• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miljøpolitik til lands, til vands og i luften

Oprindelig forfatter PVi

I Danmark som i den øvrige industrialiserede verden i Vest og i Øst var den rivende økonomiske vækst i 1950'erne og navnlig i 1960'erne foregået stort set uden blik for de langsigtede skader på natur og miljø, der kunne blive en følge af industriens og det stadig mere industrialiserede landbrugs voldsomt stigende og så godt som uregulerede udledning af giftige affaldsstoffer og insekt- og ukrudtsmidler i luften, jorden, søer, vandløb og havet. Ganske vist havde især de nordiske lande i sidste halvdel af 1960'erne indledt et samarbejde, koordineret af Nordisk Råd, mod forureningen og for naturbeskyttelse. Der havde dog mere været tale om beskrivelser og kortlægning af problemerne og deres omfang end om samlede planer og skridt til bekæmpelse af naturforureningen. Denne blev primært set som et lokalt og regionalt anliggende.

 „Giftpølen Danmark”, lød teksten til tegneren Klaus Albrectsens kommentar til fenolforureningen i Sønderjylland i 1972. I nærheden lå Grindstedværket, som siden midten af 1960'erne havde ledt spildevand ud i Varde Å-systemet. Fiskene led under kviksølvforgiftning og andre giftstoffer, og grundvandet i hele Midtjylland var truet. Fra 1970 blev Grindstedværkets spildevand ledt ud i Vesterhavet, men da de lokale fiskere protesterede, blev affaldet i stedet dumpet i Atlanterhavet.

„Giftpølen Danmark”, lød teksten til tegneren Klaus Albrectsens kommentar til fenolforureningen i Sønderjylland i 1972. I nærheden lå Grindstedværket, som siden midten af 1960'erne havde ledt spildevand ud i Varde Å-systemet. Fiskene led under kviksølvforgiftning og andre giftstoffer, og grundvandet i hele Midtjylland var truet. Fra 1970 blev Grindstedværkets spildevand ledt ud i Vesterhavet, men da de lokale fiskere protesterede, blev affaldet i stedet dumpet i Atlanterhavet.

Efter et langt tilløb fortættedes imidlertid omkring 1969-70 den almindelige bevidsthed og offentlighedens krav både internationalt og i Danmark om, at der nu måtte gøres noget alvorligt ved problemerne. Man talte om en nærmest eksplosionsagtig omsiggribende stemning for, at udviklingen ikke længere kunne tolereres. Ord som miljøskandale og kommende miljøkatastrofer kom på flere og fleres læber. I Socialdemokratiets arbejdsprogram fra 1969 var der for første gang et afsnit om natur og forurening, hvori der argumenteredes for en udvidelse af naturfredningsbegrebet til at omfatte lovindgreb mod den tiltagende forurening af naturen. I november 1969 nedsatte VKR-regeringens forureningsudvalg et midlertidigt forureningsråd, der dels skulle forestå en systematisk kortlægning af landets forureningsproblemer, dels komme med forslag til, hvordan den fremtidige organisering af forureningsbekæmpelsen skulle foregå. Resultatet af arbejdet blev i de følgende par år en lang række offentlige rapporter om jord-, luft- og vandforureningen i Danmark, og i efteråret 1971 oprettede den nye socialdemokratiske regering et særligt Ministerium for Forureningsbekæmpelse under ledelse af Jens Kampmann (S), som året efter desuden oprettede en særlig Miljøstyrelse.

 Den såkaldte madpyramide, første gang lanceret i Brugsens blad Samvirke, august 1976, var med til at vende op og ned på en del danskeres forestillinger om gode mad- og drikkevaner og bane vejen for 1980'ernes 'grønne bølge'. Madpyramidens pointe var, at det for et gennemsnitligt familiebudget var bedre at spise relativt mest af de forholdsvis billige og mættende, fiberholdige korn- og grynprodukter og kartofler, og relativt mindre af især de dyre og fedtholdige kødprodukter. Velfærdsdanskeren spiste for meget og for fedt, fik for lidt motion og drak og røg for meget. De nye folkesygdomme var blevet kredsløbsproblemer og blodpropper som følge af for høje kolesteroltal og overvægt, foruden dårlige nerver og stress af højt arbejdstempo – eller af arbejdsløshed og social udstødning. I 1976 indtog hver voksen dansker årligt 8 liter ren alkohol i gennemsnit; mellem 1970 og 1985 faldt ølforbruget, men til gengæld steg vindrikningen. I 1976 udtalte professor i psykiatri Erik Strömgren, at alkoholisme var blevet Danmarks største sundhedsproblem.

