• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Et grønlandsk Grønland”

Oprindelig forfatter PVi

Med Grundloven af 1953 var Grønland formelt blevet en ligeberettiget del af Kongeriget Danmark med to valgte repræsentanter i Folketinget, og administrativt havde Grønland fået status som amt med Grønlands Landsråd som lokalt styrende organ. Især i 1960'erne var grønlænderne begyndt at få del i den almindelige velstandsudvikling, og Grønland havde i perioden fra omkring 1950 til 1970 udviklet sig fra et relativt isoleret samfund baseret på fangst og fiskeri til at være et samfund med en stærk afhængighed af eksportfiskeri og fiskeindustri til eksport. Den statslige styring af investeringer og produktion var betydelig, og inden for forsyningssektoren havde Kongelige Grønlandske Handel (KGH) i praksis bevaret sin monopolstilling og var endda omkring 1970 gået ind i selve fiskeriet med bygningen af adskillige trawlere. De økonomiske tilskud fra Danmark var gennem 1960'erne blevet fire-fem-doblet og beløb sig i 1970 til 650 mio. kr. årligt.

Sideløbende med den økonomiske udvikling var det grønlandske ønske om større politisk indflydelse over egne anliggender vokset støt. For at effektivisere den centrale planlægning og koordinering af de mange udviklingsopgaver var Grønlandsrådet blevet oprettet i 1964. Rådet var ligeligt sammensat af danske og grønlandske folkevalgte, men var rent rådgivende og derfor med et administrativt sekretariat placeret under ministeren for Grønland. Den danske stats repræsentanter i Grønland indtog fortsat nøglepositionerne, med landshøvdingen i spidsen.

 Unge grønlændere besatte i marts 1975 Grønlandsministeriet i København i anledning af de igangværende forhandlinger om olie- og mineralforekomster i Grønland. Demonstranterne protesterede imod, at spørgsmålet om olieeftersøgning ved Grønland aldrig var blevet forelagt den grønlandske befolkning. Aktioner som denne var udtryk for en voksende grønlandsk national selvbevidsthed, som blev fortolket kunstnerisk af f.eks. sangeren og musikeren Rasmus Lyberth, der i sine populære sange i 1970'erne og 1980'erne hyldede den grønlandske natur og det grønlandske menneske.

Unge grønlændere besatte i marts 1975 Grønlandsministeriet i København i anledning af de igangværende forhandlinger om olie- og mineralforekomster i Grønland. Demonstranterne protesterede imod, at spørgsmålet om olieeftersøgning ved Grønland aldrig var blevet forelagt den grønlandske befolkning. Aktioner som denne var udtryk for en voksende grønlandsk national selvbevidsthed, som blev fortolket kunstnerisk af f.eks. sangeren og musikeren Rasmus Lyberth, der i sine populære sange i 1970'erne og 1980'erne hyldede den grønlandske natur og det grønlandske menneske.

Samtidig med „afkoloniseringen fra oven”, som hele denne proces er blevet kaldt, havde en væsentlig om ikke udløsende faktor for den spirende grønlandske selvfølelse i 1960'erne været den manglende ligestilling på især det lønmæssige område mellem grønlænderne og det hurtigt voksende antal danskere i Grønland. Mellem 1945 og 1970 var den grønlandske befolkning blevet næsten fordoblet fra knap 21.000 til ca. 39.000 indbyggere, og med en stigende koncentration af befolkningen i byerne på bygdernes bekostning. Men i samme periode var antallet af danskere, som i kortere eller længere perioder arbejdede og bosatte sig i Grønland, blevet mere end tidoblet fra knap 600 til ca. 7.500. Mens en tredjedel af lærerne i de grønlandske skoler i 1960 kom fra Danmark, var andelen af danske lærere i 1970/71 vokset til to tredjedele.

