Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Smal regering og „sorte forlig”

Oprindelig forfatter PVi

Også på Christiansborg var der skruet ned for varmen hen over jul og nytår 1973-74, mens den nye Hartling-regering havde travlt med at forberede sine udspil til løsning af især de nye og akutte økonomiske problemer, som var sat på dagsordenen af olieblokaden og af olieprisernes himmelflugt. Regeringens udgangspunkt var, at der måtte gribes effektivt ind over for erhvervslivets omkostninger, dvs. primært de stigende lønninger. Venstre kaldte det „den nødvendige politik”. Knap halvdelen af lønstigningerne i 1973 skyldtes de pristalsregulerede dyrtidsportioner, som udløstes automatisk ved stigninger i detailpriserne, mens en stor del af resten skyldtes allerede aftalte lønforhøjelser fra overenskomsten i foråret 1973.

De stigende priser skyldtes delvis tilpasningen til EF's højere prisniveau for især fødevarer, men de var også et resultat af, at arbejdsgiverne måtte vælte lønstigningerne over på priserne. Da det i begyndelsen af 1974 så ud til, at pristallet især på grund af de udefrakommende olieprisstigninger ville udløse hele seks nye dyrtidsportioner, svarende til lønstigninger på op til 25 procent, anså regeringen det for uomgængeligt at hindre nye omdrejninger af løn- og prisspiralen til skade for bytteforholdet og konkurrenceevnen. Det kunne ske ved i stedet for dyrtidsportionerne at give tilsvarende skattelettelser, så nettoresultatet for lønmodtagerne ville blive det samme, mens arbejdsgiverne slap for at betale for lønstigningerne og dermed undgik at svække deres konkurrenceevne over for udlandet. Det viste sig imidlertid skatteteknisk umuligt at udtage lønmodtagerne af systemet, og desuden var der politisk modstand mod forslaget. I stedet blev der med februarforliget mellem regeringen, Socialdemokratiet, CD og Kristeligt Folkeparti udskrevet en bunden opsparing på 1,1 mia. kr. og udbetalt arbejdsgivertilskud („omkostningsdæmpende ydelse”) på 1,9 mia. kr., samt foretaget besparelser på statsbudgettet på 1,5 mia. kr. – kun halvdelen af, hvad regeringen havde foreslået.

 Umiddelbart efter „jordskredsvalget” i december 1973 mødtes repræsentanter for alle Folketingets nu ikke færre end ti partier – en fordobling siden sidste valg i 1971 – om samme forhandlingsbord for at diskutere EF-spørgsmål og især den kommende regeringsdannelse. Fra v. ses Mogens Glistrup (Frp.), Poul Nyboe-Andersen og Poul Hartling (V), Morten Lange og Sigurd Ømann (SF) og Knud Jespersen (DKP). Bagest med pibe Jens Risgaard Knudsen (S) og for bordenden Kjeld Olesen (S) og Karl Skytte (R). Forrest t.h. en veltilfreds Erhard Jakobsen.

Umiddelbart efter „jordskredsvalget” i december 1973 mødtes repræsentanter for alle Folketingets nu ikke færre end ti partier – en fordobling siden sidste valg i 1971 – om samme forhandlingsbord for at diskutere EF-spørgsmål og især den kommende regeringsdannelse. Fra v. ses Mogens Glistrup (Frp.), Poul Nyboe-Andersen og Poul Hartling (V), Morten Lange og Sigurd Ømann (SF) og Knud Jespersen (DKP). Bagest med pibe Jens Risgaard Knudsen (S) og for bordenden Kjeld Olesen (S) og Karl Skytte (R). Forrest t.h. en veltilfreds Erhard Jakobsen.

