Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afspænding fra neden

Oprindelig forfatter PVi

Ved indgangen til 1970'erne var der faldet politisk ro om spørgsmålet om Danmarks fortsatte medlemskab af den nordatlantiske forsvarsalliance NATO. Spørgsmålet havde haft i det mindste teoretisk aktualitet op til 20-året for Atlantpagtens oprettelse i 1969, idet pagten herefter åbnede mulighed for udtræden med ét års varsel. Den radikaliserede og stærkt NATO-kritiske venstrefløjs krav om en folkeafstemning om Danmarks eventuelle udtræden af alliancen var blevet styrket af USA's stadig mere upopulære krig i Vietnam og af de to diktatorisk styrede NATO-allierede Grækenland og Portugal, den sidste endda engageret i blodige kolonikrige mod de nationale befrielsesbevægelser i sine tre afrikanske besiddelser. Kravet om en NATO-folkeafstemning blev dog overskygget i offentligheden af den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968 og den efterfølgende knusning af det tjekkiske eksperiment med „socialisme med et menneskeligt ansigt”. Da en regeringsnedsat ekspertgruppe i 1970 med den såkaldte Seidenfadenrapport næppe overraskende konkluderede, at der „for tiden”intet realistisk sikkerhedspolitisk alternativ var til Danmarks fortsatte medlemskab af NATO, var debatten således allerede næsten forstummet. Dog viste gallupundersøgelser ved indgangen til 1970'erne, at kun knap halvdelen af befolkningen var for fortsat dansk NATOmedlemskab, mens ca. 15 procent var imod og knap 40 procent i tvivl.

 Udenrigsminister K.B. Andersen (t.v.) og den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko (t.h.) under dennes besøg i Danmark i oktober 1976. I midten lytter statsminister Anker Jørgensen, som over for Gromyko udtrykkeligt rejste den danske bekymring over Warszawapagt-flådernes stigende øvelsesaktivitet i Østersøen nær danske kyster. Gromyko afviste dog ganske kontant at drøfte spørgsmålet nærmere: Danmark havde ingen grund til bekymring, sagde han. Det danske synspunkt blev dog registreret, og pressens åbne omtale af spørgsmålet bidrog formentlig også til, at flådeaktiviteterne ikke kunne udnyttes af Østblokken til politisk pres mod Danmark.

Udenrigsminister K.B. Andersen (t.v.) og den sovjetiske udenrigsminister Andrej Gromyko (t.h.) under dennes besøg i Danmark i oktober 1976. I midten lytter statsminister Anker Jørgensen, som over for Gromyko udtrykkeligt rejste den danske bekymring over Warszawapagt-flådernes stigende øvelsesaktivitet i Østersøen nær danske kyster. Gromyko afviste dog ganske kontant at drøfte spørgsmålet nærmere: Danmark havde ingen grund til bekymring, sagde han. Det danske synspunkt blev dog registreret, og pressens åbne omtale af spørgsmålet bidrog formentlig også til, at flådeaktiviteterne ikke kunne udnyttes af Østblokken til politisk pres mod Danmark.

En yderligere faktor bidrog i årene omkring 1970 til trods alt at gøre NATO-medlemskabet mere indenrigspolitisk accepteret eller tålt, nemlig at både de socialdemokratiske regeringer og VKR-regeringen havde kunnet notere visse diplomatiske sejre for den danske afspændingslinie i NATO. Lige siden indmeldelsen i Atlantpagten i 1949 havde Danmark foruden integrationen i alliancens militære forsvarssamarbejde vedvarende lagt vægt på, at NATO's målsætning ikke alene måtte være en effektiv militær afskrækkelse af et muligt sovjetisk angreb. Lige så vigtigt måtte det være at søge politiskdiplomatiske forhandlinger med Øst med henblik på at opnå en afspænding i den kolde krig, som også kunne føre til kontrolleret gensidig nedrustning og forhåbentlig bidrage til en liberalisering i Øst. Der var i denne linie sikkerhedspolitiske kontinuitetstråde tilbage til den danske småstats ikke-provokations- og brobygningskurs i 1920'erne og 1930'erne, men vel at mærke nu på baggrund af forankringen i NATO-medlemskabet og alliancen med USA med den amerikanske atomparaply som den yderste garant for Danmarks sikkerhed.