Annonce

Skydeskive blev især det såkaldte fødestedskriterium, som var blevet indført i 1964. Det betød, at tilrejsende danskere som hovedregel fik højere løn end indfødte grønlændere, selv om de udførte det samme arbejde. Løndiskriminationen blev dels begrundet med et lavere produktivitetsniveau i Grønland, dels med at det højere lønniveau til danskerne var nødvendigt for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Især de yngre uddannede grønlænderes reaktion på fødestedskriteriet havde været forholdsvis skarp og var den direkte anledning til dannelsen i 1963 af Inuit-partiet, Grønlands første egentlige politiske parti, der krævede alle særlige privilegier for de udsendte i Grønland afskaffet. Det overordnede sigte var, at grønlænderen skulle vedkende sig sin nationale oprindelse og kulturelle arv for dermed uden komplekser at kunne møde danskeren som ligemand og dermed bedre blive i stand til at tage medansvar for det grønlandske samfunds udvikling. I modsat fald ville den voksende danske indflydelse i Grønland blot føre til yderligere passivitet, ligegyldighed og utilfredshed blandt den grønlandske befolkning.

Både de ansvarlige for den hidtidige grønlandspolitik og dens grønlandske kritikere var omkring 1970 på det rene med, at dilemmaet stod mellem på den ene side at ønske et mere politisk uafhængigt „grønlandsk Grønland”, som formentlig ville indebære en i det mindste midlertidig lavere materiel levefod end ellers, og på den anden side et fortsat mere integreret „dansk Grønland”, som grønlænderne til gengæld risikerede at blive fremmede over for. Der var også enighed om, at den førte politik, som var et tilstræbt kompromis mellem de to linier, ikke virkede tilfredsstillende.

Ved valget til Landsrådet i april 1971 og ved folketingsvalget fem måneder senere kom repræsentanter for de yngre og kritiske grønlandske strømninger for første gang ind i rigsfællesskabets folkevalgte forsamlinger. Med valget af Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen til Landsrådet og Moses Olsen til Folketinget, og med Lars Emil Johansens medlemskab af Folketinget fra 1973 til 1979, var der tale om et generationsskifte, som gennem tiåret satte sig spor i debatten om både EF-medlemskabet, råstofproblemet og hjemmestyreordningen.

Oprindelig havde de grønlandske repræsentanter i slutningen af 1960'erne været tilhængere af dansk og dermed grønlandsk EF-medlemskab, primært af hensyn til de støttemuligheder, der lå i EF's fonde for regional udvikling og social velfærd. Der var dog også visse betænkeligheder ved reglen om et fælles EF-hav, som kunne true bestræbelser for at sikre fiskeforekomsterne ved Grønland for de grønlandske fiskere. Da EF-debatten i 1971-72 for alvor blev aktuel, var de nye grønlandske repræsentanter i Landsråd og Folketing imidlertid langt mere kritiske og skeptiske. Motzfeldt ønskede en „varig særordning” for Grønland i EF til beskyttelse af de grønlandske interesser inden for fiskeri, etableringsret og støtteordninger, mens Moses Olsen førte en dobbelt kampagne, dels imod dansk – og dermed grønlandsk – EF-medlemskab, dels for om muligt at holde Grønland helt ude af EF, selv om Danmark blev medlem. I begyndelsen af 1972 krævede de to grønlandske politikere, at folkeafstemningen om EF blev delt i to, således at danske vælgere ikke kunne bestemme, om Grønland skulle med i EF eller ej. Et sådant krav om en separat grønlandsk folkeafstemning lod sig dog ikke gennemføre, og de grønlandske EF-tilhængere pegede da også først og fremmest på det ønskelige i netop at følge Danmark ind i EF. Modstanden i Landsrådet voksede imidlertid hastigt i den sidste fase, og i september 1972 var tre fjerdedele af Landsrådet imod grønlandsk EF-medlemskab.

Ved selve afstemningen den 2. oktober var der da også i Grønland et klokkeklart flertal på knap 71 procent imod medlemskab og godt 29 procent for. De unge grønlandske politikere tolkede ikke overraskende resultatet som en bekræftelse på, at de havde et stort befolkningsflertal bag sig i deres arbejde for et mere grønlandsk Grønland. Allerede et par uger inden afstemningen havde Landsrådet enstemmigt vedtaget et forslag fra Jonathan Motzfeldt om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af, på hvilken måde – altså ikke om – en hjemmestyreordning i Grønland kunne indføres. Bestyrket af folkeafstemningens overbevisende resultat blev debatten om EF-medlemskabet således i sig selv løftestang for bestræbelserne for at indføre en form for selvstyre eller hjemmestyre i Grønland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: „Et grønlandsk Grønland” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306551