Allerede i foråret anså regeringen nye indgreb for påkrævede til beskæring af det offentlige og det private forbrug. Dramatiske maratonforhandlinger fulgte i Folketinget store-bededagsaften og hele nat, hvor Hartling-regeringen kun overlevede takket være støtte fra først Mogens Glistrup og derefter Erhard Jakobsen. Begge partiledere frygtede betydeligt stemmetab ved et folketingsvalg nu. Venstre fik med Fremskridtspartiets, CD's og Kristeligt Folkepartis stemmer vedtaget sine forslag om en skattereform med offentlige milliardbesparelser på bl.a. det sociale område og nye afgiftsforhøjelser på tobak, spiritus, hårde hvidevarer og biler. Anker Jørgensen erklærede, at Socialdemokratiet holdt sig udenfor, fordi dets krav ikke var blevet tilstrækkeligt imødekommet, men at partiet ikke ønskede at vælte regeringen; han efterlyste i stedet en bred konstellation af S, R og V til at løse landets økonomiske problemer. Socialdemokratiet og LO vendte sig ikke principielt imod indgreb mod lønningerne, dvs. indkomstpolitik, men stillede som betingelse, at indgrebet skulle være socialt forsvarligt og omfatte alle grupper i samfundet, dvs. ikke kun lønmodtagerne. Især LO insisterede på, at skattepolitikken og forslaget om „økonomisk demokrati” (ØD) indgik som del af et indkomstpolitisk forlig.

Annonce

 Statsminister Poul Hartlings såkaldte „smalle” Venstreregering på Folketingets trappe ved tiltrædelsen den 19. december 1973. Betegnelsen smal gik både på, at regeringspartiet sad på 22 af Folketingets 179 mandater og på, at regeringen kun bestod af tolv ministre. Hartling-regeringens parlamentariske overlevelsesmuligheder så ikke lyse ud i det stærkt opsplittede Folketing efter jordskredsvalget, hvilket måske er forklaringen på ministrenes noget sammenbidte udtryk. Regeringen holdt i 14 måneder.

Statsminister Poul Hartlings såkaldte „smalle” Venstreregering på Folketingets trappe ved tiltrædelsen den 19. december 1973. Betegnelsen smal gik både på, at regeringspartiet sad på 22 af Folketingets 179 mandater og på, at regeringen kun bestod af tolv ministre. Hartling-regeringens parlamentariske overlevelsesmuligheder så ikke lyse ud i det stærkt opsplittede Folketing efter jordskredsvalget, hvilket måske er forklaringen på ministrenes noget sammenbidte udtryk. Regeringen holdt i 14 måneder.

Socialdemokratiet og LO-ledelsen var samtidig under stigende pres fra den politiske og faglige venstrefløj. Via bl.a. det nystiftede Formandsinitiativ af oppositionelle fagforeningsledere mobiliserede den til massive protester imod, hvad der hurtigt blev døbt „Det Sorte Forlig”. Opfordringerne til strejker og demonstrationer under kampagneparolen „Ud med Hartling” blev i dagene op til og efter storebededagsferien fulgt af flere hundredtusinder mennesker, hvoraf mange mødte op på Christiansborg Slotsplads. Så store faglige manifestationer var ikke set siden de store overenskomststrejker i 1956. På grund af navnlig Anker Jørgensens ønske om ikke at afskære samarbejdet over midten var Socialdemokratiet dog kun tre uger senere, den 10. juni, part i et boligforlig, som regeringen indgik med K, R, CD og Kristeligt Folkeparti om at bygge 40.000 nye boliger om året, heraf 8.000 i det almennyttige sociale byggeri. Motivet var både at forny boligmassen og at søge at modvirke den forventede større arbejdsløshed som følge af oliekrisen.