I december 1967 havde NATO's ministerråd vedtaget den såkaldte Harmel-rapport, der med formuleringer, som Danmark sammen med Norge direkte havde præget, for første gang officielt slog fast, at militær afskrækkelse og politisk afspænding var to ligeværdige og gensidigt supplerende målsætninger for NATO – dvs. i realiteten den hovedlinie, Danmark mere konsekvent end de allerfleste andre medlemslande hele tiden havde fremført i alliancen. Desuden accepterede de NATO-allierede omkring 1970 omsider officielt at medvirke til indkaldelsen af en al-europæisk konference om sikkerhed og samarbejde mellem Øst og Vest i Europa. I sin oprindelige version var det et sovjetisk forslag, som gennem gensidigt afkald på magtanvendelse mellem Øst og Vest bl.a. skulle stadfæste status quo i Europa, dvs. reelt også anerkende den sovjetiske magtsfære i Østeuropa. Men gennem 1960'erne blev konferencetanken også fremført af flere østeuropæiske lande, og i 1966 havde Danmark som det første NATO-land rejst forslaget internt i alliancen, hvor det dog blev afvist.

Annonce

 Fra den internationale Sakharov-høring på Christiansborg i oktober 1975, hvor menneskerettighedskrænkelser i Østblokken stod på dagsordenen. Høringen blev afholdt i Folketingets lokaler trods kraftige sovjetiske protester over for den danske regering: der var tale om en „anti-sovjetisk provokation”, som kunne få negative følger for det dansksovjetiske forhold. Regeringen betonede diplomatisk, at høringen ikke kunne opfattes som udtryk for den officielle danske holdning til Sovjetunionen, og som regeringsparti deltog Socialdemokratiet kun på forholdsvis lavt og uforpligtende plan i høringen.

Fra den internationale Sakharov-høring på Christiansborg i oktober 1975, hvor menneskerettighedskrænkelser i Østblokken stod på dagsordenen. Høringen blev afholdt i Folketingets lokaler trods kraftige sovjetiske protester over for den danske regering: der var tale om en „anti-sovjetisk provokation”, som kunne få negative følger for det dansksovjetiske forhold. Regeringen betonede diplomatisk, at høringen ikke kunne opfattes som udtryk for den officielle danske holdning til Sovjetunionen, og som regeringsparti deltog Socialdemokratiet kun på forholdsvis lavt og uforpligtende plan i høringen.

Fra dansk side var ideen med en europæisk sikkerhedskonference ikke mindst at formalisere og institutionalisere den Øst-Vest-dialog i Europa, som Danmark selv gennem en til tider nærmest aktivistisk diplomatisk indsats havde været engageret i på tosidig basis over for de fleste østeuropæiske lande gennem 1960'erne. Dansk diplomati spillede ligefrem omkring 1970 en diskret katalysatorrolle for etableringen af kontakter mellem Vesttyskland og Polen som led i den vesttyske regerings udsoning med sine naboer i Øst. Grundtanken var, at afspænding var for vigtigt et anliggende til, at det kunne overlades til supermagterne alene. Håbet var, at en småstatsdialog på tværs af Øst-Vest-blokopdelingen i Europa ville kunne skabe grundlaget for et kvalitativt anderledes forhold mellem de europæiske stater, herunder ikke mindst et mere selvstændigt manøvrerum for de østeuropæiske lande i forhold til Moskva. Ligesom de øvrige NATO-lande afviste Danmark i øvrigt det sovjetiske ønske om at udelukke USA (og Canada) fra at deltage i det europæiske konferenceprojekt.

I 1972 indgik Vesttyskland og DDR et omfattende traktatkompleks om gensidig magtafkald og anerkendelse af de eksisterende tyske grænser, og samme år nåede Sovjetunionen og de tre vestlige stormagter til enighed om Berlins status.

