• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra amt til hjemmestyre

Oprindelig forfatter PVi

De færreste unge grønlændere nærede illusioner om, at Grønland uden videre kunne klare sig på egne ben, det være sig økonomisk eller politisk. En fuldstændig løsrivelse fra Danmark blev udtrykkelig afvist af Moses Olsen få dage efter EF-afstemningen som en ren ønskedrøm i mange år fremover. Hvad der derimod tiltrak, var en løsnelse af båndene til Danmark i form af en ordning, som lignede den færøske hjemmestyreordning fra 1948. Mod Landsrådets forventning accepterede Anker Jørgensen-regeringen i januar 1973, at det nedsatte udvalg til behandling af hjemmestyrespørgsmålet fik ren grønlandsk sammensætning, nemlig fem landsrådsmedlemmer og de to grønlandske folketingsmedlemmer. For første gang kunne grønlænderne dermed formulere deres grundlæggende ønsker til landsdelens fremtidige udvikling uafhængigt af danskerne. Udvalgets kommissorium var også ganske bredt formuleret som opstilling af forslag til, hvordan Landsrådet i højere grad kunne få direkte indflydelse på og ansvar – også økonomisk – for landsdelens fremtidige udvikling og forvaltning, dog vel at mærke under respekt for rigsfællesskabet og rigsenheden.

 Dronning Margrethe og Prins Henrik fejrer sammen med medlemmer af det nye grønlandske landsstyre i Nuuk Hjemmestyrets ikrafttræden den 1.maj 1979. I Hjemmestyrelovens paragraf 9 hed det: „Det grønlandske sprog er hovedsproget. Der skal undervises grundigt i dansk. Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold”. På grønlandsk kom Hjemmestyret til at hedde Namminersornerul-lutik Oqartussat, dvs. „de, der har noget at sige med udvidet selvstændighed/beføjelser (i forhold til tidligere)”.

Dronning Margrethe og Prins Henrik fejrer sammen med medlemmer af det nye grønlandske landsstyre i Nuuk Hjemmestyrets ikrafttræden den 1.maj 1979. I Hjemmestyrelovens paragraf 9 hed det: „Det grønlandske sprog er hovedsproget. Der skal undervises grundigt i dansk. Begge sprog kan anvendes i offentlige forhold”. På grønlandsk kom Hjemmestyret til at hedde Namminersornerul-lutik Oqartussat, dvs. „de, der har noget at sige med udvidet selvstændighed/beføjelser (i forhold til tidligere)”.

Udvalgets forhandlingsoplæg og delbetænkning forelå i begyndelsen af 1975. Man lagde sig ikke fast på nogen bestemt model for hjemmestyre, men pegede dog på Færøerne som muligt forbillede. Den nye grønlandske selvbevidsthed afspejledes især i udvalgets understregning af de etniske forskelle mellem danskere og grønlændere og af de senere års arbejde for at styrke det grønlandske sprog som led i den generelle bestræbelse på at komme bort fra, at grønlænderne indtog en tilskuerrolle til udviklingen i deres eget land. Med hensyn til fordelingen på sær- og fællesanliggender mellem Grønland og Danmark under et kommende hjemmestyre placerede udvalget udenrigspolitikken, herunder fiskerigrænser og fiskeriaftaler, som fællesområde, mens bl.a. rådigheden over råstofferne ønskedes som et grønlandsk særområde.

På denne baggrund nedsatte den nye socialdemokratiske regerings grønlandsminister Jørgen Peder Hansen med Landsrådets tilslutning i oktober 1975 en egentlig Hjemmestyrekommission, som i modsætning til udvalget var ligeligt sammensat af syv grønlandske og syv danske politikere og med en neutral – dansk – formand, nemlig juraprofessoren Isi Foighel. Kommissoriet var derimod stort set det samme som udvalgets.