Uanset de politiske indgreb begyndte arbejdsløsheden at stige stejlt fra og med sommeren 1974, og allerede i september indgik Hartling-regeringen sit fjerde – og sidste – økonomiske forlig, denne gang om lettelser i indkomstskatten på hele syv mia. kr. og enighed om tilsvarende offentlige besparelser i 1975-76. Bag forliget stod den samme kreds af borgerlige partier som i juni, suppleret af Retsforbundet og tre medlemmer af Fremskridtspartiets gruppe. Socialdemokratiet var ligesom i juni internt uenig, idet mange ønskede en hårdere oppositionslinie med henblik på at søge at fremkalde et folketingsvalg, men det lykkedes Anker Jørgensen at samle gruppen om at undlade at stemme. Kritikken og uroen på arbejdspladserne voksede dog støt i løbet af efteråret i takt med arbejdsløshedstallet, og da regeringen lancerede en såkaldt Helhedsplan til løsning af de økonomiske kriseproblemer, stod der den 26. november igen omkring 100.000 demonstranter foran Christiansborg med krav om „den sorte Hartling-regerings” afgang.

 En demonstration i forbindelse med en af 1970'ernes store faglige konflikter, sagen om virksomheden Hope Computer i Hadsund. Direktøren nægtede at indgå overenskomst med fagbevægelsen, som herefter indledte en strejke og i januar 1973 en blokade af virksomheden, som forsøgte at ansætte uorganiseret arbejdskraft. Direktøren hævdede at være blevet indespærret på virksomheden og krævede erstatning af ni fagforeningsfolk, som dog blev frifundet i 1974 ved Landsretten. Afgørelsen var en sejr for fagbevægelsen og dens ret til at anvende blokadevåbnet, men denne ret blev i 1976 indskrænket af regeringen.

En demonstration i forbindelse med en af 1970'ernes store faglige konflikter, sagen om virksomheden Hope Computer i Hadsund. Direktøren nægtede at indgå overenskomst med fagbevægelsen, som herefter indledte en strejke og i januar 1973 en blokade af virksomheden, som forsøgte at ansætte uorganiseret arbejdskraft. Direktøren hævdede at være blevet indespærret på virksomheden og krævede erstatning af ni fagforeningsfolk, som dog blev frifundet i 1974 ved Landsretten. Afgørelsen var en sejr for fagbevægelsen og dens ret til at anvende blokadevåbnet, men denne ret blev i 1976 indskrænket af regeringen.

Helhedsplanen var udarbejdet under opsyn af økonomiminister Poul Nyboe Andersen og finansminister Anders Andersen („Andersen-banden”). Ideen var, at de betydelige skattelettelser, der var vedtaget i september til ikrafttræden i januar 1975, nu skulle afbalanceres med indgreb mod nye lønstigninger, som yderligere ville forringe landets konkurrenceevne og øge underskuddet på betalingsbalancen. Planen fremstod dermed som ret traditionel og derved også kontroversiel indkomstpolitik: De tre seneste dyrtidsportioner skulle bortfalde, dyrtidsreguleringen skulle beklippes ved at indføre ens satser for alle, de gældende overenskomster på arbejdsmarkedet skulle forlænges, hvilket reelt ville sige totalt lønstop, og endelig skulle der lægges loft over erhvervslivets avancer og udbytter.

Både LO og partierne til venstre for midten anså planen for at være et angreb på lønmodtagerne og deres organisationer og for ikke at prioritere beskæftigelsesforanstaltninger højt nok. Som ved tidligere lejligheder anførte de, at dyrtidsportionerne i forvejen kun gav lønmodtagerne delvis dækning for prisstigningerne, og de påpegede, at mens et lønstop let lod sig kontrollere, var det nærmest umuligt at holde effektiv kontrol med et pris- og avancestop. Ensidig lønmodtagertilbageholdenhed, oven i købet uden ØD, var derfor uacceptabel for dem, og de fandt det uantageligt at antaste organisationernes frie forhandlingsret. Det sidste var Dansk Arbejdsgiverforening i øvrigt ikke ganske uenig i.

