april 1977 ophøjede et mæglingsforslag, der var vedtaget af lønmodtagersiden, men forkastet af arbejdsgiverne, til lov. LO fastholdt, at mæglingsforslaget holdt sig inden for den aftalte lønramme i augustforliget fra året før, mens arbejdsgiverne – og Venstre – hævdede, at rammen ville blive sprængt. LO var betænkelig ved, at overenskomstforhandlingerne for anden gang i træk var endt med et regeringsindgreb, altså et brud med den frie forhandlingsret. På den anden side noterede LO det som en sejr, at den solidariske lønpolitik med mest til de lavestlønnede var fastholdt, at der var indført en garanteret mindsteløn, og at arbejdsgivernes krav om at afskaffe dyrtidsreguleringen endnu en gang var blevet afvist.

Men umiddelbart så prisen ud til at være en yderligere forværring af de samfundsøkonomiske nøgletal. Folketinget vedtog i foråret 1977 en finanslov, der indebar et underskud på statens drifts- og anlægsbudget i 1977-78 på ca.10 mia. kr., og samtidig forudsagde en „chokrapport” fra Det Økonomiske Råd fortsat stigende betalingsbalanceunderskud, arbejdsløshed og statsgæld. Hertil kom en gærende valutauro i form af dalende tillid til, at kronekursen kunne fastholdes. Siden sommeren 1976 havde ansete økonomer anbefalet en betydelig devaluering af kronen som middel til at rette op på handels- og dermed betalingsbalanceunderskuddet. Toneangivende politikere havde dog vedvarende afvist et sådant skridt, selv om det med ét ville gøre danske varer relativt billigere i udlandet og dermed mere konkurrencedygtige. En devaluering måtte nemlig følges op på hjemmefronten med en meget streng indkomstpolitik for at undgå, at løn- og prisudviklingen løb løbsk, når devalueringens følgevirkning i form af øgede priser på importerede varer slog igennem. Og erfaringen viste, at en sådan indkomstpolitik var meget vanskelig at gennemføre.

I stedet deltog Danmark i EF's såkaldte „valutaslange-samarbejde”, som kun tillod medlemslandenes valutakurser at svinge – slange sig – inden for en fast over- og undergrænse. Det var ganske vist et samarbejde, som siden Danmarks indtræden i EF i 1973 havde medført en reel revaluering af kronen med hele 15 procent til umiddelbar skade for betalingsbalancen. Til gengæld pegede regeringen på, at Danmark gennem slangesamarbejdet i EF øgede sine muligheder for at få finansieret det voksende underskud på betalingsbalancen. Alligevel foretog regeringen fra oktober 1976 til august 1977 tre små nedskrivninger af kronens værdi i forhold til D-marken, hvilket ikke bidrog til den allerede beskedne internationale tillid til den fremtidige kroneværdi.

Situationens voksende alvor blev afspejlet i en OECD-rapport i juli 1977, som pegede Danmark ud som et underskudsland på linie med de økonomisk tilbagestående sydeuropæiske Middelhavslande, og som mindede om, at sådanne lande hurtigt kunne komme i den situation, at de måtte bede om lån i Den Internationale Valutafond – vel at mærke lån på stramme betingelser til låntagerlandenes økonomiske politik. Danmark kunne med andre ord ligesom visse mindre udviklede lande og ulande risikere at blive sat under økonomisk administration af Valutafonden.

I lighed med de to foregående år indkaldte regeringen på denne baggrund i august Folketinget til forhandlinger om nye økonomiske indgreb. Resultatet blev et augustforlig nr. to, indgået mellem regeringen og VKR-partierne, som omfattede den efterhånden sædvanlige blanding af finanspolitisk stramning, denne gang forhøjelse af en række punktafgifter og af momsen fra 15 til 18 procent, og beskæftigelses- og erhvervsfremmende foranstaltninger, herunder et indgreb i sygedagpengeordningen. Det sidste indebar, at lønmodtagerne kom til at betale det meste af sygedagpengene over skatten, mens arbejdsgivernes del af betalingen blev stærkt begrænset. Nogen stramning af indkomstpolitikken blev der derimod ikke tale om. LO's ledelse med Thomas Nielsen i spidsen havde op til forliget gjort det klart, at LO direkte ville bekæmpe noget sådant, medmindre der kom modydelser, først og fremmest indførelse af økonomisk demokrati (ØD) efter Socialdemokratiets og LO's model.