Annonce

I den endelige kommissionsbetænkning, som forelå i forsommeren 1978, var den afgørende oversigt over opgavefordelingen tredelt: for det første de fælles rigsanliggender, som skulle omfatte statsforfatning, udenrigs- og forsvarspolitik, rigets finanser, strafferetspleje, familie- og formueret m.m. For det andet de selvfinansierede særanliggender uden noget dansk ministeransvar, herunder bl.a. kommunestyre, skatter og afgifter, landsplanlægning, fiskeri, jagt og konkurrencelovgivning. For det tredje de tilskudsfinansierede særanliggender, som inden 1984 gradvis skulle overføres til grønlandsk styre efter særlige af Folketinget vedtagne bemyndigelseslove, der fastlagde hovedprincipper og tilskuddenes størrelse; sådanne områder var folkekirken og andre trossamfund, sociale anliggender og arbejdsmarkedsforhold, undervisning og kultur samt erhvervsforhold. Senere kunne andre områder følge efter, bl.a. sundhedsvæsen, boliglovgivning, intern transport og miljøbeskyttelse.

 Fiskefabrikken Bacalao i Torshavn, Færøerne, 1974, hvor der blev tilberedt tørfisk. Den færøske økonomi fik fremdrift i 1970'erne og 1980'erne takket være både righoldige fiskeforekomster og opbygningen af en betydelig forarbejdende fiskeindustri. I 1984 stod fiskeriet og fiskeindustrien tilsammen for mere end 99% af Færøernes hurtigt voksende eksportindtægter.

Fiskefabrikken Bacalao i Torshavn, Færøerne, 1974, hvor der blev tilberedt tørfisk. Den færøske økonomi fik fremdrift i 1970'erne og 1980'erne takket være både righoldige fiskeforekomster og opbygningen af en betydelig forarbejdende fiskeindustri. I 1984 stod fiskeriet og fiskeindustrien tilsammen for mere end 99% af Færøernes hurtigt voksende eksportindtægter.

Betænkningen og dens opgavefordeling blev grundlaget for den endelige Lov om Grønlands Hjemmestyre, som Folketinget med bredt flertal vedtog i november 1978. Kun Fremskridtspartiet og VS stemte imod – og med modsatrettede begrundelser, idet det første parti fandt loven for vidtgående i retning af delvis løsrivelse fra moderlandet, mens det sidste ikke fandt den vidtgående nok, fordi den ikke gav det grønlandske folk fuld selvstændighed. Tilsvarende argumenter fremførtes imod loven fra højre- og venstrefløj forud for den vejledende folkeafstemning om den i Grønland i januar 1979. Her blev loven dog vedtaget med et stort flertal på 70 procent, mens 26 procent stemte imod. Stemmedeltagelsen var imidlertid kun 63 procent, til dels på grund af dårlige vejrforhold, men også fordi mange fastboende danskere undlod at stemme. Resultatet afspejlede under alle omstændigheder, at begge de to store politiske partier i Grønland, det borgerligt orienterede Atássut og det socialdemokratisk orienterede Siumut, som begge var blevet dannet som egentlige politiske partier i 1977, gik ind for hjemmestyreloven. Det mindre venstrefløjsparti Inuit Ataqatigît, stiftet som landsforbund i 1978, var imod.

Ved valget i april 1979 til den nye repræsentative forsamling med betegnelsen Landstinget (Grønlands 'Folketing'), som sammen med forvaltningen under ledelse af Landsstyret (Grønlands 'regering') kom til at udgøre Grønlands Hjemmestyre, blev Jonathan Motzfeldt fra Siumut-partiet formand for Landstinget og Landsstyret og dermed den første leder af hjemmestyret, som officielt trådte i kraft den 1. maj 1979. Grønland var ikke længere et dansk amt, men ifølge Hjemmestyreloven „et særligt folkesamfund inden for det danske rige”. Titlen på den danske stats øverste repræsentant i landsdelen blev samtidig ændret fra landshøvding til rigsombudsmand, samme betegnelse som brugtes på Færøerne. Rigsombudsmandens beføjelser skulle gradvis reduceres i takt med, at hjemmestyret overtog flere opgaver i medfør af loven.