 „Hartling-regeringen væk”, lød en hovedparole ved fagbevægelsens og venstrefløjens demonstration den 26. november 1974 på Christiansborg Slotsplads. Under de store aktioner mod Hartling-regeringen i maj havde Anker Jørgensen afslået opfordringer til at tale for de demonstrerende, men i november søgte han at komme til orde som taler på linie med bl.a. Gert Petersen (SF) og Knud Jespersen (DKP). Socialdemokratiets formand havde dog svært ved at få ørenlyd, da de mest venstreorienterede i folkemængden buh'ede ad ham. Han fik dog sagt, at Hartling var som den romerske kejser Nero, „der spillede violin, mens han så Rom brænde”. Hartling havde kort tid forinden fået overrakt en violin som det satiriske årshæfte Svikmøllens yndlingsoffer.

„Hartling-regeringen væk”, lød en hovedparole ved fagbevægelsens og venstrefløjens demonstration den 26. november 1974 på Christiansborg Slotsplads. Under de store aktioner mod Hartling-regeringen i maj havde Anker Jørgensen afslået opfordringer til at tale for de demonstrerende, men i november søgte han at komme til orde som taler på linie med bl.a. Gert Petersen (SF) og Knud Jespersen (DKP). Socialdemokratiets formand havde dog svært ved at få ørenlyd, da de mest venstreorienterede i folkemængden buh'ede ad ham. Han fik dog sagt, at Hartling var som den romerske kejser Nero, „der spillede violin, mens han så Rom brænde”. Hartling havde kort tid forinden fået overrakt en violin som det satiriske årshæfte Svikmøllens yndlingsoffer.

Helhedsplanen strandede i Folketinget i begyndelsen af december, idet også Fremskridtspartiet gik imod den. Uden at være blevet nedstemt i salen og uden formelt at træde tilbage udskrev Poul Hartling herefter straks valg til afholdelse den 9. januar 1975 – kun 13 måneder efter sidste folketingsvalg. Han skævede utvivlsomt til meningsmålingerne, som antydede, at regeringen og dens politik ikke var slet så upopulær i befolkningen, som de mange demonstrationer og strejker gav indtryk af. F.eks. viste en helt frisk Observa-undersøgelse, at 67 procent af befolkningen faktisk støttede et løn-, pris- og avancestop. Det opmuntrede også, at en anden undersøgelse dagen efter udskrivelsen af valget viste, at 31 procent af vælgerne ønskede Hartling som statsminister, mens kun 11 procent ønskede Anker Jørgensen tilbage på posten. At især regeringens trofaste støtteparti, CD, syntes at stå til stor tilbagegang, optog ikke Hartling, som satsede på fremgang for Venstre ved valget i kraft af den såkaldte statsministereffekt.

Imens var den verdensomspændende lavkonjunktur under fortsat uddybning, forstærket af flerdoblingen af oliepriserne. Uanset de fire politiske kriseforlig på Christiansborg i 1974 var der sket en drastisk forværring af alle dansk økonomis nøgletal. Alene fra efteråret 1973 til foråret 1974 var oliepriserne efter 15 års stilstand blevet tre-firedoblet verden over, og Danmark var et af de hårdest ramte lande, da 90 procent af landets energiforbrug blev dækket af importeret olie. Landets bytteforhold – forholdet mellem import- og eksportpriserne – var i løbet af 1974 blevet forringet med over 10 procent, mens underskuddet på betalingsbalancen tredobledes til 10 mia. kr. i 1974. Samtidig steg varepriserne i 1973-74 med omkring 15 procent på årsbasis, hvilket var mere end i en række af de lande, Danmark konkurrerede med, og dermed til skade for landets konkurrenceevne, eksport, produktion og beskæftigelse.

 „Lån 25.000 kr. engang imellem og nyd livet”, lød en annoncetekst i begyndelsen af 1970'erne, da inflationen reducerede banklånenes værdi, og renten var relativt lav. Mange blev derfor fristet til at leve over evne ved gennem låntagning at forbruge mere, end de tjente. Bo Bojesens budskab med denne tegning fra 1974 er, at Danmark i international målestok tilhørte den overvægtige låneroverklasse, som lagde beslag på noget af den kapital, som fattige ulande ellers skulle have del i. Bortset fra olieprisstigningerne var det økonomiske tilbageslag i form af fabrikslukninger og massearbejdsløshed endnu ikke slået igennem i 1974.