 Jan Bonde Nielsen, direktør 1974-80 for Burmeister & Wain. B&W kom i økonomiske vanskeligheder efter oliekrisen i 1973, da efterspørgslen efter især tankskibe dykkede. I 1974 købte Bonde Nielsen den dominerende aktiepost i virksomheden for 27 mio. kr. Flere runder massefyringer fulgte, og da den internationale konkurrence for skibsbyggeri blev stadig hårdere sidst i 1970'erne, søgte Bonde Nielsen ud på det grå kapitalmarked. I 1978 rejste bagmandspolitiet sigtelse mod ham for groft bedrageri i forbindelse med kapitalen fra hans afviklede krysantemumselskab. Statsadvokaten frafaldt sigtelsen i 1980, men tilliden til Bonde Nielsen var svækket, og i 1980 blev han erklæret personlig konkurs. Samtidig blev der rejst anklager mod ham for kurspleje og mandatsvig til 146 mio. kr. under hans forsøg på at redde B&W, men i 1986 blev han også frikendt for disse anklager.

Jan Bonde Nielsen, direktør 1974-80 for Burmeister & Wain. B&W kom i økonomiske vanskeligheder efter oliekrisen i 1973, da efterspørgslen efter især tankskibe dykkede. I 1974 købte Bonde Nielsen den dominerende aktiepost i virksomheden for 27 mio. kr. Flere runder massefyringer fulgte, og da den internationale konkurrence for skibsbyggeri blev stadig hårdere sidst i 1970'erne, søgte Bonde Nielsen ud på det grå kapitalmarked. I 1978 rejste bagmandspolitiet sigtelse mod ham for groft bedrageri i forbindelse med kapitalen fra hans afviklede krysantemumselskab. Statsadvokaten frafaldt sigtelsen i 1980, men tilliden til Bonde Nielsen var svækket, og i 1980 blev han erklæret personlig konkurs. Samtidig blev der rejst anklager mod ham for kurspleje og mandatsvig til 146 mio. kr. under hans forsøg på at redde B&W, men i 1986 blev han også frikendt for disse anklager.

ØD-forslaget var oprindelig blevet udarbejdet helt tilbage omkring 1970 som udløber af debatten i den socialdemokratiske arbejderbevægelse sidst i 1960'erne om, hvordan lønmodtagernes medindflydelse og medbestemmelse på arbejdspladsen kunne fremmes. Bag denne diskussion lå den opfattelse, til dels påvirket af ungdomsoprøret og det såkaldte nye venstre, at højkonjunkturen, den økonomiske vækst og konsolideringen af velfærdsstaten ikke uden videre havde medført og ej heller nødvendigvis ville føre til en væsentlig større grad af tilfredshed og menneskelig trivsel. Det politiske og det sociale demokrati måtte derfor udbygges med et økonomisk demokrati, som spredte ejendoms- og dispositionsretten over kapital og produktion, så denne ret ikke forblev forbeholdt nogle få kapitalejere og aktionærer, men i stigende grad også kom almindelige arbejdere og andre lønmodtagere til del.