Vejen var herefter omsider banet for åbningen af den forhandlingsproces mellem Øst og Vest, som strakte sig over de følgende mange år, og hvis officielle betegnelse blev Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE). Ved den historiske konference, som åbnede i Helsinki i juli 1973, sad samtlige 32 europæiske lande i Vest og Øst (minus Albanien) samt USA, Canada og Sovjetunionen for første gang ved samme forhandlingsbord.

 Fra det officielle åbningsmøde på den Europæiske Konference om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) i Helsinki i juli 1975. Mødet, der samlede 35 vest- og østeuropæiske og nordamerikanske regeringsledere, var en opfølgning af et tilsvarende møde i 1973. I forreste række fra v. ses statsminister Anker Jørgensen, udenrigsminister K.B. Andersen og ambassadør Skjold Mellbin. På 1975-mødet enedes man om den såkaldte Helsinki-slutakt, som fik stor betydning for det praktiske samkvem mellem de vest- og østeuropæiske lande. Anker Jørgensen understregede ved afslutningen af mødet, hvor afgørende det var at få fastslået, at menneskelige kontakter og informationsspredning fra nu af var at betragte som en fast bestanddel af den europæiske afspændingsproces. Med henvisning til slutakten rejste Danmark i de følgende år regelmæssigt menneskerettighedsspørgsmål i de bilaterale kontakter med Østlandene.

Fra det officielle åbningsmøde på den Europæiske Konference om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) i Helsinki i juli 1975. Mødet, der samlede 35 vest- og østeuropæiske og nordamerikanske regeringsledere, var en opfølgning af et tilsvarende møde i 1973. I forreste række fra v. ses statsminister Anker Jørgensen, udenrigsminister K.B. Andersen og ambassadør Skjold Mellbin. På 1975-mødet enedes man om den såkaldte Helsinki-slutakt, som fik stor betydning for det praktiske samkvem mellem de vest- og østeuropæiske lande. Anker Jørgensen understregede ved afslutningen af mødet, hvor afgørende det var at få fastslået, at menneskelige kontakter og informationsspredning fra nu af var at betragte som en fast bestanddel af den europæiske afspændingsproces. Med henvisning til slutakten rejste Danmark i de følgende år regelmæssigt menneskerettighedsspørgsmål i de bilaterale kontakter med Østlandene.

Et centralt punkt for Vesten i almindelighed og for Danmark i særdeleshed i denne sammenhæng var at fremme de menneskelige og kulturelle kontakter mellem Øst og Vest. Det lykkedes således ikke mindst i kraft af ihærdige danske forhandlere i 1971-72 at få principiel sovjetisk og rumænsk accept af, at friere bevægelighed mellem Øst og Vest for mennesker, information, ideer og kulturelle forbindelser skulle indgå i den kommende CSCE-proces. Ved Helsinki-konferencens start fremhævede udenrigsminister K.B. Andersen (S), at afspændingen efter dansk opfattelse nu måtte gå hinsides de højtidelige erklæringer og skabe en ny dynamik, som kunne føre til konkrete og veldefinerede foranstaltninger. Udenrigsministeren fremhævede Danmarks særlige interesse i CSCE's såkaldte 'kurv 3', dvs. humanitært samarbejde i form af bl.a. familiesammenføringer og besøg hen over Jerntæppet. Det overordnede formål var at gøre afspændingen ' fra neden' til en levende realitet for menneskene i alle de deltagende lande.

Den såkaldte Helsinki-slutakt, som efter to års forhandlinger blev vedtaget af de 35 CSCE-lande i 1975, var en omfattende, omend juridisk uforpligtende, principiel deklaration om relationerne mellem de deltagende stater. Teksten i afsnittene om de menneskelige kontakter byggede hovedsagelig på et dansk udkast, og det hed her, at staterne opfattede menneskelige kontakter som et vigtigt led i skabelsen af venskabelige forbindelser og tillid mellem folkene. Det fremgik også af deklarationen, at kritik af menneskerettighedstilstanden i et land ikke kunne afvises som indblanding i indre anliggender. De danske og øvrige vestlige forhandlere regnede ikke med, at Østlandene fuldt ud ville leve op til deklarationens forpligtelser, men man fandt det vigtigt, at de blev nedfældet på papir, og statsminister Anker Jørgensen fremhævede i sin afsluttende tale på konferencen, at Slutakten kun var begyndelsen til en langvarig proces.