„Lån 25.000 kr. engang imellem og nyd livet”, lød en annoncetekst i begyndelsen af 1970'erne, da inflationen reducerede banklånenes værdi, og renten var relativt lav. Mange blev derfor fristet til at leve over evne ved gennem låntagning at forbruge mere, end de tjente. Bo Bojesens budskab med denne tegning fra 1974 er, at Danmark i international målestok tilhørte den overvægtige låneroverklasse, som lagde beslag på noget af den kapital, som fattige ulande ellers skulle have del i. Bortset fra olieprisstigningerne var det økonomiske tilbageslag i form af fabrikslukninger og massearbejdsløshed endnu ikke slået igennem i 1974.

Når krisen ramte så relativt hårdt, skyldtes det imidlertid ikke kun olieprisstigningerne. De kom oven i en gennemsnitlig stigning i de øvrige råstofpriser i 1972-73 på 55-60 procent, og endnu mere for råvarer som foderstoffer, jern, stål og spindestoffer. Det dramatiske konjunkturomsving ses måske bedst af, at mens de vestlige industrilande i OECD i 1973 havde et samlet betalingsbalanceoverskud i forhold til den øvrige verden på 11 mia. dollars, var det i 1974 forvandlet til et underskud på 22 mia. dollars. Næsten tilsvarende store underskud fremkom i de følgende år, bortset fra 1975. Krisen var international, og alle lande – bortset fra de store olielande – blev i større eller mindre grad ramt af svækket økonomisk aktivitet og medfølgende nedgang i købekraft, beskæftigelse og eksport.

Gennem første halvdel af 1974 lå arbejdsløshedsprocenten i Danmark endnu omkring 3 procent, en anelse under gennemsnittet på 3,5 procent i hele perioden siden 1960, hvilket økonomerne havde betegnet som „fuld beskæftigelse”. Men fra og med sommeren 1974 slog krisen for alvor igennem, og ved udgangen af 1974 var knap 10 procent af de forsikrede arbejdsløse, eller tæt ved 90.000 mennesker. Udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse blev i 1974 på to mia. kr., mere end dobbelt så meget som forventet. Det reale privatforbrug viste en klart faldende tendens. I sin nytårstale, midt under valgkampen, brød Dronningen til dels med traditionen og inddrog landets og verdens alvorlige økonomiske og sociale problemer, idet hun pegede på faren for et sammenbrud i det internationale økonomiske system.

Ni dage senere gik danskerne til stemmeurnerne efter en valgkamp, der først og fremmest var et for eller imod Hartling-regeringen og dens Helhedsplan.

Januarvalget 1975 gav følgende resultat:
Socialdemokratiet29,9 %53 mandater(+ 7)
Venstre23,3 %42 mandater(+ 20)
Fremskridtspartiet13,6 %24 mandater(- 4)
Det Radikale Venstre7,1 %13 mandater(- 7)
Det Konservative Folkeparti5,5 %10 mandater(- 6)
Kristeligt Folkeparti5,3 %9 mandater(+ 2)
Socialistisk Folkeparti5,0 %9 mandater(- 2)
Danmarks Kom. Parti4,2 %7 mandater(+ 1)
Centrum-Demokraterne2,2 %4 mandater(- 10)
Venstresocialisterne2,1 %4 mandater(+ 4)
Retsforbundet1,8 %0 mandater(- 5)

