Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stilspredning i litteratur og kunst

Oprindelig forfatter PVi

„Rapport fra en gulvspand”. Det var titlen på den svenske rengøringskone Maja Ekelöfs debutbog, som Gyldendal i 1971 udgav i dansk oversættelse. Bogen beskrev i litterær form forfatterens dagligdag og hendes tanker om den, og den blev en øjenåbner om kvinder, der lagde dårlige rygge og liv til det nedslidende arbejde i virksomheder, som medierne stort set kun behandlede som økonomiske succeshistorier på erhvervssiderne. Bogen var med til at inspirere til en helt ny litterær genre i 1970'erne, den såkaldte arbejderlitteratur, hvor arbejderforfattere som Grete Stenbæk Jensen og John Nehm vakte opmærksomhed med deres stilfærdige, realistiske og til tider barske skildringer af almindelige arbejderes hverdags-og arbejdsliv. Opmærksomheden skyldtes formentlig mere de miljøer og temaer, som her for første gang blev genstand for litterær behandling af forfattere, der kendte deres stof 'indefra', end arbejderlitteraturens kunstneriske kvaliteter efter gængs målestok.

 Fra 1970'ernes mest berømte kunstnerhappening, Bjørn Nørgaards (t.v.) rituallignende heste'ofring' på en mark i Odsherred, januar 1970. T.h. Lene Adler Petersen med et sort kors. Nørgaard skrev bagefter i tidsskriftet A+B:

Fra 1970'ernes mest berømte kunstnerhappening, Bjørn Nørgaards (t.v.) rituallignende heste'ofring' på en mark i Odsherred, januar 1970. T.h. Lene Adler Petersen med et sort kors. Nørgaard skrev bagefter i tidsskriftet A+B: "De irrationelle lystfølelser er en del af os, en del af vores liv. De skal bruges, kendes og realiseres. Når vi fortrænger dem, bliver de kilder til angst […]. Jeg påviste, at hesten ikke bare var ben, blod og muskler. Hesten udløste en reaktion. Hesten var et medium, og jeg dissekerede reaktionen ud af den. Mystikken blev til politik."

Arbejderlitteraturen var for så vidt en del af den nyrealistiske strømning inden for dansk litteratur i 1970'erne, som først og fremmest tegnedes af forfattere som Tage Skou-Hansen, Anders Bodelsen, Leif Panduro, Christian Kampmann og til dels Henrik Stangerup. Nyrealismen var en reaktion på de foregående par årtiers internationale modernisme, som kredsede om det enkelte individs fremmedgørelse og tilværelsens absurditet. Heroverfor blev sat realistiske, nærmest „journalistiske” skildringer af moderne danske miljøer, baseret på forfatternes egne oplevelser og erfaringer. Vigtigt var det, at det skrevne konkret kunne placeres og genkendes, ikke i gammeldags socialrealistisk forstand, men som en uadskillelig del af det væsentligste – skildringen af menneskene og deres indre.

I modsætning til arbejderlitteraturen var den nyrealistiske litteraturs fokus dog de nye mellemlag, der var i kraftig vækst i takt med velfærdsstatens udbygning. De psykiske og sjælelige omkostninger og moralske dilemmaer ved velfærdsdanskerens stræben efter karriere og status dominerede hos Bodelsen, Panduro og Skou-Hansen, mens Kampmann især kredsede om det borgerlige, patriarkalske familielivs spændinger og konflikter, og ikke mindst om enkeltindividers tragiske (selv)undertrykkelse eller dyrt betalte frigørelser. Trods dannelsen af nye græsrodsbevægelser som Bøssernes Befrielsesfront i 1971 og Lesbisk Bevægelse i 1974 var homoseksualitet stadig et tabubelagt emne, men i 1976 brød Kampmann isen ved under stor opmærksomhed i et avisinterview at erklære sig som bi-/homoseksuel. Den kendte forfatter var derved med til at gøre det at være seksuel afviger til noget, der kunne omtales selv omkring pæne kaffeborde; det blev lettere at være bøsse eller lesbisk. Også Stangerup skrev delvis selvbiografisk, men brugte den historisk-dokumentariske romanform i lighed med Ebbe Kløvedal Reich, der på sin side brugte den historiske form til at søge efter en dansk identitet i den hastigt forandrede omverden, som bl.a. i kraft af det internationale samarbejde i FN, NATO og især EF rykkede stadig tættere på danskernes hverdag.

