Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Djævlens værk”

Oprindelig forfatter PVi

Atomvåbenspørgsmålet blev også på anden vis aktualiseret i Danmark i slutningen af 1970'erne, efter at der havde været ro om det siden begyndelsen af 1960'erne. I sommeren 1977 blev forsvarsminister Orla Møller citeret i en tysk avis for, at Danmark under alle omstændigheder ville modsætte sig en NATO-beslutning om brug af atomvåben på dansk område. Ministeren forsikrede bagefter offentligt, at der ikke var sket nogen ændring af dansk atomvåbenpolitik for fredstid, og at der ikke var taget stilling til en eventuel krigssituation. Begge dele var for så vidt rigtigt. I realiteten herskede der stor usikkerhed både blandt de øverste danske beslutningstagere og i NATO-ledelsen om, hvad der ville ske i en krigssituation. Vi ved i dag, at en række fundamentale spørgsmål vedrørende det militære forsvar af Danmark i en akut krise eller krig endnu på dette tidspunkt, knap 30 år efter indmeldelsen i NATO i 1949, i virkeligheden var uafklarede: På hvilket tidspunkt ville danske styrker blive overdraget til NATO-kommando? Hvordan ville ansvarsfordelingen være mellem regeringen og NATO's Nordkommando? Skulle danske farvande mineres eller ej? Skulle der bruges atomvåben i forsvaret af Danmark? I foråret 1979 foreslog Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet, at sådanne afgørende, men ømtålelige problemer omsider blev taget op til systematisk vurdering og afklaring mellem Danmark og de relevante NATO-myndigheder, naturligvis på tophemmelig basis. Udenrigsministeriets ledelse, som traditionelt så det som sin opgave at vogte over landets suverænitetsmæssige interesser, var imidlertid imod at vække politisk ubehagelige spørgsmål til live, som man mente var bedst tjent med fortsat at ligge i dvale, og derved blev det. Spørgsmålene forblev uafklarede under hele den kolde krig.

 Demonstration imod neutronbomben foran flådestationen i Frederikshavn i april 1978, da NATO's Atomplanlægningsgruppe bl.a. skulle diskutere indførelsen af det nye højradioaktive strålevåben. Som det fremgår af bannerne, var det især den kommunistisk dominerede Samarbejdskomité for Fred og Sikkerhed, der stod bag demonstrationen, men afskyen for det nye våben rakte langt ind i både socialdemokratiske og liberale kredse i Vesten.

Demonstration imod neutronbomben foran flådestationen i Frederikshavn i april 1978, da NATO's Atomplanlægningsgruppe bl.a. skulle diskutere indførelsen af det nye højradioaktive strålevåben. Som det fremgår af bannerne, var det især den kommunistisk dominerede Samarbejdskomité for Fred og Sikkerhed, der stod bag demonstrationen, men afskyen for det nye våben rakte langt ind i både socialdemokratiske og liberale kredse i Vesten.

Ét spørgsmål var der dog så godt som ingen uklarhed om blandt inderkredsen af de øverste militære og politiske beslutningstagere i 1970'erne: I tilfælde af krig ville flere af de allierede forstærkningsstyrker, som kom til Danmark, medbringe atomvåben til eget brug, ligesom vesttyske atombevæbnede styrker formentlig ville trække op i Jylland. Men det danske forsvar ville ikke selv komme til at kæmpe med atomvåben i krigstilfælde. Allerede i 1963 havde NATO's øverstkommanderende i Europa i yderste hemmelighed truffet beslutning om, at norske og danske styrker ikke ville blive atombevæbnede i krigstid. De to landes regeringer afviste at underskrive officielle og formelle aftaler med den amerikanske regering herom, og uden sådanne aftaler forbød USA's lovgivning, at amerikanske atomladninger blev frigivet til fremmede staters væbnede styrker.