Den forventede statsministereffekt udeblev således ikke, idet Venstre næsten fordoblede sit mandattal. Det var en imponerende valgsejr, og nogle mente, at partiet var ved at blive et folkeparti. Det viste sig dog snart, at sejren ikke kunne bruges til ret meget, for med undtagelse af Kristeligt Folkeparti var den høstet på bekostning af de borgerlige partier og midterpartier, der havde støttet regeringen. Alle var enige om, at De Konservative havde fået endnu et katastrofevalg; med den helt nyslåede leder Poul Schlüter havde partiet endnu knap overvundet sin lederkrise. 34 mandater havde skiftet plads ved valget – noget mindre end ved „jordskredsvalget”, men til gengæld et skridt på vejen til en vis 'normalisering' af det parlamentariske partisystem fra før 1973-valget: Fremskridtspartiet og især CD, de to helt nye partier, gik klart tilbage, mens det 'gamle' nye parti, Retsforbundet, røg helt ud af tinget igen. Og Socialdemokratiet genvandt knap en tredjedel af, hvad partiet havde mistet ved 1973-valget, mens SF, DKP og Venstresocialisterne (VS) tilsammen vandt netto tre mandater.

 Grafen viser den sammenlignelige prisudvikling for landets vigtigste importerede råvarer i begyndelsen af 1970'erne. Landbrugets råvarer bestod primært af gødningsstoffer, industriens især af jern, stål, papir, pap mv. samt kul- og olieprodukter. Som det ses, viste de forskellige råvarepriser allerede en stigende tendens i årene og især månederne inden „olieprischokket” i slutningen af 1973.

Grafen viser den sammenlignelige prisudvikling for landets vigtigste importerede råvarer i begyndelsen af 1970'erne. Landbrugets råvarer bestod primært af gødningsstoffer, industriens især af jern, stål, papir, pap mv. samt kul- og olieprodukter. Som det ses, viste de forskellige råvarepriser allerede en stigende tendens i årene og især månederne inden „olieprischokket” i slutningen af 1973.

Men der tegnede sig fortsat et broget billede uden tydelige flertalskonstellationer i det nye Folketing. Fremskridtspartiet kunne blive tungen på vægtskålen, hvis ikke S og V udnyttede deres tilsammen 95 mandater til at danne en flertalsregering. Det sidste var en løsning, som Socialdemokratiet af hensyn til sin venstre flanke umuligt kunne indskibe sig i på dette tidspunkt, og omvendt ønskede Venstre heller ikke at bruge sin store sejr til at gå ind i en S-regering under Anker Jørgensen. Desuden var det nærmest utænkeligt, at Socialdemokratiet og LO kunne gå ind på Venstres – og Arbejdsgiverforeningens – centrale krav om helt eller delvis at afskaffe den automatiske dyrtidsregulering.

Efter to ugers resultatløse sonderinger og taktiske underhåndsforhandlinger med en række af partilederne om en regering på et bredere og mere stabilt parlamentarisk grundlag endte det med, at Poul Hartling besluttede at fortsætte med sit smalle ministerium uændret. Det var dog en meget stakket frist. Allerede under finanslovsdebatten fem dage senere, den 28. januar, blev et socialdemokratisk forslag med henstilling til regeringen om at give plads til forhandlinger om en flertalsregering – reelt en mistillidsdagsorden – vedtaget med tilslutning fra SF, VS, DKP og R. Hartling meddelte straks, at regeringen gik af.

Stemmetallene stod 86 for og 85 imod, idet CD og De Konservatives egenrådige MF'er, forfatteren Hans Jørgen Lembourn, undlod at stemme. Lederne af de borgerlige partier og midterpartier, hvis mandater var blevet ædt af Venstre ved valget, nærede absolut ingen varme følelser for Hartling, og de havde en fælles interesse i, at han faldt, inden han efter et nyt valg i værste fald kunne gentage sit kunststykke. Deres problem var, at det i borgerligt sindede vælgeres øjne ikke ville se pænt ud, om de straks og direkte medvirkede til Venstre-regeringens afgang. Det ville være bedre, om den – forudsigeligt – selv kørte fast i løbet af et par uger. Lembourns optræden, som Poul Schlüter personligt forinden havde advaret ham imod, førte da også til kritik og en række spontane udmeldelser af partiet; i 1976 forlod Lembourn selv den konservative folketingsgruppe.