Annonce

 Den kværulantiske, forkælede og fordomsfulde middelklasse-velfærdsdansker ved tærsklen til 1970'erne – i den folkekære skuespiller Buster Larsens skikkelse. Billedet er fra tv's ugentlige satireprogram Hov Hov den 31. december 1969, da han fremførte en af de monologer, som uanset anledning og emne altid mundede ud i den hvæsende karakteristik af det danske samfund som et –

Den kværulantiske, forkælede og fordomsfulde middelklasse-velfærdsdansker ved tærsklen til 1970'erne – i den folkekære skuespiller Buster Larsens skikkelse. Billedet er fra tv's ugentlige satireprogram Hov Hov den 31. december 1969, da han fremførte en af de monologer, som uanset anledning og emne altid mundede ud i den hvæsende karakteristik af det danske samfund som et – "lorteland". Monologen blev på skift skrevet af en i programmets forfatterkollektiv, der bl.a. talte Leif Panduro og Paul Hammerich. Hov Hov blev hver lørdag set af mellem to og tre millioner danskere.

I reaktion mod såvel modernismen som nyrealismen opstod i begyndelsen af 1970'erne en ny litterær og kulturel strømning, som af forfatteren Hans-Jørgen Nielsen blev kaldt „attituderelativismen”, dvs. valg af holdning – attitude – i forhold til de situationer, man kom i. Strømningen tog den amerikanske medieforsker McLuhans påpegning til sig om, at „mediet er budskabet”, dvs. at der udgik langt større virkning fra selve mediet end fra det indhold, det formidlede. Modernismens nedladende syn på massekulturens produkter – kommercielle medier som film, tegneserier, ugeblade, reklamer osv. – blev her erstattet af en anerkendelse ikke blot af disse forskellige udtryksformers massive påvirknings- og gennemslagskraft, men også af deres potentielt frigørende muligheder i det moderne storbylivs sammenhæng. Litteraturen og kunsten blev her ikke længere primært set som vejen til dybere eksistentielle erkendelser, men snarere som eksperimenterende sprog-, genre- og omverdensbilleder i deres egen ret. Andre fremstående repræsentanter for denne strømning var Svend Åge Madsen, Inger Christensen og Per Højholt, men også Dan Turèll og til dels Henrik Nordbrandt. 1970'ernes kvindebevægelse fostrede en differentieret vifte af kvindelige forfattere, som for en dels vedkommende skrev litteratur med karakter af personlige bekendelser, omend den til tider også blev sat i en samfundsmæssig sammenhæng. Blandt de mest læste var Vita Andersen, hvis digtsamling „Tryghedsnarkomaner” (1977) blev solgt i ikke mindre end 100.000 eksemplarer, fulgt af Dea Trier Mørch, som tillige var grafiker, Charlotte Strandgaard og ikke mindst Suzanne Brøgger, hvis vision om kvindens frigørelse i en verden præget af åben, grænse- og normsprængende kærlighed især fik betydning for synet på 1970'ernes seksuelle omvæltninger. Uden sammenligning bredest opsigt vakte forfatteren Leif Panduros tv-spil fra slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, som med deres bag facaden knugede og usikre, midaldrende middelklassefigurer spejlede noget af den uforløsthed, mange danskere følte over, at 1960'ernes pludselige materielle velfærdslykke ikke syntes at have gjort dem lykkeligere, endsige lykkelige. Panduro fik Akademi-prisen i 1971 og en række andre priser, og han blev disse års mest populære danske forfatter, af den ligeledes meget læste forfatterkollega Klaus Rifbjerg (se bind 14) kaldet „nationens psykoanalytiker”. Panduro leverede også sammen med bl.a. forfatterkollegerne Benny Andersen, Paul Hammerich og Johannes Møllehave skarpe tekster til tv's meget populære, ugentlige satireprogram ”Hov Hov”. Foruden tv-spillene udgav Panduro 13 romaner, som i alt blev solgt i 800.000 eksemplarer.

Hvad der i øvrigt i høj grad var med til at holde bogsalget oppe i 1970'erne var bogklubberne, som flere forlag efter udenlandsk forbillede havde startet i 1960'erne. De blev yderligere udbygget i det nye tiår for at kulminere i 1977, da en tredjedel af det samlede bogsalg i Danmark foregik gennem bogklubberne. I 1985 var andelen faldet til en fjerdedel svarende til, at ca. en halv million husstande var medlem af en bogklub.