To væsentlige og kontroversielle spørgsmål endte helt uden for Hjemmestyreloven: råstofproblemet og EF-medlemskabet. Hvad angår de mineralske råstoffer i Grønlands undergrund – ud over den næsten opbrugte kryolit var der især tale om muligvis betydelige forekomster af bly, zink, olie og uran – havde delbetænkningen fra det grønlandske udvalg som nævnt udtrykkeligt ønsket dette som et særområde for det kommende hjemmestyre. Ikke mindst bladet Siumut, som var talerør for den bevægelse, der i 1977 blev til Siumut-partiet, krævede allerede i begyndelsen af 1975, at grønlændernes ret til råstofferne blev kædet sammen med opfattelsen af den oprindelige befolkning i Grønland som et særskilt folk med egne rettigheder, herunder retten til at eje Grønlands naturgivne rigdomme og ressourcer. Kravet om, at Grønlands rigdomme burde tilhøre den fastboende grønlandske befolkning var populært, og inden Hjemmestyrekommissionens forhandlinger startede i efteråret 1975, fandt Grønlands Landsråd det nødvendigt at udtale sig i samme retning.

Fra dansk side var der imidlertid en klar politisk og økonomisk interesse i at fastholde kontrollen med udviklingen på dette område. Såfremt mineraludvindingen i Grønland for alvor skulle vise sig økonomisk indbringende, burde udbyttet ikke udelukkende tilfalde grønlænderne. Der øjnedes i så fald en mulighed for, at den danske statskasse ikke alene kunne hente nogen af de tidligere store statstilskud til Grønland ind igen, men at man også i fremtiden kunne slippe for yderligere tilskud. Hertil kom, at specielt den mulige olie- og uranudvinding i Grønland måtte virke lovende i en situation, hvor Danmark i energikrisens og de kroniske betalingsbalanceproblemers skygge søgte øget energiforsyningssikkerhed, eventuelt også i form af atomkraft.

I løbet af 1976 blev fronterne trukket skarpt op. Grønlandske ungdomsforeninger og politiske bevægelser, som stærkt støttede grønlandsk kontrol med råstofferne, brugte i stigende grad kravet som en løftestang for at forlange „et frit og selvstændigt Grønland”. I november 1976 fandt statsminister Anker Jørgensen det påkrævet at stille tingene umisforståeligt op i et interview med Grønlands Radio: „Der er ikke noget at rafle om. Hvis man vil have ejendomsretten til undergrunden på Grønland, så må man sige, at man ønsker at kappe båndene over til Danmark.” De danske medlemmer af Hjemmestyrekommissionen udtalte sig samtidig med et tilsvarende ordvalg.

Siumut havde i høj grad været med til at rejse og fastholde råstofspørgsmålet, bl.a. med henvisning til FN-konventionen af 1966 om alle folks ret til frit at disponere over deres naturgivne ressourcer, men partiet blev også den aktør, der løste op for den fastlåste konfrontation. I maj 1977 foreslog Siumut kommissionen, for at sikre „det grønlandske folks grundlæggende rettigheder til Grønlands ikke-levende ressourcer”, at efterforskning og udnyttelse af disse skulle ske efter aftale mellem det grønlandske landsstyre og den danske regering under hensyn til det eksisterende rigsfællesskab. Fra dansk side kunne udtrykket „det grønlandske folk” dog ikke accepteres, og den endelige formulering i Hjemmestyreloven blev, at den „fastboende befolkning i Grønland” – underforstået: herunder også danskere – havde „grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer”. Folketinget vedtog herefter en særlig lov om mineralske råstoffer i Grønland, hvori der blev fastsat gensidig vetoret vedrørende efterforskning og udvinding, samt oprettet dels et ligeligt sammensat råstof-fællesråd med oplysnings- og rådgivningsopgaver, dels en særlig råstofforvaltning under ministeren for Grønland. Indtægter fra råstofudvinding skulle ifølge loven anvendes til udligning af statstilskuddene til Grønland, mens anvendelsen af eventuelt udbytte herudover skulle aftales nærmere.