LO's kongres havde i 1971 vedtaget et debatoplæg om indførelse af økonomisk demokrati. Bag forslaget stod ledende figurer i parti og fagbevægelse som fhv. finansminister Henry Grünbaum, fhv. statsminister Viggo Kampmann, Anker Jørgensen, Ivar Nørgaard, Thomas Nielsen og smedeformanden Hans Rasmussen. Kernen i forslaget var oprettelsen af en central fond, „Lønmodtagernes udbytte- og investeringsfond”, hvortil arbejdsgiverne i både den offentlige og den private sektor efter en periode på otte år skulle indbetale 5 procent af den årlige lønsum. Bidragene skulle blive stående i virksomhederne som aktier eller særlig lønmodtagerkapital, og lønmodtageren fik et certifikat, der kunne indløses efter kun fem år. Lønmodtagerne skulle som aktionærer have plads i virksomhedernes bestyrelser efter kapitalandelens størrelse, og da der i LO-forslaget ikke var nogen øvre grænse for størrelsen af lønmodtagerkapitalen, ville lønmodtagerne på længere sigt sidde med den største kapital og dermed flertallet i bestyrelserne. Lønmodtagerne ville hermed få den afgørende indflydelse på virksomhedernes udvikling, og både Henry Grünbaum og Viggo Kampmann erklærede da også, at ØD handlede om gradvis at få ændret magtstrukturen i det danske samfund.

ØD-forslaget havde ikke overraskende vakt omfattende debat og kritik fra de borgerlige partier. Efter at debatten for og imod EF-medlemskab var afsluttet, fremsatte Socialdemokratiet i januar 1973 en modereret version af LO's ØD-model som lovforslag i Folketinget. Den vigtigste ændring var, at den samlede lønmodtagerkapital i en virksomhed efter det nye forslag kun måtte udgøre højst 50 procent af virksomhedens egenkapital, og det var hermed markeret, at partiet ikke ønskede en direkte arbejder- eller LO-overtagelse af virksomhederne. Alligevel fik forslaget en ganske hård medfart fra både højre og venstre. De Radikale talte om „LO-kapitalisme”, mens arbejdsgiverne omvendt, men lige så afvisende, stemplede forslaget som „statsdirigeret LO-socialisme”. Nogle talte ligefrem om ekspropriation af privat ejendom. Også på venstrefløjen blev forslaget og især dets magtfulde og LO-dominerede centrale fond kritiseret hårdt, bl.a. af SF, som gik ind for mindre indflydelse for fagbevægelsens ledelse („LO-pamperne”) og større direkte medbestemmelse for de enkelte arbejdspladsers repræsentanter.

For ikke at blive hægtet af debatten fremsatte både de borgerlige partier og Arbejdsgiverforeningen/Industrirådet i begyndelsen af 1970'erne deres egne forslag til demokratisering af ejendomsretten. Forslagene lagde hovedvægten på såkaldt frivillig udbyttedeling, dvs. øget adgang for medarbejderne til at købe aktier i virksomhederne. Medejerskab måtte også indebære medansvar for virksomhedens regnskab, dvs. andel i risikoen for eventuelt underskud, lød argumentet.

I løbet af 1973 havde det vist sig, at ikke blot Erhard Jakobsen, men også overraskende mange almindelige lønmodtagere var lunkne over for ØD-tanken i LO's og socialdemokratisk aftapning. Meningsundersøgelser viste, at de fleste arbejdere nok gerne ville have mere demokrati på arbejdspladsen, men at de samtidig hellere ville have mere i lønningsposen end uhåndgribelige løfter om fremtidig medindflydelse på fondsmidler fjernt fra deres dagligdag. Stillet over for den massive skepsis fra næsten alle sider var ledende socialdemokrater selv begyndt at blive usikre på det foreliggende ØD-forslags bærekraft og langsigtede konsekvenser. Alligevel blev det fremsat uændret i Folketinget i oktober 1973, dog med en erklæret vilje til at drøfte centrale sider af forslaget. Oliekrisen og jordskredsvalget i december betød imidlertid, at ØD stort set helt forsvandt fra den politiske dagsorden i de følgende år. Og da ØD-forslaget nu igen i 1977 dukkede op med styrke fra LO's side, var det klart for de fleste, at der fortsat intet politisk flertal ville være for det i Folketinget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Indkomstpolitik - med eller uden ØD? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306569