Den såkaldte madpyramide, første gang lanceret i Brugsens blad Samvirke, august 1976, var med til at vende op og ned på en del danskeres forestillinger om gode mad- og drikkevaner og bane vejen for 1980'ernes 'grønne bølge'. Madpyramidens pointe var, at det for et gennemsnitligt familiebudget var bedre at spise relativt mest af de forholdsvis billige og mættende, fiberholdige korn- og grynprodukter og kartofler, og relativt mindre af især de dyre og fedtholdige kødprodukter. Velfærdsdanskeren spiste for meget og for fedt, fik for lidt motion og drak og røg for meget. De nye folkesygdomme var blevet kredsløbsproblemer og blodpropper som følge af for høje kolesteroltal og overvægt, foruden dårlige nerver og stress af højt arbejdstempo – eller af arbejdsløshed og social udstødning. I 1976 indtog hver voksen dansker årligt 8 liter ren alkohol i gennemsnit; mellem 1970 og 1985 faldt ølforbruget, men til gengæld steg vindrikningen. I 1976 udtalte professor i psykiatri Erik Strömgren, at alkoholisme var blevet Danmarks største sundhedsproblem.

I mellemtiden var erkendelsen af miljøproblemernes nationale og internationale omfang også ved at slå igennem. I juni 1972 afholdtes FN's første miljøkonference i Stockholm, og umiddelbart efter udkom i dansk oversættelse den såkaldte Romklubs opsigtsvækkende og debatskabende rapport „Grænser for vækst”, som advarede imod et globalt økologisk sammenbrud, såfremt de industrialiserede forbrugersamfunds hidtidige miljøblinde økonomiske vækstkurs fortsatte uændret. En dansk øjenåbner var ulykken i Simmersted ved Haderslev i januar 1972, da en væltet tankvogn med 20 tons fenol forgiftede de lokale åers fisk og drikkevandet, så 100 af de nærmeste beboere måtte evakueres. Det tog over fire måneder at normalisere situationen, idet myndighederne ikke mindst lokalt var helt uforberedte på en forureningsulykke af denne karakter. En af konsekvenserne af Simmersted-ulykken blev derfor opbygningen af et mere effektivt lokalt miljøberedskab.

Annonce

Det sidste blev også fremmet med Folketingets vedtagelse af den første lov om miljøbeskyttelse i maj 1973 med ikrafttræden i 1974. Samtidig ændrede ministeriet navn til Miljøministeriet. Miljøloven var dog et flertalsforlig alene mellem Socialdemokratiet og De Konservative. Venstre, De Radikale og SF undlod at stemme for loven, fordi deres ændringsforslag alle blev nedstemt. SF ønskede mere vidtgående indgrebsmuligheder over for forurenende virksomheder, mens R og især V og landbrugets organisationer ønskede større erstatning til lovligt etablerede virksomheder, som ramtes hårdt af loven. Regeringen havde sikret sig De Konservatives støtte til loven ved bl.a. at acceptere partiets og Industrirådets krav om at placere et særligt Miljøankenævn over Miljøstyrelsen, sammensat af sagkyndige udpeget af erhvervslivet og Miljøstyrelsen.

 Brøndby Strand, 1974. Både vandet og jorden var giftig mange steder i Danmark i 1970'erne, og til tider udgik der fra sundhedsmyndighederne daglige meldinger i sommermånederne om baderåd – og ofte badefraråd – ved de danske kyster.

Brøndby Strand, 1974. Både vandet og jorden var giftig mange steder i Danmark i 1970'erne, og til tider udgik der fra sundhedsmyndighederne daglige meldinger i sommermånederne om baderåd – og ofte badefraråd – ved de danske kyster.

Loven var en rammelov, hvis hovedprincipper skulle udfyldes af Miljøstyrelsen, kommunerne og interesseorganisationerne. Loven indebar bl.a., at nye virksomheder skulle miljøgodkendes, at kommunerne havde hovedansvaret for miljøtilsynet, at der skulle laves samlede regionale planer for spildevandsudledning m.v., at forureneren selv skulle betale, samt at miljøinteresserne skulle afvejes mod de økonomiske interesser. Afvejningsprincippet, som også var et konservativt krav, blev kritiseret af især miljøaktivister, som mente, at det i praksis gav mulighed for at sætte hensynet til f.eks. arbejdspladser over miljøet. Aktivisterne i Danmarks første miljøgræsrodsbevægelse, NOAH, som var blevet dannet i 1969 af nogle universitetsstuderende på bl.a. naturfag, anså ellers miljøloven for et betydeligt fremskridt og et politisk skift fra generel forureningstilladelse til regulering af og kontrol med forureningen. Det tydelige lokale element i loven gav desuden de spirende miljøgrupper rundt om i landet mulighed for indflydelse.