 Anker Jørgensen hilser på vietnamesiske repræsentanter under en af sine første handlinger i international sammenhæng som statsminister, nemlig hans officielle åbning af en høring på Christiansborg i oktober 1972. Høringen blev afholdt af den

Anker Jørgensen hilser på vietnamesiske repræsentanter under en af sine første handlinger i international sammenhæng som statsminister, nemlig hans officielle åbning af en høring på Christiansborg i oktober 1972. Høringen blev afholdt af den "Internationale kommission til undersøgelse af USA's krigsforbrydelser i Indokina" med den svenske professor Gunnar Myrdal som formand. Anker Jørgensens krav ved denne lejlighed om, at USA trak sig ud af Indokina, fremkaldte forslag i præsident Nixons stab om at hjemkalde USA's ambassadør i Danmark.

Også i de følgende år blev det således et fast indslag i forhandlinger på højt plan med sovjetiske repræsentanter, at danskerne rejste konkrete familiesammenførings- og besøgssager. Fra sovjetisk side fandt man sig efterhånden i det og medvirkede som regel i praksis til at løse de problemer, sagerne indeholdt. Danske diplomater og ministre var derimod tilbageholdende med offentligt at kritisere den generelle menneskerettighedssituation i Sovjetunionen og Østeuropa, hvilket i slutningen af 1970'erne skabte visse problemer i forholdet til USA. Under præsident Jimmy Carter (1977-81) begyndte Washington at lægge stor deklaratorisk vægt på menneskerettigheder i sin udenrigspolitik, samtidig med at Kreml-ledelsen strammede grebet kraftigt om menneskerettighedsforkæmpere og dissidenter i Sovjetunionen, som hentede inspiration i CSCE-processen. Den danske regering vurderede i disse sammenhænge, at det gavnede dissidenternes manøvrerum mere at bruge Helsinki-Slutakten som grundlag for stilfærdigt diplomatisk pres frem for offentligt at hænge Østlandene ud med henvisning til CSCE-principperne.

Denne problematik var i høj grad på dagsordenen op til og på det såkaldte CSCE-opfølgningsmøde i Beograd i 1977-78. Fra dansk side advarede man på højeste niveau forsigtigt og fortroligt USA imod at overse de konkrete fremskridt, som trods alt var sket i de østeuropæiske lande op gennem 1970'erne som en følge af afspændingen. Desuden advarede Danmarks repræsentanter USA imod risikoen for at sætte selvsamme afspændingsproces i stå eller tilbage ved for stejle eller for konfrontationsskabende menneskerettighedskrav af generel art. Som formand for EF's udenrigspolitiske samarbejde (EPS) i foråret 1978 blev det Danmarks svære opgave at koordinere de vestlige positioner i Beograd og at bidrage til at finde kompromisformuleringer med de to supermagter. Ikke overraskende var resultatet i den stadig mere anspændte atmosfære mellem Øst og Vest ret magert, ligesom det i øvrigt var på den næste CSCE-opfølgningskonference i slutningen af 1980 i Madrid, da den kolde krig på ny var under hastig skærpelse. Men processen blev i det mindste holdt i live til forhåbentlig bedre tider. CSCE forblev højt prioriteret i dansk udenrigspolitik op gennem hele årtiet 1970'erne, hvor Danmarks erfaringer og rolle som mægler og diplomatisk brobygger endnu en gang blev udfoldet, også fordi beslutningstagerne mente, at den danske småstat hverken i Øst eller Vest kunne mistænkes for at forfølge egne magtpolitiske interesser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Afspænding fra neden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306586