Løsningen på råstofproblemet tilfredsstillede langtfra alle grønlændere og var formentlig et væsentligt argument for den fjerdedel, der stemte imod hjemmestyreloven ved folkeafstemningen i 1979. Også EF-spørgsmålets behandling i loven bidrog givetvis hertil. Den folkelige opbakning til EF-medlemskabet i Danmark i disse år var noget usikker, og EF-modstanden i Grønland var formentlig fortsat stor – dette uanset trecifrede milliontilskud til landsdelen fra EF's regional- og socialfonde. Der var derfor intet dansk regeringsønske om at puste vind i EF-modstandernes sejl ved at skrive en formel udmeldelsesprocedure ind i loven. Denne fastsatte således alene, at regeringen efter samråd med Landsstyret skulle fastlægge retningslinierne for varetagelsen af de særlige grønlandske interesser i EF. I kommissionens betænkning hed det mere udtrykkeligt, at en eventuel ændring af Grønlands status i forhold til EF ville kræve „medvirken af rigsmyndighederne”. Det var altså ikke et spørgsmål, det kommende hjemmestyre selv kunne afgøre. På den anden side lovede den danske regering, at den ville respektere udfaldet af en senere grønlandsk folkeafstemning om EF-medlemskabet, hvilket i hvert fald Siumut anså for en tilstrækkelig garanti.

Ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet i juni 1979, måneden efter hjemmestyrets ikrafttræden, fik Grønland indvalgt Siumut-repræsentanten Finn Lynge. Grønlændernes interesse for valget var dog meget behersket: Kun en tredjedel af samtlige grønlandske vælgere afgav deres stemme. Lynges umiddelbare hovedopgave blev at forberede en kommende folkeafstemning i Grønland om fortsat EF-medlemskab samt at skabe forståelse i Bruxelles for, at fiskeriet ved Grønland hovedsagelig blev forbeholdt grønlandske fiskere.

I modsætning til Grønland blev Færøerne i kraft af sin hjemmestyreordning (fra 1948) ikke automatisk medlem af EF samtidig med Danmark i 1973. Gennem 1960'erne var der sket en kraftig udbygning af den færøske fiskeriflåde, og industrier til tilvirkning af fangsterne var skudt op overalt på øerne. I 1970 androg den samlede færøske fiskefangst, med sild som en stærkt stigende andel, gennemsnitligt seks tons pr. indbygger. Øernes eksport på 250 mio. kr. årligt var for over 98 procents vedkommende fisk og fiskeprodukter – en andel, som holdt sig næsten uforandret gennem 1970'erne. Med de stabile priser på fisk fandt de knap 39.000 færinger ved indgangen til 1970'erne således sig selv midt i en lang økonomisk højkonjunktur. EF-medlemskab med heraf følgende udsigt til at skulle følge reglerne om et fælles EF-hav med konkurrence fra andre EF-landes fiskere på havet nær Færøerne var i denne situation ikke nogen tiltrækkende mulighed. Ved en enstemmig beslutning i Lagtinget i 1974 valgte Færøerne at forblive uden for EF og indgik i stedet både en frihandelsaftale med EF og en 10-årig rammeaftale med EF om fiskerisamarbejde mellem parterne. Aftalerne indebar, at Færøerne fik ret til at fiske i Nordsøen, i farvandet ved Grønland og vest for Storbritannien, mens skibe fra EF-landene kunne drive et vist fiskeri ved Færøerne.

Pr. 1. januar 1977 fulgte Færøerne efter andre kyststater ved det nordlige Atlanterhav og udvidede sin fiskerigrænse fra 12 til 200 sømil. Herefter indgik Færøerne aftaler om gensidigt kystfiskeri i nærmere bestemt omfang med Norge, Island, Canada og Sovjetunionen. Trods det intensiverede fiskeri blev 1978 i kraft af de righoldige fiskeforekomster i de færøske farvande et hidtidigt rekordår for fiskeriet ved øerne.

Færøernes gunstige økonomiske forhold gennem 1970'erne og den politiske ligevægt tiåret igennem mellem de partier i Lagtinget, der ønskede øget selvstyre i forhold til Danmark – især Folkeflokken og Republikanerne – og de, der ønskede de eksisterende bånd bevaret – især Socialdemokratiet og Sambandspartiet – medvirkede til, at forholdet mellem Færøerne og Danmark i denne periode forblev forholdsvis uproblematisk. Hertil kom, at det under de langstrakte EF-fiskeriforhandlinger lykkedes de danske forhandlere at tilgodese færøske interesser i et omfang, som det overvejende flertal af færinger fandt tilfredsstillende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Fra amt til hjemmestyre i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306552