Var flere af de ovenfor beskrevne litterære retninger kun i begrænset omfang direkte inspireret eller præget af internationale strømninger, kan det samme ikke siges at være tilfældet for billedkunsten. I Danmark som i andre vesteuropæiske lande smeltede elementer fra europæisk kulturtradition hen mod slutningen af 1960'erne og ind i 1970'erne sammen med de kulturelle nybrud i USA i form af bl.a. rock- og beatmusikken, pop- og konceptkunsten og minimalismen, avantgarde- og fluxusbevægelsen. Især den sidstnævnte strømning, som blandede kunstneriske eksperimenter med social og politisk aktivisme og happenings af udogmatisk, ofte anarkistisk inspireret tilsnit under indflydelse af det antiautoritære ungdomsoprør, påvirkede bl.a. danske billedkunstnere som Bjørn Nørgaard og Jens Jørgen Thorsen. Provokationen af det etablerede og dets stivnede institutioner og udfordringen af de gamle magtstrukturer syntes her til tider næsten at være et mål i sig selv. Men skønt mange måske ikke kunne se det, var der mening bag galskaben, også selv om den kunne være flertydig. Som for eksempel Bjørn Nørgaards rituelle hesteslagtning på en mark i Hornsherred i januar 1970, der netop ved sin mystik og irrationalitet fremkaldte – forventede – irrationelle reaktioner i en befolkning og en presse, som stort set forholdt sig passive til menneskemyrderierne i krigene i f.eks. Vietnam og Biafra, men som flød over af bestyrtelse og forargelse over en hests død.

 Fra en af teatergruppen Solvognens opsigtsvækkende aktioner i 1970'erne, afbrydelsen af den årlige Rebild Fest for dansk-amerikanere den 4. juli 1976. Skuespillerne repræsenterede de undertrykte folkeslag, her en flok indianere på hesteryg, som hilste de 40.000 festdeltagere – og forstyrrede dronning Margrethes tale. Aktionen var planlagt som del af en større 'forestilling', men politiet greb langt mere resolut ind end forventet, og i mediedækningen druknede aktionens politiske budskab til dels i blod – det dyreblod, som skuespillerne bar i poser under tøjet, og som flød i strømme under kampene med politiet.

Fra en af teatergruppen Solvognens opsigtsvækkende aktioner i 1970'erne, afbrydelsen af den årlige Rebild Fest for dansk-amerikanere den 4. juli 1976. Skuespillerne repræsenterede de undertrykte folkeslag, her en flok indianere på hesteryg, som hilste de 40.000 festdeltagere – og forstyrrede dronning Margrethes tale. Aktionen var planlagt som del af en større 'forestilling', men politiet greb langt mere resolut ind end forventet, og i mediedækningen druknede aktionens politiske budskab til dels i blod – det dyreblod, som skuespillerne bar i poser under tøjet, og som flød i strømme under kampene med politiet.

De færreste af tidens andre fremtrædende billedkunstnere var så politisk engagerede, som Bjørn Nørgaard var det i begyndelsen af 1970'erne. Hein Heinsen og Mogens Møller, begge billedhuggere og lærere på Kunstakademiets Arkitektskole, havde således som udgangspunkt, at kunsten i stedet for at blive involveret direkte i politiske spørgsmål skulle bearbejde og fortolke de billeder og tegn, der cirkulerede i det samfundsmæssige rum. Men tidstypisk var det, når de tos kunstner- og lærerkollega Stig Brøgger i en oversigtsartikel i 1970 om de nyere tendenser konkluderede, at kunsten ikke kunne være liv, når den indgik i, hvad han kaldte den traditionelle og hæmmende kunstpolitiske struktur. Kunstnerne måtte derfor „operere på utallige niveauer” og lægge sig kritisk og infiltrerende på tværs af de eksisterende institutioner.

Både Heinsen, Møller og Brøgger mente i øvrigt, at arkitekturen eller den arkitektoniske skala var den eneste mulighed for at integrere kunsten i samfundet og verden uden for kunstinstitutionerne.

Det var karakteristisk for 1970'ernes billed-, installations- og rum- og skulpturkunst, at der var en hidtil uset stor spredning i stil. De mange eksperimentelle former samlede sig dog om forsøg på at finde måder at tolke det højteknologiske samfund på, om blandingen af materialeundersøgelse og politisk engagement, om installationer med lyset som materiale, samt om performancekunst (Billedstofteatret). I 1970 åbnede en gruppe akademistuderende, bl.a. Jytte Rex, den første feministiske kunstudstilling, „Damebilleder”, og i de følgende år og på „Kvindeudstillingen” på Charlottenborg i 1975 lagde den feministiske kunst især vægt på det kollektive arbejde og på sanselige og underbevidste reaktioner hos beskuerne.

Form-, stil- og materialeblandingen i kunstfrembringelserne var formentlig kun en fordel for den tiltagende spredning og fysiske tilgængeliggørelse af kunsten såvel i det offentlige (by)rum som på kunstmuseer og i udstillingslokaliteter rundt om i landet i løbet af 1970'erne og 1980'erne. Kunstens gradvise geografiske spredning var et direkte resultat af Folketingets kulturpolitik, herunder Statens Kunstfonds indkøb af værker fra bestemte kunstnere, statslige kunstnerlegater, statslig støtte til udbygning af museumsaktiviteter m.v.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Stilspredning i litteratur og kunst i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306578