 Tegneren Bo Bojesens kommentar, da Poul Hartlings mindretalsregering blev fældet af Anker Jørgensens dagsordensforslag i januar 1975, fordi Hartlings hidtidige 'støtteben', CD og én konservativ, undlod at stemme. Om sine erfaringer fra det politiske liv skrev Hartling otte år senere i sine erindringer: „Der er i den agitation, der foregår i et demokrati, en vis selvforstærkende mekanisme. I den kamp, der finder sted mellem partier og opfattelser, er ordet og argumenterne de eneste våben, der står til rådighed. Sådan bør det også være. Imidlertid er det undertiden vanskeligt at gøre argumentet overbevisende nok, og så forstærkes ordene (…) Så opbygger man myter, så tillægger man modstanderen dårlige motiver, man overdriver, man formulerer slagord, man sætter hele argumentationens artilleri ind.”

Tegneren Bo Bojesens kommentar, da Poul Hartlings mindretalsregering blev fældet af Anker Jørgensens dagsordensforslag i januar 1975, fordi Hartlings hidtidige 'støtteben', CD og én konservativ, undlod at stemme. Om sine erfaringer fra det politiske liv skrev Hartling otte år senere i sine erindringer: „Der er i den agitation, der foregår i et demokrati, en vis selvforstærkende mekanisme. I den kamp, der finder sted mellem partier og opfattelser, er ordet og argumenterne de eneste våben, der står til rådighed. Sådan bør det også være. Imidlertid er det undertiden vanskeligt at gøre argumentet overbevisende nok, og så forstærkes ordene (…) Så opbygger man myter, så tillægger man modstanderen dårlige motiver, man overdriver, man formulerer slagord, man sætter hele argumentationens artilleri ind.”

Efter yderligere et par forhandlingsrunder og besøg hos Dronningen tegnede det den 9. februar til en ny regering af V og K med støtte fra CD og KrF, altså i alt 65 mandater. Alt var så godt som på plads, da den uindbudte Mogens Glistrup offentligt truede med at medvirke til at vælte en sådan regering inden månedens udgang. Han pegede i stedet på en national samlingsregering, en ren Venstre-regering eller i hvert fald en flertalsregering, hvilket reelt ville betyde Fremskridtspartiets og dermed Glistrups deltagelse i regeringen eller i en fast støtteaftale. Det var uacceptabelt for De Konservative, og Hartling ville eller turde ikke igen udsætte sig for et mistillidsvotum i Folketinget ved at gøre sig afhængig af Glistrups luner. Dette så meget mere som Mogens Glistrup nu stod anklaget ved Københavns Byret i straffesagen om skatteunddragelse. Selv om Hartling hævdede det modsatte, var han næppe heller upåvirket af de gentagne og meget omfattende fagligt-politiske aktioner og demonstrationer, som hans regering havde fremprovokeret i løbet af 1974. En yderligere radikalisering af fagbevægelsen og venstrefløjen kunne ikke være i det borgerlige Danmarks interesse. Der blev altså ingen – som man kaldte det – „kludetæpperegering” af borgerlige partier denne gang; det blev regeringen, vi aldrig fik. Men spiren var lagt til det regeringssamarbejde, der tog over syv et halvt år senere under det heldigere navn Firkløverregeringen. Foreløbig påtog Anker Jørgensen sig i stedet på ny at danne en socialdemokratisk mindretalsregering. Det skete uden større lyst. Han var nu i den ikke særlig attraktive position at skulle søge at sammentømre formentlig skiftende flertal om at løse de økonomiske, sociale og politiske problemer, som tårnede sig op i skyggen af den stadigt forværrede økonomiske krise i de næstfølgende måneder og år.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Smal regering og „sorte forlig” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306566