Af hensyn til den sovjetiske modstander var beslutningen om ikke-atombevæbning af norsk og dansk forsvar imidlertid så hemmelig, at heller ikke de få danske (og norske) hær- og flyvevåbenenheder, som i de følgende år fortsat i et vist begrænset omfang trænede brug af taktiske atomvåben, blev orienteret om realiteterne: I 1970'erne og 1980'erne ville det danske forsvar i tilfælde af krig med Warszawapagten kun have kæmpet med konventionelle, ikke-atomare våben. Ikke desto mindre anså regeringen og det udenrigspolitiske beslutningsmiljø givetvis fortsat afskrækkelsesvirkningen fra USA's atomstyrke for at være den ultimative garant for Danmarks sikkerhed.

Annonce

Det på flere måder forbeholdne danske syn på atomvåbnenes rolle viste sig dog på ny i 1977-78, da USA's Carter-regering lagde det op til de NATO-allierede, om USA skulle sætte den såkaldte neutronbombe i produktion med henblik på senere udstationering i Vesteuropa. Neutronbomben var et særligt taktisk atomvåben, som med høj radioaktiv strålingsvirkning og lav destruktiv sprængvirkning populært sagt dræbte mennesker, men lod bygninger og materiel uskadte. Som sådan var neutronbomben især tænkt som et anti-kampvognsvåben brugt på eget territiorium, dvs. som et modtræk mod en offensiv i Centraleuropa fra Warszawapagtens talmæssigt overlegne kampvognsstyrker.

Den politiske reaktion i Vesteuropa mod det nye våben blev imidlertid skarp. Det vesttyske socialdemokratis ledende sikkerhedspolitiske ekspert Egon Bahr talte offentligt om neutronbombens „perverse” karakter. I Danmark fik den slumrende, DKP-inspirerede frontorganisation „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed” vind i sejlene med underskriftindsamlinger og protestmøder, som kulminerede med en demonstration i april 1978 med 3.000 deltagere ved flådebasen i Frederikshavn, hvor NATO's forsvarsministre holdt møde i alliancens Atomplanlægningsgruppe. På dette tidspunkt havde den socialdemokratiske regering imidlertid allerede, efter først i 1977 forsigtigt at have forsvaret udviklingen af neutronbomben over for både den hjemlige venstrefløj og den sovjetiske ledelses angreb, taget afstand fra det nye våben. Minister uden portefølje Lise Østergaard og efterhånden også statsminister Anker Jørgensen selv var indadtil i stigende grad blevet betænkelige og kritiske, og under et besøg i Det Hvide Hus i februar 1978 sagde Anker Jørgensen direkte til præsident Carter, at neutronbomben i offentligheden kunne opfattes som en optrapning af våbenkapløbet, og at det derfor politisk og psykologisk kunne være uklogt at udstationere den. I NATO opfordrede Danmark herefter direkte USA til at frafalde produktionen, før nye nedrustningsforhandlinger med Øst var forsøgt.

Samtidig understregede regeringspartiets ordfører Lise Østergaard under en nedrustningsdebat i Folketinget i marts forud for FN's specialsession for nedrustning i sommeren 1978, at den atomare „frygtens balance” nok havde vist sig effektiv i mange år under den kolde krig, men at den var skrøbelig, sårbar og farlig på grund af tendensen til stadig optrapning af rustningsniveauet. Kort efter gik statsministeren endnu et skridt videre. På selve den dag i april, da NATO's forsvarsministre trådte sammen i Frederikshavn, udtalte Anker Jørgensen til pressen, at ikke blot neutronbomben, men alle atomvåben var „Djævlens værk”, og at alle bestræbelser nu burde gøres for at bremse, nedtrappe eller helt standse produktionen af disse altødelæggende våben. Et par uger forinden havde Carter-regeringen allerede, i erkendelse af den politiske modstand i Vesteuropa, officielt udsat beslutningen om mulig produktion af neutronbomben.

Der faldt gradvis atter ro om atomspørgsmålet, men det skulle vise sig at være stilhed før den langvarige politiske storm, der brød løs i slutningen af 1979 i forbindelse med NATO's planer for opstilling af 572 nye mellemdistance-atomraketter i Vesteuropa. Anker Jørgensens og andre ledende socialdemokraters formulerede skepsis i foråret 1978 over for et fortsat atomvåbenkapløb stak dybere, end de fleste regnede med.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: „Djævlens værk” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306589