 Nordsjællandsk bilkirkegård, 1976 – et almindeligt syn i disse år. Som så mange andre var landbrugsejendommen i baggrunden blevet købt af en autoophugger, der brugte de omkringliggende marker som opbevaringssted for de opkøbte bilvrag, efter at de var ribbet for reservedele. Trods den nylige oliekrise slog danskernes bilkøb rekord i 1976 med 90.000 nye biler alene i årets første halvdel, 60% flere end i hele 1975. Bilophugningsstederne modtog i 1976 omkring 150.000 biler.

Nordsjællandsk bilkirkegård, 1976 – et almindeligt syn i disse år. Som så mange andre var landbrugsejendommen i baggrunden blevet købt af en autoophugger, der brugte de omkringliggende marker som opbevaringssted for de opkøbte bilvrag, efter at de var ribbet for reservedele. Trods den nylige oliekrise slog danskernes bilkøb rekord i 1976 med 90.000 nye biler alene i årets første halvdel, 60% flere end i hele 1975. Bilophugningsstederne modtog i 1976 omkring 150.000 biler.

Det viste sig dog efterhånden i praksis, at flere af miljøbeskyttelseslovens principper ikke så let lod sig realisere fuldt ud. Det lokale tilsyn var mange steder svagt, og 'forureneren-betaler-princippet' blev ikke altid håndhævet. Medvirkende hertil var, at hensynet til bevarelsen af forurenende virksomheders arbejdspladser kom til at spille en større rolle, da den økonomiske krise slog igennem i årene efter olieprisstigningerne i 1973. Krisen medførte samtidig et pres for sænkede offentlige udgifter, og dette gik fra 1976 ud over kommunernes hidtidige hovedindsats imod forureningen, nemlig bygningen af lokale vandrensningsanlæg. Det var navnlig et problem, fordi 1970'ernes miljøindsats netop primært bestod i at lede forureningen bort fra de nære, lokale omgivelser via – groft sagt – højere skorstene og længere kloakrør. De her nævnte problemstillinger og dilemmaer var alle til stede i de miljøsager, der prægede perioden og vakte opsigt blandt miljøorganisationer, medier og befolkning, nemlig store og stærkt forurenende virksomheder som Superfos i Fredericia, Cheminova på Harboøre Tange i Vestjylland, Grindstedværket i Midtjylland, Kemisk Værk Køge, Proms Kemiske Fabrik i Sydsjælland og Sojakagefabrikken på Islands Brygge i København.

 Kortet viser resultatet af en måling af colibakterier i Øresund og Køge Bugt den 16. juni 1970. Tallene angiver mængden af bakterier i 100 milliliter vand. Sundhedsmyndighederne satte sundhedsgrænsen ved 1.000. De 54.000 ved Hellebæk nord for Helsingør skyldtes et kloakudløb, mens de 35.000 ved Køge skyldtes store lokale kemiske industrier.

Kortet viser resultatet af en måling af colibakterier i Øresund og Køge Bugt den 16. juni 1970. Tallene angiver mængden af bakterier i 100 milliliter vand. Sundhedsmyndighederne satte sundhedsgrænsen ved 1.000. De 54.000 ved Hellebæk nord for Helsingør skyldtes et kloakudløb, mens de 35.000 ved Køge skyldtes store lokale kemiske industrier.

Bortset fra Fremskridtspartiet var der dog bred enighed i Folketinget om den konkrete miljølovgivning i 1970'erne, bl.a. vedrørende bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald, kemiske stoffer generelt, samt genanvendelse af papir og emballage. I øvrigt skete der også i løbet af tiåret et gennembrud for forbedringen af det, der undertiden blev kaldt det 'indre miljø', dvs. arbejdsmiljøet på virksomheder og arbejdspladser. I 1972 nedsatte regeringen en såkaldt Arbejdsmiljøgruppe, som skulle forberede et nyt lovgrundlag for „arbejderbeskyttelse”, som det hed indtil da, dvs. de påvirkninger fra fysiske, kemiske, biologiske, sociale og psykiske forhold, man er udsat for på sit arbejde. Den øgede opmærksomhed på arbejdsmiljøproblemerne i begyndelsen af 1970'erne skyldtes bl.a. den almindelige nedslidning på arbejdspladserne, de tidligere omtalte 'vilde strejker', udviklingen inden for socialmedicinen samt såkaldte fagkritiske rapporter, som blev til i samarbejde mellem kritiske universitetsstuderende og dele af fagbevægelsen. Det foreløbige resultat blev vedtagelsen af Arbejdsmiljøloven i 1977, en rammelov, som primært adskilte sig fra den gamle Arbejderbeskyttelseslov fra 1954 ved, at forhold nu kunne anses for ulovlige, selv om de ikke udtrykkeligt var omtalt i loven; de tilsynsførende kunne altså selv foretage et skøn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Miljøpolitik til lands, til vands og i luften i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306582

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Miljøpolitik til lands, til vands og i luften
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Danmarkshistorien

  • Historik